Fynsk forår og københavnsk høst

Fynsk forår og københavnsk høst

Af THORKILD KNUDSEN

I et lands og et folks historie indgår musiken som en faktor af stor betydning. For nok lader musikken glæde ved leg med toner, der finder udstrakt anvendelse som blot og bar underholdning, men dette betyder ikke, at dens virkning indskrænker sig hertil — tværtimod. Musikken har som andre kunstarter gennem tiden givet udtryksfulde billeder af et folks eller en befolkningsgruppes tænkning og formåen, den har formuleret og båret menneskelige bestræbelser og drømme og har derved direkte kunnet hjælpe mennesket videre frem.

Det er således almindelig kendt, at musikken i oldtid og tidlig middelalder var særdeles virksom som middel til at udbrede kristendommens humaniserende indflydelse. Tilsvarende var ved overgangen til den nyere tid reformationens salmer og sange ikke mindre virkningsfulde end Luthers prædikener. I forrige århundrede var den danske folkelige sang med til at formulere og støtte det danske folks krav om en fri forfatning, på samme måde som senere højskole-, bonde- og husmands-sang hjalp disse bevægelser frem. Heller ikke kan det overses, hvad sangen har betydet for udviklingen af en demokratisk arbejderbevægelse. Et eksempel på musikkens samfundsmæssige betydning i den nyeste tid så man endvidere under besættelsen, hvor dansk sang og musik virkningsfuldt lod sig anvende i samlingen mod fascismen — der jo unægtelig også gjorde sig bemærket ved en stærk karakteristisk musik! Overhovedet er det vist rigtigt, at historien næppe eller aldrig har set en bevægelse bryde frem og udvikle sig, uden at den skabte og støttede sig på musik under den «ene eller anden form.

Musikkens betydning for et folks udvikling er naturligvis ikke blot betinget af musikken i sig selv, af komponisternes værker, men er tilsvarende afhængig af de mere eller mindre gunstige forhold den har at virke under, og det er hovedsagelig denne side af sagen nedenstående betragtninger optages af.

I takt med samfundets almindelige udvikling bliver hver tid stillet over for spørgsmålet om, hvorledes man under de givne betingelser kan bidrage til, at musikken finder hensigtsmæssige rammer at udvikle sig under i de forskellige befolkningslag. Musikken må fremføres og dyrkes under sådanne forhold, at den får mulighed for -at virke på de mennesker, som dens indhold bestemmer den for. Dette gælder også vor egen tid: Det er ofte blevet påpeget, at de sidste menneskealdres demokratisering af samfundslivet og tendens til udjævning af skellene mellem de forskellige befolkningsgruppers levevis har skabt helt nye former for musikudøvelse og musikkultur og følgelig kræver tilsvarende nye rammer om musiklivet. Karakteristisk for vor tids arbejde med disse spørgsmål er det derfor, at man i principet søger løsninger, som i videst muligt omfang tager hensyn til befolkningen som en helhed — dette må jo være den naturlige konsekvens af at landet bekender sig til et demokratisk samfundssystem. At skabe og udvikle grundlaget for et demokratisk musikliv i et demokratisk Danmark er vel i det hele taget vor tids store musikkulturelle opgave.

Allerede i mellemkrigsårene blev der arbejdet systematisk og med beundringsværdig idealisme og ofte med stort udsyn på at klarlægge og løse denne opgave.

Først og fremmest måtte der skabes folket mulighed for overhovedet at få adgang til at høre musik i dens forskellige former. Hertil krævedes en udvikling af det professionelle musikliv — der måtte tilvejebringes økonomisk og kunstnerisk grundlag for opretholdelse af orkestre, operascener o.s.v., som kunne honorere de krav, som vor tid stiller til fremførelse af musik i de traditionelle koncertsale og i radioen, den nye, vældige »koncertsal« med et millionpublikum. Løsningen af denne opgave nødvendiggjorde en udbygning af konservatorieordningen, idet den private uddannelse i det lange løb næppe ville kunne dække det moderne koncertlivs behov for særdeles højt kvalificerede musikere.

