Musikalier

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 01 - side 26-27

Musikalier Anmeldt af BENGT JOHNSSON - CHARLEY OLSEN FREDE SCHANDORF PETERSEN FRANK MARTIN: Passacaille pour Orgue. — Universal Edition, 1956.

Det er stor musik, Frank Martin har skrevet, ikke alene fremragende musikerhåndværk, men udtryksfuld og inspireret kunst.

Tonesproget er avanceret funktionel harmonik med højt opbyggede akkorder, der kadencerer i temaets slutning til ren durtreklang. Temaet, der er på 8 takter, gennemføres 26 gange ialt plus en codaagtig slutning.

Og ikke alene temaets melodiske struktur, men også dets harmoniske iklædning gennemføres, omend uhyre varieret i det satstekniske. Hver node er sat på plads i en ubrydelig, logisk sammenhæng. Af rent ud sagt fantastisk virkning er det, at temaet fra den 15. variation og fremefter flyttes en halv tone op, indtil det med den 26. variation er nået til vejs ende.

Værket er komponeret for et kompromisorgel og derfor ikke særlig egnet til at spille på vore karakteristiske (mindre) orgler.

Det kan beklages, men på den anden side kan det ikke lastes komponisten. Til stykkets stærkt ekspressive indhold kræves et stort, alsidigt disponeret orgel.

c. o.

ANDREJ PANUFNIK: Six miniature studies for piano. — Boosey and Havkes, 1955.

Den polske komponist og dirigent, Andrej Panufnik, som ved den danske ISCM-fest i 1947 dirigerede et polsk orkesterværk, har udsendt sine seks småetuder, der blev komponeret allerede i 1947. De relativt korte satser behandler dels passageteknik, dels vekslen mellem de to hænder og dels akkordteknik og klangligt betonet akkordlegato. Samtidig med denne rent praktiske side er etuderne et glimrende middel til at trænge ind i den moderne klaverstils tekniske problemer. Når de gamle tonesystemers klavertekniske struktur forlades, må en pianists håndelag lægges ind i nye baner, der kan honorere de krav, som vor tids musik stiller til en klaverspiller i rent teknisk henseende, og hertil egner den foreliggende lille etudesamling sig fortrinligt. B. J.

Studiepartiturer SCHUBERT: Strygekvartet nr.2, C-dur.

Breitkopf & Härtel, Wiesbaden.

I Napoleon-året 1812 påbegyndte den löarige Schubert denne strygekvartet, som nu foreligger publiceret i partitur for første gang. Kvartetten befandt sig nedskrevet på løse ark nodepapir, som efter Schuberts død kom forlæggeren Anton Diabelli ihænde. Af fem satser var kun de fire fuldført, den ufuldendte var en langsom sats i C-dur, som imidlertid er identisk med »Andante i C« for klaver. Det er ikke ukendt, at Schubert til et værk i sonateform udkastede flere end de vanlige fire satser og sluttelig udvalgte dem, der helt tilfredsstillede ham. I dette tilfælde veg den langsomme Cdur for en tilsvarende sats i a-mol. Der er altså tale om en fuldstændig kvartet fra Schuberts hånd, hvis manuskript blot blev splittet. I slutningen af forrige århundrede blev 1. sats og menuetten udgivet; til en finale fandtes kun halvdelen af manuskriptet. Imidlertid er de manglende nodesider fundet i Malmø, hvortil de kom i konsul Otto Taussigs besiddelse. På basis af dem er nu hele kvartetten kommet for dagen, og man er blevet et yndefuldt Schubert-værk rigere.

fsp.

Nyt fra Eulenburg SAMMARTINI: a) Sinfonía, G-dur (Ed.

Eul. nr. 540), b) Concerto for violin (el. cello piccolo) C-dur (Ed. Eul.

nr. 1211).

Partiturerne til disse to Sammartini-kompositioner er lige velkomne for pladesamlere, der har værkerne i Haydn Society's indspilning (HSL 74), som for mindre ensembler, f. eks.

dygtige amatører, der ønsker at udvide stryger-repertoiret med sjældenheder af ældre oprindelse. Begge værker af Glucks lærer er typiske for overgangstiden mellem barok og klassicisme, som den forløb på italiensk grund naturligvis under indflydelse af Sydens frodige og smilende stryger-barok, som den kendes fra Vivaldis koncerter. Udgaven af concertoen er noteret for soloviolin, samme udgave, den er indspillet i. Anvendes den lille femstrengede piccolo-cello (som Bach også foreskriver for sin 6. solosuite), spilles solostemmen en oktav dybere end noteret. fsp.

HAYDN : Symfoni nr. 53, D-dur, »L*Imperiale« Ed. Eul. nr. 537).

I 1780erne var »L'Impériale«n en af Haydns populæreste symfonier, spillet overalt i Europa og udgivet i mange hovedstæder.

Det er troligt, at den har banet vej for Haydns store Londonsukces med de senere symfonier.

En udgave byder på tekst-problemer, idet der foreligger versioner med tre forskellige finaler. Da den tredje finale formodentlig skyldes en anden komponist, er her kun medtaget de to første, hvoraf n r. 2 er en ouverture til en ukendt opera.

Haydn har åbenbart været særlig indtaget i denne ouverturefinale, som han ikke alene udskiftede med den første finale men også brugte i let ændret skikkelse som førstesats til sin symfoni nr. 62. Studiepartiturudgaven foreligger i meget klart og smukt stik. fsp.

BEETHOVEN: Klauertrio'er op. Í nr. 2 G-dur, nr. 3 c-mol. (Ed. Eul. nr. 123, 124). — DVORAK: Strygekvartet op. 51 Es-dur. (Ed. Eul. nr. 299).

Der er intet nyt at føje til disse udgaver. Undtagelsesvis er Dvorak-kvartetten udgivet uden en eneste kommentar, hvorimod en lang, instruktiv artikel af Max Unger følger med Beethoventrioerne. — I modsætning til det klart stukne Dvorak-partitur er trioerne reproduceret efter skrevne udgaver, der virker lidet oversigtlige og meget »grå« i studiepartiturets diminutive form. De holder ikke mål med Eulenburgs mange andre forbilledlige publikationer. fsp.

MOZART: Symfoni D-dur (nr. 31), KV 297), »Pariser«. (Ed. Eul. nr. 541).

Som Haydns »L'Impériale« pryder sig med to finaler ad libitum, har Mozarts »Pariser« to andanter at vælge imellem. Her foreligger nu for første gang i én udgave begge versioner med den første andante i sin reviderede form. Symfonien er skrevet specielt til pariserne, der satte pris på »le premier coup d'archet« — en indledning med fejende strygerpassager i unisont spil. Mozart satte intet til som kunstner ved at føje sig efter, hvad publikum ville have.

Det er først i senere tider, især vor egen, der opstår forestillinger om, at det ligefrem er en skændsel for en komponist at nærme sig publikums smag. Om »pariseren«s finale skriver Mozart til sin far: »— da jeg hørte, at alle Allegro'er, de sidste så vel som de første straks tager fat med alle instrumenter og for det meste unisono, så begyndte jeg med 2 violiner piano kun i 8 takter — derpå fulgte straks et forte. Følgelig gav tilhørerne sig, som jeg ventede, til at tysse ved Piano — så kom forte straks.

De hørte forte, og alle hænder klappede ...« Pariserne fik, hvad de ønskede, og eftertiden blev en elegant og charmerende Mozartsymfoni rigere. fsp.