Noget må der gøres

Noget må der gøres Kære redaktorer! JERES leder i DM nr. 4 — »Decentralisering eller opløsning« — var rigtig vand på min mølle. Den snurrede lystigt rundt, da jeg læste slutningen, hvor I foreslår en kortlægning af dansk musikliv, for det var jo netop den idé, jeg i november 1949 gjorde til genstand for en enquête i »Ekstrabladet«s spalter, hvor den fik tilslutning fra bl. a. komponistforeningsformanden Knudåge Riisager, konservatorieorganisatoren Finn Høffding, KODA-konsulenten Svend Erik Tarp og orkesterformanden Waldemar Wolsing. Med en vidtgående enighed mellem så mange lyse hoveder blandt vort musiklivs ledende mænd turde man måske have håbet på tankens realisation. Men politikernes træghed har åbenbart været større end hovedernes initiativlyst, for i de forløbne syv år er opløsningen skredet videre frem med det resultat, at situationen nu er som skildret i jeres leder.

Om kort tid fejrer det af undervisningsministeriet i 1943 nedsatte udvalg til behandling af landsdelsorkestrenes forhold et smukt jubilæum: Den 29. maj 1957 er det ti år siden, det afgav sin betænkning og lagde den i rigsdagens hænder.

Samme hænder har derefter varsomt anbragt den i arkivet, hvorfra kommende slægter vil drage den frem som et betydningsfuldt aktstykke til dokumentation af den store interesse, umådelige kærlighed og ømme omsorg, de folkevalgte repræsentanter i dette (som i alle andre) tilfælde har vist dansk musikkultur i det 20. århundredes første halvdel. Deres holdning til den dem forelagte sag vil indgå i historiens dom over denne kulturs stade! Foruden at ønske jer et bedre held end mit vil jeg gerne bede om plads til et par bemærkninger til det afsnit af lederen, der vedrører det københavnske musiklivs decentralisering. Den er et faktum, men der er grænser for, hvor langt den kan gå. De hjemlige solister og mindre ensembler kan bringes til at koncertere i omegnens kulturcentre, om blot nogenlunde egnede lokaler forefindes. Men når det drejer sig om de store orkesterkoncerter og det for målsætningen aktiviserende, derfor absolut nødvendige indslag af store udenlandske kunstnere, så må omegnsbeboerne ulejlige sig ind til centrum (det vil sige til et eller andet centrum; ingen siger, det skal ligge i Bredgade). De gør det nødigt — det ser vi af de halvtomme sale — men gennem samtaler med nogle af mine læsere har jeg erfaret, at det oftere drejer sig om umulighed end om ugidelighed. København er blevet en storby, med alt hvad det rummer af afstande og trafikbesvær. Bykernen affolkes langsomt, planetbyerne tiltager i vækst. Deres beboere, som er Københavns musikpublikum, kan for nogle befolkningsgruppers vedkommende ikke nå at komme ud (hjem) og ind igen til kl. 20, det traditionelle tidspunkt for koncerternes begyndelse. En udskydelse af dette tidspunkt synes at måtte blive en nødvendighed.

Hvis den nuværende udvikling får lov til at fortsætte, vil ikke blot Københavns men hele Danmarks koncertliv få slagside mod det navlebeskuende. Vi er allerede godt i gang. Besøgsfrekvensen af de store udenlandske kunstnere er aftaget i de senere år. Kun de i publikums bevidsthed fastslåede navne — som Rubinstein, Seefried, Schwarzkopf — formår endnu at trække fulde huse. Deres efterfølgere på ranglisten — eksempelvis Anda, Lisa délia Casa, Stich Randall — kommer kun én gang eller slet ikke. De unge, nye navne — jeg kunne på stedet nævne tyve verdensberømtheder — tør koncertarrangørerne slet ikke binde an med. Efterhånden vil vi blive fuldkommen isolerede, henvist til at søge målsætningen alene gennem radio og grammofon, d. v. s. gennem en mekanisk musikgengivelse, der — alle dens store fortjenester ufortalt — må have oplevelsen af den levende musikopførelse som nødvendigt korrektiv.

I, der som mine kolleger blandt de københavnske musikanmeldere har medoplevet den forgangne del af indeværende sæson, vil formentlig give mig ret i, -at situationen tegner temmelig dystert. Noget må der gøres, om ikke Danmark skal blive endnu mere provinsielt. Men hvad? Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om ønskeligheden af en undersøgelse af dansk musiklivs betingelser. For at det ikke er gjort med en udskydelse af tidspunktet for centrumskoncerternes begyndelse, derom er jeg overbevist. Voksende afstande og ditto trafikbesvær er muligvis sandsynligvis en medvirkende faktor ved det svigtende publikumsbesøg, men den/de egentlige årsag (er) ligger dybere og skal nok vise sig at have berøring med det i samme nummer af DM omtalte problem om folkeskolens musikundervisning. Hold det frem i fuld belysning, venner, i bengalsk belysning, så selv Christiansborgerne ikke kan undgå at få øje på det.

Venlig hilsen, jeres JÜRGEN BALZER Efter endt arbejde . . .

I november-nummeret af DM efterlyser redaktionen årsagen til, at koncertsalene i hovedstaden ofte er deprimerende tyndt besat og spørger, om det skyldes, at de gamle koncertforhold er forældede, og om folk ikke orker at rejse til koncert i centrum.

Enhver foreningsleder, eller koncertarrangør, der forsøger at samle tilhørere til arrangementer i byens centrum, vil have erfaret, at musikelskere, der bor i byens omegn — og dertil flytter jo fortrinsvis ungdommen, der stifter hjem — beklager sig over, at de efter endt arbejde ikke kan nå hjem og tilbage til byen til koncerter og møder. — Dette er forståeligt, når man husker på, at der mellem arbejdstidens ophør kl. 17—17 30 til kl. 20 kun er levnet meget begrænset tid til at nå hjem for spisning og omklædning og transport tilbage til centrum.

Denne er måske kun en af flere årsager til, at så mange fortræffelige arrangementer for tiden svigtes af publikum, hvorfor ikke imødekomme disse mennesker ved forsøgsvis at udsætte tidspunktet for koncerternes begyndelse til kl. 20 30. En sådan nyordning vil muligvis lokke en del af de musikglade i byens periferi, der »har svært ved at nå det«, ind til koncerterne. — Tilmed vil man ved at udskyde tidspunktet en halv time skabe siddepladser i S-tog og sporvogne til dem, der ikke godt tåler at stå op, og som derfor hellere bliver hjemme ved radio og fjernsyn.

E. BORCH NIELSEN En bydende nødvendighed MISEREN i det københavnske koncertliv har også været behandlet af dagspressen. Til Politiken, søndag den 13. januar, udtalte formanden for Sorgenfri Kammermusikforening, fuldmægtig Niels Lundquist, sig om den alvorlige baggrund for decentraliseringen af koncertlivet: »Vi er tilflyttere, der ikke kunne få lejlighed i byen. Tid — penge — transport var vore problemer og dermed den dybere årsag til musikforeningens opståen, naturligvis i forbindelse med trangen til at høre levende musik. Prøv selv at stille regnestykket op for en koncerttur til Palæet for min kone, vort ældste barn og mig, husk, jeg 7iar tog- og sporvognskort«. — Og bladets journalist fortsatte: Notaen kom til at se sådan ud: Tog til København ........................ kr. 5,20 Sporvogn ....................................... - 2,20 Babysitter (fire timer kl. 19—23) ..... 5,00 Inden nogen koncertbilletter er købt... - 12,40 Tre koncertbilletter (de næstbilligste) à kr. 3,50 .................................... - 10,50 Saldo ............................................. - 22,90 For syv kroner mere kan mand og kone gå til seks koncerter i Hummeltofte-skolens sal, for 17 kroner mere kan de tage lad os sige den 15årige Hanne og stud. jur. Jens med. Tilsammen vil de fire familiemedlemmer iøvrigt på et år have sparet to fulde døgn af deres tilværelse, som ellers skulle være brugt til transport til seks koncerter i byens centrum!« En leder i samme blad (21. januar) konstaterer, at: »den musikpolitik, der føres, er langt bag efter begivenhederne ... man ser ikke, at den navlebeskuende musikpolitik dræber det store initiativ, der udfoldes overalt ... statsradioen har spredt sine frø til alle sider og sået et kraftigt behov, men konsekvensen er ikke draget. ... man ved simpelt hen ikke, hvordan frugterne skal høstes«.

Det konkluderes i, at det nu er en bydende nødvendighed, at »der iværksættes en officiel, dybtgående undersøgelse af alle faktorer i dansk musikliv«. RED.