Grammofon

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 101-104

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Grammofon

Anmeldt af ROBERT NAUR - FREDE SCHANDORF PETERSEN

GIOACCHINO ROSSINI: »II Signor Bruschino«, komisk opera i l akt (1813).

Libretto: Giuseppe Foppa. Gauden. zio - Renato Capecchi, Sofia - Elda Ribetti, Bruschino, fader - Carmelo Maugeri, Bruschino, søn - Carlo Rossi, Florville - Luigi Pentiggia, politikommissær - Walter Tarozzi, Filiberto - Ivo Vinco, Marianne - Claudia Cabi. — Milanos Filharmoniske Orkester, dir. ENNIO GERELLI. — l VOX (PL 8460).

Denne festlige een-akter af Rossini har gennem hundrede år været offer for en intrige, der er næsten lige så opfindsom, som dem librettisterne brugte i gamle italieneroperaer. Legenden fortæller, at Rossini fik bestilling på »II Signor Bruschino« til San Moise i Venedig. Mens han ventede på librettoen, skrev han imidlertid kontrakt om en ny opera til en anden italiensk scene. Da impressarioen ved Venedig-teatret fik dette at vide, ville han hævne sig på Rossini, og hans hævn skulle bestå i, at komponisten fik en ualmindelig idiotisk libretto at sætte musik til. Legenden fortæller videre, at Rossini gjorde det modtræk at sætte en idiotisk musik til teksten. Premièrestemningen skal have været i plan med de forudgående intriger i kulisserne.

Først i vor tid har man gjort sig den ulejlighed at finde partituret til den berygtede opera frem, og partituret dementerer hele historien som ren fantasi.

»Bruschino« har været en af de Rossini-forestillinger, der med held er genoplivet under den bølge af interesse for den gamle komiske italieneropera, som de senere år har vist. Holger Boiand satte den for få år siden op på Den jyske Opera og skabte med Gardelli som kapelmester en af de morsomste forestillinger i denne operas historie.

»Il Signor Bruschino« er et kog af humør fra ende til anden.

Librettoen er en forvekslingshistorie af velkendt art. Sofia skal forloves med en søn af hendes formynder, Gaudenzios ven Bruschino, skønt hun elsker Florville. Følelserne sejrer.

Operaen er fuldendt stil. Dyb karakterisering finder man ikke meget af, ejheller nogen »Bagtalelsesarie«, men den har vidunderlig lethed og en vrimmel af overraskende og festlige musikalske pointer. Det milanesiske ensemble kender denne stil, dens humør og dens selvironi. Det synges godt, Renato Capecchis buf f o-baryton er storartet, Luigi Pentiggias tenor er nydelig uden at have stort format, Elda Ribettis sopran pæn om ikke usvigelig ren.

Orkestret er præcist og velklingende.

Der kan være problemer ved mange operaindspilninger på LP, fordi musiken trods alt ikke kan holde interessen fangen uden sceneri. »Il Signor Bruschino« vil ikke volde problem, den iler af sted på springende fjed.

R. N.

* SCHUBERT: Symfoni nr. 8, h-mol »Den ufuldendte« (1822). MENDELSSOHN: Symfoni nr. 4, A-dur op. 90 »Den italienske« (1833). — Philharmonia Orchestra, dir. GUIDO CANTELLI. — HMV (ALP 1325 - 30 cm).

Konstellationen Schubert SIMendelssohn 4- er man øjensynlig glad for i England. Denne plade er nemlig ikke den eneste med disse symfonier, EMI-concernen har publiceret. En anden er siden gjort på Columbia med Mårkevitch og det franske radioorkester. Uden kendskab til denne sidste vil jeg alligevel ikke betænke mig på varmt at anbefale Cantelli, den 36-årige italienske mesterdirigents præstationer, som de så glansfuldt er nedfældet i dadelløst prægede riller.

Der er vældigt lys i klangen, som måske nok er spændt rigelig kraftigt op i den italienske ved fremhævelse af primoviolinerne. En plet, som næppe nogen optagelse helt kan udviske, sidder på de langt udholdte akkorder i den uf ulden dtes slutning. En svag decentrering får de inderste riller til at svæve en anelse. Men den temperamentsfulde italienerdirigent får Philharmonia-orkestret til at spille med besættende fyrrighed. Mendelssohns Saltarello-finale tvinger metronomen ned på 194, et spruttende tempo, der lyner af spilleglæde, som intet øjeblik dølger detaljerne i satsen. De udtryksfulde akcenter i andanten, denne processions-sats i figureret koral-form, og en menuet, som kanterne er slebet af, og hvori horn-trioen åbenbarer en vemodig romantisk stemning, vidner om Cantellis store musiker-mesterskab.

