En bedre verden

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 93-94

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

En bedre verden . . .

Indtryk fra Bartok-festivalen i Budapest

Af ELSE MICHELSEN

Med sine folkesange fører Bêla Bartok »barnet ind i en bedre verden, hvor luften er klarere, solen skinner varmere og himlen er mere blå . . .«, skrev Bartóks landsmand, komponisten Zoltan Kodaly i programmet til den store Bartók-festival i Budapest i oktober. Umiddelbart derefter nedskrev musikpædagogen Else Michelsen nogle indtryk derfra til DM. Men få uger efter en nations lykkeligt gennemførte fest for sin store kunstner, blev den knuget af dyb tragedie, knust for sin ukuelige tro på en bedre verden.

DET væld af musikfestivals, der i årene efter 1945 har været afholdt rundt omkring i Europa, har vel fristet også mange danskere. Der har været udbudt musik for enhver smag i udførelse af fremragende kunstnere og ensembler. Da jeg i 11. time hørte om Liszt/Bartók-festivalen i Ungarn i oktober, blev fristelsen mig for stor, fordi Ungarns musik altid har stået mit hjerte nær. Jeg rejste straks derned og blev heller ikke skuffet i mine forventninger. Det var en festival af store dimensioner, som begyndte med en international Liszt-konkurrence.

Heri deltog 58 pianister fra 21 lande, og de var alle indkvarteret på samme hotel som ungarernes gæster, så de kunne lære hinanden at kende under tvangfri forhold. Ungarsk musiks grand old man, komponisten Zoltan Kodaly, var præsident for den internationale dommerkomité, og her sad bl. a. Emil Telmanyi og Annie Fischer.

Konkurrencen foregik på det fornemme musikakademi, og her var praktisk talt alle værelser inklusive 54 flygler stillet til disposition for de unge pianister, så de kunne øve sig. Akademiet har byens fineste koncertsal, og betingelserne for deltagerne var de bedst mulige. De blev nemlig ikke skilt ud i første omgang, hvor nervøsitet så let kan forringe præstationen; alle fik lov at spille to gange og vise, hvad de duede til. Det blev russerne, der endte i toppen, men sensationen blev den 16-årige kineseryngling Liu Shi-kun, som ankom syg til Ungarn, ledsaget af sin kinesiske professor. Liu Shi-kun følte sig så sløj, at han slet ikke fik varmet op før konkurrencen, og ingen ventede sig noget særligt af ham, betroede en ungarsk musikolog mig. Han spillede ikke desto mindre en Liszt-rhapsodi så pragtfuldt, at komponisten selv næppe kunne have gjort det bedre. Russeren Vlaszenko blev nr. l i konkurrencen, ungareren Mihåly nr. 2; 3.- og 4.-prisen blev delt mellem den store blonde russer Berman og Østens strålende repræsentant. Præmierne bestod udelukkende af pengebeløb på henholdsvis 30-, 20- og to gange 10.000 forint (l kr. = 2 F. 30 filler). For prisvinderne var der arrangeret offentlige koncerter på musikakademiet, og de øvrige deltagere kunne mod honorar optræde i institutioner, fabrikker og klubber. Alle var fornøjede med det betænksomme og storstilede arrangement.

Det hæderkronede musikakademi, hvor bl. a. Liszt har været direktør, har en koncertsal med 1300 pladser, og ligesom i vort eget radiohus danner orglet baggrund for koncerttribunen. Dens øverste rampe var smykket med nationernes flag og et portræt af Liszt, senere under festivalen byttet ud med et af Bartok. Både forhallen og foyer'en er stærkt orientalsk præget med jadegrønne marmorsøjler og svingdøre med metaldekorationer og indlagte stene. Der er også indrettet en interessant Liszt-mindestue og i en lang korridor en permanent Bartók-udstilling. Her hænger bl. a. et meget smukt og levende maleri af Bartok ved flyglet og en anskuelsestavle med folk i nationaldragter fra alle de egne og lande, hvor han rejste rundt og optog grammofonplader af gammel folkemusik. Som bekendt døde Bartok i Amerika 1945. Han var kun 8 år, da hans far døde, men hans mor, som var musiklærerinde, ofrede alt, for at sønnen kunne studere hos de bedste lærere. Som pianist hørte han til verdenseliten, men der skulle jo gå mange år, før han vandt fuld forståelse som komponist. — Et par år før anden verdenskrig skabte Bartok en af sine populæreste samlinger af vokalmusik, som består af 27 folkesange udsat for børne- og damekor.

I Festival-programmet havde Kodaly skrevet følgende hjertevarme ord om dette værk: De ungarske børn har muligvis ikke forståelse af, at de takket være Bartók ejer en umistelig gave. Vi voksne er dog ikke i tvivl om, at enten Bartok bruger folkesangene i deres enkle form eller benytter sig eget individuelle sprog, da fører han barnet ind i en bedre verden, hvor luften er klarere, solen skinner varmere og himlen er mere blå.

En af mine største oplevelser under festivalen blev koncerten, hvor nationalkoret i maleriske dragter sang forskellige Bartók-kompositioner under dirigenten Ferencsiks mesterlige ledelse. Aftenen sluttede med den herlige Cantata Profana, hvor både radioorkestret, blandet kor og solister medvirkede. Her har Bartók skabt et tonemaleri over en gammel rumænsk ballade, som han selv har oversat: En gammel bonde har 9 flotte sønner, som intet har lært. De driver rundt i bjerge og skove, hvor de går på jagt, og en skønne dag får de et glimt af en fortryllet hjort, hvis spor de følger. De forvilder sig og ender selv med at blive forvandlet til hjorte. Da sønnerne ikke vender hjem, går den ulykkelige far ud at lede efter dem, han løber på en flok statelige hjorte og sigter på en af dem. Da taler en af hjortene til ham: Far, skyd ikke, vi er dine sønner og vore gevir vil spidde dig, hvis du dræber en af os. — Faderen besværger dem om at komme hjem, men hjortene svarer, at de vil leve i uindskrænket frihed i de store skove.

Cantata Profana gjorde formidabel lykke, og Ferencsik var så generøs at give hele værket da capo.

Musikinteressen i Ungarn er meget levende. Det så man alene af tilslutningen til operaer og koncerter, som praktisk talt alle blev givet for udsolgt hus; selv Erkel Theatrets 2800 pladser var besat. Her hørte jeg bl. a. Bartóks mesterlige violinkoncert, spillet med dyb indlevelse og overlegen teknik af Zathureczky, musikakademiets direktør. Forhåbentlig får vi ham engang at høre her i landet.

Årgang 31/1956, nr. 04