Udviklingen af det professionelle musikliv, forbedring af musikeruddannelsen, oprettelse af orkestre o.s.v. var imidlertid ikke det eneste problem. Ganske vist fik herved nye og store kredse af befolkningen mulighed for at høre den musik, som hidtil var forbeholdt et mindretal. Men heraf fulgte ikke uden videre en tilsvarende lyst til at benytte sig af muligheden — og det ville være urimeligt at undre sig herover. Man måtte og må simpelthen konstatere, at der i vor tid er en betydelig afstand fra de folkelige forestillinger om musik til de i koncertsalen gældende idealer. I erkendelse heraf lagde man — ligeledes i mellemkrigsårene —- grundlaget til en storstilet folkernusikopdragende virksomhed med det formål ai give den enkelte mulighed for at finde frem til en musik, som på forsvarlig vis dækkede hans behov inden for de forskellige genrer fra underholdnings- og dansemusik til symfonisk musik og opera. En vældig opgave: at inddrage et helt folk i den musikalske udvikling. Og det tilmed på et tidspunkt, hvor ikke blot koncertmusikken, men også den traditionelle folkemusik måtte antages at befinde sig i en krise. For naturligvis havde det hele været meget enklere, dersom der eksisterede en levende og differentieret folkemusik, som kunne tages som udgangspunkt og anvendes som grundlag for det folkelige musikarbejde. Imidlertid bedømtes mulighederne herfor ret pessimistisk, og selv om forsøg i denne retning ikke blev helt udeladt, koncentreredes anstrengelserne dog i det væsentlige om en alment musikopdragende virksomhed på grundlag af de elementer i den traditionelle og moderne koncert- og kirkemusik, som skonnedes egnede hertil. Det mest rationelle og i det lange løh eneste tilfredsstillende eller mulige må da blive, at folkemusikopdragelsen begyndes effektivt allerede i folkeskolen, samtidig med at de — stadig i mellemkrigsårene — oprettede folkemusikskoler udbygges og øges antalmæssigt. En forudsætning for at dette kan gennemføres er det naturligvis, at et tilstrækkeligt antal kvalificerede musikpædagoger inddrages i arbejdet og i det hele taget får et fælles perspektiv at virke under. Dette behov imødeses da også af konservatorieordningen, idet den indeholder en sammenkædning af musiker- og musikpædagoguddannelsen.

I hvilket omfang de her omtalte valgte veje kan og vil føre til målet, til skabelsen af et udviklingsdygtigt grundlag for et demokratisk musikliv, er det måske endnu for tidligt at dømme orn — ubestridelige resultater står side om side med iøjnefaldende svagheder. Det er da heller ikke hensigten her at søge holdt status over, hvor langt man herhjemme er nået i en nødvendig udvikling, men derimod med disse betragtninger som udgangspunkt at pege på en række højst aktuelle problemer af mere lokal art, nemlig vedrørende situationen på Fyn, specielt omkring Det fynske Musikkonservatoriums arbejde og forhold. Det direkte formål med indledningen må derfor blive at påpege nødvendigheden af at anlægge en synsmåde, som erkender en række sammenkædede problemer, hvis løsninger er gensidigt betingede.

Det er ubestrideligt, at København er nået længst med oprettelsen af en tilstrækkelig differentieret basis for den fremtidige udvikling af musiklivet. Dette er for så vidt ganske naturligt: Når København i dag råder over uddannelsesanstalter, orkestre, forskningsinstitutter og en række musikorganisationer og -foreninger af acceptabel standard, kan årsagen søges dels i muligheder, som kun eksisterer i landets eneste virkelige storby, dels i det beundringsværdige pionerarbejde, som en række københavnske musikpersonligheder har udført, både med hensyn til rent musikalske problemer og med hensyn til at vække forståelse hos de bevillingsgivende myndigheder.

At København har været foregangsby, betyder dog ikke, at der intet er sket på Fyn — eller i det øvrige land. Omkring Det fynske Musikkonservatorium, Odense Byorkester, musikforeninger o.s.v. er der ydet en stor indsats for at ikke den kendte forestilling om Fyn som landets musikalske ø skulle blive helt meningsløs! Såvel Odense kommune som fynske amter har vist sagen stor forståelse og ydet virkningsfuld støtte, ligesom det må erkendes, at også staten gennem Den kulturelle Fond har givet ikke uvæsentlige bidrag.

Specielt skal her anføres nogle oplysninger om Det fynske Musikkonservatorium.

Det blev oprettet for godt 25 år siden af dets nuværende direktør, musikpædagogen Martin Andersen, og er i dag en selvejende institution, hvis administrative og økonomiske forhold ligger i hænderne på en bestyrelse med repræsentanter for dansk musikliv og for Odense kommune. Dets hovedopgave som faglig læreanstalt er naturligvis uddannelse af musikere og musikpædagoger. Konservatoriet har en acceptabel, om end ikke helt tilfredsstillende tilgang af elever, trods de ret høje undervisningshonorarer. Eksamenskravene er identiske med de på Det kgl. Musikkonservatorium i København gældende, hvilket er bemærkelsesværdigt, eftersom elevernes timeantal kun ligger på højde med eller måske lidt over, hvad der var tilfældet på Det kgl. Konservatorium indtil dette efter statsovertagelsen fik økonomisk basis for en udvidelse af timetallet.

