Grammofon

Grammofon Anmeldt af ROBERT NAUR - FREDE SCHANDORF PETERSEN STRAVINSKY: The Soldier's Tale (""L'Histoire du Soldat""). Libretto af C.F.Ramuz. Engelsk oversættelse ved Michael Flanders og Kitty Black. — Djævlen: Robert HELPMANN, Soldaten: Terence LONGDON, Fortælleren: Anthony NIGHOLLS. — Violin: Arthur Leavins, kontrabas: Edmond Ghesterman, klarinet: Jack Brymer, fagot: Gwydion Brooke, kornet: Richard Walton, trækbasun: Sidney Längsten, slagtøj: Stephen Whittaker.

Dir.: John PRITCHARD. — His Master's Voice (ALP 1377).

Denne indspilning, som stammer fra Glyndebourne Operaens opførelse af »Historien« ved Edinburgh-festspillene i 1954, vil blive en umiddelbar konkurrent til den ypperlige franske version, der foreligger fra Pathé under Fernand Oubradous' ledelse.

Strawinsky's beundringsværdigt økonomiske og uforlignelige partitur, der helt op i trediverne voldte de udøvende besværligheder — hvad man har lov til at slutte fra Strawinsky's egne indspilninger med franske musikere fra dengang — er siden blevet skoleeksempel på musikalsk modernisme. I al fald spiller de engelske kunstnere under Pritchard's ledelse med imponerende sikkerhed og eminent sans for nuanceringen. Det er en vidunderlig opførelse.

Ramuz' tekst er et fransk digterværk over et russisk oplæg.

Imidlertid ved man, at hele dette sceniske eksperiment blev gjort i en international ånd, og tanken om at udsende en plade med teksten i engelsk oversættelse er fuldt akceptabel. Tilmed yder de tre engelske skuespillere meget fine præstationer, og man fornemmer i enkelte passager, at oversætteren har tilføjet det ramme og gribende eventyr en diskret engelsk lokalfarve.

Nogle vil foretrække den vidunderlige vellyd i den franske udgave, andre vil foretrække at trænge længere ind i »Historien« gennem det os nærmere stående engelsk. Musikalsk står begge versioner til højeste notering.

R. AT.

STRAVINSKY: »Chant du Rossignol« symfonisk digtning. Suite fra »Ildfuglen«. — Concertgebouxv orkestret, dir. Eduard van REINUM. — Philips (S 06130 R; 25 cm LP).

Her kommer den unge Stravinsky, som den ældre Stravinsky rynkede bryn efter og påstod, at vi andre havde taget til vore hjerter af helt andre grunde, end de der interesserede ham selv.

Stravinsky sprang ud for øjnene af hele den musikalske verden, da Diaghilev satte ham i gang med de første arbejder i Paris omkring 1909—10. »Ildfuglen« blev hans gennembrud.

Et orgie af russisk melos, russisk energi og instrumental fantasi og den Debussy'ske klangverden sat om i en aktiv, lammende form, var »Ildfuglen«.

»Nattergalen« blev påbegyndt inden og først afsluttet efter eventyret med »Ildfuglen«, og begge værker blev revideret til ren orkestral brug omkring 1919.

»Chant du Rossignol« er et stykke svimlende artistisk orkesterkunst, russisk med kineserier af pentaton art, musik af dufte og nattens lyde.

Begge er virtuose partiturer, der kræver ekstraordinær orkesterudfoldelse. Beinum og det blændende Amsterdam-orkester møder vel rustet til opgaverne, og spillet er berusende godt. Jeg har gennem nogle år glædet mig over Dorati's amerikanske indspilning af »Ildfuglen«, der efter tidlig LP-standard var eminent godt indspillet. Men hør Philips nyeste! Balancen er fin, og hele registret fra piccolofløjten i vilden sky til det dybe es på kontrabasserne står som mejslet.

Kan LP komme videre — sådan vil vi spørge et par år fremover.

R. AT.

* TJAIKOFSKI: Symfoni nr. 4, f-mol, opus 36. Leningrads Filharmoniske Orkester. Dir.: Kurt SANDERLING. Deutsche Grammophon (DGM 18332; 30 cm Lp.).

Den store f-mol symfoni, der med god grund regnes for Tjaikofski's symfoniske mesterstykke, får en pragtfuld opførelse på denne DG-plade. Den er skrevet i 1877, året for operaen »Eugene Onegin« og for Tjaikofski's fuldendt mislykkede ægteskab.

De russiske kvaliteter i dette værk, de voldsomme karakterkontraster og slavisk prægede temaer, får en særdeles overbevisende akcent under den tyskfødte Kurt Sanderlings direktion. Denne dirigent slog sig ned i Sovjet allerede i 1935 og blev i. 1941 udnævnt til chef for Leningrads Filharmoniske Orkester, der med en oprindelse omkring 1880 er det ældste symfoniorkester i Rusland.

