Litteratur

Af
| DMT Årgang 32 (1957) nr. 02 - side 49-51

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Litteratur Anmeldt af H. LAURIDSEN - JAN MAEGAARD »Klangstruktur der Musik« (Neue Erkenntnisse musik-elektronischer Forschung). Verlag für Radio Foto-Kinotechnik G.m.b.H. — Berlin Borsigwalde 1955. — 224. s., 140 figurer. — 18,50 DM (33,30 kr.) — (Repr. ved Jul. Gjelleriips Forlag).

Denne bogs titel står som generalnævner for en samling forelæsninger over musikalsk-tekniske grænseområder foranstaltet af Berlins tekniske universitet, senere bearbejdet af dr.-ing. F.

Winckel og afrundet med bidrag af enkelte manuskripter delvis af fransk oprindelse. Bogen henvender sig til et bredt publikum omfattende musikere, komponister, instrumentbyggere (især orgelbyggere), ingeniører, elektroakustikere, radiofonifolk, tonernestre og andre, som måtte være interesserede i musikalsktekniske grænseproblemer i videste forstand.

Den moderne elektroakustik indtager i den almindelige bevidsthed først og fremmest rollen som teknisk formidler af musikalske og mere alment informative indtryk. Ud over de af denne praktiske anvendelse afledte musikalsk-tekniske fællesområder er imidlertid opstået nye discipliner, som tilsigter en fra musikalske synspunkter meget indgribende benyttelse af elektroakustiske metoder ved fremskaffelsen eller bearbejdningen af musikalsk tone- og klangmateriale. Det primære formål med de bestræbelser, der udfoldes af »Elektronische Musik«-skolen i Köln, er at muliggøre musikalske variationsprincipper, som på grund af klangsyntetiske begrænsninger ikke lader sig realisere ved hjælp af traditionelle musikinstrumenter.

Den franske »Musique concrete« henter sit primære lydmateriale i den »konkrete« omverden og underkaster det derefter en række omformningsprocesser — hovedsagelig en meget minutiøs båndmontage — for at bibringe stoffet en musikalsk struktur.

Alle disse forskellige såvel praktiske som mere radikalt og abstrakt betonede anvendelser af elektroakustikken kan naturligvis umuligt behandles lige udførligt i et værk af et så forholdsvis beskedent omfang, og titlen »Klangstruktur der Musik« kan måske siges at være lidt misvisende i betragtning af, at der af de traditionelle musikinstrumenters klangopbygning kun orglets omtales udførligt.

Imidlertid indeholder bogens forskellige afsnit en mængde stof og betragtninger af ofte meget aktuel art, og forfatterne er folk, som yder en anerkendt indsats på deres respektive virkefelter, hvilket tydeligt afspejler sig i de enkelte afsnits personlige og levende præg. Pladsen tillader ikke en nøjere gennemgang af bogen, nævnt i summarisk rækkefølge er enkeltbidragene: I. »Naturwissenschaftliche Probleme der Musik« af dr.-ing. F. Winckel, Berlin (bogens bearbejder). Heri fremdrages en række vigtige hørefysiologiske og -psykologiske forhold og teorier af speciel musikalsk betydning.

II. »Die historische Entwicklung des Instrunientenbaus« af prof. dr. H.-H.

Drager, som navnlig behandler de almene tendenser i musikinstrumentudviklingen vedrørende dynamik, klangfarve m. v. siden baroktiden.

III. »Akustiche Untersuchungen an alten und neuen Orgeln« af dr.-ing.

W. Lottermoser, Fysikalisch-technisches Bundesanstalt, Braunschweig. Dette afsnit indeholder en række interessante konkrete oplysninger i form af klanganalyser af berømte tyske barokorgler sammenholdt med tilsvarende undersøgelser af moderne orgler. Også rumakustiske spørgsmål i forbindelse med orglets placering og intonation behandles og belyses med praktiske undersøgelsesresultater.

IV. »Subharmonische elektrische Klangsyntesen« af Oskar Sala, Berlin. I dette afsnit gennemgår konstruktøren af et elektrisk musikinstrument de særlige klangkombinationer, som kan syntetiseres på dette instrument.

V. »Musique concrete« af ing. Jacques Poullin, Radiodiffusion Française, Paris. Heri redegøres for den særlige teknik, der danner grundlaget for den af franskmanden Pierre Schaeffer opfundne Musique concrete, som er baseret på klangligt råmateriale fra den naturlige lydverden. Disse »klangobjekter« søges givet en musikalsk struktur ved en meget differentieret montageteknik og en række specielle elektroakustiske omformningsprocesser.