Ved siden af de traditionelle konservatorieopgaver stilles Det fynske Musikkonservatorium imidlertid overfor en række opgaver og problemer — især af almen musikkulturel karakter — som i København kan løses ved et samarbejde mellem konservatorium og en række andre institutioner: Universitetet, Musikpædagogisk Forening, Unge Tonekunstnerselskab, Radio, Opera o.s.v. Det tjener intet formål at fremholde, at en del af disse opgaver ligger uden for et konservatoriums arbejdsområde — opgaverne er der og skaber problemer og vanskeligheder, hvis løsning betinges af sagkyndig assistance. Noget andet er, at konservatoriets nuværende administrative og økonomiske ordning nødvendigvis udgør, at disse opgaver holdes klart adskilt fra konservatoriets almindelige opgaver som faglig læreanstalt.

Endelig må bemærkes, at lærerhonorarerne er uholdbart lave, hvilket nødvendigvis gør det særdeles vanskeligt at opbygge en fast lærerstab — især da det på nogle områder skønnes nødvendigt at ansætte lærere fra det københavnske musikliv.

Sammenfattende kan siges, at Det fynske Musikkonservatorium i dag har alle de vanskeligheder at kæmpe med, som også gjorde sig gældende for Det kgl. Konservatorium, inden dette fik effektiv statsstøtte — og herudover adskillige problemer af mere speciel eller lokal karakter. I hvilket omfang det under disse betingelser er lykkedes for Det fynske Musikkonservatorium at løse det for et landsdelkonservatoriums foreliggende opgaver kan diskuteres, ligesom andre må afgøre, hvorvidt de til rådighed stående midler udnyttes tilstrækkeligt effektivt. Et er derimod givet: Det fynske Musikkonservatoriums indsats — betragtet isoleret eller i sammenhæng med arbejdet omkring andre fynske musikinstitutioner eller -organisationer — er ikke tilstrækkelig til at sikre Fyn mod at blive stående tilbage som et musikalsk set underudviklet område indenfor en dansk musikkultur i naturlig udvikling, ja end ikke til at dække den nærmeste fremtids mest aktuelle behov på kvalificerede musikfolk. Og det må anses for usandsynligt, at der under de nuværende betingelser er muligheder for at komme væsentligt videre.

Med vekslende tålmodighed har man derfor omkring Det fynske Musikkonservatorium ventet på, at der skulle blive skabt økonomisk grundlag for at en videre udbygning af konservatoriets arbejde, ja, at der overhovedet blev skabt et stabilt grundlag at bygge på.

Man overværede på Fyn, at staten trådte hjælpende til i København og senere i mere begrænset omfang i Århus. Og der forelå stadig intet, som gav anledning til at tvivle på, at det ville blive Fyns tur i næsten omgang. Man så nemlig på Fyn udbygningen af først og fremmest det københavnske musikliv som optakten til en udbygning af rammerne for det danske musikliv i det hele taget.

Hvor berettiget denne tålmodige optimisme har været skal være usagt, eftersom man næppe kan forestille sig den eksistere ret meget længere. I stedet begynder man nu på Fyn at frygte, at udbygningen af det københavnske musikliv langt fra at være optakten til en udbygning af rammerne om det danske musikliv i det hele taget, tværtimod skal blive indledningen til en stadig stigende centralisering og koncentrering af uddannelsesmulighederne omkring København — og eventuelt Århus.

Tanken om en centralisering af al højere musikuddannelse omkring København vil givetvis ikke mangle fortalere — i hvert fald i København: En sådan ordning ville i første omgang blive billigere at financiere og administrere end en decentraliseret uddannelsesordning. Endvidere ville centraliseringen betyde, at alle kræfter kunne samles om at få opfyldt de ønsker, som Det kgl. Konservatorium ganske naturligt stadig må nære, så længe det ikke i enhver henseende kan siges at være på højde med det bedste der kan nås, og nås andre steder. Og endelig kunne der skabes garantier for, at alle virkelige talenter i landet fik den samme og bedst mulige uddannelse, forudsat der blev fundet midler, som gjorde det økonomisk muligt for dem at bosætte sig i København i studietiden. Disse grunde kan forekomme tungtvejende. Imidlertid spiller der andre forhold ind, som må umuliggøre en fortsat centralisering, dersom man vil holde sig inden for, hvad der måtte være ret og rimeligt.

