Fra det vilde vesten

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 95-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fra det vilde vesten

Af PEDER HOLM

Hvordan kan man drive et konservatorium i Vestjylland? Er der overhovedet behov for det? Var det ikke bedre og billigere al skaffe penge til de eventuelle talenter, så de kunne studere i København? — Det er nogen af de spørgsmål, Peder Holm besvarer i denne artikel, der i fortsættelse af artiklen om Det fynske konservatorium (DM nr. 3, 1956) giver et indblik i det idealistiske arbejde, der gøres for musiklivet udenfor hovedstaden.

For mig har Esbjerg altid stået som en udørk. — Sådan skrev en københavner engang til mig. Denne forestilling er vist ikke ualmindelig, og den er naturligvis ikke helt løgn. Vestjylland har kulturelt set altid været stedbarn — et tyndt befolket område, så langt væk fra København, som tænkes kan (Esbjerg ligger jo lige så langt vest for Danmarks geografiske centrum, som København ligger øst for det).

Alligevel — når Esbjerg hvert år kan byde på fire symfonikoncerter, otte-ni konservatoriekoncerter (lærer- og elevkoncerter), Vor Frelsers kirkes otte kirkekoncerter samt mange forskellige enkeltarrangementer, er udørk måske lovlig hårdt sagt.

Hvordan kan man drive et konservatorium i Vestjylland? Er der overhovedet behov for det? Var det ikke bedre og billigere at skaffe penge til de eventuelle talenter, så de kunne studere i København? Hvilke slags musikere er der behov for at uddanne? Lad os tage det almindeligste og mest håbløse tilfælde: pianisten. Han (eller hun), der med lyst og talent går ind på konservatoriet, gennemgår en fireårig uddannelse og tager afgangseksamen. Hvad så? At give koncerter medfører kun underskud, og for akkompagnatører og repetitører er der uendelig lidt arbejde i forhold til udbudet af arbejdskraft. Altså: undervisning.

Der uddannes mange pædagoger. Hvor tager de hen? Tallene fra Musikpædagogisk generalforsamling giver et klart svar: Af 585 aktive statsprøvede musikpædagoger virker 4-50 i Storkøbenhavn.

Der er to muligheder: enten bor man i København, tager uddannelse dér, eller man rejser fra provinsen for at uddanne sig i København. I begge tilfælde bliver man i København efter uddannelsen. Hvorfor? Teater- og koncertliv er vel de væsentligste grunde, efter at radioen er blevet allemandseje. Og så vennerne, studiekammeraterne. Men spørger man, viser det sig, at de, der er blevet i København, sjældent har tid og råd til at nyde de goder, som har fået dem til at blive. Halvdelen af dagen går med at tilbagelægge de store afstande i byen, og har man endelig sine elever samlet indenfor et rimeligt område, er det som regel, fordi man bor i en fjern forstad, hvor man faktisk er lige så isoleret som i en provinsby. (Det er ikke postulater men konklusionen af forskellige samtaler, jeg har haft).

Hvis et konservatoriums hovedopgave er at uddanne »kunstnere«, d.v.s. solister, er det klart, at et studium i København — med fortsættelse i udlandet — er det eneste rigtige. Men når spørgsmålet om behov melder sig, kommer der andre ting ind i billedet. Og så længe midlet til at få de i København uddannede musikere til at rejse ud ikke er fundet, er der i allerhøjeste grad brug for provinskonservatorier.

Netop på det pædagogiske område har det vestjyske musikkonservatorium vist sin berettigelse. Listen over statsprøvede musikpædagoger afslører mange udækkede områder. På Bornholm f. eks. er der ialt en musikpædagog! De få, der virker udenfor hovedstaden, har som regel nok at gøre. I de ti år, Vestjysk musikkonservatorium har eksisteret, har det uddannet ialt 14 musikpædagoger, hvoraf de seks sidder i Esbjerg. Resten er bosat i andre jyske byer.

Et andet punkt er uddannelsen af orkestermusikere. I de senere år er der, særlig i Jylland, oprettet en del mindre symfoniorkestre. Men de har af økonomiske grunde ingen mulighed for at nyde synderlig gavn af de københavnske musikere. Desuden er antallet af lokale professionelle musikere, der kan og vil deltage i et symfoniorkesters arbejde, ihvertfald for Esbjergs vedkommende, deprimerende ringe. Her har konservatoriet i Esbjerg stor betydning for strygernes vedkommende. Dertil knytter sig det mest lovende træk i Esbjergs musikliv: skolevæsenets arbejde.

