Ener eller samfundsvæsen

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 98-100

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ener eller samfundsvæsen

Perspektiver for folkeligt korarbejde

Af THORKILD KNUDSEN

Betragter man musiken i forhold til menneskets almindelige udvikling — som ener eller samfundsvæsen — forekommer kormusikens stilling kompliceret indtil det paradoksale, mener komponisten Thorkild Knudsen. Han opridser kormusikens situation i nutidens musikliv som ouverture til nogle betragtninger over det store internationale korstævne — »Premieres Olympiades Internationales de Chant Choral Amateur« — der afholdtes i Frankrig i sommer. Som repræsentant for Danske Folkekor deltog »Ungdoms koret af 1951«. Thorkild Knudsen var medlem af stævnets internationale jury.

DET er et karakteristisk træk i vort musikliv, at vokalmusikken længe har stået i skygge af instrumentalmusikken. Dette gælder i kormusikken i en sådan grad, at det vel kun er i ganske specielle tilfælde, vor tids komponister har følt det naturligt eller overhovedet muligt at benytte sig af kor som middel til at realisere deres musikalske ideer.

Som årsag til, at kormusikken — eller for så vidt vokalmusikken i det hele taget — ikke længere kan hævde sin plads ved siden af instrumentalmusikken, fremføres i reglen, at moderne musik ifølge sin natur og følemåde er instrumental. Selv professionelle kor — for slet ikke at tale om amatørkor — må derfor i dag betragtes som forældede instrumenter, når de stilles overfor den moderne musiks harmoniske, melodiske og rytmiske krav. Forklaringen er såre enkel/ men vel kun tilfredsstillende, dersom man går ind på at betragte musik som en organisme, der udvikler sig efter egne love, som menneskene kun i ringe grad formår at øve indflydelse på.

Anlægges derimod en mere almen musikkulturel betragtningsmåde overfor kor og kormusik og fremholdes musikkens overensstemmelse med menneskets almindelige udvikling — som ener eller som samfundsvæsen — bliver sagen kompliceret indtil de paradoksale: Fællessang — enstemmig eller flerstemmig — har inden for vor kulturkreds som oftest været nært knyttet til forskellige tiders store folkelige bevægelser. Den har været et anvendeligt redskab og instrument, både når det gjaldt om at udforme bevægelsens mål og når de opnåede resultater skulle stabiliseres: Endnu i dag kan reformationens vokalmusik på en række punkter tjene som en frugtbar basis for bestræbelser indenfor vort musikliv, og det 19. århundredes folkelige sang, som var så overordentlige virksom indenfor tidens borgerlig-demokratiske og nationale bevægelser, er stadig med til at præge vore musikalske forestillinger og hele holdning, f. eks. i skolerne og naturligvis i folkekorene.

Paradoksalt kan det derfor forekomme, at netop vor tids komponister erkender deres ligegyldighed eller afmagt overfor kormusikken, samtidig med at grundlaget for vores musikliv er en demokratisk samfundsordning, som vi ikke er bange for at fremholde som efterfølgelsesværdigt eksempel. Man kunne vel tværtimod forvente, at kormusik og korarbejde i alle former indtog en stærkt fremtrædende plads, når man betænker, hvor naturligt såvel tradition som almindelige overvejelser peger herpå som værdifulde muligheder i et demokratisk musikliv.

Dersom man går ind for, at netop kormusik kan komme til at spille en væsentlig rolle indenfor vor tids musikliv, vil det være naturligt at interessere sig for, hvilke resultater der nås af de eksisterende kor, således som det f. eks. kommer til udtryk ved de forskellige nationale og internationale korstævner. Dette gælder i særdeleshed, dersom et stævne ikke blot bliver en status over, hvorledes man arbejder med det traditionelle stof, men derudover peger på nye muligheder og åbner nye perspektiver for korarbejde i tiden fremover.

Dette var efter min mening så afgjort tilfældet med det stævne, som i sommer afholdtes i Paris: »Premieres Olympiades Internationales de Chant Choral Amateur«. Såvel med hensyn til ydre rammer som til musikalsk indhold rummede det store amatørorkesterstævne fængslende træk, og hensigten med denne »rapport« fra stævnet er derfor ikke at bringe en anmeldelse af de enkelte kors præstationer, hvor fremragende de end kunne være, men derimod at fremhæve nogle karakteristiske tendenser, som det turde være umagen værd at analysere — så meget mere som »les Olympiades« søges gjort til regelmæssigt tilbagevendende begivenheder.