For Fyn vil en fortsat centralisering om København af den højere uddannelse af musikere, sangere og musikpædagoger betyde, at alle de fynske musiktalenter, som naturligt kunne påtage sig arbejdet med de musikalske opgaver på Fyn og i almindelighed danne kernen i et fynsk musikliv, i stedet ville blive stuvet sammen i København, som i forvejen har svært ved at brødføde alle tidligere konservatorieelever. For lige så let det ville blive — med de nødvendige penge i ryggen — at overtale en del af de bedst begavede fynske musiktalenter til at lade sig uddanne i København, lige så vanskeligt ville det blive at få dem tilbage igen — de ville simpelthen blive i København. Dette er ikke en løs formodning, men et forhold, som overbevisende understøttes af de hidtil gjorte erfaringer — og af tørre tal. Det københavnske konservatorium har således uddannet flere hundrede statsprøvede musikpædagoger, hvorved det har indlagt sig stor fortjeneste. Men spørger man, hvor mange eksempler der findes på elever fra Det kgl. Musikkonservatorium, som efter den kombinerede musiker- og musikpædagoguddannelse er flyttet til Fyn for at gøre en indsats der, eller efterlyser man det tilsvarende antal praktiserende pædagoger, som har søgt ind på Det kgl. Konservatoriums pædagogiske kursus for efter endt uddannelse at optage et arbejde på Fyn — så ligger svarene så vidt jeg kan se mellem nul og fem.

Årsagerne til at strømmen kun vil gå fra Fyn til København og ikke omvendt er lige så enkle, som de er vanskelige at fjerne: Mere end nogen uddannelse opfordrer en højere musikeruddannelse den studerende til at vokse sammen med det musikliv, som omgiver ham og som han skal lære af. Hertil kommer den tiltrækning, som det rigt differentierede — her i landet enestående — københavnske musikliv på forhånd må øve på ethvert menneske med musikalske ambitioner. Endnu et forhold vil i talrige tilfælde binde den i København studerende varigt til byen: Man forlover og gifter sig i alderen fra 17 til 25 år, og det ville være meget uelskværdigt at antage, at i hvert fald de fynske piger, som måtte begive sig til København for at spille på konservatoriet, ikke fik tilbud om at blive i denne by! Endelig må man tage i betragtning, at det kunstneriske musikstudium adskiller sig fra de fleste andre højere uddannelser også derved, at den afsluttende eksamen ikke uden videre åbner muligheder for at søge mere eller mindre gode stillinger rundt i landet, så også i dette forhold savnes naturlig tilskyndelse til efter afsluttet uddannelse at forlade København, hvor den studerende i sin studietid normalt har oparbejdet et ganske vist i reglen spinkelt grundlag for en fremtidig eksistens.

Det er fra Fyn vanskeligt at se, hvorledes man i overskuelig fremtid skulle kunne ændre disse faktorer, således at en centraliseret uddannelsesordning kunne skaffe dækning af Fyns åbenlyse eller latente behov for kvalificerede musikfolk.

Men selv om der i centraliseringens kølvand blev fundet muligheder for at få sendt et tilstrækkeligt antal musikarbejdere til Fyn — f. eks. i forbindelse med en udbygning af skoleundervisningen og af byorkestrene — ville resultatet næppe blive antageligt for Fyn, men en ufrugtbar halv løsning. Vi står i dag over for nødvendigheden af at skabe udviklingsdygtige rammer omkring et demokratisk musikliv, en levende national musikkultur, hvilket forudsætter kontakt og forhåbentlig vekselvirkning med de befolkningsgrupper, rammerne indrettes for — som allerede anført i de indledende betragtninger i dette indlæg. Og det er næppe realistisk at forestille sig dette opnået ved en mekanisk udsendelse af specialister til underudviklede områder fra en selv nok så kvalificeret københavnsk central. Tværtimod vil det sikkert i fremtiden blive mere og mere klart, at en musikkultur kun bliver levedygtig i det omfang den formår at inspireres af og tilpasse sig efter forholdene i det område den skal virke i. Dette må være rigtigt og betydningsfuldt ikke mindst for Fyn, hvor der ydermere må være grund til at overveje, om der ikke på denne ø findes musikalske forestillinger og traditioner at hygge på, som man bittert må savne i København — ikke blot i det folkelige musikarbejde. Her kunne henvises til adskillige af de fænomener, som har bidraget til forestillingen om Fyn som landets musikalske ø — men herom vil et fynsk musikkonservatorium med bedre arbejdsvilkår end det nuværende forhåbentlig give mere detaillerede oplysninger!

Alt taget i betragtning burde det være af indlysende betydning, at der på Fyn eksisterer institutioner, som er i stand til at yde en fynsk musikkultur mere end musikalsk førstehjælp. Rent bortset fra om det overhovedet kan kaldes rimeligt, at ethvert fynsk musiktalent fra 16 år og opefter nødvendigvis skal rejse til København for at lære at musicere »på københavnsk«.

Indtil nu har Fyn med stor glæde set det københavnske musikliv forbedre sine forhold og har bidraget hertil med fynske penge i form af skatter og med fynske kunstnere fra Carl Nielsen til fremtrædende musikere i de københavnske orkestre. Fynboerne har i det hele taget været så meget med i forårsarbejdet, at de må blive gnavne, hvis de skal se københavnerne alene bjerge høsten.