Litteratur
Litteratur
HANS WIMMER: Furtwängler. — Verlag Gebr. Mann, Berlin 1954. DM 5.-.
Blandt den omfangsrige Furtwängler-litteratur indtager denne aparte lille bog en særstilling.
Idet den tegner et sublimt og kunstnerisk stiliseret billede af denne dirigents ekstatiske fremtoning, taler den om selve musiken — og gør det gennem en anden kunstarts medium. I en række arbejds-skitser har den tyske billedhugger Hans Wimmer fæstnet til papir, hvad der for ham var det væsentlige i Furtwanglers lidenskabelige musikalske udtryksvilje. Under nogle prøver i Rom indkredsede han sit objekt ad grafisk vej, trængte frem til personlighedens væsen, til udstrålingens kærne, for derigennem at vinde de fornødne psykologiske forudsætninger til sin egentlige opgave: at modellere en portræt-buste af dirigenten. Vennerne måtte ligefrem overtale ham til også at skille sig af med de 28 blade, som han ved denne lejlighed forfærdigede og som i deres fortrinlige reproduktion vil være et kostbart minde for alle dem, der har oplevet Furtwängler på podiet. Derudover formidler de et interessant møde mellem de to forskellige kunstarter, musik og billedknust, og giver et tankevækkende indlæg i diskussionen om deres fælles mål og mening: selve det menneskelige.
Bogen anbefales på det varmeste. H. L.
WERNER OEHLMANN: Die Musik des neunzehnten Jahrhunderts (Samlung Göschen nr. 170, Walter de Gruyter Verlag).
Werner Oehlmanns lille bog om den romantiske musik rummer den fejl, som ofte rammer små oversigtsmæssige bøger, at stoffet føles altfor koncentreret til egentlig læsning. Bogen er mere et kompendium til brug ved en eksamensrepetition. En væsentlig skavank frembyder bogen yderligere ved den måde, hvorpå al musik udenfor det tyske område er behandlet. Dansk musik slås således sammen med norsk og svensk i en artikel tillige med de sydlige landes tonekunst. Der gøres ikke gnist af forsøg på at karakterisere nogle af de opremsede komponister i de nationale skoler. Hvis man ønsker at læse bogen som en oversigt over den tysk-romantiske skole, lader det sig med visse forbehold gøre, men som helhed har den kun minimal interesse for studerende og lægfolk her i landet. B. J.
MARK HAMBOURG: The eigth octave (Williams and Norgate).
Den gamle russisk-engelske mesterpianist, Mark Hambourg, der tidligere har skrevet bøger om klaverspil og klaverpædagogik, har for et par år tilbage udgivet bogen: The eigth Octav. Det er en erfaren virtuos og dreven musiker, der her taler om egne oplevelser på tribunen og udenfor i det daglige liv, slidet ved tangenterne og omgangen med kolleger, afdøde og nulevende berømtheder. Der er megen hyggelig snak i bogen, men også mange lærerige oplysninger, for eks. forslag til programsammenstillinger m. m. Man kan dog ikke komme bort fra forfatterens lidt konservative indstilling, når det gælder nyere musik, og den lidt ensidige drejning mod den klassisk-romantiske linie med det stærkt effektbetonede i forgrunden føles lidt passée. Men fremfor alt, når man læser bogen, får man indtryk af, hvad der kræves af alvorligt slid og intenst arbejde for at opnå et kunstnerisk resultat. Den afkræfter med det samme myten om den feterede virtuos, der rejser rundt og spiller og høster laurbær, men iøvrigt holder ferie på dyre hoteller. Gamle Sebastian Bachs ord om arbejde og igen arbejde bekræftes her på en meget saglig måde. Alene af den grund bør bogen læses af alle klaverinteresserede. B. J.