Status i Århus

Status i Århus

Af FINN MATHIASSEN

FOR mange år siden fandt en smart turistmand på at udnævne Århus til »smilets by«, og lige siden har stadens af naturen sagtmodige indvånere i lyst og nød gjort deres bedste for at leve op til denne devise. Hvad specielt angår musiklivet, så var vi efterhånden begyndt at synes, at nu gik det skam helt godt, ganske vist ikke så godt som i det jævnstore Flensborg (Århus rummer p. t. ca. 150.000 sjæle brutto) — men alligevel: havde vi ikke fået en jysk opera, hvis forestillinger gang på gang har trukket folk fra det ganske land, havde ikke magistraten med byorkestrets gratis sommerkoncerter gjort den århusianske musiksæson helårlig, havde vi ikke fået den nye Scala-sal, og havde vi ikke overværet alle tiders operaforestilling i Århus-hallen, da den amerikanske »Everyman opera« sidste forår opførte »Porgy and Bess«? Den fik ikke engang københavnerne at se. Og havde vi ikke som vore medborgere sådanne notabiliteter som Knud Jeppesen, Georg Fjelrad og den næsten fredhellige Thomas Jensen? O. s. v., o. s. v.

Men så sprang der en bombe i december: Nu må Århus by-orkester likvidere, stod der at læse i avisen. Regnskabet var ubehageligt enkelt, kommunen spytter årligt 195.000 kr. i orkestrets bøsse, Århus teater 80.000 kr., undervisningsministeriet 150.000 kr. og Den kulturelle fond 60.000 kr. — ialt 485.000 kr. Men by-orkestret skal bruge 600.000 kr. Om udredningen af de manglende 115.000 kr. — og så ses der endda bort fra det ordinære underskud, der nu er på 160.000 kr. — strides de ansvarlige, stat og kommune. Nogen definitiv løsning af problemet er vel først at vente, når undervisningsministeriet og de grå eminencer i finansudvalget har taget endelig stilling til den betænkning, som landsdelsorkestrenes samarbejdsudvalg afleverede i 1955, under alle omstændigheder bør de fire orkestres genvordigheder nok løses under eet. Når krisen allerede nu er indtruffet i Århus, så skyldes det sikkert, at Thomas Jensen i mange år ikke har fundet det kunstnerisk forsvarligt at køre med den faste besætning på 33 (treogtredive!) mand, men ved hjælp af løst ansatte assistenter næsten konstant har udvidet tallet til omkring 55. Hvilket jo også tør siges at være det absolutte minimum for et symfoniorkester, dersom dets præstationer da ikke skal blive aldeles parodiske.

Men det koster altså penge, og hvorom alting er: indtil videre eksisterer Århus by-orkester på forventet efterbevilling.

Det er ikke for meget sagt, at by-orkestret er hovedhjørnestenen i det århusianske musikliv. Det er i sjælden grad et — om jeg så må sige — folkets orkester. Hvis man er noget ved musiken i Århus, kan man idag opleve at blive prajet af mælkemand, murere eller vildfremmede mennesker i en linje 2, der vil have at vide, hvad det nu er for noget pjat at by-orkestret skal gå nedenom og hjem. Ingen havde ventet, at noget sådant skulle ske, for netop i de senere år har byorkestret hævdet sig ved en kunstnerisk standard — der bl. a. har fået hollænderne til fornylig at bede om en gentagelse af tourné-succesen i 1953 — og udfoldet en så alsidigt blomstrende virksomhed som ingensinde før.

Århus by-orkester har som undertitel »Jysk symfonisk orkester«, og som sådant bliver det med jævne mellemrum rekvireret til tournéer til Jyllands mindre byer, Herning, Silkeborg, Nykøbing M., Ribe etc., ligesom man føler sig moralsk forpligtet til at foretage koncertrejser til Sydslesvig. Dette udgør dog kun den mindre del af orkestrets virke, de lokale krav er naturligvis langt de største. Her gælder det, at by-orkestret til stadighed må udfylde den ikke altid lige taknemlige rolle som orkester for Århus teater. Desuden gør Den jyske opera automatisk regning på byorkestrets medvirken, og Statsradiofonien er fast aftager til en lang række transmissionskoncerter.

