Ved en ung musikers død

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 02 - side 39-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Ved en ung musikers død

På en vis måde var Torben Jensens livsskæbne som musiker endnu et ubeskrevet blad. Han stod jo i begyndelsen af sin uddannelse som musiker, da døden uden forvarsel rev ham bort den 6. februar, kun 22 år gammel.

— Alt stod endnu i forberedelsens tegn, men al Torbens begyndelse og færd var så lovende, så meningsfyldt, så idealistisk, at han for os — hans ældre og jævnaldrende venner, der fulgte ham på nært hold — står tegnet med så kønne træk, billedet af den unge mand fyldt af den reneste stræben. Ægte, utriviel beskedenhed og blufærdig begejstring forenedes på sjælden måde i hans naturel — han brændte altid for en idé eller sag, musikens sag, kunstens væsen, en bestemt opgaves løsning. Og altid var det kun sagen eller problemet det gjaldt.

Uegennytte og noblesse var hans natur. Og så var der talentet.

Jeg husker en sensommerdag 1945, en 1. mellem i Østre Borgerdydskole. »Torben kan spille«, var der en dreng, der sagde. Vi fik Torben hen til klaveret. Jeg spurgte vist, om han kunne spille til en sang. Joh — måske nok. Det viste sig snart, at Torben kunne spille til alle de sange, han kendte, udenad, med rigtigt akkordvalg, i hvilken tonart man ønskede. Gennem 7 år blev Torben skolens uforlignelige, trofaste morgensangspiller. — Jeg mindes en skolekoncert, hvor vi spillede Dittersdorffs klaverkoncert med Torben som solist. Han gik i 4. mellem. Kønnere udførelse af koncertens soloparti har jeg ikke hørt — førstesatsen perlede muntert afsted, andensatsen stod med den fineste følsomhed, trediesatsen afleveredes med træfsikker sans for skælmeri og pointe.

Et år eller to senere gentog vi Dittersdorff ved en koncert på Aalborg Katedralskole. Og mange lignende træk om drengens lysende talent, hans dygtighed, hjælpsomhed og loyalitet kunne anføres fra disse år.

Torben var gennem hele sin skoletid elev af sin far, den udmærkede pianist og musikpædagog Rudolf Jensen. Efter studentereksamen gjaldt det for Torben om hurtigst muligt at få overstået militærtjenesten for derefter at kunne hellige sig et studium. Mærkeligt nok, men betegnende for bredden af hans menneskelighed og intellektuelle begavelse, vaklede han en lille tid mellem kunsthistorien (han havde anlæg som maler) og musiken. Det oplagte pianistiske talent i forbindelse med familietraditionen gik af med sejren — også den ældre bror, Jørgen Jensen, var jo musiker, cellist i »Den nye danske kvartet«. Torbens studietid på konservatoriet blev kort, 2 år, men frugtbar, løfterig, af betydning for de musikstuderende. Hans lærer, Georg Vasarhelyi, karakteriserer ham i sin mindeartikel i »Musikpædagogen« som en af de mest talentfulde elever, begavet med et rigt lyrisk sind, der forenedes med en vilje til at arbejde henimod at realisere bestemte mål. Hans teoretiske begavelse fremhæves af Niels Viggo Bentzon. Han samlede venner og medstuderende i et korarbejde — Cantilena — hvor han var den ildnende sjæl; her mødtes vi igen i en fælles interesse. Han havde organisationstalent, viste det sig. Han blev medlem af, siden formand for elevrådet og elevforeningen. Han udarbejdede love for en forening af nuværende og forhenværende elever ved konservatoriet. En forbedring af de musikstuderendes kår lå ham på sinde. Han var ledende i samarbejdet mellem Konservatoriet og Kunstakademiet med udveksling af læreanstaltens kunstydelser for øje. Kunsten var for Torben Jensen et hus med mange boliger — han bekæmpede ensidigheden. Han støttede og arbejdede for tanken om et konservatorieorkester. Han var søgt som akkompagnatør — hans hurtige nemme, evnen til indføling, hans veloplagthed og trang til at give af sit fulde hjerte og musikersind gjorde ham til en ideel medarbejder.

Og sådan gik det til, at Torben Jensen — den unge mand med de rige evner, med det varme kunstnersind og rene hjerte — aldrig vil glemmes af dem, som mødte ham.

Det gode minde er vor største rigdom.

Karl Clausen.

Ved »UNESCO«-aftnen på Kunstakademiet den 17. februar udtalte Jolanda Rodio efterføldende mindeord:

De gamle grækere syntes ved bortgangen af et ungt menneske, at foråret var taget ud af kalenderen. Men Euripides fandt ud af, at dette måtte være det dejligste øjeblik i et menneskes liv, at få lov til at indgå i gudernes rige, thi man var fuld af kraft, fuld af livsmod, fuld af glæde; og ingen af disse egenskaber havde lidt en brist endnu. Derfor burde man ikke sørge ved en ung mands død, men glæde sig med ham over alt det gode han tog med sig — det onde kendte han ikke.

I det gamle Serbien førte man i ligtoget af et ungt menneske et overbeprydet ungt frugttræ med, som aldrig endnu havde båret frugt. Dette blev plantet ved gravens hovedende. På denne måde kunne det unge menneskes sjæl finde vej til træets rødder og gennem træet alligevel udfylde meningen i livets kredsløb ved at drive frugt.

Alle de tanker og ideer kan anvendes på Torben Jensen, som jeg her med nogle ord vil mindes. Kun 22 år gammel og midt inde i sit unge livs indtil da største ansvarstid, fik han lov til at dø. Som meget nær ven til Torben kan jeg kun sige, at jeg syntes, det var så godt. Han var fuld af tro og næstekærlighed. Tro på, at eksemplet i det gode kunne tage brodden af det onde. Næstekærlighed, ved at akceptere sine venner og omgangskreds hver for sig som en individuel personlighed — med dens fortrin og fejl. Hans nye arbejde som formand for »Konservatoriets elevforening« optog ham i ligeså stærk grad som hans forskellige hverv indenfor musikken. Alle vegne, hvad han end foretog sig, fyldte han sin plads ud med sin totale helhed. For han var hel, fuldkommen færdig, — det man til tider kalder »rund«. Og netop derfor var hans tid her blandt os allerede afrundet og færdig.

Vi andre må kun håbe, at også hans ånd må blive ved med at virke i os alle, og på den måde videreføre og bære frugt af hans dybe og ærlige tanker.

Ære — men frem for alt glæde være over hans minde.

Årgang 31/1956, nr. 02