Opgaver og muligheder i folkemusikforskningen

Af
| DMT Årgang 32 (1957) nr. 03 - side 69-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Opgaver og muligheder i folkemusikforskningen belyst gennem anmeldelser af ny udenlandsk litteratur

Af ERIK DAL

Béla Bartók til minde

TVÆRS gennem og op over denne artikels ordning rejser sig med bydende kraft dette svære bind, udgivet på den afdøde mesters 75-års-dag, Studia memoriae Belae Bartók sacra (1). Smertelige begivenheder har givet alle udtryk for ungarsk kulturliv en særlig tone (der i dette tilfælde forstærkes for anmelderen derved, at bogen ikke er et anmelderexemplar, men givet af en ungarsk bidragyder og interessefælle). Men selv uden dette har bogen en egen patos. Med redaktionelle oplysninger på latin er den skrevet af folkemusikexperter fra alle dele af Europa; på engelsk, tysk og fransk plus et par russiske resumeer, uden noget bidrag på ungarsk søger den at hædre en mand, til hvis position i vort århundredes kunstmusik hans betydning som samler og forsker af Ungarns og Balkans folkemusik er et sidestykke. Det yderste har været sat ind på at lave denne bog, og små skønhedspletter i det tekniske udstyr og i behandlingen af de vestlige sprog bidrager snarere til at fremhæve end til at skæmme dette indtryk.

Bogens 26 bidrag har naturligvis en fast kærne af studier over de emner, der især var Bela Bartóks; og nogle af disse er udformet med særligt henblik på hans indsats. Ungarsk, slovakisk, kroatisk, bulgarsk og rumænsk musik behandles på ca. 230 sider i afhandlinger, af hvilke nogle er ret snævert monografiske, mens andre giver værdifulde introduktioner, således en storartet afhandling af Emilia Comisel om den rumænske ballades text og toner. En særlig stilling indtager i denne gruppe György Kerényis udredning af den musikalske systematisering i storværket Corpus Musicae Popularis Hungaricae, af hvilke nogle bind er udkommet i de sidste år, og som man forlængst har genoptaget arbejdet på. Uanset om man har speciel interesse af at stifte bekendtskab med de exemplarer af Corpus, der findes her i landet, er Kerényis historiske og aktuelle bidrag til spørgsmålet om gruppering af et melodistof efter musikalske kriterier af stor principiel betydning.

Andre bidrag omhandler folkemusikalske emner fra andre lande: Hebriderne (af Margaret Fay Shaw, et supplement til hendes nedenfor nævnte bog), England, Grækenland, Kina, de finsk-ugriske folk, sydamerikanske folk. Overmåde fængslende formodninger om kulturpåvirkninger kommer her til orde, således i S. Baud-Bovys artikel om græske sange i strofer med to lange linier; disse er måske påvirket fra Frankrig og kan i så fald have bevaret træk, der siden er tabt i de franske formers hjemlige udvikling (og måske, som bemærket af Nils Schiørring, er emnet ikke uden sammenhæng med de nordiske visers strofeproblemer).

Løsere tilknytning til folkemusikken har en afhandling af V. Beljaev om den ældste russiske polyfoni og Constantin Brailoius morsomme gennemgang af pentatonismer hos Debussy, en afhandling af få ord, men mange exempler — 182, der spænder fra korte vokale fraser til indviklede anvendelser af pentatone passager.

Et mere teoretisk tilsnit har to meget store bidrag af to ungarske forskere, det ene om naturlige tonesystemer og deres måling (Lajos Bardos), det andet om Tonsysteme aus Intervallpermutationen (Bela Avasi). Det er på over 50 sider, mest skemaer, ikke at tale om en hel lommefuld løse tavler bagi bogen; Bardos' bidrag har dog exempler fra en lang række musikkulturer ... I vor uvidenhed vender vi os dog hellere til et tredie stykke af beslægtet art, Walter Wioras meget levende arbejde om 2-, 3- og 4-tonige tonarter i primitiv musik verden over: Älter als die Pentatonik; det burde være lidt lettere at få adgang til.

Det første og korteste bidrag til det store værk vil vi nævne sidst: Zoltán Kodálys halvanden side: Eine Vorbedingung der vergleichenden Liedforschung. Bartóks arbejdsfælle og arvtager er såmænd saglig nok i det lille stykke, som handler om musikalsk katalogisering (jf. Kerényi). Men hans perspektiv: fra kataloger over lokale og nationale samlinger til internationale typekataloger, er stort tænkt, og både forfatteren og hans grundtanke er således smukt egnet til at stå foran og kaste lys over det internationale symposions solide bidrag.

Vil man se moderne musiketnologiske metoder anvendt på en række højst forskellige emner, kan man næppe finde noget mere instruktivt end denne bog. Men med alt, hvad der kan siges om den i form af referat, tilslutning eller kritik, er der over det tykke sorte bind med dets pompøse guldbogstaver noget særligt, noget udefinerbart, som man med det samme følte, da man fik den i hånden for over et langt år siden.

Og så kom indledningen —
— der egentlig bare vil gentage, hvad titelen røbede, nemlig at denne artikel oprindelig var en række anmeldelser af en del bøger, hvoraf nogle var sendt til DM med henblik på omtale, mens andre var kommet mig i hænde ad anden vej. En hel del af sidstnævnte har jeg dog blot nævnt; man kan altså ikke slutte, at et anmeldt værk er væsentligere end et blot nævnt, så meget mere som jeg i den afsluttende litteraturliste har tilladt mig at henvise til en del anmeldelser i Danske Studier. Dette godt 50-årige tidsskrift for folkeminder, sprog og litteratur anmelder regelmæssigt et mindre antal bøger om viser, sagn etc.