Læg hertil orkestrets selvstændige koncertvirksomhed — man har i indeværende sæson 4 sideløbende koncertserier igang —, og det vil forstås, at Århus by-orkester sikkert er Danmarks travlest optagne. Medaljen har dog sin bagside, orkestrets overvættes travlhed har nemlig til følge, at der bliver for lidt tid til nyindstuderinger — selvom der i de sidste par år er sket visse fremskridt, trænges der stadig til frisk luft i repertoiret, en udvidelse af den musikalske horisont, navnlig i retning af den senromantiske symfonik og det 20. århundredes musik på den ene side og barokmusiken på den anden side. Endvidere kan man heller ikke se bort fra, at musikerne takket være orkestrets mange gøremål arbejder under et konstant nervepres, der i det lange løb må gå ud over præstationernes kvalitet. Vi kunne nemt bruge to orkestre i Århus.

Indtil indvielsen af Scala-salen i december 1955 måtte by-orkestret såvel som alle andre koncertgivere kæmpe med de mest fortvivlede lokaleforhold. Man rådede over Århus teater, der nok er hyggeligt med alle sine snurrepiberier i stuk og plys, men i akustisk henseende rangerer på linje med en telefonboks, og man havde den store sal i Folkets hus, i og for sig aldeles fortrinlig, men jeg har endnu den aften i pinlig erindring, da et animeret selskabs afsyngelse af »Skæve Thorvald« i det tilstødende restaurationslokale på underlig vis blandede sig med Georg Vasarhelyi's fortolkning af Schuberts B-dur sonate. Man havde universitetets meget smukke aula, der endnu må holde for ved en del af sommerkoncerterne, selvom dens akustik, der i første række er lagt an på tale og til nød kammermusik, ingenlunde flatterer orkesterklangen, og ved særlige lejligheder tyede man til den kæmpestore Århus-hal, der dog heller ikke er noget særlig heldigt koncertlokale. I sommersæsonen gør orkestret iøvrigt flittigt brug af Stadion-hallen, et vældigt rum med plads til henved 3000 mennesker, grimt som en banegård, men forbavsende velegnet til symfonisk musik.

Den nye Scala-sal er bygget dels som en udvidelse mod øst af teaterbygningen på Bispetorvet, dels som en ombygning af dens sydfløj, hvor før den gamle sjove »Fotorama«-biograf havde til huse. Den nye sal må da også fungere både som biograf og som koncertlokale, hvad der takket være en række tekniske finesser går ganske udmærket. Desværre har det vist sig, at salens akustik ikke helt svarer til de forventninger, som teknikerne havde indgydt os. Nissen var flyttet med: som sædvanlig masede blæserklangen sig utilbørligt frem på de altfor få strygeres bekostning, og endnu ringere er lokalet egnet til vokalmusik. Man har i løbet af afvigte efterår søgt at råde bod på mislighederne ved bl. a. at bore huller i væggen bag blæserne og hænge en slags »kasketskygge« op over strygerne. Det har hjulpet en del. Ihvertfald er Scala-salen et nydeligt rum med plads til 800 tilhørere, i et og alt sobert og appetitligt (det er tegnet af C. F. Møller), man befinder sig godt i rummet, og det er værd at antegne, at musikerne her for første gang i orkestrets eksistens har fået forsvarlige garderobeforhold med foyer, kantine etc.