VI. »Elektronische Musik« af fonetikeren, dr. W. Meyer-Eppler, Bonn. Dette afsnit indeholder de principielle betragtninger over og beskrivelserne af de metoder, der anvendes af den tyske skole for elektronisk musik, hvis mest fremtrædende kraft er komponisten Karl-Heinz Stockhausen.

VII. »Die Technik des Tonstudios« af dr.-ing. Fritz Enkel, Köln, omhandler kravene til de moderne elektroakustiske hjælpemidler og installationer, som benyttes i radiofoni- og andre studier til højkvalitetsoptagelser. Også studiernes rumakustiske forhold behandles, dog for enkelte punkters vedkommende ud fra delvis forladte synsvinkler.

De sidste tre afsnit (VIII) »Musische Technik« af dr.-ing. H.-W. Steinhausen, Hannover, (IX) »Die musikalische Komposition unter dem Einfluse der technischen Entwicklung der Musik« af prof. Boris Blacher og (X) »Musik und Technik« af prof. H. H. Stuckenschmidt, indeholder en række læseværdige betragtninger af henholdsvis en praktisk arbejdende elektroakustiker og to musikere og komponister over de udviklingsmuligheder og farer, som intensiveringen af den musikalske anvendelse af de elektroakustiske midler eventuelt vil kunne indebære.

Bogen kan, trods — eller måske netop på grund af — sit vidtspændende emnevalg anbefales alle, som er interesseret i musikalsk-tekniske grænseproblemer.

Bogen er afsluttet med et udmærket fagordsregister med engelse og franske oversættelser.

H. L.

* DIE REIHE: Red.: H. Eimert, Karlheinz Stockhausen.

Heft I: Elektronische Musik, 63 pp.

Heft II: Anton Webern, 102 pp. ill. — Universal Edition A.G., Wien. 1955.

De to første hæfter retfærdiggør til fulde seriens undertitel: Information über serielle Musik.

Rækketeknikken udgør i begge tilfælde problematikkens brændpunkt, og man får et levende indtryk af Weberns altoverskyggende betydning som indvarsler af punktuel og elektronisk musik, alene gennem den ringe divergens i synsvinklerne, hvorfra problemet anskues i de to hæfter. Det første indeholder bl. a. en klog artikel af Ernst Krenek »Die Jüngeren über die Schulter geschaut«, hvor han gør sig tanker om de unge tyske komponister, han en kort tid arbejdede sammen med i lydlaboratoriet i Köln, og blandt andet skriver: »De vil ikke indskrænke den rækkemæssige forudbestemmelse (Vorformung), men tværtimod udvide den, og udvikling og gennemføring af individuelle musikalske tanker (Gestalten) hører ikke til deres æstetiske mål. Ønsket om en altomfattende forudbestemmelse lader sig forklare ved, at den menneskelige ånds fuldkomne beherskelse af materien manifesterer sig heri.« (p. 32).*) Ikke alene toneforløbet er forudbestemt gennem fastlæggelse af en række, men også det rytmiske, det dynamiske og det klanglige forløb drages ind under det rækketekniske og forudbestemmes derigennem. Krenek konstaterer, at komponisterne »øjensynlig har opnået en så fuldkommen uafhængighed af det naturgivne, som det synes muligt med vort nuværende kendskab til materialet. .. Det er interessant at iagttage, at denne fuldkomne frihed blev købt med underkastelsen (dem Auf sichnehmen) under fuld forudbestemmelse (Prädetermination).« (p. 33).*).

Et pletskud af en teoretiskæstetisk iagttagelse. — Går man til 2. hæfte og læser f. eks. Henri Poussuers og Stockhausens detailanalyser af steder hos Webern, vil man finde klarlagt, at den mere udstrakte prædetermination, altså udvidelsen af rækkeprincippet udover det rå tonemateriale, eller i hvert fald tendensen dertil, i ikke ringe grad er foregrebet af denne komponist — dog velsagtens endnu som en underbevidst æstetisk formvilje. Dette hæfte er iøvrigt det første sammenfattende biografisk-analytiske arbejde om Webern og alene derfor uundværligt for den, der vil danne sig et overblik over dette år"") Oversat af anmelderen.

