Grammofon

Grammofon Anmeldt af ROBERT NAUR - FREDE SCHANDORF PETERSEN STRAVINSKI: Symfoni i C (1940) — Cantata on Anonymous 15th and 16th Century English Lyrics (1952).

Cleveland Orchestra, dir. KOMPONISTEN; JENNIE TOUREL (mezzo), HUGUES CUENOD (tenor), Philharm.

Chamber Ensemble og medlemmer af New York Concert Choir, dir. KOMPONISTEN. — Philips (A 01149 L, 30 cm).

Stravinski har næppe ændret mening om grammofonpladens betydning som autentisk dokument for eftertiden, som vejledning og efterfølgelsesværdigt eksempel. Endnu engang, og det bliver næppe den sidste, har han stillet sig foran orkestre og vokalensembler med egne partiturer på pulten. Og ingen kan betvivle, at netop denne komponist kender sine værker til bunds og har en ganske bestemt mening med deres indhold, som efter hans opfattelse afspejles klarest i den mest nøgterne gengivelse. Indholdet skal ikke fortolkes, det meddeles umiddelbart af det klingende tonebillede. Det er hans kongstanke.

Men den gør ham dog ikke selv til nogen genial dirigent, som han er en genial komponist. Jeg ville tro, at symfonien havde fået større præcision, måske endda mere intens kraft, hvis den havde passeret en af de store dirigenters sind og pind, en Ansermets f. eks.

Anderledes, når Stravinski står foran vokalensembler. Da bliver der mere fylde og varme i hans musiceren, eller skyldes det simpelthen menneskerøsten, der dårligt kan udelukke sindets bevægelse af udtrykket, og digterordet, som, når det er stort, også er besjælet? Sådan er ihvertfald Cantaten som også Oedipus Æez-indspilningen blevet et af de skønneste dokumenter for Stravinskis kunst, på denne plade reproduceret meget smukt i dadelløst prægede riller med aldeles gennemsigtig klang.

I symfonien af 1940 råder klassiske træk. Formen og det stof, den bygges af, er krystalklar, instrumentationen lyser af opfindsomhed, det melodiske udtryk er ofte meget fortættet, rytmen spiller af liv, stemmeføring og harmonik styres af tonalt stabile energier, og det danner som helhed en forunderlig musikalsk organisme, hvori kræfter brydes og stemninger skifter. Kan man forlange mere af en symfoni? Cantaten viser, hvordan Stravinski med forbilleder i renæssancens musik og sandsynligvis også i orientens kan skabe en mættet atmosfære. De orientalske træk er sikkert en følge af hans meget intense melodidannelse indenfor et forholdsvist lille interval, hvoraf han suger al kraft. Også her er formen klart disponeret. Fire vers af »A Lyke-Wake Dirge«, sunget af kammerkor med instrumentalensemble, adskiller to ricercarer — den ene for mezzo-solo, den anden for tenor-solo — og en duet for mezzo og tenor. Midtersatsen, den store tenor-ricercare, virker som en koncentreret genspejling af helheden med det gennemgående ricercare - motiv som ramme om episoder af forskelligt stemningsindhold. Jeg kan ikke mindes noget andet Stravinski-værk med en så stærk og udtryksfuld melodisk kraft i det vokale som denne ejendommelige og — tilgiv mig — betagende, cantate. Solopartierne er placeret overbevisende rigtigt hos Jennie Tourel og den sakralt klingende tenor Hugues Cuenod.

fsp.

MOZART: Koncert for klaver og orkester, d-mol, K. 466 (1785). Philharmonia Orchestra, klaver og dir.: EDWIN FISCHER. — His Master's Voice (BLP 1066).

Dette er et stort møde. Koncerten er Mozarts måske bedst kendte og mest elskede, fordi den er noget af det stærkest subjektive, han har skrevet i koncertens form, og på grund af dens tematik, ikke mindst den enkle og vidunderlige ritornel i den langsomme sats, der med en forudanelse af romantik kaldes romanze. Mødet er stort, fordi Edwin Fischer på mange måder er en romantisk, stærkt individualistisk kunstner med dyb kærlighed til Mozart.

Fischer spiller sit bedste her.

Det er velkendt, at denne impulsive pianist har både en natside og en dagside — her lyser og varmer hans personlighed.

Mozart har ikke efterladt kadencer til ydersatserne, hvorimod der findes et par fra Beethovens hånd. Det er dog Fischers egne, vi her hører, og er man blandt hans hedeste beundrere, tager man hans kadencer med. Somme vil finde dem for vidtløftige i en koncert, hvor temaerne fra skaberens hånd får, hvad dem tilkommer.

Nogen perfekt indspilning er det dog ikke. Den dobbelte rolle som solist og dirigent — den rolle, Fischer også indtog under sin tourné med Det kgl. Kapel — stiller urimelige krav i grammofonstudiet. Præcisionen er ikke uden lyde, og helt påfaldende er det, at Fischer lader orkestret spille netop andensatsens hovedtema helt forskelligt fra hans eget enkle og fine forlæg. Men hvad er i sidste ende dette perfektionskrav at møde med overfor en kunstner som Edwin Fischer. n. N.