Takket være disse nyordnede lokaleforhold er det ligeledes første gang, at by-orkestret har kunnet lægge et nogenlunde fast program for en hel vintersæson. I øjeblikket kører man som nævnt med fire koncertserier, nemlig følgende:

1. Fem philharmoniske koncerter. Det philharmoniske selskab er en ærværdig institution, som siden 1919, da by-orkestret endnu kun figurerede som teaterorkester, har fungeret på abonnementsbasis som et samlingssted af let snobbet tilsnit for den mere eller mindre musikalske del af »det dannede Århus«. Ikke desto mindre må det understreges, at selskabet har haft en betydelig historisk mission, by-orkestret var næppe blevet oprettet i 1935 og Thomas Jensen var næppe kommet til staden, om det ikke havde eksisteret. Og det må fremhæves, at selskabets koncerter — der tidligere fandt sted i teatret, men nu er flyttet til Scala — takket være deres høje standard m. h. t. såvel programlægning som orkestrets ydelser og solist-navnenes glans, stedse har dannet den kvalitetsmæssige »hårde kerne« i by-orkestrets virke.
I dag må denne ære dog deles ligeligt med

2. de fem ungdomskoncerter. Ideen til ungdomskoncerterne dukkede op lige efter indvielsen af Scala-salen. Man opsendte i foråret 1956 en prøveballon på fire sådanne koncerter, hvortil fortrinsvis unge mennesker (man kontaktede byens skoler, seminarier, universiteter o. s. v.) kunne tegne abonnement for en billig penge: 2,50 kr. pr. koncert. Og det gjorde de unge mennesker altså! Det blev, og er stadig, en mægtig succes. Princippet i ungdomskoncerterne er, ligesom for radioens ungdomskoncerters vedkommende, at man lægger et program, som der først og fremmest må være en linje i, og at dette program dernæst kommenteres af en dertil egnet mand. Man har med fuldt overlæg søgt at undgå enhver form for såvel »popularisering« som solistsnobberi: to konservatorieelever, Victor Schiøler, Kim Borg og Erling Bløndal Bengtsson har indtil nu optrådt for ungdomskoncerternes altid taknemlige publikum. Desuden klynger man sig ikke udelukkende til den symfoniske musik, men ser en dyd i at gøre koncertrækkerne så alsidige og afvekslende som vel muligt. Eksempelvis blev en af forårets ungdomskoncerter indledt med en lille afdeling kammermusik, hvorefter universitetets »Musiske studenter« plus en lille håndfuld af orkestrets musikere opførte Stravinskijs »Historien om en soldat«.

3. Otte orkester- og solistkoncerter. Disse koncerter finder ligesom de foregående sted udelukkende på mandage, overhovedet bestræber man sig for at banke ind i borgernes bevidsthed, at »om mandagen er der musik i Scala«, hvad der sikkert er en klog taktik. Programmet ved disse koncerter er måske nok lidt mere broget, men iøvrigt så lødigt som ønskes kan. By-orkestrets egentlige »populære« koncerter finder sted om lørdagen i form af

4. en række week-end koncerter. Denne koncertrække er ligesom ungdomskoncerterne en ny foreteelse — ideen til dem stammer fra Ålborg — men dermed hører også enhver lighed op: ved week-end koncerterne spiller man skidt og kanel imellem hinanden. Jeg kender hovedsageligt disse koncerter fra radioen, der ofte transmitterer dem (samarbejdet mellem Statsradiofonien og byorkestret foregår forresten også i teknisk henseende uden særlige gnidninger, idet Statsradiofoniens jyske afdeling logerer i et hjørne af teaterkomplekset) —, men jeg har dog også overværet en af dem i legemsstørrelse. Det var mit indtryk, at man kedede sig jævnt på begge sider af rampen.

Men alt dette er jo altså kun vinterhalvårets koncertforetagender! Også de tre sommermåneder har by-orkestret nok at bestille. Blæserne leverer harmonikoncerter om søndagen i den grønne skov ved »Friheden«, og om tirsdagen samles hele orkestret til letkalibrede promenadekoncerter. Men det, der gør sommerens musiksæson i Århus bemærkelsesværdig, er dog de hver torsdag i Stadion-hallen eller universitetets aula stedfindende symfonikoncerter. Her er man i løbet af det sidste par år kommet ind på udelukkende at spille musik af ædleste kvalitet, og endnu en fortræffelig skik har dannet sig, idet taktstokken ved disse koncerter meget ofte lægges i hænderne på ganske unge dirigenter fra såvel ind- som udland.