Men denne række anmeldelser eller rettere præsentationer af værdifulde bøger fra adskillige lande fik man lyst til forsøgsvis at sætte i en slags ramme for at antyde, hvordan de hver især er egnede til at vise en side, en metode, en mulighed indenfor den internationale folkemusikforskning, der idag blomstrer så kraftigt i det meste af verden.

UDGAVER AF MELODIERNE
Ser man udover den stadig strømmende litteratur, deler den sig temmelig klart i to dele, udgaver og behandlinger, og udgaverne er grundforskellige alt efter udgiverens formål og evner og de foreliggende muligheder og ønsker.

Taget under eet kan man dog sige, at den tid vel er forbi, hvor optegnere og udgivere opkastede sig til herrer over stoffet og fortav eller rettede, hvad der stred mod deres musikbegreber, som naturligvis ofte var bestemt ensidigt af den klassiskromantiske musik. I vore dages udgaver er det hverdagskost ikke blot at møde helt uvante taktarter og skalastrukturer, men også at finde tegn for toner udenfor den gængse kromatiske række og for irrationale forkortelser og forlængelser etc. Udgaver til brug for videre kredse må naturligvis være tilbageholdende med den slags, og skal der klaverledsagelse til hjemlandets vemodige sange, kan sådanne nuancer jo ikke gengives; men ingen tvivler mere på, at de har deres selvfølgelige plads både i folkets sang og i forsvarlige optegnelser og udgivelser; at der stadig debatteres hedt om teorier og fremgangsmåder, kan ikke undre.

Til denne ændring i opfattelsen har nutidens optagerapparater selvfølgelig bidraget enormt. Hvor tidligere tiders optegnere måtte sidde møjsommeligt med papir og blyant, opskrive en enkelt strofe og bestandig afbryde sangeren eller spillemanden for at få gentaget og kontrolleret det skrevne, kan man nu lade båndoptageren køre og få ikke blot komplette viser, men timelange ceremonier, folkeskuespil eller andre sammenhængende musikalske situationer, altsammen uden at hæmme de udførendes hengivelse i musikken. Siden kan båndene aflæses og diskuteres under de bedste vilkår. Ønsket om at få indsamlet mest muligt, mens tid er — civilisationen gør jo hvert år indhug i den ægte folkemusik verden over — kan unægtelig medføre, at der optages så meget, at man ikke får det aflæst af de personer, der oplevede situationens helhed. Men fremskridtet er alligevel umådeligt.

Nationale udgaver
Flere nationer har før eller senere søgt at etablere en total udgave af det nationale forråd af folkesang eller ihvertfald vigtige dele deraf. Danmark har storværket Danmarks gamle Folkeviser, påbegyndt af Svend Grundtvig 1853; dets melodidel, påbegyndt af H. Grüner-Nielsen 1935, omfatter endnu kun to hæfter (bd. XI, l—2), men plan om fortsættelse ved
professor Nils Schiørring er lagt (2). Metodisk er disse to hæfter ligesom textudgaven på højde af hvad kilderne muliggør. De engelske viser fik deres textudgave ved Francis James Child (1882—98), og til trods for materialets senere væxt, især ved indsamlinger og udgaver i Amerika, har man genudgivet det klassiske værk fotografisk (3). Det har kun få melodier, men en melodiudgave ved Bertrand H. Bronson, California, skulle være nær forestående; udgiveren har bl. a. taget analyse ved hulkortmetoder i sin tjeneste. Den tyske Volkslieds stort anlagte monument, Deutsche Volkslieder mit ihren Melodien, påbegyndtes 1935 under John Meiers ledelse, og hidtil er kommet tre bind ballader (4). Denne udgave indtager en absolut særstilling ved at omfatte textudgave, melodiudgave og historisk kommentar til begge dele for hver enkelt vise. Det store Deutsches Volksliedarchiv i Freiburg er udgivelsesstedet; dets chef er prof. Erich Seemann, dets musikalske leder prof. Walter Wiora. I Østtyskland har man udsendt det første af to bind Deutsche Volkslieder demokratischen Charakters aus sechs Jahrhunderten, et absolut videnskabeligt, men som titlen angiver noget ensidigt foretagende, der ligeledes har både text, melodi og kommentar samlet (5).

Til nationaludgaverne må endvidere regnes et vældigt værk med slovakiske folkesange, hvis tredie bind ligger på bordet (6). Slovakiet er som bekendt den østlige del af Tjekkoslovakiet, og dets sprog er nu sidestillet med tjekkisk. I denne udgave har man valgt at præsentere folkesangene efter det sted, hvor de er samlet — i dette bind således fra kun 6 sogne i spredt beliggenhed — og dette har absolut interesse, foruden at det er praktisk betinget af det faktum, at man først har begyndt det systematiske samlearbejde for få år siden. Skønt det således er en helt frisk materialsamling, vi får i hænde, er den dog ikke ubearbejdet. Der er en historisk-etnografisk beskrivelse af sognene og en musikalsk analyse af hver melodi i et skema, der angiver tonalitet, form, benyttelsesområde etc. Sange fra alle livets lejligheder er repræsenterede, og ved siden af den store mængde, der hviler på nyere harmonisk grundlag, er der en næsten ligeså stor mængde af ældre præg foruden en lille kærne af afgjort arkaisk karakter (12 recitativiske, 55 tetrakordale melodier udaf bindets 938). Hvor levende landets sange er, fremgår både af, at 90 sangere har ydet bidrag, og af, at 116 melodier stammer fra een kvinde.

