Litteratur

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 04 - side 111-112

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Litteratur

Anmeldt af SIGURD BERG - ROBERT NAUR - FREDE SCHANDORF PETERSEN LEIF THYBO - CARL WILLUM HANSEN

J. S. MANIFOLD: The Music in English Drama (From Shakespeare to Purcell). 208 s. 21 sh. — Rockliff, London.

Vi hører om teatermusikken dels hos elizabethanerne, specielt Shakespeare, dels på restorationens og den engelske revolutions tid. Bogen fortæller ikke noget om Shakespeares og Purcells kunst, men om de musikalske hjælpemidler, der stod til deres disposition, og om tidsaldrenes dramatiske konventioner, samt om den måde, de to områder griber ind i hinanden på. Det er først og fremmest instrumenternes historie og deres anvendelse, vi hører om. Emnet er næppe tidligere behandlet så indgående. Meget fremdrages som kendsgerninger, mens andet får stå hen som gisninger.

Forfatteren forsøger også at føle sig ind til atmosfæren omkring, til de associationer, man får ved instrumenterne. Det kan måske interessere vor tids blokfløjtespillende ungdom at erfare, at blokfløjten måske engang har ledet tanker hen på den anden verden, den overnaturlige verden — på velvillige guder, såvel kristne som hedenske.

Det interessante værk er naturligvis lettest at læse for den, der har et vist forhåndskendskab til engelsk litteratur og historie. Det er oplagt for instruktører af tidens dramatik og musik. — Er det for resten almindeligt kendt herhjemme, at forslag til musik til i hvert fald en del af Shakespeares stykker foreligger i let tilgængelig form hos Oxford University Press? CWH.

ARMIN SCHIBLER: Zur Oper der Gegenwart, 47 s. — Bodensees Verlag, 1956.

Mon ikke forfatteren af ovennævnte skrift har sat fingeren på det ømme punkt, når han beskriver den moderne operas dilemma på følgende måde: For at få vor generation i tale — for at kunne tages handlingsmæssigt alvorligt — må operaen sætte det »tænkende« menneske i centrum, — men for at tilfredsstille musikalsk må den handle orn det »syngende« menneske.

Man kan nu engang hverken synge eksistentialfilosofi eller psykoanalyse, men man kan synge om sine følelser, og skal der skaffes det »tænkende« menneske plads i operaen, må det ske ved at inddrage det talte ord i den musikalske struktur. Armin Schibler mener, at dette er formlen for alle væsentlige bestræbelser for den nye opera.

Ærlig talt — lad os vove at være reaktionære -: vi vil ikke håbe det. Ikke så meget fordi vi da måtte fatte begrebet opera på en ny måde, lad gå med det, men fordi man føler en stille frygt for, at det også kan føre til en negativ omvurdering af begrebet musik. Har Benjamin Britten ikke vist, at ægte handling og ægte følelser kan udtrykkes med en musikalsk oprigtighed, der er i stand til at gribe også mennesker i det Herrens år 1956? Lad dog »formlen« være denne: at finde frem til en ny sangstil, der har samme bæredygtighed som vor tids instrumentale landvindinger, og lad så operasangerne blive ved med at synge!
L. Th.

40 Schweizer Komponisten der Gegenwart: Udgivet af Schweizerischer Tonkünstlerverein. 236 s., ill. Forlag: Bodensee-Verlag, Amriswil. — Pris: 12,50 sfr.

Som dansker forundres man over, at der findes fyrretyve schweiziske komponister, og forbavsende er det, at der til denne brogede buket af samtidens tonesættere kunne føjes flere, hvad forordet meddeler med løfte om, at en senere orientering om disse yngste schweizere vil følge. De navnkundige blandt »de fyrre« er Honegger, Frank Martin og Othmar Schoeck, et vist internationalt ry står også om Conrad Beck, Willy Burkhard, Rolf Liebermann, Armin Schibler, Richard Sturzenegger og Heinrich Sutenneister. Resten er praktisk taget ukendte for undertegnede. Men her får man kort besked om hver enkelt: biografiske data, kort karakteristik, komprimeret gennemgang af et par værker (uden nodeeks.), henvisning til få kompositioner i vedkommendes produktion og til enkelte grammofonoptagelser, altsammen på to sprog (tysk og fransk). Såre nyttig for folk, der har brug for lidt mere end leksikalsk orientering om nulevende komponister. fsp.