Det var f. eks. ved en sådan lejlighed, man i sommer fik kig på den unge, begavede nordmand Per Dreier, der nu er ansat som kapelmester til aflastning af Thomas Jensen. — Til alle disse sommerkoncerter er adgangen aldeles gratis, de indgår som led i de af magistraten arrangerede sommerforlystelser, der overhovedet er et af de mest positive træk i byens almindelige kulturliv.

Det er denne frodige koncertvirksomhed, der har sikret Århus by-orkester dets uomtvistelige plads i borgernes hjerter. Nu må dette dog naturligvis ikke forstås således, at tilhørerne står i stimer ved alle orkestrets koncerter. Tværtimod kan de forskellige koncerters højst forskellige tilhørerbelægning give anledning til en moralsk betragtning, der formodentlig kan have almindelig interesse.

Det forholder sig nemlig sådan, at Scalas billetkontor i reglen må melde udsolgt til såvel de philharmoniske koncerter som ungdomskoncerterne og orkester- og solistkoncerterne. Ved sommer-symfonikoncerterne er det allerede et kvarter før koncertens begyndelse umuligt at opdrive en plads i universitetets aula, og selv den mægtige Stadion-hal er som oftest meget nær ved at være fyldt. Og alle disse koncerter er vel at mærke »fine« koncerter, hvor man uden at blues tærsker folk om ørerne med opusmusik fra Beethovens violinkoncert til Carl Nielsens 5., værsåartig. Derimod er folk mærkeligt utilbøjelige til at gå til de populære koncerter. Sommerens promenadekoncerter er i reglen slet besøgte, og ved week-end koncerterne kan man opleve, at orkestret er mere talstærkt repræsenteret end tilhørerne.

Dette sidste skyldes sikkert, at når folk i dagens Danmark vil høre let musik, så skal det ikke længere være symfoniske udkog af denne eller hin opera eller operette, selv Strauss og Lumbye er næppe mere rigtig på mode. Man synes ihvertfald at have den opfattelse, at et symfoniorkester klinger uudholdeligt »klassisk«, hvad det end spiller — nej, hid med lørdagspigerne og andre intimere nydelser! På den anden side vil folk, der kan tage det «klassiske«, jo ingenlunde stille sig tilfreds med week-end koncerternes musikalske barnemad. Kort sagt: afskaf de populære orkesterkoncerter! Ingen vil savne dem.

