Decentralisering eller opløsning

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 89-89

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Decentralisering eller opløsning

DER findes én musikpædagog på Bornholm og fire i Ålborg, mens København kan tegne sig for 450, d.v.s. godt 3/4 af samtlige statsprøvede musikpædagoger.

Der må kunne gives en forklaring på dette skæve forhold. Men hvilken er den rigtige? I folkeskolen, der endnu kæmper med lærermangel, savnes kvalificerede sang(musik-)lærere. Det er nærliggende at tro, man skulle kunne rette denne skævhed op ved at rekruttere sanglærere til landets skoler blandt de pædagogiske musikstuderende. Er det ønsketænkning, eller er der mulighed for på denne måde at gøre en effektiv indsats for at gøde den danske musikkulturs jord dér, hvor spirerne gror op og modtageligheden hos menneskenes børn er størst? Spørgsmålet belyses i dette nummer af DM, som har anmodet forskellige pædagoger og musikfolk om at udtale sig, så den menige musikelsker kan orientere sig i problemer, der angår hele den opvoksende slægt. Men det er kun nogle af mange uafklarede forhold i dansk musikliv.

Byorkestrene, ikke mindst det ældste af dem i Århus, kæmper en ulige kamp med bevilgende myndigheder. Den gælder ikke alene orkestermusikeres eksistens, men berører en af hovednerverne i vort musikliv. Gennem mange år har man talt og skrevet om at sikre byorkestrenes eksistens, men man er endnu ikke kommet videre end til at lappe på bestående usikre forhold. Hvad betyder byorkestrene for dansk musikkultur som helhed, hvorfor er det nødvendigt at sikre deres eksistens?

Provinsoperaerne — Odense og Århus — har det endnu værre. Den fynske ligger spillevende på dødslejet, en paradoksal situation, der ligner henrettelse. Skal de leve, hvilken betydning har de, set i en større sammenhæng?

Provinskonservalorierne gør som operaforetagenderne og byorkestrene idealistiske indsatser (jfr. artikler om Odense og Esbjerg i DM nr. 3 og 4, 1956). Er de vildskud på musiklivets stamme eller selvstændige spirer i uopdyrket muld, som vokser under nødvendighedens sol og kaster frø tæt omkring sig?

Koncertsalene i hovedstaden er ofte deprimerende tyndt besat. Derimod skyder musikforeninger op rundt omkring København og får stor tilslutning. Er de gamle koncertforhold forældede, orker folk ikke at rejse til byen endnu engang for at gå til en koncert i centrum?

De stærkeste tendenser, der viser sig i billedet af det danske musikliv, peger alle mod ét mål: decentralisering.

Det er noget ganske andet end opløsning. Men hvis ikke der bliver grebet ind, og det kan nås endnu, vil en begyndende frugtbar udvikling utvivlsomt ende i opløsning og tilfældige lapperier. Det bedste middel til at hidføre ordnede forhold vil være en kortlægning af dansk musikliv i lighed med den Musikutredning, der er gjort i Sverige. Lad os få klarhed over, hvad der eksisterer, hvorfor det er opstået, hvordan det fungerer, hvilken betydning det har og kan ventes at få under gunstige forhold, m. m. Så får vi chance for at se en sammenhæng i musiklivet, og ud fra den kan de afgørende skridt tages.

Årgang 31/1956, nr. 04