Indledningen (men desværre ikke sognebeskrivelserne) er på slovakisk, russisk, tysk og engelsk, og ikke mindre end 128 plancher med natur- og folkelivsbilleder pryder den storstilede bog. Jeg har ikke set de to første bind, der skal være mindre gennemarbejdede end dette, ejheller nogen angivelse af den samlede plans omfang; men med ordningen sognevis er der jo ingen grænser for, hvor meget der kan komme, og det vældige arbejde aftvinger respekt, selvom det ikke kan være så afklaret som det stramt ordnede ungarske Corpus.

Det kan her nævnes, at også Jugoslavien har udfoldet store anstrengelser for sin utrolig rige folkemusik; der foreligger en række statelige udgaver fra 1950erne, mange med analyser og kommentarer.

Egnsudgaver
I Danmark har udgivelsen af folkesang været noget begrænset, fordi man igennem generationer har sanket i lade til brug for Dg F. I andre lande har der været bedre grobund for at udgive enkelte egnes musikskatte — også fordi landene og egnene gennemgående er større! Vi har ikke stort andet end Evald Tang Kristensens udgaver fra 19. årh., der især i begyndelsen er rent vestjyske, samt nogle hæfter fra Bornholm. Derimod har en af de betydeligste norske fagmænd, O. M. Sandvik, udgivet flere bøger, der samler alle genrer — ældre og yngre sange og viser, religiøse folketoner, spillemandsmusik — fra een egn: Gudbrandsdal, Østerdal, Setesdal. En musikalsk dialektforskning bliver derved mulig. To af 19. årh.s vigtigste indsamlinger i Norden var knyttet til svenske egne: L. G. Wiedes fra Vikbolandet ved Norrköping, som desværre stadig er uudgivet, og P. A. Saves fra Gotland (7), der nu foreligger i mønsterværdig udgave med text, facsimile af melodioptegnelser og bibliografisk kommentar til hver vise. I Tyskland har man facsimileret Haupt-Schmaler´s hæderkronede udgave af vendernes (nu kaldet serbernes) sang (8), en bog, der nærmere har karakter af nationaludgave, fordi dette slaviske folk kun lever og levede i det behandlede område, Lausitz; udgaven, der ofte ses citeret fx. i Dg F, giver melodier, texter og versificerede tyske oversættelser.

Et meget snævrere område er grundigt gennemsøgt i Margaret Fay Shaws dejlige bog Folksongs and folklore of South Uist (9). Denne lokalitet (udt. ju'ist) er om man så må sige en Hebride, kun 35x8 km stor. Den amerikanske forfatterinde slog sig ned i en af de gæliske bonde- og fiskerfamilier i årene 1929—35 og har også siden boet på de kanter. I samarbejde med sin mand optegnede hun øens folkeminder, både fortællinger, ordsprog og folketro, men dog ganske særlig øens talrige levende sange, hvoraf mere end 100 gengives som denne statelige bogs hovedpart (melodi, gælisk text, engelsk oversættelse, noter). Denne helhedsopfattelse af øen og dens liv, der støttes af en mængde ypperlige billeder, giver bogen et eget præg. Teoretisk lærdom udfoldes ikke, tværtimod har en højt kvalificeret sætternisse været på spil ved angivelsen af hver sangs tonalitet. Dog er der nogen forklaring på forholdet mellem strofe og omkvæd i de såkaldte valkesange, der synges ved tilberedning af det hjemmevævede klæde, og dette punkt er unægtelig meget interessant og har berøring med fænomener indenfor nordisk visesang, der i de sidste år har været drøftet, især af prof. Otto Andersson i Åbo, der forresten også har skrevet netop om de britiske øgruppers musik (10).

Texter og melodier i bogen har meget forskelligt alderspræg, såvidt man da tør skønne over en så fremmedartet folkekunst. Et spøgefuldt exempel på, at der stadig digtes nye texter, er nr. 6, der fortæller om den stranding af et whiskyskib bound for USA, der siden blev berømt gennem romanen og filmen Masser af Whisky. »Denne ladning bidrog meget til at opmuntre South Uist (og andre steder) i krigens mørke dage,« hedder det smukt.

Man kan synge efter bogen, men man kan også læse i den — også andet end sangtexterne; den søgende kan blive belønnet med et ordsprog som dette: De tre skønneste ting i verden: et fuldrigget skib, en kvinde der er med barn, og en fuldmåne. Na tri rudan as briagha air an t-saoghal: long fo h-uidheam, boireannach leatromach, agus gealach lan.

En persons repertoire
Snævrere kan det jo ikke blive, og nogle vil måske tro, det er for snævert. Men faktisk er personers og familiers særlige forråd af sange og særlige opfattelse af dem et emne, der interesserer moderne folkemindevidenskab meget. Det er derfor yderst interessant, at en dansk udgave af 100 viser fra een persons forråd har set lyset: Selma Nielsens viser ved Nils Schiørring (11). Som før nævnt kan man sagtens ihvertfald i udlandet finde exempler på, at der er optegnet mere end 100 viser fra samme meddeler, men det turde næsten være enestående, at de udgives under eet. Selma Nielsens viser vil blive nærmere anmeldt i et følgende nummer af DM, men nævnes her for den metodiske interesse, der knytter sig til bogen og dens blandede indhold.

