Peder Gram in memoriam

Peder Gram in memoriam

Af VAGN RAPPEL

Ved Statsradiofoniens mindeudsendelse for Peder Gram den 13. februar indledte Vagn Kappel med nedenstående mindeord.

Da Peder Gram for godt fire år siden ved sit fyldte 70. år trak sig tilbage fra posten som chef for Statsradiofoniens musikafdeling, udtalte han på sin nøgterne façon til en interviewer, at hans skæbne som komponist var blevet den at komme til at sidde mellem to stole. I sin ungdom fik han på hovedet for sin modernisme, »men nu anses jeg vel for at være romantiker«, sagde han. En hel del sandhed var der jo nok i denne udtalelse. Ifølge sit gemyt måtte han som ung komponist komme i opposition til den senromantik, som beherskede musiklivet og de musikalske frembringelser både i det store udland og herhjemme. Ikke fordi han vilde revolution eller en ny musik — sligt lå ham uendelig fjernt — men simpelthen fordi hans ubestikkelige smag og musikalske redelighed og vel også nok hans nordiske temperament lod ham kold over for meget af det, han mødte i sin studietid i Leipzig, måske navnlig navne som Bruckner og Mahler. Han blev så at sige født til at være kontrapunktiker — hans klare hoved og sans for proportioner havde i grunden forudbestemt ham til det, og man kan på en måde sige, at det var synd for ham, at han blev født ind i en periode, der var fortrinsvis præget af det harmoniske, af de voldsomme ikke sjældent hæmningsløse modulationer og de kolossale former. — Men da skæbnen nu engang havde anbragt ham på dette punkt i udviklingen, tog han handsken op og blev harmoniernes mand. Og på dette område ydede han med sin egen formklare og fornemme musik et i omfang ikke stort, men i indhold vægtigt bidrag til at føre udviklingen videre på en sund måde.

Han gennemtænkte harmoniproblemet både historiskt og principielt og nedfældede i 1947 sine tanker i den skarpsindige bog »Analytisk harmonilære«. »Jeg har altid været et fremmeligt barn harmonisk«, sagde han selv spøgefuldt — og det havde han ret i. Men åben, som han var over for det nye, omend forsigtigt og kritisk prøvende, undgik han ikke påvirkning af den nye fri polyfoni, der blev løsenet efter den første verdenskrig. Kun kunde for ham det lineære i musiken aldrig blive et mål i sig selv, i samme øjeblik flere melodier fulgtes ad, meldte sig for ham samklangsproblemet til løsning. Resultatet blev en fin, i alle dimensioner gennemtænkt musik, som uden at være slave af traditionen hviler og bygger videre på den. — Det giver sig tydeligt tilkende i de tre værker, vi skal høre i denne udsendelse. Strygekvartetten opus 30 er skrevet under den sidste krig. Nogle år i forvejen, i 1934, havde Gram taget samtidens musik op til undersøgelse i en lille interessant bog »Moderne Musik«, interessant fordi den, foruden at fremstille problemerne klart, sådan som de dengang fremtrådte, vel også i høj grad må betragtes som en kritisk og traditionspræget skabende kunstners opgør med alt, der væltede ind over verden dengang af nyt, godt og dårligt i broget blanding. Strygekvartetten viser netop alt dette, interessen for det nye, tilknytningen til traditionen, den personlige reservation, det fornemme, slebne, gennemtænkte sprog. Det samme gælder de to orkesterkompositioner, vi skal høre, som stammer fra tyverne. I prologen til et drama af Shakespeare, komponeret i 1928, som synes at bero på en personlig inspiration, anslår Peder Gram for en gangs skyld den tone af pomp og pragt, som anstår sig for en optakt til et verdensteatrets store dramaer, og det står som en slags modsætning til på den ene side strygekvartettens fine enkelhed, på den anden det mere komplicerede og mangfoldige spil i symfonien fra 1926, dette meget personlige arbejde, hvori den klarhjernede og bevidst arbejdende komponist — ganske ejendommeligt og typisk — griber efter
i poesiens blå blomst via ordet, Erik Stokkebyes lille digt.

Det er komponisten Peder Gram, vi mindes i aften, og derfor skal det her kun nævnes, at organisatoren gennem årene gjorde en stor og afgørende indsats i dansk musikliv. Baggrunden for denne var hans alsidige kultur og hans kærlighed til dansk og nordisk åndsform. Når Danmark i dag har lov til at regne sig som et land med virkelig musikkultur, bør man ikke glemme, at Peder Gram gennem sin indsats har ydet en stor skærv til, at dette blev muligt. Han var som organisator og kunstner et nordisk menneske, og den musik, vi skal høre i denne udsendelse er af væsen ægte dansk og nordisk.