hundredes musikalske hovedstrømninger. Det er vanskeligt at fremdrage én bidragyder frem for de andre, men for erkendelsen af Weberns historiske placering må Herbert Eimerts »Die notwendige Korrektur« dog menes at være af afgørende betydning. Ligeledes vil man kunne glæde sig over det efter omstændighederne meget fyldige billedmateriale. Vil man læse dem begge, gør man måske klogt i at krebsvende rækken og begynde med Webern-hæftet; på den baggrund vil journalen over det elektroniske pionérarbejde træde i skarpere relief og blive mere umiddelbart forståelig. Man vil måske se ens egne personlige fordomme om absurd og ikke absurd, om gribende og ikke gribende skrumpe ind til noget uvæsentligt i forhold til spørgsmålet om den samvittighedsfuldhed og stringens, hvormed en een gang indvarslet udvikling forvaltes og videreføres.

j m.

WALTER PISTON: Orchestration. IX + 477 pp. — W. W. Norton & Co., Inc.

1955.

Walter Piston, der herhjemme er bedst kendt som en af de fineste amerikanske komponister af den ældregeneration (*1894), er i sit hjemland tillige en fremstående musikpædagogisk personlighed. Hans lærebøger i musikteori, der har vundet vid udbredelse på det amerikanske kontinent, vil vel ifølge hele deres system og metode næppe være egnede til direkte at overføres til vore breddegrader, fordi vi nu engang har andre vaner og baner for musikteoretisk tænkning og undervisning, men de aftvinger under alle omstændigheder den dybeste respekt for deres forfatter.

Hans nylig udsendte instrumentationslære er af samme grundsolide kvalitet. Da det ikke er en historisk oversigt, men en praktisk lærebog, der med eksempler fra den levende musiklitteratur sigter på at sætte eleven i stand til at skrive en orkestersats, er den lagt systematisk an og her nærmest efter fransk mønster med hovedvægten på den detaillerede gennemgang af de enkelte instrumenter.

Men sammenligner man den med de store franske instrumentationslærer, som f. eks. Guiraud Busser eller Widor, fornemmes dog en vis forskel i tilnærmelsen til stoffet. Symptomatisk er det, at Piston for alle træblæsere anfører greb-tabel, og at Widor giver udførlige oversigter over anvendelige og uanvendelige trille- og tremo-figurer.

Franskmanden udmåler instrumenternes kapacitet ved sagligt at meddele, hvilke ydre resultater man kan forvente effektueret af den udøvende, mens Piston her som i mange lignende tilfælde søger bagom det færdige resultat ind til en indre sammenhæng og mere direkte appellerer til den studerendes instrumentale medopleven af den enkelte stemme. Dette synspunkt er såre tiltalende, men samtidig en smule farligt, fordi det trods alt hos eleven forudsætter et førstehåndskendskab — omen d nok så flygtigt — til instrumentbehandling, som ikke kan opnås selv gennem den bedst tænkelige indføring på papiret. Den store fordel er, at den, der skriver partituret, bestandig holdes tæt op ad den levende proces, det er at spille, og ikke let forfalder til at betragte det som en mekanisk følge af sorte prikker på et stykke papir.

Bogens sidste 100 sider, hvor den egentlige instrumentation (orchestration) behandles, er næsten ligeligt delt mellem analyse af satstyper — unisono, akkompagnement, kontrapunktisk sats etc. — og gennemgang af visse fundamentale problemer som melodi, akkorder etc., og her går forfatteren noget grundigere til værks end sine franske kolleger, hvis interesse synes helt opslugt af instrumentstudiet.

Der bliver i disse afsnit gjort mange kloge og træffende bemærkninger og vist en lang række illustrerende eksempler, blandt andet bruges opdelingen af orkestret i komplekse klanggrupper som et frugtbart synspunkt til belysning af de forskellige satsarter, men det føres dog ikke helt igennem til den nøjagtige vurdering af den klanglige balance; forfatteren konkluderer i følgende karakteristiske bemærkning: »One seeks an answer to tbe question why certain procedures åre followed, but, orchestration being an art, not a science, one must ever be prepared to find no good reason« p. 356). Indføringen i akkordopbygning og det vanskelige orkestrale tutti er endnu aldrig gjort bedre og grundigere end af Rimsky-Korsakof for 50 år siden. I det hele taget forekommer store dele af disse kapitler som en afglans af dette mesterværk af en instrumentationslære. Havde forfatteren draget fuld nytte af sit kendskab til den og de franske værker kombineret med sin egen betydelige erfaring, var fremstillingen nok blevet dobbelt så lang, men havde da også været en milepæl indenfor sit felt.