Praktiske udgaver
Trods et nyttigt noteapparat er udgaven af Selma Nielsens viser dog uden afskrækkende momenter for de brugere, der ser en fordel i at gå til sagen uforstyrret, dvs. uoplyst. Forsåvidt kunne man udmærket sidde i et muntert lag og synge efter »de omdelte exemplarer« af den bog. Prøv! Den danner herved en overgang til sangbøger, i hvis tilrettelæggelse der er lagt et sagkyndigt arbejde, men som dog især er tænkt til praktisk anvendelse. Det må her erindres, at mange landes skolesang og musikpædagogik i stærk eller endda altovervejende grad bygger på landets folkemusikalske traditioner, ikke mindst hvor flerstemmighed indgår deri.

Men da man som bekendt sjælden føler sig sikker overfor folkesange i populære samlinger, er der gjort en god gerning med Folk Songs of Europe, udg. af International Folk Music Council (12). En lang række kendere har medvirket til at udvælge fra l til 15 sange fra hvert europæisk land, med skyldige hensyn til interessante minoriteter og sproggrupper. Og alle texter er meddelt både på originalsproget og på engelske vers, der naturligvis giver de meget forskellige originaler et vist enhedspræg, men som dog repræsenterer en smuk og nyttig indsats.

At udpege skønheder i den 183 numre store samling er unyttigt, da smag og behag er forskellig; man føres fra det kendte til det ukendte, eftersom Danmark står først i bogen, og mange aldeles dejlige og fængslende melodier møder os på rejsen.

Trods delagtighed i bogens tilblivelse og i selskabets styrelse nødes jeg imidlertid til at give bogen et meget alvorligt minus. Der er en bibliografi over kilderne (som de fleste alligevel hverken ser eller kan læse), men derudover bringes der intet til oplysning om sangene. Blot et par linier om hver kunne have givet et fingerpeg i retning af sangens funktion, alderspræg, sociale tilhørsforhold og mulige særpræg i sin genre. Som bogen er, er den smuk at læse og synge i, men den lader spørgsmål ubesvarede; og når så megen sagkundskab har været ofret på en bog, der dog gerne skulle være mere end underholdende, er det urimeligt, at sagkundskaben har skullet tilbageholde enhver vejledning.

Dog, indholdet er godt nok, og den pålidelige og afvekslende, pæne og billige bog giver en buket af indtryk, som det ikke ville være praktisk muligt at skaffe ad anden vej. Den kan derfor alligevel oprigtigt anbefales enhver, der har lyst til at høre sig lidt for.

At selv den folkeligste samling af folkesange ikke behøver at lade den fagligt interesserede helt i stikken, beviser en lille tyk Österreichisches Volksliederbuch (13). Sangene er delt efter store emnegrupper, og under hver sang står ihvertfald optegnelsens sted og optegnerens navn. Men dertil føjes ofte korte oplysninger: Udbredt i Steiermark. — Antagelig del af et julespil. — Gængs i hele alpeområdet. — Yngre sidestykke til den middelalderlige sang ... — eller evt. lidt mere forklaring.
Derimod er kildehenvisninger mere summariske end i førnævnte samling.

Bogen giver imidlertid et meget fyldigt tværsnit gennem alle genrer i et meget syngende lands sangskat, og hvor meget der er gjort i Østrig, både for sangens indsamling, udforskning og »pleje«, ses allerede af denne bog og kan ellers studeres i den østrigske volkslied-årbog, der omtales sidst i denne artikel.

Som man ved, er tostemmighed fremherskende i den alpine folkesang og derfor også her i bogen, hvilket ikke skulle gøre den mindre anvendelig til praktisk brug. Et andet særtræk er tonaliteten, der i usædvanlig ublandet grad er dur. Jeg har hørt prof. Viktor Korda, Wien, meddele, at de alpine lande idag simpelthen ikke ejer en ægte hjemlig folkesang i moll, og et exempel, der kan findes i denne bog (afsnit 3 side 66), angives da også at være den ældste kendte wiener-julesang, 1686. — Det er en sympatisk bog, der både gavner og fornøjer.

Vi er nu vejen igennem, fra de tunge kvarter, der er uundværlige for alt studium, til lommebogsformatet, hvor et sangglad folk viser sig selv og andre sin rigdom. Hvordan bruger fagfolkene nu det, der bydes dem?

Det første svar på spørgsmålet hører forsåvidt med til gruppen samling, men det er en samling af egen art, der trods et minimum af kommentarer lægger en lærdom af sjælden dybde og bredde for dagen i selve sin ordning. Walter Wiora har i sit hæfte Europäischer Volksgesang, Gemeinsame Formen in charakteristischen Abwandlungen (14), præsenteret en mængde melodier fra hele vor verdensdel (plus enkelte andre). Og ordningen er sket efter formtyper: ustrofiske sange, herunder fx. hyrderåb, jodling, arkaiske ritualsange, fri melismesang etc. — strofiske melodier ordnet efter linietal — flerstemmighed af forsk. typer. Hvert af numrene i bogen udgør en sammenstilling af to eller flere sange, ofte fra de mest forskellige tider og steder, og denne lighed i form kan skyldes påvirkning eller rodslægtskab eller simpelthen være udtryk for, at man her står ved et eller andet formningsprincip af helt fundamental natur; den yderst kondenserede indledning antyder nogle af mulighederne. Det er en meget spændende, helt uudtømmelig samling, der her bydes, ja jeg er lige ved at sige, at den er det mest spændende af samtlige her i artiklen nævnte skrifter, således at forstå, at den, der ikke føler særlig trang til at læse faglitteratur, men som nok ad musikalsk vej vil have fornemmelser af, hvad det hele går ud på, skal skaffe sig Wioras hæfte fremfor noget andet (økonomisk en overkommelig forlystelse). Det er en slags musikalsk sidestykke til fotografisamlingen The Family of Man, viser som denne fællesskabet bag forskellene.

STUDIET
Folkemusikken er en provins med mange grænser. Og så meget er udrettet, at man blot for at finde hoved og hale i emnet har hårdt brug for hjælp i form af bibliografier, forskningshistorie etc. Til den almindelige og specielle musiketnologi kan man næppe finde en bedre egnet fører end den hollandske expert i indonesisk musik, Jaap Kunst, hvis Elhno-musicology har været anmeldt i dette tidsskrift; den giver både forskningshistorie, principspørgsmål og en vældig litteraturfortegnelse (15).

En nordisk og en tysk oversigt over generationernes arbejde udkom ifjor. Den nordiske — min egen Nordisk folkeviseforskning siden 1800 (16) — holder sig lovlig snævert til den egentlige folkevise og handler også mere om texter end om melodier, men den giver dog vejledning til litteraturen om det nordiske melodistof — en litteratur, hvis sidste, meget originale bidrag er Thorkild Knudsens foran meddelte foredrag.

Den tyske, Das Erbe des ostdeutschen Volksgesanges, er af Walter Salmen (17), hvis navn vil huskes fra NM 1957, 2. Her behandles kun indsamlingens historie, men til gengæld med hovedvagten på det musikalske; en mængde stof er fremlagt på en solid og nieget overskuelig måde af den vesttyske forfatter.

Forskningshistorien har som al historie en persorialhistorisk side, der meget let kan blive et mål i sig selv. Som exempel herpå foreligger en bog om englænderen Cecil Sharp.

En mands værk og værket om ham
Cecil Sharp — navnet siger vist ikke mange danske noget. Anderledes i England, hvor The English Folk Dance and Song Societys smukke hovedsæde i London bærer hans navn, og hvor han regnes for pioner: musikeren, der ved århundredskiftet, c. 40 år gl., tilfældigt faldt over engelsk folkedans og sang; som i resten af sit liv optegnede 5000 melodier i England og i USAs øststater; og som var lige virksom i egenskab af samler, udgiver, lærer og organisator indenfor disse felter. Ved hans indsats blev den i bybefolkningen og i »dannede kredse« glemte og ukendte folkemusik kendt og udbredt igen, ikke mindst gennem skolerne, som det lykkedes Sharp at vinde for sig (altid den rigtige vej!).

Naturlig beundring for et betydningsfuldt livsværk og for en på en mærkelig måde både fin og jævn personlighed fremkaldte i 1933, 10 år efter Sharps død, en biografi, fremgået ved samarbejde mellem to mangeårige venner af ham, den ene
musikforsker, Fox Strangways, den anden, Maud Karpeles, hans elev, nære medarbejder og litterære exekutor (18). Ved læsning af den tiltalende bog i ny udgave undlader den idealisme, der drev Sharp til hans virke trods personlige vanskeligheder, ikke at gøre indtryk, og dette indtryk bliver ikke ødelagt af panegyrik fra forfatternes side. Interessantest er de to kapitler om hans indsamlingsrejser i de appalachiske bjerge sammen med Maud Karpeles, der her skriver i jeg-form; skildringen af dette civilisatorisk tilbagestående bjergdistrikt og dets ukunstlet fine befolkning, der endnu da (under 1. verdenskrig) bevarede mange fædrene traditioner, sorn var tabt eller stærkt ændret i moderlandet, er meget læseværdig, og synspunktet for dette isolerede »folks« kunst kommer frem i en ypperlig bemærkning af Sharp, rettet mod en bedrevidende kritiker: »Et exempel på hæmmet udvikling? Jeg ville snarere kalde det et exempel på hæmmet degeneration!«

Trods meget omfattende belæsthed og en dejlig bogsamling, der nu står i Cecil Sharp House, fik han aldrig skrevet meget, og videnskabsmand i snævrere forstand var han ikke. En del af vanskelighederne især i begyndelsen af hans virke skyldtes netop, at han i kraft af sit emne havde svært ved at vinde gehør hos traditionelle musiker- og forskerkredse, der sletikke kendte de skatte, han gravede frem — samtidig med at hans samvittighedsfulde behandling af det optegnede og store indsigt i emnet umuliggjorde samarbejdet med dem, der i folkedansen og sangen kun så et middel til underholdning, et middel, hvis røgt ikke krævede særlig skoling eller viden.

Efter nogle frugtbare samlerår især i Somerset skrev Cecil Sharp 1907 en sammenfatning af sin viden om folkesangen: English Folk Song — Some Conclusions (19). Den er nu kommet i 3. oplag, revideret med let hånd af Maud Karpeles (så let, at hun ikke har trøstet Sharp i hans beklagelse af, at den første betydelige norske komponist, Gade, ikke havde held til at skabe et konservatorium i sit hjemland).

