Kan man nå højere end det folkelige

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 03 - side 77-77

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kan man nå højere end det folkelige?

I sin anmeldelse af Svend S. Schultz' opera: Tordenvejret i maj n umineret af DM skriver Sigurd Berg bl. a., at værket ikke når højere end det folkelige. Som karakteristik af operaen er denne bemærkning forkert, og opfatter man den som en generel kvalitetsvurdering (og intet tyder på, at sådan skal den ikke opfattes), bliver den endnu mere forkert.

Hvad nu først Schultz' opera angår, så har S. B. åbenbart ladet sig vildlede af, at komponisten har indlagt et par originale folkemelodier i sit værk. Disse melodier tjener imidlertid rent koloristiske, milieuskildrende formål, de øver ingensomhelst indflydelse på værkets stil iøvrigt. Anvendelsen af folkemelodier kan ikke være noget afgørende kriterium for, hvorvidt en komposition kan betegnes som folkelig eller ej. En forudsætning for et folkeligt kunstværk er, at komponisten arbejder med et stof, der melodisk, rytmisk og harmonisk bygger på en folkemusikalsk tradition, — det kan være originale melodier eller komponistens eget stof, og endvidere om han evner at bearbejde dem i den musikalske form, værket kræver — symfonisk, kammermusikalsk, dramatisk o.s.v. — Det folkelige værk er altså en syntese af et folkeligt stof og en artistisk formning, dets værdi afhænger af, hvor godt denne syntese er lykkedes. Bartok, der både som forsker og som kunstner jo vidste god besked om disse problemer, skriver om sin kollega Zoltan Kodalys musik, at naturligvis kan den ikke tænkes uden den ungarske folkemusik som forudsætning, men den kan heller ikke tænkes uden Kodaly. Vi har her en meget træfsikker karakteristik af samspillet mellem det folkelige og det artistiske i en kunstners værk.

Vender vi os nu til den mere principielle side af sagen og spørger, om et folkeligt element i et kunstværk betyder en kvalitativ forringelse (for sådan må udtrykket: »Det når ikke højere end det folkelige« jo forstås), så svarer musikhistorien et afgjort nej. Palestrina, Bach, Haydn, de nationale romantikere, Brahms, Carl Nielsen og Sibelius har alle øst af folkemusikens væld. Musikhistorien lærer os netop, at de store højdepunkter er karakteristiske derved, at den føromtalte syntese mellem folkeligt stof og artistiskt mesterskab er fuldbyrdet helt. Også en række af vor tids betydeligste komponister arbejder eller arbejdede på denne linje. Det gælder — foruden Bartok og Kodaly — folk som R. Vaughan Williams, Harald Sæverud, Katsjaturian og andre. I musikalske krisetider har komponisterne — bevidst eller ubevidst — søgt hjælp og fornyelse i folkemusiken. Det har været tilfældet under udformningen af den flerstemmige kunst i middelalderen, vi møder det samme ved overgangen fra renaissance til barok og ved overgangen fra barok til Wienerklassicisme, og romantikens — også den danske romantiks — værdifuldeste værker skyldes, som før nævnt, at komponisterne, påvirket af tidens nationale vårbrud, opdagede og på deres måde udnyttede det folkelige tonesprog. Det er ikke noget tilfælde, at de ovenfor nævnte moderne komponister hører til i lande, hvor der er eller indtil for kort tid siden har været en levende folkemusik. I stedet for — som deres mindre lykkelige kolleger andetsteds — at tumle rundt i abstrakte tonesystemer har de kunnet bygge deres kunst på folkemusikens kærnesunde grundvold.

Der er ikke noget mærkeligt i, at folkemusiken gennem tiderne har spillet så stor en rolle som fornyer. Den er den mest livsnære af al musik. Skabt anonymt og stadig omformet af det folkelige kollektiv har den altid været knyttet til de mest fundamentale livsforhold: arbejdet, kærligheden, naturen, fællesskabet i sorg og fest, den fælles kamp mod undertrykkelse. Det er disse egenskaber, der giver folkemusiken fra alle lande og tider en sådan styrke, at den har kunnet og stadig kan rense og forny kunstmusiken. Det har den også kunnet og vil fremdeles kunne det i vor egen musikalske krisetid, der på et specielt område genspejler den økonomiske, politiske og almenkulturelle krise, der i det tyvende århundrede hærger store dele af verden. Er denne vurdering af folkemusiken rigtig, må konklusionen blive, at intet kunstværk kan nå højere end det folkelige, og at folkelighed må betragtes som kunstens blå stempel.

WALTER ZACHARIAS


Når Walter Zacharias angriber min bemærkning om Schultz' opera: »at den ikke når meget højere end det folkelige«, og beskylder mig for dermed at mene, at et folkeligt element i et kunstværk betyder en kvalitativ forringelse, må jeg erindre om, at den foregående sætning i min anmeldelse fremhævede Carl Orff som et eksempel på, at man kan være både folkelig og kunstnerisk dybt fængslende på en gang. Og jeg kunne selvfølgelig have nævnt mange andre eksempler. At Schultz opera ikke opfylder begge disse krav, er vi formodentlig enige om.

SIGURD BERG

Årgang 31/1956, nr. 03