Men alt dette forklarer jo slet ikke, hvorfor en så forbavsende mængde Århus-borgere render efter »opusmusiken«. Min private teori, som også stemmer med mine erfaringer fra de par ungdomskoncerter jeg har kommenteret, og som vel overhovedet kan have gyldighed i det ganske åndsliv, går ud på dette: Vi, d. v. s. musikere, kunstnere, videnskabsmænd etc., kan behandle vore medmennesker som idioter, servere dem pladder og tyggemad — og de reagerer som idioter og forlanger mer. Men vi kan også behandle dem som de behjertede og intelligente mennesker, de fleste af dem faktisk er, og de vil reagere derefter, forlange at høre Bach og Brahms og at få ordentlig, saglig besked om dette og hint. — Jeg har her indrømmet omtalen af Århus byorkester en plads, hvis bredde står i forhold til dets betydning for byens musikliv. Og den er stor. Næsten for stor — det lader sig ikke nægte, at der er betydelige skævheder ved musikens trivsel i Århus. Vi er navnlig slemt underernærede m. h. t. kammermusik. Siden Musikforeningen for en 6—7 år siden sov saligen hen på grund af manglende tilslutning, har vi ikke haft nogen fast kammermusik-institution. Først i de senere år er situationen blevet en kende lysere. Dir. Blicher Hansen, der for to år siden blev chef for Århushallen, er en knag til at lokke fremragende pianister, sangere og kammerensembler til byen, og samtidig startede Det jyske musikkonservatorium sine kammermusik-matineer, der til stadighed finder sted med korte mellemrum, og hvor lærere og elever optræder i smukkeste forening. Alligevel kunne jeg tænke mig at foreslå, at man i næste vintersæson forsøgsvis gennemfører den første halvdel af hver af by-orkestrets ungdomskoncerter som en ren kammermusikafdeling med en strygekvartet — gode musikere har Århus nok af —, en serie lieder, en klaversonate el. lign. Det vil sikkert bidrage til at gøre byen lidt mere kammerrnusik-minded. Den trænger til det. — Til gengæld er Den jyske opera still going strong. Man venter at kunne præsentere sin 10 års jubilæumsforestilling sidst i marts, ihukommende hin aften i 1947, da Holger Boland og Gerh. Schepelern satte gang i foretagendet med en koncertopførelse af »Don Juan«. Naturligvis har man gennem årene måttet kæmpe med megen økonomisk jammer og begrædelighed og gør det endnu, men for os udenforstående at se er dog de kunstneriske problemer de mest påtrængende.

Dette gælder først og fremmest repertoirevalget: Århus teaters scene er lille og dets orkestergrav trang, så repertoiremulighederne er på forhånd stærkt indsnævrede, Verdi og Wagner må vi med suk give afkald på. Det gælder derfor det skønsomme valg mellem de få muligheder, og her rejste der sig advarende røster, da man i efteråret opførte »Tosca«. Vi var adskillige, der efter premieren måtte søge helsebod i Teater-bodegaen for vore kvalmefornemmelser overfor dette for enhver form for gejst aldeles blottede stykke kunstindustri. Skal der virkelig spilles opera i Århus for enhver pris? — Der bør desuden i denne forbindelse erindres om den problematik, der uhjælpeligt klæber til operaen som sådan i vore dage: hvor let bliver ikke den seriøse opera med dens i reglen mindst halvnaturalistiske inscenering komplet latterlig på baggrund af vor tids film-realisme, og hvor ofte tegner sig ikke den komiske opera ynkværdigt klodset og gumpetung overfor den fikse operette eller revy? Problemet er ganske særligt påtrængende her i Århus, hvor de fleste af os savner ethvert traditionsmæssigt grundlag for vores forhold til operaen. Før Den jyske opera fortsætter sin iøvrigt principielt velsignelsesrige virksomhed, bør dens ledelse tage dette spørgsmål op til frisk og uhildet overvejelse. Det århusianske publikum er endnu i operamæssig henseende så temmelig jomfrueligt — her kunne stedet være for en radikal fornyelse og levendegørelse af musikdramaet. —

Endnu en vigtig side af byens offentlige musikliv skal omtales, nemlig den kirkemusikalske. Århus med forstæder rummer et helt dusin organistembeder med tilhørende orgler af større eller mindre format. Alligevel føler ikke mere end et par af vore organister sig kaldede til at afholde blot nogenledes regelmæssige kirkekoncerter — nævnes må med ære domorganist Georg Fjelrad, Holger Schmidt ved Sct. Lukas og Johs. Nørgård ved den lille Frederikskirke i Skade bakker, hvor man bl. a. sidste forår foretog det ligeså interessante som smukke eksperiment at opføre Bachs Johannespassion med dens oprindelige spartanske besætning. Men de øvrige organister er praktisk taget tavse, om det nu skyldes, at de har for travlt, er for udygtige eller måske mener, at ingen vil gide komme og høre på. Men hvad dette sidste angår, skulle man dog synes, at det må være ikke blot overkommeligt, men ligefrem en fornøjelse, den rene opbyggelse for en organist at musicere på orglet bare en enkelt dag om ugen kl. 17—18 for åbent hus og iøvrigt lade eventuelle tilhørere komme og gå som de vil.
Ideen står til gratis afbenyttelse.

