Et udspil - fire stik

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 90-92

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Et udspil — fire stik

Enquête om musikpædagoger og skolesanglærere

I sidste nummer af DM rejstes spørgsmålet om musikpædagogers adgang til folkeskolen på basis af en artikel i sanglærerforeningens blad »Dansk sang«. Det er et emne, der naturligvis indeholder mange problemer, men hvilke? For at få lidt klarhed over dem har DM bedt forskellige fagfolk fremlægge deres syn på spørgsmålet. Vi har spurgt flere, end der er kommet svar fra. Man er jo desværre blevet så bange for debat herhjemme, selv når den bare ønskes i form af nøgtern orientering. Det kan vise sig i direkte modvilje mod, at der siges noget som helst om emnet. Det er for tidligt at bringe det offentligt frem, det kan forkludre sagen at diskutere den nu — sådan kan indvendingerne lyde. Men med DM's »udspil« i sidste nr. lykkedes det dog at bringe »fire stik« hjem.

Sanglæreren: »rigtig« lærer
Statens sanginspektør EJNAR BOESE N :

* Det er klart, at når 3000 landsbyskoler kun beskæftiger ca. 7000 lærere, må næsten halvdelen virke som sanglærere, uanset om de føler sig kaldede dertil eller ikke. I de ca. 260 byskoler (+ 70 i København) beskæftigedes også ca. 7000 lærere, her vil derfor blive langt større muligheder for at placere lærerne med hensyntagen til evner og interesser. Men ved begge skoleformer vil der være brug for faglig assistance af musikere og musikpædagoger i hvert faldt til den del af undervisningen — væsentligst instrumentalundervisning — som falder uden for skoletiden. At dette lader sig realisere er der talrige eksempler på. Anderledes forholder det sig med de skemabundne timer, som ifølge folkeskoleloven er forbeholdt de seminarieuddannede lærere. Man har dog ved nogle landsbyskoler under særlige omstændigheder opnået ministeriel dispensation, således at det har været muligt at oprette såkaldte faglærerstillinger med skolesang, og i enkelte købstæder er der i den seneste tid — på grund af lærermangel — gjort forsøg på at få oprettet timelærerstillinger, der ønskes overtaget af den stedlige organist eller en anden musikuddannet person. Man må formode, at det lykkes, og man må håbe, at disse fagfolk vil kunne hævde sig godt som lærere i folkeskolens klasser, selv om de kun har ét fag og bl. a. derfor måske vil få visse vanskeligheder med at skaffe sig sikkert fodfæste i skolen. Sanglæreren hør sikkert af almen-pædagogiske grunde helst være »rigtig« lærer.

For tiden findes der ikke seminarier, der er indrettede på at give en uddannelse som den af Aage Hansen (i »Dansk sang«) skitserede. Måske kunne der forholdsvis let oprettes en såkaldt fri lærerskole eller særklasser ved et konservatorium eller musikakademi, men kandidaterne ville ikke efter endt uddannelse have adgang til den offentlige skole. Særlige afdelinger ved de bestående — eller bare ved et par af de bestående seminarier — lader sig ikke oprette uden lovændring vedrørende såvel optagelsesbetingelserne som uddannelsens sigte. Derimod kan en statsprøvet musikpædagog med sang som hovedfag og med en god almendannelse tage faglærereksamen ved at supplere med et andet fag og praktiske undervisningsøvelser i en skole. For den musikpædagog, der føler kaldet, vil her være en farbar vej, der øjeblikkelig kan betrædes og på forholdsvis kort tid føre til et arbejde, fortrinsvis i højere privatskoler. — Tilbage er seminariets musiklinie. Denne har for øjeblikket i den nyoprettede 1. årgang en tilslutning på 43 elever ialt; ikke et højt tal i forhold til det meget store behov, men dog et betragteligt tal — især da det synes at vise tendens til stigning.

Her er ikke plads til en redegørelse for denne helt ny uddannelses faglige og pædagogiske mål. Men så meget kan siges, at den vil betyde en meget væsentlig forbedring — også i forhold til den uddannelse med musik som speciale, der ved et enkelt seminarium påbegyndtes 1936, og som gradvis — som et stedse mere praktisk betonet speciale — har vundet større og større udbredelse. Danmarks lærerhøjskoles 1-årige fortsættelseskursus for lærere og lærerinder er ikke nyt, men det hører med i billedet. Siden 1940 er der uddannet ca. 200 musiklærere fra lærerhøjskolen. — Musikuddannede pædagoger vil ikke i de kommende år være et særsyn, omend de foreløbig i en hær på 14—15.000 lærere kvantitativt kun vil fylde lidt.

