Nyt ved til bålet

Nyt ved til bålet Skolesangens og -musikens udviklingsmuligheder under de givne forhold På Musikpædagogisk Forenings bestyrelses vegne af HARALD BJERG E M B O R G * DEBATTEN om sangundervisningen i samtlige den danske skoles afdelinger har i noget nær mands minde været permanent, og man fristes til at fremsætte den påstand, at dens frugtbarhed ikke står i noget rimeligt forhold til den energi, hvormed der stadig er båret ved til bålet. Inden for det sidste år har en vis opblussen af diskussionen været at iagttage, og man gribes af frygt for, at der heller ikke denne gang skal vise sig at komme et reelt fremskridt ud heraf.

Mon ikke det er, fordi vi er belemret med en vis utålmodighed, som lader vor målsætning dirigere af ønsketænkning. Under hensyn til den almindelige voldsomme musikalske udvikling i dag vil vi gerne, ud over at lære eleverne at synge gode sange kønt, bruge stemmen rigtigt og være glade ved at gøre dette, også i vor sølle eneste time om ugen, indføre dem i den hovedpart af musikens område, der indtil nu har ligget uden for skolens rammer, og vi vil gerne forsøge at give dem de nødvendige forudsætninger for, at de senere kan skabe sig en personlig indstilling overfor musiken. Hertil ved vi alle, at hør elæren er den eneste vej inden for sangtimens rammer. Hvor mange sanglærere har ikke efter en årrækkes forløb måttet bøje hovedet og erkende, at en sanglektion er kun 50 uelastiske minutter, og egentlig hørelære vil enten som en gøgeunge smide de andre discipliner ud af reden eller kvæles i sine forsøg på at udvikle sig inden for rammer, der er for snævre — og således vil det vedblive at være, så længe der ikke her som i andre fag findes egentlig for folkeskolen tilrettelagt lærebogsstof op gennem alle klasser.

Det er synd for sanglærerne, når man i Århus siger, at det er dem, der ikke er dygtige nok, thi det er i langt højere grad den plads, vi har at arbejde på, der ikke rummer de fornødne muligheder. Og det er synd for i hvert fald de musikalske elever (de mindre musikalske og mindre stemmebegavede har vi jo i vid udstrækning lært at få med), at vi ikke i højere grad har indset, at der er endnu en vej frem mod målet: at stille eleverne i et aktivt forhold til musi k e n ; jeg tænker her på instrumentalundervisningen inden for skolens rammer. Det er vel hævet over enhver tvivl, at den repræsenterer den sikreste, mest gedigne og rigeste vej, og det er da også her, man vil finde denne artikels egentlige emne.

I 1953 forekom der instrumentalundervisning ved 96 skoler her i Danmark, og tallet er ganske givet ikke blevet mindre. Den første reaktion på et sådant tal er vel forbavselse over, at det er så stort, den næste traurighed over, at det ikke er større. Sidstnævnte følelse bliver så meget desto større, hvis man drager sammenligning med vort naboland Sverige, hvor f. eks. Eskilstuna ofrer a/4 mili. sv. kroner årligt på skolemusiken, og hvor »— snart sagt enhver kommune med respekt for sig selv må have instrumentalundervisning knyttet til skolerne« (Arne Aulin).

Skolemusiken her i Danmark er i sin vorden og former sig derfor uhyre frit og individuelt under hensyntagen til de stedlige forhold og sanglærerkræfter, og dette må siges at være godt og have sin charme — til en begyndelse. På det meget bredt folkelige Vesterbro i København dyrkes der rytmemusik med en vis hældning mod det populære. I Esbjerg er hele skolevæsenet nu samlet om et orkester, og rned en god portion lokalpatriotisme i ryggen har man her gennemført en nærmest eksplosiv udvikling målbevidst frem mod det symfoniske. I Haderslev lader man seminarieeleverne undervise skolebørnene i øvelsesskolen.

I Holte sætter man sig — vel sagtens for en del i kraft af et ret udsøgt klientel — de højeste musikalske mål og arbejder på fortrinsvis kammermusikalsk basis. I Gentofte ofrer de engagerede musikpædagoger 1/s af deres honorar til et fond, der går til indkøb af instrumenter, og på det bredt borgerlige Frederiksberg arbejder man mere traditionelt og lader koret indgå i samarbejdet. — Man må hilse ethvert nyt initiativ på dette område med glæde, når bare eleverne bliver undervist godt, for man må jo erkende, at sanglærerne ikke alene magter at give instrumentalundervisningen den fornødne alsidighed. Den rigtige underviser på dette felt må i almindelighed blive den statsprøvede musikpædagog, medens sanglæreren bliver den administrerende og repræsenterer ledelsen af det samarbejde, som skal føre til et skoleorkester eller en anden form for instrumentalt sammenspil.

Imidlertid kan man måske mange steder være i tvivl om, hvorledes sådan et arbejde kan gribes an, og jeg vil derfor i det følgende fremkomme med nogle anvisninger, men jeg vil dog først understrege, at det måske især her gælder, at mange veje fører til Rom.

Ved et skoleårs begyndelse gennemgår sanglærerne alle klasser fra og med 3. grundskoleklasse og opefter og opnoterer de elever, som skønnes egnede til at modtage instrumentalundervisning. Disse elever med deres forældre indbydes til en aften, hvor planerne og målet for instru"") Se også lederen og artiklen »Mandolinen — børnenes instrument« i dette nr. af DM. Tidligere bidrag til »skolemusik-debatten« findes i DM nr. 3, 1956 »Et udspil«, DM, nr. 4, 1956 »Decentralisering eller opløsning« og enqueten »Et udspil — fire stik«. Red.

mentalundervisningen lægges frem for dem. Man lader børnene synge, og man musicerer for dem med de kræfter, som nu står til rådighed, og man uddeler endvidere indmeldelsesblanketter og regler for musikundervisningen (forslag til sådanne samt andet materiale kan fås ved henvendelse til sanginspektionen. Er en sådan aften rigtigt tilrettelagt, skal indmeldelserne nok komme. Når indmeldelsesfristen er udløbet, undersøger man, hvilke og hvor mange musikpædagoger, man har brug for; har man ikke selv kontakt med de pågældende pædagoger i det rigtige antal, henvender man sig til Musikpædagogisk Forening (herom senere).