Imidlertid har han valgt at begrænse opgaven til »the first stages of study in each chapter« (p. 461), og resultatet er da blevet en både pålidelig og nyttig, men ikke udtømmende lærebog, der særlig udmærker sig ved sine sunde og musikermæssigt anlagte synspunkter. jm.

THE MOZART COMPANION. Edited by H. C. Robbins Landon & Donald Mitchell. 15—397 pp., ili. — Rockliff.

London 1956.

Det problem, som opstår, når flere forfattere er bidragydere til samme værk, og som jeg var inde på under omtalen af det indtil videre eneste bind af The New Oxford History of Music (DM 1955, nr. 4), er overordentlig tilspidset i foreliggende nyeste Mozart-bog. Samtlige bidragydere er forskere af internationalt ry, hvis dom man vil være villig til at forlade sig på, i hvert fald når de serveres enkeltvis, og man var næppe kommet i tanker om, hvor forskelligartede de i virkeligheden er, hvis de ikke her var stillet side om side med omtaler af en og samme mesters værk. Den humoristiske side af situationen synes udgiverne da også at have haft blik for ved i forordet fromt at ønske, at »the diversity of opinion represented by a symposium reflects something of the diversity of Mozart's art.« ( !) For den historisk orienterede er det virkelig læsning, der på højst fascinerende vis belyser Mozarts værk udfra samtlige spektrets farvenuancer (og som bekendt er der farver der ikke forliges lige godt), men den der udfra et ringe forhåndskendskab vil danne sig et overblik over mesterens værk udfra denne bog, må forvirres. De polære yderpunkter tegner sig skarpt i Jens Peter Larsens og Hans Kellers skikkelser, idet disse klarest står inde for den radikale gennemførelse af den historisk-exakte eller, om man vil, positivistiske metode på den ene side og den psykologiskanalytiske på den anden. Begge disse, og alle de øvrige bidragydere med, læses med stort udbytte, når man kender deres forudsætninger og kan drage sine konsekvenser deraf, men man skulle egentlig ikke tro, at de to forskeres respektive emner, henholdsvis symfonierne og kammermusikken, var musik af en og samme komponist. Man skal vide, at det, Jens Peter Larsen meddeler, er en række uomstødelige fakta ledsaget af de konklusioner, man med sikkerhed kan drage ud af dem, og man kan trygt forlade sig på, at når forfatteren giver udtryk for en personlig mening, så anfører han også, at det drejer sig orn en sådan, og skiller den således ud fra de historiske kendsgerninger, som meddeles direkte.

Større forsigtighed må udvises i omgangen med Hans Keller, der af Arnold Schönberg og hans skole har lært en analytisk metode, som med udbytte kan anvendes på Mozarts musik, men rigtignok kun som een metode blandt flere. Ingen analytisk metode er i sig selv udtømmende, og her er det, at Keller kan give anledning til misforståelser. Han er så opfyldt af de nye, værdifulde synspunkter, der kommer for dagen, når en psykologiskstrukturel analyse tages i anvendelse, at han ganske ser bort fra andre måder at gribe sagen an på, og hans kapitel skæmmes ligefrem af den skarpe polemiske holdning, han indtager overfor anderledes tænkende. Han vil i udpræget grad kun se det, han søger efter, hvad man dog i dette tilfælde dog næsten vil være tilbøjelig til at betegne som en styrke, — thi hvilken mindre fanatisk analytiker havde været i stand til at se de indre strukturelle sammenhænge i Mozarts kammermusik, som han her har afdækket? Det kunne være fristende at gå ind på en detailleret drøftelse af de enkelte bidrag, dog må det være tilstrækkeligt at konstatere, at man overalt i bogen støder på skarpe iagttagelser og værdifulde synspunkter, som man så kan sympatisere med eller lade være.

Læseren ægges i høj grad til personlig meningsdannelse.

jm.

Nye publikationer MAX BRUCH: »Schottische Fantasie« op. 46 for violin og orkester. Udgave: Klaver og violin. Forlag: N. Simrock, London, Hamburg.

»Die Musik in. Geschichte und Gegenwart« - Allgemeine Enzyklopädie der Musik. Udgivet af Friedrich Blume.

Seks dobbelthefter 40./5l. levering — Gese/Hex. — Bärenreiter Verlag, Kassel und Basel.

Årgang 32/1957, nr. 02