Musikalier

Af
| DMT Årgang 32 (1957) nr. 02 - side 52-53

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musikalier Anmeldt af BENGT JOHNSSON - BERNHARD LEWKOWITCH - JAN MAEGAARD ANTON WEBERN: 6 Bagatellen, f. str.kv., op. 9; Drei Volkstexte, f. sang, violin, klarinet, basklar., op. 17 (ty., eng.) ; Drei Lieder, f. sang, klaver, op. 25 (ty., eng.). — Universal Edition, Wien. 1952 55 og 56.

Weberns udvikling kort fortalt, — måske endnu kortere, end han selv ville have gouteret. Den ultrakorte udtryksform, som var karakteristisk for Webern gennem hele hans produktion, er i de seks bagateller fra 1913 yderligere tilspidset, sikkert under påvirkning af Schönbergs klaverstykker op. 19 fra 1911. Den totale spilletid er 3% minut; tempoene er gennemgående langsomme, og taktantallets gennemsnit ligger på 9%. Atematisk klangkunst. Hver enkelt tone, samklang, rytme, frasering, intervalvidde, styrkegrad og klangfarve er væsentlig og til bristepunktet ladet med betydningsfylde. Intet gentages. Den enkelte tone er blevet et symbol, et helt musikalsk univers. Musikkens substans (tonerne) er reduceret, mens dens essens (deres betydning) er svulmet op til vældige dimensioner. Skulle udviklingen fortsætte ad disse linjer, måtte facit i forholdet mellem substans og essens blive lig O : 00, O % substans til 100 % essens, d. v. s. en altomfattende tavshed. Krisemusik (1913!)). Med op. 17 fra 1924 er krisetilstanden overvundet. Dette er Weberns første dodekafone værk.

Som i Bergs sang fra 1925 er teknikken endnu ikke smidiggjort. Man har talt om en ufrivillig morsestil i de endnu ikke fuldt modne dodekafone værker (man skal holde sig til rækken, men kan dog gentage en tone et vilkårligt antal gange, inden man skrider til den næste), og selv om der er mange 'telegrafnøgle-steder' i disse sange, bør man dog ikke være blind for, at der er næsten ligeså mange — dog selvfølgelig tidsmæssigt reduceret — i op. 9, hvor der jo ikke hersker nogen dodekafon tvang. Som eksempel på sangstemmens højspændte udtryksfuldhed henvises til eks. l, pag.

36; bemærk f. eks. hånen på ordene »dich verhöhnt«. — Op. 25 er Weberns sidste lied-værk og betegner i denne sammenhæng afklaringen. Hans næsten tranceagtige fordybelse i rækken og dens nuancemuligheder er resulteret i en fuldendt beherskelse af tonesproget. Dette er ikke — skønt deklamationen er overholdt — udtryksfuldt i vanlig forstand, men sublimeret op i en svalere sfære, hvor nuancerne er umærkeligere, men rigere. jm.

ALBAN BERG: 2 Lieder (Tekst: Theodor Storm). 1900 og 1925. ty. eng.

Appendix af H. F. Redlich. — Universal Edition, Wien. 1955.

Som 15-årig satte Alb an Berg for første gang Theodor Storms nydelige, lille kærlighedsdigt »Schliesse mir die Augen zu« i musik. Og da han 25 år senere som en slags forstudie til arbejdet på Lyrisk Suite for strygekvartet for første gang forsøgte sig med streng tolvtoneteknik, blev det med en ny musikalsk behandling af samme tekst. Derved fik han også lejlighed til i 1926 at hylde forlæggeren Emil Hertzka i anledning af UE's 25 års jubilæum for den samvittighedsfulde måde, hvorpå forlaget havde fulgt den rivende stilistiske udvikling i århundredets første fjerdedel op. Nu foreligger de to sange i en separat publikation, der naturligvis er af stor betydning til belysning af Bergs kunstneriske udvikling, men også — omend der her må fares frem med større forsigtighed — til belysning af dodekafoniens væsen. Må man overfor den tidlige C-dur version forundres over den 15-åriges modne diktion og sikre harmoniske beherskelse, vil den udsøgte melodik og det sjældent fint registrerende musikalske udtryk i 1925-versionen dog yde den kræsne smag dybere tilfredsstillelse. Det er så meget mere beundringsværdigt, som den rent tekniske udnyttelse af rækkematerialet endnu er præget af den temmelig unuancerede rigoristik, som først siden skulle smidiggøres og derved blive anvendelig til løsning af større opgaver. jm.