Det er væsentligt, at det bliver de rigtige instrumenter, opmærksomheden samler sig om; her må sanglæreren gøre sin indflydelse gældende. Strygere, blokfløjte og i anden række klaver er efter min mening de rigtige skoleinstrumenter, som fører frem til den musik, vi ønsker, børnene skal beskæftige sig med. Musikpædagogerne fører forsømmelsesprotokol, som sanglæreren gennemser en gang ugentlig, og de har indsigt med køb af instrumenter.

På Frederiksberg har vi det sådan, at eleverne kan købe deres instrumenter af skolevæsenet på afbetaling uden renter. Undervisningshonorarerne kan indbetales på giro til sanglæreren, der så igen girerer den videre til musikpædagogerne. — Hen mod slutningen af skoleåret holdes en eller flere elevkoncerter for forældrene (nogle meget hyggelige aftener!), hvor alle eleverne viser, hvad de har lært, og sanglærerne og musikpædagogerne udtager i fællesskab de stjerneskud, som skal propagandere for skolemusiken ved næste koncert for de nye musikelev-aspiranter i begyndelsen af følgende skoleår.

Et ensemble (skoleorkester) bør dannes så tidligt som muligt, thi her ligger i børnenes øjne det egentlig attraktive. Vi har velegnet dansk skolemusik, og i Tyskland publiceres der i disse år et væld af udmærket skolemusik, også for det allertidligste stadium. —- Lad orkestret samarbejde med et børnekor - den højeste form for samarbejde, der overhovedet eksisterer. — Og man kan danne en musikforening på skolen, hvis medlemmer tæller børn, lærere, musikpædagoger og forældre. Midlerne går til køb af instrumenter, noder, understøttelse og til at gøre koncerterne festlige. — Det er et stort og herligt arbejde, hvordan det så ellers gribes an.

Jeg er mig bevidst, at jeg har gjort mig skyldig i en tilsyneladende flothed under omtalen af, hvorledes et skolemusikalsk arbejde kan lægges til rette: For en skole i f. eks. Vendsyssel vil det som forholdene er i dag, sandsynligvis kun hjælpe lidt, at man henvender sig til Musikpædagogisk Forening om en musikpædagog. Og her er vi vel sagtens ved den omstændighed, der vil bringe en i højeste grad sund og ønskelig udvikling til at standse, hvis ikke der sker en kursændring.

Der uddannes i disse år et meget stort antal statsprøvede musikpædagoger, samtidig med at prøven stadig skærpes. De bliver altså stadig flere og dygtigere. Men musikpædagogerne har en udpræget tendens til at bosætte sig i og omkring København, sandsynligt på grund af, at en altovervejende del af vort lands musikliv udfolder sig her. Jeg fik fornylig oplyst, at der i Ålborg findes 4 — fire! statsprøvede musikpædagoger.

Imidlertid er der inden for Musikpædagogisk Forening kræfter i gang for at få dette forhold ændret, men man må naturligvis ikke forvente, at musikpædagogerne straks vil sprede sig ud over landet for at stå til rådighed, hvis en skole skulle finde på at etablere sig med musikundervisning.

Og dog er det således, at flere musikpædagoger har erklæret sig villige til at tage til provinsen, hvis en skole her kan opvise et musikelevantal så stort, at musikpædagogen finder, at det er muligt at basere en musikpædagogisk virksomhed på det.

Ja, initiativet må kornmc fra skolerne, helt nøjagtig, fra sanglæreren. Musikpædagoger, der henvender sig til skoler og får tilladelse til at drive privat instrumentalundervisning med skolens elever i dennes lokaler uden nogen tilknytning til sanglærerens musikarbejde, tjener intet skolemusikalsk formål. Det er sanglæreren, der ønsker at give sangtimerne og dermed eleverne det meget dybere musikalske perspektiv, som det, som forholdene er i dag, ikke er muligt at tilføre dem så fyldestgørende på anden måde.

Som medlem af Musikpædagogisk Forenings bestyrelse vil jeg gerne understrege, at Musikpædagogisk Forening, Frederiksborggade 50, København K, vil gøre sit bedste for at imødekomme ønsker fra skoler på land og i by om at knytte en musikpædagog til sig, men det forberedende arbejde, d.v.s. undersøgelsen af, om der findes et fornødent antal elever (omkr. 20 undervisningstimer), der er egnede og har lyst til at modtage instrumentalundervisning, må gøres først.

Kunne to sådanne initiativer fra folkeskolen og Musikpædagogisk Forening sideordnes og føre til, at musikundervisning som supplement til de ordinære sangtimer blev noget almindeligt, i hvert fald ved større skoler, da ville en godt begyndt udvikling være kronet med held, og så blev der derefter tid til at snakke om, hvordan man gør sanglærerne dygtigere.

HARALD BJERG EMBORG, fodt 1920 som søn af skolebestyrer Svend Emborg, Ollerup. Lærereksamen 1942, årskursus i sang og musik 1948, organisteksamen 1951, musikpædagogisk eksamen i og musiklærer v. Lindevangskolen, lærer i sang v. KFUM's seminarium, Frederiksberg, og medlem af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening.