Litteratur

Litteratur Anmeldt af SIGURD BERG - JAN MAEGAARD WOLFGANG SCHMIEDER: Bibliographie des Musikschrifttums 1950-1951.

XII + 247 s. — Hofmeister Verlag, Frankfurt a.M. 1954.

Forsøgene på international orientering og en systematisering af, hvad der er skrevet om musik og musikere gennem tiderne, er af forholdsvis ny dato. Et grundlag fremkom, da den tyske musikforsker Adolf Aber, som senere blev afdelingschef hos forlaget No vello i London, udgav sin »Handbuch der Musikliteratur« i 1922. Arbejdet fortsattes af chefen for Peters' musikbibliotek, Kurt Taut, der 1936 påbegyndte udgivelsen af »Bibliographie des Musikschrifttums«, efter hans død videreført af Wolfgang Schmieder. Indtil 1941 lykkedes det at udgive 4 bind, der dækker tiden til og med 1939. Med den isolering, som den tyske videnskab måtte lide under i krigsårene, og ikke mindst fordi det daværende regimes snævertsynede ideologi satte skarpe grænser for forskningsområderne, var det umuligt at fortsætte dette bibliografiske arbejde udfra synspunktet om fuld alsidighed. Men nu er arbejdet atter i gang. Den lakune, som årene 1940-49 skabte, har det ikke været muligt at udfylde endnu, men det kommer.

Det i fjor udkomne bind dækker årene 1950 og 1951, og det er planen fremdeles at udsende et bind hvert andet år og samtidig forberede indsamlingsarbejdet fra de manglende 10 år.

Det foreliggende bind rummer over halvsjette tusinde henvisninger til musiklitterære arbejder, både selvstændige publikationer og artikler fra henved 250 tidsskrifter, væsentligst i Europa og Amerika. En begrænsning af det store stof har været nødvendig, da man ellers havde måttet udsende et bind som det foreliggende hver måned. Man har på få undtagelser nær udeladt særtryk, uændrede nyudgaver, anmeldelser og dissertationer samt arbejder af ren populær karakter. Om udvalget vil der sikkert i mange tilfælde kunne diskuteres —- at dømme efter stikprøver indenfor det danske stofområde, der for artiklers vedkommende er hentet fra »Dansk Musiktidsskrift«.

Man savner bl. a. Niels Friis' artikel om Helmut Walcha fra 1951, Telmanyis redegørelse for sin nye Bach-bue samme år (skønt Mogens Heimanns kommentarer til samme artikel er medtaget) og, hvad der er mere påfaldende, den løbende danske musiklitterære bibliografi, som må synes at have international interesse i lige så høj grad som den tilsvarende, men mindre omfattende svenske, der er medtaget. En pudsig misforståelse finder man i afsnittet »Streichinstrumente«, hvor man har anbragt Kai Flors »Symfonibogen«, formentlig i den tro, at det drejede sig om violinbuer (Bogen).

Alt i alt må man dog hilse dette værks genkomst med glæde.

B.

ERICH VALENTIN: Handbuch der Instrumentenkunde, 454 pp., ill. — Gustav Bosse Verlag, Regensburg 1954.

Den højtidelige titel bør ikke forlede nogen til at tro, at det er et vanskeligt tilgængeligt værk, man her står overfor. Det er tværtimod en publikation — i format som Politikens kendte håndbøger —, som meget enkelt og ligetil og dertil tilforladeligt fortæller om musikinstrumenterne i Europa, lige fra dem, der for længst er gået af brug, til dem, der endnu knap er taget i brug. Det er et meget stort materiale, der ligger til grund for fremstillingen, så stort, at de fleste oplysninger af interesse om de enkelte instrumenter og deres arter er kommet med foruden to gode indledende kapitler om instrumenthistorie og den elementære akustik, samt nogle ganske nyttige, men noget hårdt sammenpressede tabeller bagi.

Forfatteren har gjort sig umage med i det enkelte tilfælde at forklare bygning og konstruktion og har således gjort sit til, at brugeren så vidt muligt kommer til at opleve tonegivning og klang.

Kun billedmaterialet er en skuffelse. jm.

Et forum for musikæstetik Mon det er ret mange bekendt, at Richard-Masse i Paris udsender et musikæstetisk kvartalsskrift ved navn POLYPHONIE? Eventuelt interesserede gøres herved opmærksom derpå.

Det kan ikke undre nogen, at man skal til de æstetiske betragtningers land par excellence for at finde dette felt dyrket, og da franske publikationer gennemgående møder mindre bevågenhed på disse breddegrader end engelske og tyske, er det i sig selv en anledning til på dette sted at gøre tørstende sjæle opmærksom på en rigt flydende kilde. Hvert bind af POLYPHONIE er koncentreret om et specielt stofområde, indenfor hvilket det er åbent for fri meningstilkendegivelse. Emnerne kan være 'Le concert', 'La Musique mécanisée', 'Le présence de la musique ancienne' etc., og flere af dem indeholder desuden portræt af en nulevende komponist, bogrecensioner og notestof. Medarbejderne er gennemgående kapaciteter, hvis navne endog er trængt op nord for Ejderen. Der skal ikke forsøges nogen anmeldelse af det her foreliggende eksemplar (142 pp.), der bærer titlen 'Inventaire des techniques rédactionelles' og indeholder bidrag af blandt andre Valérie Soudères, Marina Scriabine og Jean Barraque, men det er blevet læst med stor glæde af undertegnede, som deri har fundet friske impulser og fået indtryk af en høj intellektuel og kunstnerisk standard. ;m.