»Les Olympiades« afholdtes på initiativ af den centrale franske organisation for folkemusikalsk arbejde, Federation Musicale Populaire, som blev oprettet i trediverne med komponisten Albert Roussel som formand. Stævnet havde en halvofficiel karakter, idet byen Paris stod som arrangementets protektor, ligesom en række af fransk og internationalt musiklivs fornemste navne figurerede i præsidiet.

En lang række kor fra forskellige europæiske lande deltog — bemærkelsesværdigt var det bl. a., at kor fra øst og vest, »røde« og »sorte« således mødtes til fredelig kappestrid med det officielle Frankrigs velvilligste billigelse. I hvor høj grad man anser dette for et eksempel til efterfølgelse, kan måske afhænge af den enkeltes indstilling.

Når talen er om amatørkor, kan man således vanskeligt uden videre afvise den indvending, at konkurrencebilledet kan blive fortegnet på grund af de forskellige landes forskellige opfattelse af amatørbegrebet. I Paris var det således åbenbart, at de østeuropæiske landes amatørkor havde arbejdsvilkår, som forekom tilsvarende landes vesteuropæiske ensembler lige så misundelsesværdige som uopnåelige. For resten var det lige så åbenlyst, at de østeuropæiske ofte med rette forbløffedes over de resultater, som opnåedes af f. eks. franske kor med særdeles vanskelige arbejdsvilkår og tilsvarende genstridigt stemmemateriale ! tilbage til reformationen, og ligeledes i naturlig fortsættelse af forrige århundredes folkelige sang, i eller uden for mere eller mindre politisk orienterede korforetagender.

Denne opfattelse bliver også bestemmende for repertoirevalg og korstil — og arbejdsmåde —, idet den modsvares af den enkle udsættelse for fire stemmer, en satstype, som i sig selv er et billede af et syngende fællesskab — i kirken, på grundlovsmødet, i højskolesalen eller hvad man vil. Det ligger i sagens natur, at korarbejde på dette grundlag sjældent eller aldrig fører til præstationer, som er tilfredsstillende i en koncertsal — dets store værdi iøvrigt ufortalt —, glæden vil i så fald alt for udelt være på de syngendes side! Ud fra denne opfattelse af amatørbegrebet måtte i Paris ikke blot de østeuropæiske kor, men det Men iøvrigt kan der netop i de forskellige opfattelser af amatørbegrebet være stof til eftertanke.

I en række lande — deriblandt Danmark og måske de øvrige nordiske lande — er det vel et hovedsynspunkt, at amatørkorenes vigtigste, i visse tilfælde eneste opgave er at give mennesker lejlighed til at opleve glæden ved at gå op i et syngende fællesskab. Korsang opfattes som enstemmig eller flerstemmig fællessang i god overensstemmelse med de protestantiske landes traditioner for fællessang eller »bekendelsessang« helt overvejende antal kor overhovedet opfattes som professionelle kor. Professionelle i den forstand, at fremførelserne tilfredsstillede de krav, som en nutidig tilhører stiller til musik i en koncertsal, både med hensyn til artistisk kvalitet af udførelsen og hvad angår de enkelte værkers stil og kunstneriske indhold. At resultaterne så opnåedes efter gennemførelse af op til et halvt hundrede prøver på et enkelt værk, bidrager kun til at understrege den forskellige opfattelse af ideen med og mulighederne i amatørkors arbejde! Iøvrigt fik man gennem diskussioner med repræsentanter for forskellige kor indtryk af, at det var ganske bevidst, man søgte at gøre kormedlemmerne interesserede i at synge for andre -— med de krav som det altså måtte medføre for det daglige arbejde. Tilsvarende blev der lagt stor vægt på at inddrage ikke blot kvalificerede udøvende musikere, dirigenter osv. i arbejdet, men også komponister med det formål at skabe eller videreudvikle et moderne korrepertoire. I det hele taget blev spørgsmålet om amatørkors repertoire diskuteret og illustreret så stærkt på Pariserstævnet, at det må være berettiget at opholde sig lidt herved.

Stærkt karakteristisk var det først og fremmest, at de fremførte værker — traditionelle og nye — gennemgående repræsenterede nationale eller folkelige traditioner. Dette kom til udtryk ganske håndgribeligt derved, at et stort antal værker var baseret på anvendelse af folkelige tekster og melodier, men fremgik ikke mindre klart af selve den musikalske stil i de enkelte værker. Således indledte samtlige franske kor med korsatser fra den franske renaissance, som i så høj grad farves af en inspireret forbindelse med det franske folks næsten dansende optimisme og følsomme lyrik: l'Ensemble 7ocal de Beauvais, som under Abbed Henri de Bazelaires ledelse erobrede en klar 1.pris i kategorien for kor under 25—30 medlemmer, sang Jannequins »le Chant des Oiseaux«, så det ikke blot blev et korværk, men et vidunderligt billede af den unge mand, som en tidlig majdag vækker sin elskede og går med hende ud i naturen for at høre fuglenes forårssang.