Denne bog, der er båret af stor praktisk erfaring og solid viden uden højvidenskabelige lader, henvender sig — ihvertfald i udlandet — til et langt større publikum end biografien med dens mange detailler om personer og organisationer. For det første giver den, som den bør, en introduktion til den engelske folkesang, dens tonalitet, opbygning og melodik samt textgenrer. For det andet giver den træk af folkesangens historie i England og belyser forholdet mellem de såkaldte traditional airs, old English songs og virkelige folkesange (ved hvis optegnelse englænderne har været meget tilbage, ifl. Sharp fordi man troede på dogmet om englænderne som et umusikalsk folk). For det tredie er bogens kapitler om sangens tilblivelse og traditionens betydning blandt det bedre, man har læst om dette prekære emne, der netop ved århundredskiftet betragtedes fra yderliggående synspunkter. Og for det fjerde er Sharps rige personlige erfaringer nedlagt i nogle aldeles storartede afsnit om sangens vilkår i det oprindelige milieu og under de ændringer, som dette milieu til skade for folkekulturen allerede da var ved at gennemgå, såvelsom om de syngendes adfærd og holdning overfor sangen. Disse overvejelser og exempler har gyldighed udover Englands grænser og hører til bogens største fortrin. At en række delvis meget smukke melodier belyser texten, er næsten en selvfølge.

En klar og ubunden ånd, en mand, der allerede er en historisk skikkelse, har skrevet denne populære bog. Dens alder gør den historisk, dens indhold gør den aktuelt anvendelig. Den fortjener i høj grad at være kendt i Norden, hvor problemerne i ikke ringe grad har været de samme.

Udsyn over folkemelodierne
Hvis forskningshistorie kan siges at være andenhånds arbejde i forhold til sangen, er vi med Cecil Sharps Conclusions ovre i den førstehånds faglitteratur. Den var inddelt i principielle afsnit, bestandig indenfor hans lands folkesang. Principper og genrer brydes i den anden foreliggende oversigt over et lands folkemusik, Zoltán Kodály: Die ungarische Volksmusik (20) (ungarsk 1935 og senere, nu for første gang oversat, motiveret med at Bartóks ældre oversigtsværk på tysk og engelsk ikke fik den forventede udbredelse).

Bartóks ven og fælle i videnskaben som i kunsten viser her den balance og den selvfølgelighed, hvormed man kan skrive, når emnet gennem årtier er blevet indholdet i ens liv. Ikke at alt er klarlagt — mange steder henvises uklare emner til fremtidigt studium — videnskaben er altid på vej, og i dette tilfælde er det sikkert, at Corpus Musicae Popularis Hungaricae vil give mulighed for at angribe de teoretiske og historiske problemer på langt sikrere grundvold end før. Alligevel giver Kodály overordentlig meget i bogen. Udmærket belyses de særlige forhold i Ungarn, hvor nodekundskab også i dannede og musikskabende kredse har været ganske sjælden lige op til vor tid, hvor zigeunerrepertoiret har bibragt en verden falske forestillinger (de spiller nyere ting, der ikke er ungarsk folkemusik og sletikke ægte gammel zigeunermusik), og hvor omgivende folks kultur har påvirket det etnografisk og sprogligt helt isolerede ungarske folk. Melodiske strukturundersøgelser viser overensstemmelse især med det sprogligt beslægtede folk tjeremisserne (i Rusland, øst for Gorkij), men også med andre østlige folk. Disse ligheder kan ikke være tilfældige, og da de ikke kan skyldes påvirkning, er de vidnesbyrd om det gamle slægtskab mellem de to folk, skønt magyarerne har levet i Ungarn i 1000 år. Der er over 200 melodier i bogen og tysk textoversættelse, og mange er optegnet af Kodály selv. Andre stilarter har naturligvis gjort sig gældende, og Kodály gennemgår dels disse stilarter, dels visse særlige genrer, herunder den sparsomme instrumentalmusik; udøvelse har altid været for de få, selv fattige har betalt for spil til dans fremfor at tilegne sig instrumenternes brug.

Fremstillingen er ikke vanskelig at læse og oplives gang på gang af forfatterens rige personlige erfaringsstof, og da emnet ligger os ret fjernt, er det stimulerende læsning. Ungarskheden har i sandhed rige kilder at øse af; folkets særpræg har holdt til et årtusindes omvæltninger, og vi tror forvist, at det ikke står for fald.

Studier over enkelte emner
Af mindre almen interesse, men dog af større metodisk betydning og ofte netop egnede til at åbne perspektiver, er de forskelligartede enkeltstudier, der i stort tal ser lyset. To tyske arbejder ligger foran os.

Ernst Klusen fra det Nedrerhinske folkesangsarkiv i Viersen har sat sig for at studere de nyere folkesanges lokalpræg (Der Stammescharakter in den Weisen neuerer deutscher Volkslieder) (21). Han har taget c. 50 18.-19. årh.s sange, optegnet fra folkemunde i det nedrerhinske område, og for hver af dem samlet alle kendte varianter fra hele Tyskland, c. 750. Dette materiale gennemgås dels analytisk (efter intervaller, ambitus, gentagelser m. m. m.), dels lokalt i en kort behandling af hvert tysk landskabs formentlige musikalske egenart.

De to hovedafsnit falder uhyre forskelligt ud. I analysen kan man næppe se skoven for bare træer. Teoretiseren og statistik fortjener al respekt, men vækker her skepsis, måske mest fordi 750 opskrifter er et meget smalt grundlag for så vidtgående studieformål. Man synes, man får mere at vide i omtalen af hvert landskab, selvom materialet er det samme. Forfatterens særlige sprogbrug virker her heldigere, og han synes lidt mindre fortabt i sine tal og skemaer end før, ligesom han selv ser fejlkilderne og derfor ikke misbruger sine resultater altfor tydeligt. Af musikexempler gives kun eet for hvert landskab. I tilfældet Pommern er det efter vore fornemmelser lige eet for meget — læseren kender måske flg. melodi: D-dur 4/4 - a a g / fis - - d /d cis h a /a g - - / - g g fis / e osv. osv. Men så ved vi da, hvor den melodi stammer fra.

