I panser og plade

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 92-92

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I panser og plade

BEETHOVEN! Skal jeg sige noget om Beethoven, så må jeg først klæde mig i panser, ellers bliver jeg rendt ned af dette menneske, der er lige så heftig i vrede som i kærlighed.

Hans ånd favnede mig tidligt og så stærkt, at jeg var lige ved at skrige. Når jeg — ligesom for at værge mig — sagde, at han skulle hellere overlade til Sebastian Bach at komponere fugaer, da jeg syntes hans egne savnede den guddommelige selvfølgelighed, kastede han sine sidste strygekvartetter i hovedet på mig, og jeg blev nødt til at tie. Mente jeg, at han var lovlig subjektiv, tog han mig — lunefuld som han er — smilende ved hånden og førte mig ud i naturen. Der sad vi så i timevis. Til sidst skimtede jeg guden Hypnos i det fjerne, og jeg følte, at snart ville drømmenes spind lægge sig om alle ting.

Han uår uberegnelig. — Når jeg faldt på knæ for ham, blev han rasende og så ud som en tyr, der vil stange, og når jeg blev angst for den vældige, kunne han pludselig lyse op som en forårssol og med det inderligste udtryk af hjertevarme stryge mig over kinden, så jeg måtte græde og takke ham.

Engang, jeg havde kedet mig i hans selskab, hørte jeg pludselig et brag af noget, han havde væltet; jeg blev nervøs og ytrede, at jeg ville gå hen at besøge Mozart, fordi jeg tørstede efter ynde og anstand. Da jeg gik, stak han noget ind under min vest, det var sonaten, for violin og klaver op. 96.

Jeg kom ikke til Mozart den dag, savnede ikke noget, var fuldkommen lykkelig.

CARL NIELSEN (26. marts 1927, i Politiken).

Årgang 31/1956, nr. 04