Hvorvidt det brændende spørgsmål om de statsprøvede musikpædagogers direkte adgang til ansættelse i skolen kan løses, vil bl. a. bero på den holdning, Danmarks lærerforening og lovgivningsmagten indtager. Men vi bør ikke være blinde for, at dette spørgsmål måske vil blive betragtet i en større sammenhæng, nemlig i forbindelse med muligheden af at ansætte andre fagfolk som tegnere, kunstmalere, husholdningslærerinder, gymnastikuddannede delingsførere og snedkere som faglærere i folkeskolen.

Også et andet moment er af betydning. Man går mere og mere bort fra, at en lærer kun underviser i eet enkelt fag. Specielt for sang gælder det, at det er en, jeg tør næsten sige, umenneskelig belastning at undervise store klasser 5—6 timer daglig i dette fag. Både arbejdsmæssigt og disciplinært er det af betydning, at børnene kender læreren også fra andre sider. Konklusionen må da være, at musikeren og musikpædagogen må supplere sin uddannelse, ikke blot i musikalsk og pædagogisk henseende, men også med et ekstra fag, hvilket i virkeligheden vil sige, at han må henvises til universitet eller seminarium.

Dette er mit principielle synspunkt. Jeg vil tro, det gælder for de fleste unge musikere og musikpædagoger. Det er min overbevisning, at de mange, der i øjeblikket kunne tænke sig at gå ind i skolearbejdet, vil lide store skuffelser, fordi de ikke er klar over, hvilke vanskeligheder de går ind til. Men der vil altid findes mennesker, der foruden faglig dygtighed besidder særlige personlige egenskaber, der gør dem egnede til at påtage sig også det skolepædagogiske arbejde. Der kan allerede i dag noteres flere beviser derpå. Her ligger — i enkelttilfælde — mulighed for et naturligt supplement til vor sanglæreruddannelse. Man bør alvorligt drøfte muligheden af at give sådanne mennesker en supplerende særuddannelse, der gør dem kvalificerede til at træde ind i skolesanglærerens mangesidige arbejde.

Arnestedet for uddannelsen bør dog utvivlsomt være seminarium og universitet. En musikpædagogisk eksamen, der kan berettige til undervisning i skolen, kan næppe gennemføres, da en sådan eksamen i realiteten ville omfatte alle de discipliner, der nu naturligt hører ind under seminarie- og universitetsundervisningen.

Til slut skal det imidlertid tilføjes, at den kontakt mellem skolesanglærerne og musikpædagogerne, der i stedse højere grad er etableret ved mange skoler, bør understøttes med alle midler, både praktisk og økonomisk. Netop ved specialundervisningen vil musikpædagogerne kunne påtage sig et arbejde, som sanglærerne må lade ligge, og som vil give eleverne et absolut nødvendigt tillæg til deres musikalske uddannelse.

Lang vej til idealet
Professor ved Det kgl. danske musikkonservatorium JØRGEN JERSILD :

* Overlærer Aage Hansens artikel i »Dansk sang«s april-nummer har med rette vakt interesse i musiklejren. Det er givet, at man fra musikpædagogernes side i høj grad må være interesseret i arbejdet indenfor folkeskolen; at et sådant samarbejde må kunne hjælpe med til en højnelse af musikopdragelsen er også hævet over al tvivl.

Tanken er nærliggende, at musikken er et fag, der indtager en særstilling, hvor »det specielle« må være det rimeligste udgangspunkt. At tilrettelægge en uddannelse og en musikpædagogisk eksamen, der gør pædagogerne kvalificeret til musikundervisningen indenfor folkeskolen, skulle ikke volde problem. Gennem den normale 5-årige uddannelse — 3 år på konservatoriets hovedskole og 2 år på pædagogisk kursus — har den musikstuderende udover sit hovedfag fået en ret omfattende almen musikalsk baggrund. Den store part, klaverpædagogerne, kunne ved en tillægsprøve, der vel først og fremmest skulle omfatte korledelse, kendskab til stemmelægning og en prøve i et melodiinstrument, kvalificere sig til skolens musikundervisning. Også en prøve, der udelukkende sigtede på dette mål, skulle undervisningsministeriets kommission for den musikpædagogiske eksamen kunne lægge rammerne for. Så mangler kun sikringen for, at en sådan uddannelse også fører til ansættelser, musikspecialisten skulle nødig falde igennem i konkurrencen med de seminarieuddannede, der har fagenes mangfoldighed som deres trumf på hånden. Man kan, som Aage Hansen omtaler det i sin artikel, tænke sig, at vejen siden kan fortsætte til »det almene« ved en supplerende seminarieuddannelse for musikpædagogen, som man kender det i England. Det ville være idealet — blot vejen ikke bliver for lang.