Det mest interessante ved bogen er egentlig, at dens materiale ikke er gammelt og derfor af den skuffe, der er bedst tilgængelig for undersøgelser af typen Kunstlieder im Volksmunde (med John Meiers berømte bogtitel). Man kender det udgangspunkt, hvoraf de folkelige varianter har dannet sig. Men al tale om Zersingen (folkelig omsyngning i nedsættende forstand) er, i overensstemmelse med moderne anskuelser, forstummet til fordel for mere positive folkloristiske synspunkter. Det siges lige ud s. 15: »Med få klare undtagelser bortfalder indføringen af begrebet Zersingen. Variantdannelse er i reglen ikke negativ Zersingen, men skabende omformning — bl. a. udfra landskabets ånd.« Trods emnets vanskelighed og metodens usikkerhed er der således alligevel noget at hente i den lille bog.

Endnu Klusens bog vælger et vidt emne. Ganske snævert er derimod - ihvertfald tilsyneladende - Walter Wioras emne, hvor han kritisk analyserer en hovedkilde: Die rheinisch-bergischen Melodien bei Zuccalmaglio und Brahms. Alte Liedweisen in romantischer Färbung (22). Det gælder den første virkelig omfattende tyske folkevisesamling med melodier, A. Kretzschmer & W. v. Zuccalmaglios Deutsche Volkslieder mit ihren Original-Weisen, I-II 1840. Dette arbejde, hvori Z. har den største andel, fik hl. a. den vigtige eftervirkning, at Brahms derfra tog melodierne til sine Volkslieder. Desværre blev udgavens renommé snart blakket, man hævdede, at værket kun i ringe grad var folkeligt ægte, ja at Z. selv var mester for en del af melodierne. Prof. Wiora har med støtte i det kæmpemæssige materiale i Deutsches Volksliedarchiv foresat sig at kulegrave dette problem.

Resultatet, der støttes af en selvstændigt betydningsfuld kommentar til hver eneste af de mange hundrede sange, er følgende: Z. er en overmåde perfektibel skribent og digter, og overfor volkslieder-texterne stiller han sig frit. Men på det musikalske område indtager han en mærkelig mellemstilling. Hans dannelse og viden er for stor til, at han står ureflekteret skabende eller traditionsbærende, men for ringe til, at han kan regnes for mere end en musikdilettant — han er hverken sand komponist, sand forsker eller virkelig »mand af folket«. Videnskabeligt og i reglen også kunstnerisk er hans indgreb i de fra mund og bog samlede melodier derfor af det onde; til gengæld er de langt ringere af omfang, end nogle har ment, og bortset fra et højst begrænset antal tilfælde er det helt misvisende at sige, at han har komponeret melodierne selv. Han siger selv i en polemik, at hans kompositoriske gaver sletikke rækker til noget sådant.

Hans forhold til det givne kan i detailler ses i Wioras nodebilag; det drejer sig mest om, hvad undertitlen kalder en romantisk farvning af kilden. Men selvom disse overgreb altså er færre end hidtil troet, overgår de dog langt, hvad nogen mig bekendt skandinavisk folkemusikudgiver har tilladt sig.

Hvad der har tiltrukket mænd som Schumann og Brahms i Z.s værk, er altså ikke de høje kvaliteter, men det forhold, at Z. i særlig grad repræsenterer »det romantiske« i synet på folkesangen. Dette står i forbindelse med traditionerne i hans hjemegn, Rhinegnen, hvis rige melodier delvis har levet til vort århundrede, hvor L. Pincks store samleværk fra Lothringen, Verklingende Weisen, har hævdet sig som et af de mest perspektivrige i sin art.

»Denne dilettant,« siger Wiora s. 161 om Zuccalmaglio, »stod næsten ene på et historisk vigtigt skæringspunkt mellem gamle folkesangstraditioner, romantiske digteres ideer og folkesangens og husmusikkens nye existensformer. Hans betydning for historieforløbet og historieerkendelsen overtræffer derfor langt hans virkes kvalitet i sig selv.« De almene og aktuelle betragtninger, Walter Wiora her som altid udvinder af sit stof, og som savner modstykker i den hjemlige problemstilling, skal nævnes til slut. I denne som i så mange andre bøger er det jo sådan, at den, der ikke har særlig brug for den almindelige fremstilling af emnet, dog har brug for at vende tilbage dels til de mindste enheder i bogen, den bibliografiske stof samling, dels til de ledende synspunkter og resultater.

Folkedans
En væsentlig side af folkemusikstudiet er folkedansen. Her i landet, hvor folkedansen er bevidst dyrkelse og genoplivelse på traditionelt grundlag, har den ikke tag i talstærke befolkningslag; anderledes i sydligere lande. Litteraturen er stor, men ligger iøvrigt udenfor denne artikels ramme. Blot skal det nævnes, at en serie på ikke mindre end 26 bind, Handbooks of European Dances, har set lyset, og at forlæggeren nu er gået i gang med en tilsvarende række, The Traditional Dances of Latin America, hvoraf de to første bind er fremkommet: Dances of Mexico — Dances af Argentina (23).