MIKLOS ROZSA: Koncert for violin og orkester (part.). — Bretikopf & Härtel; Wiesbaden.

Partituret til denne koncert vidner først og fremmest om evner for instrumental disposition. Det musikalske stof lever sit liv i en tilpas orkestral iklædning, som hverken dølger eller fremhæver mere end hvad der synes tilsigtet. Behandlingen af selve solo-stemmen er virtuos og udtryksfuld, og arbejder med forkærlighed for frit kadence-spil.

Særlig den langsomme sats er virkningsfuld med sin ro og gennemsigtighed, og kontrasterer fortræffeligt til de fyldigere og rytmisk hårdere arbejdende ydersatser. B. L.

ALBAN BERG: Adagio aus dem Kammerkonzert. Violin, klarinet og klaver. — Universal Edition, Wien. 1956.

Dette er Bergs egen transskription af 2. sats af hans kammerkoncert for klaver, violin og 13 blæsere skrevet 1923—25. Et stykke kammermusik af ædleste karat, selvom det er tydeligt, at klaverstemmen ikke er skrevet for klaver. Da satsen imidlertid er et af Bergs modneste instrumentalværker, er transskriptionen en fuldt ud berettiget lettelse af de praktiske vanskeligheder ved tilegnelsen af hans musik. Der er kun så lidt tilgængeligt for en mindre besætning, som kan overkommes uden en kæmpemæssig arbejdsindsats. — Foruden denne kan der kun henvises til de fire klarinetstykker op. 5, sangen »Schliesse mir die Augen zu« og en lille tidlig sang »An Leukon«, som er aftrykt i Willi Reichs Berg-biografi. Klaverudgaven af de fem Altenberg-lieder op. 4 er praktisk uigennemførlig for pianisten, kun egnet til læsestudium og indstudering; derfor må denne publikation hilses velkommen.

Man vil bl. a. kunne glæde sig over Bergs enestående forening af en til det yderste konstruktiv form (A1-B-A2 / A2-B-A1) og et til det yderste lyrisk-ekspressivt tonesprog.

JÜRG BAUR: 3. Streichquartett in einem Satz (1952). — Breitkopf & Härtel. Wiesbaden. 1955.

»Streng og fri gennemføring af en tolvtonerække« lyder kvartettens undertitel, og derefter følger en præsentation ikke blot af rækken, men også af de rækkeformer og -kombinationer, der spiller størst rolle i kompositionen. Næppe et eksempel til efterfølgelse. Ganske vist letter det arbejdet for anmelderen, men før den dodekafone sats er blevet fast disciplin under konservatoriernes teoriundervisning, er fremgangsmåden for de fleste musikere utilstrækkelig til indføring i værkets tekniske struktur. Altså: enten intet eller en udførligere motiv- og formanalyse, — indtil videre. løvrigt er kvartetten musikalsk vellykket og overkommelig at spille. Den musikalske udvikling og sammenhæng er åbenlys for ethvert musikalsk øre, og selvom ikke alle detaljer er lige geniale, kan den absolut anbefales som et værk, det musikalsk og spilleteknisk lønner sig at arbejde med. jm.

ALEXANDRE TANSMAN: Sonate nr. 5 for klaver (1955). — Universal Edition, Wien.

Den produktive polsk-franske komponist Alexandre Tansman's femte klaversonate er tilegnet mindet om Bêla Bartok. Den sidste af værkets fire satser indledes med en Largo-del, hvor visse klangligt mediterende strofer fra den langsomme andensats optages. Det rytmisk profilerede motiv i førstesats dukker op i finalen og danner således en cyklisk enhed. Det er en helt igennem velstøbt klaverkomposition, hvori passageværk og akkordteknik er i fin balance. Både klaverteknisk og musikalsk er det en opgave, det lønner sig for pianister at kigge lidt nærmere på. B. J.

Årgang 32/1957, nr. 02