En nærliggende tanke
Skolesanglærer og musikpædagog, lektor POVL FLEDELIUS :

* Det er kun godt og rimeligt, at man tager sanglæreruddannelsen op til drøftelse. Det er et glædeligt tidens tegn, der viser, med hvilken interesse man i mange kredse følger det musikopdragende arbejde i skolerne. Den tanke at drage musikere og musikpædagoger med ind i arbejdet er da også nærliggende. Spørgsmålet er blot: Er denne tanke i øjeblikket realisabel? Man må først her gøre sig klart, at der til den moderne skolesanglærer stilles alsidige og betydelige krav: Han må beherske stemmedannelse og prima vista sang. Han må dyrke et instrument (helst klaver) så effektivt, at han kan indstudere enstemmig sang og korsang, transponere, sætte sig ind i partitur, samt forespille i hvert fald nemmere kompositioner og eksempler til brug ved musikgennemgang. Han må beherske den elementære dirigentteknik for at kunne lede kor og orkester. Han må besidde kundskaber i musikteori, formlære og musikhistorie; og — ikke mindst — må han være i stand til at gøre alle disse kundskaber og færdigheder pædagogisk frugtbringende over for skoleeleverne, hvor den umiddelbare pædagogiske kontakt ofte vanskeliggøres ved klassernes størrelse.

Den undervisning, universitetet og seminarierne meddeler, lægger på forskellig måde vægt på disse discipliner og tager derved direkte sigte på de studerendes senere virksomhed som skolepædagoger. Selv om mangt og meget er blevet kritiseret, er grundlaget dog rigtigt; og med den udvikling, der i øjeblikket finder sted, er der håb om, at flere mangler kan afhjælpes, således at der er tale om en virkelig allround uddannelse.

For musikeren og musikpædagogen ligger vanskeligheden i, at de er specialister. De er måske dygtige klaver- eller violinspillere (på dette punkt bedre end de fleste cand. mag.'er eller seminarieuddannede). De har som regel også visse teoretiske kundskaber som f. eks. hørelære, musikteori og musikhistorie. Men det er klart, at de på alle de andre punkter må supplere deres uddannelse.

Hertil kommer yderligere et par andre vigtige momenter: Arbejdet inden for skolens rammer kræver en særlig omgangstone og pædagogisk form, der kun nås gennem indlevelse, gradvis tilvænning og en ukuelig tålmodighed. Jeg har indtrykket af (gennem forskellige konkrete tilfælde), at denne tilvænning er vanskeligere for den udøvende musiker og tildels også for musikpædagogen, der gennem mange år kun har været vant til at arbejde med sig selv eller med eleverne enkeltvis og i små hold. Der er naturligvis her undtagelser. Men det drejer sig da som regel om pædagoger, der gradvis er ført ind i skolearbejdet, eller som i en længere årrække har haft en omfattende virksomhed ved skoler og derved har levet sig ind i disses ånd.

Indlysende rigtig
Kapelmester Mogens Wöldike:

* I Dansk Musiktidsskrifts september-nummer efterlyses reaktion på overlærer Aage Hansens artikel »Hvor får vi lærerne fra« i »Dansk sang«, april 1956. Måske vil man mene, at jeg ikke er den rette til at deltage i denne debat, da jeg i så mange år har været knyttet til en specialskole, hvor sangen har helt andre vilkår end andre steder. Min fortid som statens sanginspektør må så undskylde, at jeg giver mit besyv med; de problemer, jeg mødte dengang, findes åbenbart endnu i dag. Det er rigtigt, at den rige udvikling, sangen ved gymnasierne står i nu, skyldes de universitetsuddannede lærere, som jo er »musikfolk« — oftest har de musik som hovedfag —- med et tilsluttende fag og en pædagogisk uddannelse. Jeg synes derfor, at Aage Hansens forslag om at forsøge noget lignende i folkeskolen er indlysende rigtigt; lad os prøve at give unge musikere med interesse for skolearbejde en pædagogisk og faglig uddannelse, så de kan anvendes i elementære fag og på naturlig måde glide ind i lærerkollegiet. Mon det dog ikke er lettere at give en intelligent ung musiker den fornødne ballast til at undervise i almindelige skolefag, end at gøre en ung lærer, der ikke forud har dyrket musik for alvor, til en »musikalsk« sanglærer? Al god udvikling i seminarieundervisningen og mange udmærkede enkeltpræstationer til trods, har han jo ret: Der er ikke nok! Lad os derfor få en undersøgelse og drøftelse af mulighederne for et forsøg, som det af Aage Hansen foreslåede.

Årgang 31/1956, nr. 04