Skolevæsenet — med en initiativrig skoledirektør i spidsen — har først startet et pigekor og et strygeorkester af skolebørn. Det skete omtrent samtidig med symfoniorkestrets oprettelse (1948). Dette kor og orkester har haft adskillige radioudsendelser, givet koncerter i skandinaviske venskabsbyer og sidste år turnéret i Schweiz. Dets usædvanlige standard er opbygget først og fremmest på prøver, regelmæssigt to gange om ugen. Men det var begyndelsen. Strygeorkestret er nu fulgt op af et messingblæseorkester, og man begynder så småt med træblæserne. Skoledirektørens mål er tydeligt nok: Ung doms symfoniorkestret.

Linjen skoleorkester-konservatorium-symfoniorkester har båret frugt i adskillige tilfælde. Fire af de bedste violinister har i årenes løb yderligere dygtiggjort sig på konservatoriet og samtidig deltaget i orkestrets koncerter, og fra blæseorkestret har man allerede kunnet modtage den første assi Stance. Dertil kommer, at skolevæsenet økonomisk støtter de kommunelærere, der ønsker videreuddannelse på konservatoriet, og resultatet er, at også adskillige lærere nu sidder i symfoniorkestret.

Men byens beliggenhed vanskeliggør i høj grad orkesterarbejdet. Medens de mange østjyske orkestre kan få assistance fra hinanden og fra de nærliggende faste byorkestre, stiller sagen sig adskilligt vanskeligere — og dyrere — for det afsides liggende Esbjerg, og spørgsmålet om lærere til træblæserelever er for øjeblikket næsten uløseligt. Først når der er dannet basis for en udvidet orkesterkoncertrække, vil man kunne skabe den vekselvirkning, der skal til for en videre udvikling. I den sammenhæng er det værd at notere, at Ribe amts borgmestre i august i år har tilstillet undervisningsministeriet en skrivelse, hvori man protesterer mod, at staten »så udtalt overser« orkesterarbejdet »i en egn af landet, der endog i forvejen ikke kan siges at være forvænt med kulturelle goder«. (De to sidste år har orkestret modtaget ét tusind kroner (!) fra Den kulturelle fond). Man skal næppe vente sig noget øjeblikkeligt resultat, men det er ihvertfald den første politiske aktion for sagen.

Foruden konservatoriets arbejde med uddannelse af pædagoger og orkestermusikere er der grund til at understrege, at dets lærer- og elevkoncerter er af stor betydning for byens musikliv. Her får den konservatorieuddannede pådagog chance for at realisere sine tidligste drømme: som solist eller kammermusiker at give de koncerter, han ønsker, uden personlige udgifter. Spillenervøsiteten reduceres, når koncerterne gives i en intim form med indledende mundtlig redegørelse for de forskellige dele af programmet.

På den måde kan de mindre musikinstitutioner vise en vej frem for dansk musikliv. Yderligere kommer lærere og elever hinanden på nærmere hold, og man er i stand til, indenfor et konservatoriums rammer, at eksperimentere med undervisningsformerne. F. eks. er hørelære-, teori- og musikhistorieundervisningen i konservatorieklasserne samlet hos én lærer. Han ser det som sin opgave at få eleverne til at føle studiet som en helhed og ikke som en række enkelte fag. Et andet eksempel sigter mod det samme mål ud fra modsat fremgangsmåde: de opgaver, sangeleverne skal fremføre ved elevkoncerter, gennemarbejdes sangteknisk hos hovedfagslæreren, sproglæreren tager sig af tekst-forståfelse og diktion, kompositionsformen gennemgås hos læreren i sammenspil, og han ordner faktorerne til en helhed i samarbejde med hovedfagslæreren, og sangeren akkompagneres af klaverelever. Disse fremgangsmåder har naturligvis deres styrke eller svaghed alt efter lærernes formåen, og det kræver et udstrakt samarbejde mellem lærerne. Ved Vestjysk musikkonservatorium, hvor de fleste lærere er omkring 30 år, og ingen er væsentligt ældre, har det vist sig, at der netop mellem jævnaldrende lærere udvikler sig de bedste muligheder for samarbejde.

Desuden — og det er et meget væsentligt punkt — søger man at skaffe så mange kvalificerede fastboende lærere som muligt.
Det er undertiden nødvendigt at benytte tilrejsende lærere, men i det lange løb er det for alle parter en utilfredsstillende løsning på undervisningsproblemerne, og det er en voldsom økonomisk belastning for konservatoriet. For øjeblikket har Vestjysk musikkonservatorium syv fastboende og én tilrejsende lærer. I forbindelse med andre besparelser (f. eks. er konservatoriets udgifter til reklame o. l. minimale) medfører det, at konservatoriet trods beskedne offentlige tilskud kan lønne sine lærere hæderligt.

Hvis den udvikling, der begyndte for ti år siden, skal fortsætte, må der først og fremmest skaffes mulighed for at danne et fast orkester. Det vil give de konservatoriestuderende et mål at stile mod og forhåbentlig forhindre, hvad hidtil er sket, at talenter, der helt eller delvis er uddannet på konservatoriet, derefter alle er rejst fra byen.

Årgang 31/1956, nr. 04