Han opfatter Schuberts førstesats lidt hurtigere end de fleste af hans store germanske kolleger. Det befrier den for det tungt patetiske uden at antaste satsens dramatiske karakter. Og andanten får han til at synge betagende, som den formes med en klangskøn tæthed i fraserne.

Balancen mellem blæserkorene og de omgivende strygerglorier viser Cantelli som Toscaninis arvtager. Man forstår godt gamle Toscanini, der blev så begejstret for sin unge landsmand, at han ikke betænkte sig på at protegere ham frem i spidsen for de største orkestre. fsp.

JOHANNES BRAHMS: Symfoni ur. 3, F-dur, op. 90 (1883). The Philharmonic-Symphoni Orchestra of New York, dir. BRUNO WALTER. — Philips (A 10623 R).

Den fuldendte melodiøsitet i denne symfoni, dens konflikter og dens vidunderlige resignerede udklang synes at have inspireret dr. Walter til en af hans fineste indspilninger med det berømte New York orkester. Alt bliver til sang omkring denne 80-årige dirigent, hvis kunst har været en udvikling mod den dybeste indlevelse og det største mesterskab.

Som altid, når Walter dirigerer, er det vanskeligt at påpege det særligt Walter'ske, den specifike opfattelse, den særegne accentuering. Det hele bliver en wieners varme syngen.

Få når dybere ned til rødderne af Brahms' kunst, og indspilningen, der er udført med upåklagelig teknik på en 25 cm LP, er meget anbefalelsesværdig.

R. N.

SHOSTAKOVITCH: Koncert for klauer, trompet og strygere, op. 35 (1933).

PROKOFIEV: Klaverkoncert nr. 2, g-mol, op. 16 (1913). Philharmonia Orchestra, dir. HERBERT MENGES, CHERKASSKY (klaver), HAROLD JACKSON (trompet). — HMV (ALP 1349 - 30 cm).

Det er hævdet og med en vis grund i opusnumre, at instrumentalkoncerten er de unge komponisters sag. Overfor disse to værker holder det stik: Shostakovitch var 27, Prokofiev kun 22, da disse værker blev komponeret.

Der er en vis sammenhæng mellem dem, som vel har sin grund i, at Shostakovitch, den yngre, er mærkbart påvirket af Prokofievs klaverteknik, virtuostekniken tilpasset en ny musikalsk grundholdning. Der er også et vist misforhold mellem de to værker, for så vidt som Shostakovitch's stilistisk flakkende og momentvis irriterende pågående koncert er ret godt kendt her, mens Prokofievs langt mere sammenhængende værk er næsten ukendt.

Shostakovitch - koncerten er skrevet kort efter den famøse opera »Lady Macbeth fra Minsk«, og den bevæger sig i stil fra lyriske efterklange af Chopin til grotesk musichall, som understreges af trompetens skryden.

Men underholdende er det jo, i al planløshed.

Prokofiev har betænkt sit eget instrument, klaveret, med hele fem koncerter, hvoraf kun den tredje holder en permanent plads i repertoiret. Den er den anden koncert overlegen i tematisk prægnans og umiddelbar appel. Dette bortforklarer ikke, at der i den anden er betydelige kvaliteter, en pulserende scherzo og nogle store, flotte kadancer. Shura Cherkassky, som har givet adskillige koncerter i Danmark, har styrke og virtuositet til disse opgaver, og hans sammenspil med det londonske orkester under den engelske dirigent er helt overbevisende.

R. N.

De øvrige ting bestyrkede mig i den opfattelse, at radiogengivelse aldrig kan komme til at erstatte en »virkelig« opførelse. Det er, som om vitaminerne er gået tabt gennem rejsen i luften; det smager som henkogte frugter. . .

CARL NIELSEN (i brev til Poul Schierbeck, 1926) I en kreds af yngre komponister kom for nylig spørgsmålet om »musikens moral« på tale, og vi blev hurtigt enige om, at her var vi inde på overtroens områder. Musik er musik, ligesom matematik er matematik, og den er der vel ikke nogen, der vil kræve en moral eller etisk værdi af. Ikke desto mindre er den netop sand og pur. . .

KNUDÅGE RIISAGER (1933) SCHUBERT: Strygekvartet nr. 10, Esdur, op. 125,1 (1813). MENDELSSOHN: Capriccio, e-mol, op. 18,3 (1843). BRAHMS: Strygekvartet nr. 2, a-mol op. 51,2 (1873). AMADEUS STRING QUARTET. — HMV (ALP 1337 - 30 cm).

A/nacreus-kvartetten præsenterer de tre klassisk/romantiske værker i et vanligt kultiveret, fint afbalanceret spil. Jeg finder dog ikke, at charme og klanglig elegance er noget fremtrædende træk ved dette ensembles kunst, så dygtig den end bliver udøvet.