Den billige og nydelige serie fortjener opmærksomhed. På 40—50 sider gives en indledning om folkedansen i hvert land og grundig gennemgang af nogle enkelte danse med musik og nette farvetavler. En bogliste baner vejen for videre studium.

At bøgernes indre gehalt ikke kan være ligeså ensartet som deres ydre fremtræden, siger sig selv. Læser man A. L. Lloyds indledning til det argentinske bind (16 sider), får man virkelig noget at vide om dansens vilkår i de forskellige egne, om musikken, instrumenterne, de traditionelle dragter og de vigtigste dansetyper, hvoraf tre derefter beskrives nøje. I forhold hertil er den »mexicanske« indledning kort og langt mindre givende; dog må man bemærke, at de ikke-tekniske oplysninger om hver dans her følger dansebeskrivelserne, mens Lloyd satte dem i indledningen.

Kun smagsprøver, naturligvis, men lette at gå til, hvis man uden at forvilde sig ind i speciallitteratur ønsker orientering om dansen i bestemte lande.

Vi nævner i denne sammenhæng en tiltalende bog, der også omhandler et enkelt land, men som er lagt an efter helt andre linier og derfor af interesse for et sammenlignende eller indledende studium, Richard Wolfram: Die Volkstänze in Österreich und verwandte Tänze in Europa (24).

Tidsskrifter
De her nævnte bøger er kun enkelte exempler, valgt fra vor nærmeste omegn. Også romanske og slaviske, afrikanske og sydamerikanske og de mange asiatiske lande er med i studiet. Store publikationsrækker, enkeltstudier, pjecer ser lyset. Lokale, landsomfattende, internationale foreninger virker. Praktisk folkedans, musikpædagogik, etnografi, folkedigtsforskning, almindelig musikvidenskab — alle har de aktier i folkemusikken og folkemusikken i dem, og alle synspunkter er repræsenterede i hvad der skrives. Også en betydelig mængde årbøger og tidsskrifter ser lyset. De fleste steder glider folkemusikstoffet ind i tidsskrifter fra de forskellige ovennævnte felter og bliver derved vanskelige at få hold på, men også særskilte periodica fremkommer. Således har østrigerne på forbilledlig måde samlet kræfterne om Jahrbuch des österreichischen. Volksliedwerkes (25). Alle aktuelle og historiske spørgsmål indenfor folkesang, -musik, -dans og -skuespil kan her behandles, de forskellige foreninger kan komme til orde, og en årlig bibliografi samles. Året 1957 har bragt et lidt forsinket bd. 5 af denne tiltalende publikation, og der ventes et bd. 6 som festskrift til den gamle pioner Raimund Zoder.

Jeg må også nævne Journal of the International Folk Music Council (26); der bringer foredrag (evt. i sammendrag) fra de årlige kongresser og i fremtiden forhåbentlig også lidt længere originalbidrag, og det orienterer om de forskellige landes aktivitet indenfor området. Dog er journalens vigtigste del måske recensionsafsnittet, der for hvert år bringer flere og flere anmeldelser af faglitteratur, som det ellers ville være uoverkommeligt at vide besked med.

Bela Bartók til minde
En bog, der efter sit indhold svarer til et par gedigne bind af et tidsskrift ved at samle mindre, meget forskellige studier, er — Studia memoriae Belae Bartók sacra. Vi er her ved enden og ved begyndelsen af vort emne, den store stabel bøger, vi ville orientere de danske læsere om.

Men mon ikke denne bog bedre end noget andet giver et glimt af ånden i den bedste folkemusik og dens udforskning? Her mødes de forskellige nationer, ideologier, faglige synspunkter. Ingen tænker på at opgive sit eget, ingen forlanger, at naboen skal opgive sit, men grænserne står åbne for tankevexling og påvirkning, og perspektiverne til musikkens liv i folket og dens udnyttelse i kunstmusikken er ikke glemt. En sag har forenet alles interesse, og en mands død har forenet alles savn.

Det ungarske etnografiske Selskabs latinske dedikation til Bartóks minde specificerer hans kæmpeindsats som samler og forsker. Men det store er jo, at der kan fortsættes med en hyldest til ham, »som hævede folkenes melodier til sublim kunst, som, aldrig frygtsom, stedse kæmpede for almuen og for broderskab mellem folkene, som ved utrættet virke og ved sin altfavnende ånd bley et forbillede for de bedste mænd i vor tid.«

Både Bartók og hans livs virke er her sat på den rette plads: Det store menneske, der viser, at folkemusikken i de lykkeligste øjeblikke hæver sig over videnskabelig, politisk og anden menneskelig ufuldkommenhed.

LITTERATURLISTE
1) Studia memoriae Belae Bartók sacra. Adiuvantibus Z. Kodály et L. Lajtha curant B. Rajeczky et L. Vargyas.
Aedes Academiae Scientiarum Hungaricae, Budapestini 1956. 544 s., portræt, tvl., noder. Ca. 50 kr.

2) Se Erik Dal: Danmarks gamle Folkeviser — en plan for udgavens afslutning, Danske Studier 1955 63—76.

3) The English and Scottish Popular Ballads edited by Francis James Child. In five volumes. The Folklore Press in association with Pageant Book Company. New York 1956. — Fotografisk optryk. 3 bd., 37,50 dollars indb.

4) 5 halvbind udkom før krigen, bd. III, 2 hos Walter de Gruyter, Berlin 1954. