Stemmeformatoren George Armin

Stemmereformatoren George Armin

Af IRENE OSIANDER

Navnet George Armin har tiltrukket mange skandinaver: danskere, nordmænd, svenskere og finner er strømmet til først i Berlin og siden i Danmark, for at studere den menneskelige stemmes væsen og Armins særegne vokalteknik.

I 20 år besøgte Armin hver sommer Danmark og fra 1948 bosatte han sig med sin danske hustru — født Hartmann, af den gamle danske musikslægt — i hendes barndomshjem ved Karlslunde strand.

I november 1954 opsøgte jeg der mesteren, som jeg havde hørt så meget om, og blev indbudt til hans 83-årige fødselsdag i det skønne strandhus ved Køge bugt.

Det var en oplevelse, som jeg ikke vil glemme: at møde en sund, livsglad kunstner, som i så høj en alder formåede at recitere, for 25 tilstedeværende, scener af Goethes »Faust« med en friskhed og en udtrykskraft, som selv den yngste elev kunde misunde ham.

Ved aftensbordet fik jeg til min store glæde mesteren tilbords og fik der lejlighed til at drøfte forskellige spørgsmål med ham.

Jeg fik at vide, at George Armin havde holdt gæsteforelæsninger i København og at han var blevet indbudt af universitetet for at causere over Schweizer-digteren Carl Spittler og recitere dele af hans »Olympischer Frühling«. — Ved studenternes julefest 1953 læste Armin, efter anmodning, op af tyske klassikere, og i 1954 blev han, gennem koncertsangerinde Helga Weeke, indbudt af Musikpædagogisk forening, til at holde foredrag i konservatoriet over sin stemmedannelseslære. — Det var netop det emne, jeg så gerne vilde høre om, og beredvillig udtalte min bordherre sig herom.

Læren om stemmedannelse — fortalte han — er opbygget på naturlove. Først gælder det om en grundig »rensning« af stemmeorganet, derefter følger den kunstneriske uddannelse.

For den syge stemme gælder det naturligvis først at søge helbredelse for de forskellige lidelser, såsom: høfeber, kroniske forkølelser, bronchitis, astma og tuberkulose. I alle tilfælde grundes stemmedannelsen på det såkaldte STAUPRINCIP. — Staufunktionen betyder en koncentration af luften, dvs. tonen dannes under et vist lufttryk, og ved hjælp af dette tryk bliver åndedrætsorganerne så at sige gennemfejet og renset.. — Den mest primitive funktion i denne lære er stønnelyden. Det er stemmens urlyd, og den er fundamentet for stemmedannelsen.

Jeg ønskede at vide, om stemmer, der havde været gode i barndommen, men senere var visnet hen, kunde genoprettes. Dette besvaredes bekræftende — såfremt stemmen blev skolet efter hans lære. Han tvivlede heller ikke om, at en stemme, som havde været på sin fulde højde og siden var forringet, kunde føres tilbage til sin tidligere kraft.

Selv har han mange beviser på, at en stemme, som er skolet efter hans lære, kan bevares usvækket op i alderdommen.

Jeg spurgte, om George Armin virkelig kunde hjælpe syge stemmer.

»Ja det er sikkert, at de kan ophjælpes, ja endog helbredes — dog naturligvis ikke i sidste stadium.«
»Men hvordan kan de ophjælpes?«
»Ikke ved åndedrætsøvelser, ikke ved vokaliser, men gennem dertil egnede funktionsøvelser, der ikke kan læres gennem bøger, men kun i levende praksis, fra mester til lærling.«

Jeg ønskede at vide, om mesteren nogensinde havde samarbejdet med læger.

Ja i høj grad — lød svaret — især med tuberkuloselæger. Det har også min søn, Wolfgang Armin, der blev ansat ved de store sanatorier i Potsdam og Treuen-Britzen som stemmetræner for tuberkulose-patienter. — Dette er omtalt i fagtidsskrifter. I det tyske lægetidsskrift »Beitrag zur Klinik der Tuberkulose« (Heft V 1931) udtaler overlægen ved Potsdam lungesanatorium sig således:

»De Arminske funktioner er en forbindelse af lyde og øvelsestoner. Disse lyd- og tone-expirationer har vist sig at være virksommere end andre åndedrætssystemer...... Indøvelse af funktionerne betyder en umådelig hjælp for lægen. Han har ikke tid til selv at beskæftige sig dermed, derfor er en faguddannet lærer en virkelig støtte for ham. Et afgørende moment er dette, at patienten så at sige nødes til at arbejde på sin egen helbredelse.«