BEETHOVEN: Romancer for violin og orkester op. 40 G-dur, op. 50, F-dur (1803). BRONISLAW GIMPEL (violin), Bamberger Symfoniork., dir.: HEINRICH HOLLREISER. - Panthéon (XPV 1007, 25 cm).

Den 46årige Bronislaw Gimpel spiller de to smukke Beethovenromancer som en musiker af adel. Han stiller sig helt i melodieiis tjeneste, bærer den frein enkelt og espressivt, så den klinger som fra et besjælet instrument. På begge pladesider står solostemmen i fint relief og virker måske særlig flatterende på baggrund af orkesterpartier, der klinger temmelig mat. Det går dog udover helheden, når soloog orkestersatsen fremtræder i forskellige klanglige planer. løvrigt bevæger diamanten sig dadelløst gennem mikrorillen.

fsp» BEETHOVEN: Klaversonater nr. 2i op. 53, C-dur, »Waldstein« (1804), op. 11, c-mol (1822). — CUTNER SOLOMON (klaver). — HMV (ALP 1160, 30 cm).

Solomon er en klaverets aristokrat. Hans spil har de ædleste træk, det er klart og stærkt, ikke det mindste overeksponeret, det følger nøje komponistens anvisninger uden nogensinde at virke pedantisk, det har race. Bedre egenskaber kan man vel næppe fordre af Waldsteins og Opus lll's fortolker. Det er ud fra et meget individuelt skøn, jeg ville ønske en større hengivelse i stoffet udtrykt i spillet. Solomon overgiver sig ikke til følelser, deri ligner han Gieseking, men den fine bevægelse, Gieseking røber i mange detaljer, finder man ikke så udtalt hos Solomon.

Englænderen er i det pianistiske mere arkitekt end poet. Det giver de to store sonater et køligt, lidt strengt præg. Men det er olympisk klaverkunst, som afspejles i pladens fint pressede riller. fsp.

MENDELSSOHN: Koncert for violin og orkester, e-mol, opus 64. MOZART: Koncert for violin og orkester, D-dur, K. 218. DAVID OISTRAKH (violin), The Philadelphia Orchestra, dir.: EUGENE ORMANDY. — Philips (A 012-49 L).

Denne tør man kalde en violinplade. Den store russiske virtuos David Oistrakh spiller så overlegent, klangskønt og klokkerent, at det er ublandet fryd fra ende til anden, og ved sin side har han de dygtige Philadelphia symfonikere og Ormandy. Kombinationen af Mendelssohns og Mozarts koncerter er velvalgt. — E-mol koncerten, der blev uropført af Ferdinand David med Gade på dirigentpodiet i Leipzig 1844, betegner det ypperligste af Mendelssohns skaberevne og er i sin poetiske egenart et uovertræffeligt værk, som slægter sin ophavsmand og af alle andre vel kun Mozart på. Mozart-koncerten tilhører denne fortryllende række, som blev skrevet af den 19årige hofmusiker i Salzburg til eget solistiske forbrug.

Bortset fra den fabelagtige instrumentale overlegenhed er vitalitet vel Oistrakhs særkende fremfor noget. Det er det store violinistiske i Mendelssohn-koncerten, der fremstår smukkest i denne indspilning, mens den langsomme sats savner den yderste poetiske kvalitet. Mozarts underfulde kantilene udfolder sig til gengæld aldeles henrivende, og begge værker står meget klangfuldt på pladen, der er af de sjældne. R. N.

RICHARD STRAUSS: Don Juan, Symfonisk digtning, opus 20 (1888) — Till Eulenspiegels lustige Streiche, opus 28 (1895). Pro mušica symfoniorkester, Wien, dir.: JASCHA HORENSTEIN. Pantheon (1001 XPV).

Disse to højt skattede stykker orkestermusik af den unge Richard Strauss — Don Juan var et gennembrudsværk for den 24årige komponist — kræver overdådigt orkesterspil. Till Eulenspiegel især sætter soloblæserne på en hård prøve, og de tæt pakkede partiturer er næppe lette at overføre i pladerillen med balancen i behold.

De to sider med Wiens »Pro música« orkester under den russisk-østrigske Jascha Horenstein er overordentlig vellykkede. Balancen er beundringsværdig især i Till Eudenspiegel, og orkestret er på højde med fordringerne.

Begge værker er stærkt programmatiske. Don Juan er skrevet over et digt af Lenau, som i modsætning til da Ponte lader Juan omkomme i duel. Eulenspiegel er som bekendt en musikalsk genskabning af beretningen om den tyske spasmager, og lystigheden ender i brødrene Grimms ånd med dødelig udgang. Karakteristisk for den moderne lytters holdning til disse værker er vel, at man lader program være program og hører på denne mageløse orkesterkunst som en absolut foreteelse. Og værkernes egentlige kvalitet som musik ligger i, at de tåler det.

R. N.