Finalen af Schubert-kvartetten er ikke fri for lidt gnidret spil, og i den lyriske optakt til Mendelssohns Capriccio havde man lyst til at støve klangen lidt af.

Ensemblets force ligger i det rent musikermæssige, i den måde det udlægger selve nodebillederne. Her kan man ikke sige strygerne noget på, da er de kunstnere af høj rang. Værkerne bliver storartet formede i gengivelser, der vidner om dyb indlevelse i stil og indhold. Teknikerne har desuden gjort et smukt arbejde med optagelsen.

Udenom giganten Beethoven giver kombinationen af værker på denne plade et rids af romantikens kvartetkunst, som den forløb fra den purunge Schubert over Mendelssohn til Brahms.

Schubert var kun 16, havde netop forladt skolen (Stadtkonvictet) og dyrkede iøvrigt kvartetspil i familiens skød, da han efter mozartsk forbillede skrev dette værk og prægede det melodisk med sit eget wienergemyt.

Mendelssohns Capriccio hører til fire satser, han skrev efter at have fuldført sine seks kvartetter. To af dem var øjensynligt tænkt som dele af en større kvartet, der aldrig blev færdig, men capriccioen står alene. Dens lidt »skolede« fugato er yndefuldt gjort, har lidt af Skærsommernatsdrømmens stemning i sig trods dens præg af det lærde.

Brahms-kvartetten (nr. 2, kaldte han den, men ca. tyve var efter hans udsagn skrevet og skånselsløst kasseret forinden) er det modne resultat af lang tids overvejelse, inden han vovede sig i kast med strygekvartettens form.

Som for symfoniens vedkommende stod Beethoven også foran kvartetkunsten og kastede sin skygge over den, set fra Brahms' arbejdsbord. At lyset f rå Brahms' ånd kunne fordrive denne skygge, derom vidner dette skønne, så varmt følsomme og genialt formede værk. fsp.

MOZART: Variationer KV 264 og 455, Sonater KV 283 G-dur, og 576 D-dur.

— WALTER GIESEKING (klaver).

Mozart Piano Works Vol. VIII. — Columbia (33 CX 1345 - 30 cm).

Man kan ikke forestille sig et smukkere Mozart-spil. Det er en lykke for eftertiden, at Walter Gieseking inden sin død nåede at indspille Mozarts klaverværker, desuden også samtlige Ravels og Debussys klaverkompositioner og en rig kollektion af koncerter og soloværker fra klassicime og romantik. — Dette 8.

bind af Mozarts klavermusik, der indeholder både tidlige og sene kompositioner, er musikalsk lydefrit, kun pladens let kornede overflader og en smule klir i G-dur sonaten lader ane, at der er mekanik mellem lydkilden og lytteren. Og Per Nittengryn ville anføre, at der fornemmes et klangligt registerskifte fra lille oktav og nedefter, en lidt rungende, tung bas på et klaver, der iøvrigt er skabt for englemusik.

Om Giesekings spil kunne der skrives et essay, som fra en digters pen ville give læseren en svag fornemmelse af det under, der åbenbares af Giesekings store, men så nænsomt formede hænder. Hvad skal da en stakkels anmelder gøre? Med jævne ord sige, at Gieseking er fortæller af Mozarts kunst? At han aldrig poserer, men føjer sætning til sætning i rene musikalske eventyr smukt og enkelt, følsomt for valører i klangen og Jeg er både producerende og reproducerende kunstner og ejer — ikke et instrument. En ven giver mig lov til at øve mig hos ham.

Min skæbne er i sandhed ikke misundelsesværdig. . .

SMETANA (i brev til Liszt, 1848) rigt moduleret i den rytmiske artikulation uden at tvinge tempoets levende pulsslag ud af trit? Kunne Giesekings spil materialiseres, ville det tage form af bjergkrystal.

Sonaterne taler for sig selv — G-dur'en, den enkle »skole«sonate med venstrehåndens akkompagnement til yndefulde melodier, D-dur'en, den virtuose, der lægger sit visitkort, hilser med simple treklange og smiler for så at vise sin kunst i et forrygende satsarbejde og senere i dårende melodier og åndfuld dialoger med overraskelser, som man måtte tro var løgn, om man dog ikke hørte dem med egne ører.

Heroverfor er variationsværkerne bare den sødeste snakkesalighed over guldtangenter. De ni i KV 264 er formet over de Zedes air »Lison dormait«, de er fra pariseråret 1778; de ti i KV 455 ombytter fransk epsrit med germansk Gemüt på Gluckmelodien »Unser dummer Pöbel meint« af operaen »Pilgrimmene fra Mekka«. fsp.

Årgang 31/1956, nr. 04