FREDERICK THURSTON : Clarinet Technique. — Oxford University Press, London.

Inden sin død var den fremragende engelske klarinetist, Fredrich Thurston, nået så vidt med manuskriptet til denne lille bog, at man med en smule fremmed hjælp nu har kunnet udsende den sideløbende med Chapman's bog om fløjtespillets teknik og Evelyn Rothwe U's om obospillets.

Som man kunne vente det fra en så erfaren og begavet kunstner som Thurston er bogen en samling gode, velovervejede råd til klarinetister på alle trin. I en samling korte kapitler behandle:; en række af de spørgsmål, som den gode lærer videregiver til sin elev, men som i skolelitteraturen oftest må affattes i nødtørftige og springende noter.

Afsnittet om blæserens vejrtrækning står i gæld til sangpædagogiken og er af stor interesse. Af de specifikke klarinetist-problemer kan nævnes spørgsmålet om læbestilling. — Thurston anbefaler embouchure med overtænderne på mundstykket i lighed med gammel tysk praksis, men stiller eleven valgfrit. — Palle Nehammer tilråder den franske embouchure med overlæben mellem tænder og mundstykke i sin nye klarinetskole og ligger her på linie med franskmændene.

Thurston's bog slutter med en meget omfattende, om ikke fuldstændig, liste over instrumentets litteratur solistisk og i kammermusiken. Denne fortegnelse vil interessere også den fuldtuddannede professionelle klarinetist.
R. N.

MAX WEGNER: Das Musikleben der Griechen. 232 s., ill. 16 tavler. — Gruyter & Go. Berlin 1949.

Omen d denne bog allerede er nogle år gammel, må man henlede opmærksomheden på den i dens egenskab af opsamlingsværk for alt, hvad man hidtil har fundet ud af om musikken i oldtidens Grækenland. Selve den tonende musik er uhjælpelig gået til grunde. Sangerne er forstummede, og af instrumenterne er der kun tonløse ruiner tilbage. Vi véd, at musikken for grækerne havde den mest indgribende betydning, både kultisk og samfundsmæssigt. En viden om denne musik kan vi få gennem en litteratur, der i det store og hele ligger langt senere end selve den græske kulturs storhedstid, først og fremmest gennem Plutarchs værk om musikken fra det andet århundrede efter Kristus. I de ældre kilder finder man kun spredte oplysninger. Den ofte citerede Aristoxenes fra Tarent, der har skrevet om græsk harmonik og rytmik, levede næsten 500 år senere end Homer, på hvis tid der allerede fandtes en rig musikalsk kultur, som må have gennemgået en lige så stor forandring som de øvrige græske kunstarter, og, som det altid går, efterhånden ændrede sig fra at være en ligefrem livsform til at blive en æstetisk bestemt kunst uden den ideologiske baggrund, man f. eks. finder udtrykt i en af Pindars oder (ca. 500 f. Kr.) : »Kun de onde, hvem Zeus nægter sin kærlighed, fatter ikke musernes sang!« Den græske billedkunst afgiver et rigt materiale til belysning af musikkulturen, og Wegners bog afsluttes da også med over et halvt hundrede smukke gengivelser af musikere, dansere og sangere på antike vasemalerier og relieffer. Bogens kompletteres af fyldige litteratur- og kildehenvisninger.
B.

REGINALD NETTEL: Seven Centuries of Populär Song. 248 s. 25 sh. — Phoenix House, London.

I 1954 udgav samme forfatter og forlag Sing a Song of England. Begge boger må nærmest karakteriseres som social musikhistorie. Mens værket fra 1954 behandler folkelige (på engelsk: traditional) sange fra den landlige tradition, så koncentrerer den nye bog sig om by traditionen. Det er med andre ord den engelske populærsangs historie.

Den begynder med Giraldus Cambrensis' berømte udtalelse fra omkring 1200 om en tidlig form for flerstemmig sang blandt englænderne, som måske kunne stamme fra danskerne og nordmændene. Derfra fører forfatteren os gennem tudortidens, Cromwells og Pepys' England til det 18. årh.s kampe mellem udenlandske og nationale strømninger, til victorianernes »drawing-room ballads« og varietémelodier, til Gilbert og Sullivan — for at ende ved vor tids jazz og underholdningsmusik. — Det er en på een gang saglig og meget morsom underholdende bog.

Man nyder den nok bedst, hvis man kender lidt til traditionen på forhånd.
CWH.

Årgang 31/1956, nr. 04