Som et moderne sidestykke hertil sang arbejderkoret »Chorale Populaire de Paris«, som opnåede en 2. pris i kategorien for blandede kor med over 30 medlemmer, »les Chants de France« af Jean-Louis Martinet, hvis navn normalt træffes i forbindelse med den franske dodekafonistiske skole, men som under indtryk af de kunstneriske resultater, der opnåedes af franske amatørkor, har ment det naturligt at anfalde problemet »moderne musik« også fra denne side.

Ud over de klassiske korværker og de nye værker, som med større eller mindre selvfølgelighed hævdede sig som »moderne« koncertmusik, er der grund til at fremhæve de talrige bearbejdelser og udsættelser af franske folkesange. Der har i vor tid været en tilbøjelighed til kun at ville tage Béla Bartóks kunstneriske fremlæggelse af folkeligt melodistof alvorligt, og måske tilmed på den måde, at interessen næsten udelukkende samles om selve de kompositionstekniske midler, han anvender over for sit lands nationale stof, mens andre karakteristiske sider af hans holdning og arbejdsmåde kun i ringere grad finder efterfølgelse. Påfaldende er det i hvert fald, at Bartókpåvirkningen i en række lande næppe kan siges at have medført, at den eksisterende eller overleverede folkemusik er blevet gjort til genstand for fornyet alvorlig vurdering.

Tilsvarende har det vakt meget lidt opsigt, at der netop inden for fransk musikliv i lang tid er blevet arbejdet med dette spørgsmål og opnået resultater, som kunne være af betydning ud over Frankrigs grænser. Her tænkes altså ikke blot på den videnskabelige indsamling og fremlægning af stoffet, men også på de principper, der lægges til grund for en praktisk kunstnerisk udnyttelse deraf. Synspunktet er vel det, at også — eller måske netop — den moderne musik bør have mulighed for at finde frem til midler, som gør det muligt for en tilhører at fornemme og fængsles af folkemusikkens karakteristiske form og indhold — i det omfang komponisterne klargør sig, hvad de enkelte melodi- og teksttyper repræsenterer. Hvorom alt er, så opviste Pariserstævnet en overraskende mangfoldighed af folkeviseudsættelser og -bearbejdelser. Nye løsninger stod side om side med udsættelser fra middelalder og renaissance.

Når ovenstående hovedsageligt opholder sig ved de franske kors indsats, sker det ikke for at forklejne andre landes præstationer. Et kor fra Israel delte således 1. prisen for kor med over 30 deltagere med et lige så fremragende syngende kor fra Tjekkoslovakiet. Men der er grund til at understrege, at værtsnationens indsats ikke blot var værdifuld som et bidrag til styrkelse af de musikalske forbindelser landene imellem. Trods særdeles vanskelige arbejdsforhold viste Frankrig i eminent grad, hvilke fængslende muligheder halvt eller helt oversete nationale og folkelige traditioner kan indebære for folkeligt korarbejde. Der må være grund til med interesse at følge det materiale i form af noder, indspilninger, koncerter og udvekslinger, som bebudedes i fortsættelse af stævnet, ligesom besøg i fransk kormusiks værksteder naturligt kunne indgå også i nordiske musikeres pariserophold.

THORKILD KNUDSEN, 31 år, er uddannet på Det kgl. danske musikkonservatorium, hvor Finn Høffding meddelte ham hemmeligheder om komposition, Chr. Christiansen om klaverspillet. Tre år tilbragte han i Frankrig og Spanien, knyttet til en afdeling af Ballet Russe under Verchininas og Morosovas ledelse. Efter en overmåde mislykket spaniensturné, som han på sin vis var meget tilfreds med, overvejede han at forblive i Frankrig, hvor Serge Nigg udvidede hans teoretiske og kompositoriske horisont, og hvor forskellig korledelse (og som en parentes i hans tilværelse et musikerjob på orangefarvet natklub) gav ham udkommet. I to år nød han Gribskovs velsignelser, og efter »løsladelsen« gik han ind til Det fynske musikkonservatoriums velsignelser som lærer. Samtidig arbejder han i Dansk Folkemindesamlings arkiver og med kor og med kompositioner. Han vil ikke selv prætendere at have nået noget væsentligt på kompositionens område, en klædelig beskedenhed, som dækker over megen velskrevet musik for scenen (ballet), klaveret, koret og til undervisningsbrug. Thorkild Knudsen er gift med pianistinden Ingrid Knudsen.

Årgang 31/1956, nr. 04