Mandolinen - børnenes instrument
Mandolinen - børnenes instrument. Et forslag til musikpædagogerne
Af PER SØRENSEN
NÅR man på skolen — i dette tilfælde Enghavevejens skole i København — spørger en klasses elever, om nogen spiller et eller andet instrument, får man i 99,5 pct. tilfælde et negativt svar.
Dog kan et par elever ofte fortælle, at de har gået til spil et par måneder, men er holdt op, da de »ikke kunne finde ud af det«, eller, som de siger, »det var så kedeligt«. — Er den egentlige sandhed ikke, at de ikke formåede at honorere de krav, som musiklæreren stillede? Jeg tror det, og så må konsekvensen være, at man sænker kravene — uden dog at sænke standarden rent musikalsk. Vil musikpædagogerne ikke det, virker de imod deres mission: At formidle den aktive musiceren til folket. Med andre ord man må benytte begynder instrumenter, som ethvert barn — musikalsk begavet eller ej — ret hurtigt kan lære at spille.
I Sverige indså man begynderinstrumentets nødvendighed for ca. 7—8 år siden, da overlærer Gunnar Axén indførte mandolinen som begynderinstrument. Mig bekendt har endnu ingen dansk musikpædagog forsøgt det samme her, skønt tallene fra Sverige skulle vise, at man dér er gået den rette vej. I Sverige har 40.000 elever fået mandolinundervisning i årene 1947—54, og af disse elever er mindst 30.000 gået over til at lære sværere instrumenter, specielt violiner.
Overlærer Gunnar Axén, Västerås, indførte mandolinundervisning på sin skole og 5 år efter var spilletrangen så stor, at man måtte åbne en musikskole. Det, der begyndte som en kim i skolen, sprængte alle rammer. Ialt spiller nu i Västerås 2000 skoleelever eller 20 pct. af byens skolepligtige børn. Musikskolen, der er kommunalt støttet, har lokaler på byens skoler, så eleverne kan spille på deres »egen« skole.
Taleksemplet fra Västerås er ikke enestående. Over hele Sverige dukkede — og dukker stadig — sådanne musikskoler op. Her skal kun nævnes endnu to, som jeg besøgte på en studierejse i majjuni 1955: musikskolen i Nacka, der har 550 elever eller 22 pct. af de skolepligtige børn, mens de tilsvarende tal for Boo musikskole er 450 eller 60 pct.
På alle disse musikskoler er mandolinen det vigtigste begynderinstrument, mens blokfløjten er stærkt på retur. Alle elever — undtagen klaverelever — skal starte med et begynderinstrument. Grunden til, at mandolinen er slået sådan an, er: 1) den er let at lære at spille, 2) tilfredsstillende som instrument og 3) det rette forinstrument til violin, der er altfor svær som begynderinstrument.
På min rejse i Sverige hørte jeg mange violingrupper efter l måneds undervisning spille, som om de havde spillet violin l år. Andre ½-års grupper spillede som 2-års.
Nu vil nogen måske indvende, at så har man jo intet vundet ved forberedende mandolinundervisning. Jo! lige fra de første timer kan børnene spille på violinen, fordi fingerstillingen er den samme som på de specialbyggede skolemandoliner med violinmensur. Og så har barnet fået »øre« af at spille mandolin, så det fra første time kan høre og rette sine fejl; en evne som alle violinpædagoger må ønske.
Den virkelig fine intonation, som jeg hørte ved alle opvisninger i Sverige, tror jeg kan tilskrives den forberedende mandolinundervisning. Men den største gevinst, mener jeg, består i, at næsten ingen holder op efter et par måneders undervisning for så at være for evigt tabt for al musikundervisning, idet de elever, som lærerne skønner ikke kan lære at spille violin, fortsætter med mandolinen i grupper og orkestre, eller vælger et andet instrument af mindre sværhedsgrad.
Hvorfor har musikpædagoger i Danmark ikke taget ideen op? Vore dages børn kan ikke sidde stille ret længe ad gangen med noget, hvis det ikke har deres store interesse, eller hvis indlæringen går for langsomt. Dette må musikpædagoger tage sig ad notam. Det nytter ikke beklagende at resignere. I stedet rnå man lave noget, der kan fange vor tids børn, noget der kan føre dem ind til musikken og fastholde dem. Her har mandolinen sin mission.
At børn gerne vil spille er en kendsgerning, når de vel at mærke føler, at de magter det. Sidste år indførte jeg i en 3.-klasse obligatorisk mandolinspil i sangtimerne, og drengene er begejstret for det. Senere har endnu 2 københavnske kommuneskoler fået bevilget penge til indkøb af mandoliner og noder. Mandolinundervisning står således på de københavnske skolers forsøgsplan i lighed med blokfløjteundervisningen.
Skolens andre elever så det og fortalte det hjemme, og forespørgsler fra hjemmene om deres barns eventuelle mulighed for at lære at spille kom til mig på skolen. Derfor sendte jeg i år tilbud (700) til hjemmene om mandolinspil i skolens fritidsklub, og skønt vi kun kunne leje 10 mandoliner ud, spiller i dag 56 børn, idet de 46 havde eller har købt mandoliner til over 100 kr.
Når dette kan lade sig gøre på en vesterbroskole, må det kunne lade sig gøre alle andre steder. Musikinteressen er nemlig til stede både hos børn og forældre, men man må gå interessen i møde, ikke stå oppe på en piedestal og vente — for så bliver det for sent. Og aldrig før har mennesket trængt til en åndelig ballast som i vor mekaniserede tidsalder.
Mit forslag til musikpædagogerne er derfor: Lad alle elever først i grupper på 4—6 lære et begynderinstrument, som de kan magte, — og derfor er glade for — og lad så de musikalsk begavede efter l—2 år gå videre med sværere instrumenter, mens resten fortsætter i grupper med mandolinen eller lidt sværere instrumenter.
Dette må være vejen frem i dag, hvis musikpædagogernes mission — Musikken ud til folket - skal lykkes.
PER SØRENSEN, født 1930 i København, lærereksamen 1952, ansat ved Københavns komm, skolevæsen; 1954 til Enghavevejens skole. Årskursus i sang og musik ved Statens Lærerhøjskole 1954—56. Studierejse til svenske musikskoler 1955 for komm, stipendium, formål : studier af mandolin-undervisning specielt hos Gunnar Axén, Västerås. Påbegyndte 1955 forsøgsundervisning på sin skole i en 3. klasse. Forsøget er senere fulgt op på 11 skoler, hvoraf tre har mandolin-undervisning i sangtimerne, de øvrige har blokfløjte. I 1956 udgivet Mandolinskole på IMUDICO.