Det er et fabelagtig godt orkester, hvis præstation gengives i meget fin balance i den tyske indspilning. Tjaikofski's partiturer i almindelighed og Fjerde symfoni i særdeleshed udmærker sig ved en umådelig artistisk udnyttelse af træblæserne. Forklaringen kan ligge i en slavisk træblæsertradition, der — at dømme efter spillet her — ikke står tilbage for den galliske.

Soloblæserne klinger fuldkommen henrivende, og man skal lede efter obospil magen til det, man hører i indledningen af andensatsen. Det er en meget anbefalelsesværdig indspilning af dette skattede værk.

R. N.

BRAHMS: Trio ur. 2, C-dur, opus 87.

HAYDN: Trio, G-dur, opus 75, nr. i (med Rondo all'ongarese). TRIO DI TRIESTE: Renato Zanettovich (violin), Libero Lana (cello), Dario de Rosa (piano). — Decca (LXT 5204).

Den kendte italienske trio spiller yderst kompetent kammermusik — måske dog mere på temperamentet end personligheden — i disse to kendte værker for den klassiske klavertrio.

Brahms trioen, der blev udgivet i 1883, tilhører knap nok mesterens egen elite. Værkets skrøbelighed ligger — efter min mening — i en noget træg førstesats, hvis hovedtema mangler prægnans til trods for dets egnethed til udvikling. Andensatsen er en karakteristisk variationsrække, hvor instrumenterne synger ud. Scherzo'en i c-mol kan minde om den berømte dinol violinsonate og er et fascinerende stykke musikalsk tusmørke, som bliver ypperligt fremført.

Decca har udnævnt den vidtberømte Haydn-trio til opus 73, nr. 2, skønt den kendes som opus 75, enten nummer l, eller i helt gammel tid som nr. 2. Få vil dog være i tvivl, når det anføres, at det er den med al Fongarese finalen. Mærkeligt nok hænger der selv ved de sene Haydn-trioer lidt basso continuo tradition i de ret uspændte cellostemmer. Italienerne har et enkelt sted i andensatsen lagt en tema-repetition fra violinen ned i cello'en — til skade for ingen og til glæde for cellisten. I finalen tager man sigøjnerne på ordet og lader fyrigheden løbe lidt. af med præcisionen. Balancen er gennemgående fin på de to sider.

R. x V.

BACH: Concerto, d-mol for 3 klaverer.

ROBERT, GABY og JEAN CASADESUS (klaverer). N. Y. Philh. Orch., dir.: MITROPOULOS.

BACH: Fransk suite nr. 6, E-dur. — ROBERT CASADESUS (klaver). — Philips (A 01620 R; 25 cm).

Denne optagelse er ikke blandt det moderne instruments bedste forsvarere i den altid standende strid om spørgsmålet: Bach — på cembalo eller klaver? Lad os se bort fra dem på yderfløjene, der kun ser emnet i sort og hvidt med kategorisk ja og nej. Et både — og er såre rimeligt i vor tid, men det kræver af de koncertgiven de kunstnere megen resignation overfor klaverets (koncertflygelets) dynamiske og rapide udtryksregister.

Fordringen må være, at den moderne klaverkunstner først og fremmest indstiller sig på Bachstilen. Den er øjensynligt ikke Casadesus - familiens stærkeste side, dens fortrin ligger i det rent pianistiske, hørt gennem Bach ihvertfald. Besynderligt nok, for når Robert Casadesus spiller Mozart, er der ingen tvivl om hans lydhøre indstilling til Mozart-stilen.

Her er det klanglige format sat så voldsomt i vejret, at Bach fremtræder som symfoniker i tripel-koncerten, som etude-komponist i suiten. Mitropoulos spiller konsekvent med på de stærke dynamiske akcentueringer og binder dermed enorme knuder på satser, der skulle forløbe i jævne kurver og klare planer.

Klaverets rapide muligheder frister Robert Gasadesus for stærkt i suiten til skade for dansesatsernes medfødte karakterer. Det er fascinerende klaverspil — men Bach? — aldrig i livet.

fsp.

»GAUDEAMUS IGITUR« og 24 andre studentersange. ERICH KUNZ (baryton), Wiener Kammerchor, Orchester der Wiener Staatsoper, dir. FRANZ LITSCHAUER. — Amadeo (AVRS 6031).

Gaudeamus igitur kroner den karakteristiske, lidt brovtende »Burschenherrlichkeit«, der gennemstrømmer de kendte tyske studentersange. Udvalget her er tilstrækkelig stort til at mætte behovet-for livs- og ølglade viser i korudsættelse eller som solosange. Det er fortrinsvis Erich Kunz, som frister én til at lytte, fordi selv nok så fladtrådte sange bliver friske gennem hans velklingende baryton og djærvt pointerede foredrag. Den fejrede operakunstner Kunz har evnen til at gøre ganske jævne sange til perler i genren. Wienersindet og -humøret slår igennem. Man har før hørt det i wienerkuskenes schlagere »Fiaker-liederne«, som iøvrigt forekommer mig mere charmerende end de ofte lidt opsvulmede studentersange, fsp.