Endelig et par ord om musikundervisningens kår i Århus: På universitetets musikinstitut, der jo ledes af professor Knud Jeppesen, går alt stilfærdigt og grundigt til. Alle de musikstuderende — en 30 stykker er de efterhånden i tallet — hylder det sunde princip: ikke at forhaste sig med nogetsomhelst. Man holder af at snakke om tingene, fordrageligt og vidtløftigt, og til den ende oprettede man for nogle år siden en klub, hvor man dels drøftede faglige problemer med hinanden, og hvortil man dels indbød folk og fæ til grammofongennemgang af herlige musikværker. Denne side af klubbens virksomhed er dog i den senere tid tørret ind, hovedsageligt vel fordi de store folkelige aftenskoler A. O. F., F. O. F. og Studenternes kursusvirksomhed, der hver især driver deres 2—3 sideløbende og særdeles velbesøgte musikkurser, har taget luven fra den.

Det jyske musikkonservatorium er på vej til sit 30 års jubilæum og trives så godt som nogensinde. Af sin elevbestand på ca. 150 sender konservatoriet hvert år en god snes stykker ud i verden med afgangs-, diplom-, organist-, kantor- eller musikpædagogisk eksamen. Et særligt lyspunkt har det i den senere tid været, at Ungdommens uddannelsesfond for det indeværende studieår har stillet ikke mindre end 70.000 kr. til rådighed for eleverne. Konservatoriets aktuelle problem er de fortvivlede lokaleforhold: undervisningen foregår i seks kun delvis velegnede rum, der endda er fordelt i to vidt fra hinanden liggende bygninger. En grundig forbedring står dog i snarlig udsigt. Man har købt grund i det rolige Fuglsangskvarter, man har ladet arkitekt C. F. Møller udarbejde særdeles lovende tegninger til en ny bygning og venter nu kun på tilsagn om statslån.

Heller ikke Folkemusikskolens og Jysk musikakademis boligforhold er de bedste, »1250 elever i 11 værelser«, sukker Jette Tikjøb. Men heri skikker man sig med tålmod og driver iøvrigt trøstigt sin dobbeltvirksomhed dels som en højt anset udrugningsanstalt for musikpædagoger med særligt henblik på folkemusikskole-arbejdet, dels i den folkelige musikopdragelses tjeneste. Der foregår mange sære og smukke ting i den grimme gamle bygning i Guldsmedegade, den besøgende falder hvert øjeblik over små bitte børn, der skal i den »musikalske legestue«, eller »radiobørn«, der skal ned og lege opera med Jette, hørelærebørn, blokfløjtebørn, violinbørn — man har virkelig for nylig oprettet et rigtigt børneorkester —, voksne elever, der skal til instrumentundervisning eller studiekreds. Ogsåvidere i een mangfoldighed. Det hele er i det små et billede — som man efter behag kan udvide med de musikalske borgeres flittige amatørvirksomhed: Studentersangerne, Jysk akademisk kor, Århus privatorkester, herrekoret Arion, damekoret Septimen, private kamrnerensembler, de mange bedriftsorkestre — på det frodige liv og røre, der kunne være og for en stor del faktisk også er i det århusianske musikliv.

FINN MATHIASSEN, f. i Århus d. 2/3 1928. Student (m.n.) fra Århus kathedralskole 1947, musikstudier under mag. art Johs. Nørgård og professor, dr. phil. Knud Jeppesen. Organisteksamen 1950, Århus universitets guldmedalje 1955 for en afhandling om Monteverdis dissonansbehandling, mag. art. januar 1956. Lærer v. Det jyske musikkonservatorium i musikteori og -historie, musikanmelder v. »Demokraten«, medarbejder v. Århus by-orkesters ungdomskoncerter og midlertidigt ansat på Statsbiblioteket.