Dr. Wohlfart siger om arbejdet i Treuen-Britzen : »De Arminske øvelser har vist sig virksomme, hvor alle andre metoder har svigtet.« Endelig har den Arminske lære vist sig at være til stor gavn for astma-patienter. Dr. Staehle skriver i »Wiirtembergisches Medizinalblatt«: »De Arminske øvelser er et værdifuldt middel i kampen mod astma'en, hvis therapi i den medicinske verden endnu er ret mangelfuld. Disse øvelser overgår ikke blot de før anvendte — de er tillige af stor sjælelig betydning, fordi de vækker patienten op af hans apati.«

George Armins lære blev offentlig demonstreret på Tuberkulose-Kongressen i Kissingen 1931. Her fremførtes de Arminske øvelser for Tysklands samlede faglæger. — De demonstrerende elever havde ved kurens begyndelse haft store lungekaverner. Undersøgelserne efter kuren viste, at de var forsvundet. Gennem disse øvelser var patienterne blevet så raske, at de kunde genoptage deres tidligere erhverv.

Mesteren nævnte tilslut et eksempel på en tuberkulose-elev, der endogså var blevet professionel', sanger. Den nuværende oratorie-sangerinde, Augusta Bruiner, var i 17-års alderen kommet til ham med en ret fremskreden tuberkulose. Under stemmetræningen blev hun rask, og der udvikledes en betydelig sangstemme — siden 1936 er hun en kendt oratoriesangerinde i Berlin.

Tilsidst meddelte Armin navnene på enkelte af sine elever, hvoriblandt man først må nævne Ludwig Wüllner. I 1895 kom han som 42-årig til den dengang 24-årige sangpædagog. — Wüllner tog undervisning hos George Armin til sin død, 1938, da han havde passeret de 80. Et par dage før gav han i Berlin en udsolgt recitations-aften med H. C. Andersens eventyr.

En anden mesterelev er Rudolf Watzke — en af Tysklands første oratorie-sangere og Bergliot Ibsen.

Med disse linier har jeg blot ønsket at give udtryk for den oplevelse, det var for mig at træffe sangpædagogen og mesteren George Armin, og dertil kaste et par strejflys over hans interessante lære og omfattende virksomhed. For særlig interesserede skal tilføjes, at foruden en omfattende pædagogisk virksomhed har George Armin også fået tid til at skrive. Fra 1924—39 udgav og redigerede han således månedstidsskriftet »Die Stimmvart«, der bragte fagartikler, musik- og teateranmeldelser.

Siden 1924 har han udgivet nedenstående fagbøger: »Das Stauprincip«.

»Die Urkraft der Stimme«.

»Der Modegesanglehrer«.

»Enrico Caruso«.

»Die Breitspannung«.

»Die Längsspannung«.

»Seltsame Stimmkrisen«.

»Kleines Stimmlexicon«.

»Die Meisterregeln reiner Stimmbildungskunst«.

Elever og venner har udgivet:

Wolfgang Armin: »über die Heilkraft des Armin'schen Stauprinzips«.

Else Armin: »Syng eller »stau« dig rask«.

Dr. Wenk: »Singe dich gesund«.

Dr. Herbert Biehle: »Staue dich gesund«.

Dr. Moiret: »Die Reform der Stimmbildung«.

Jens Berntsen: »Ein Meister der Stimmbildung«.

Dr. Alma Heiberg: »Stemmens Væsen«.

Efter ødelæggelsen af hans samlede skrifter under den 2. verdenskrig (1943) er der siden udkommet: »Die Meisterregeln der Stimmbildungskunst«, 1949 i forlaget af »Gesellschaft für Stimmkultur«. I norsk oversættelse ved hans elev, operasangeren ved den kongelige opera i Oslo, Jens Berntsen.

Endvidere er der udkommet hos forlaget Kistner & Siegel i Lippstadt (tidl. Leipzig) i 3. nyt oplag: »Die Urkraft der Stimme« med et forord af Dr. Ludwig Wüllner.

Forlaget University Books i New York sender i engelsk oversættelse (ved sangpædagogen Arthur Waldeck) Georg Arnims Carusobog — i løbet af foråret.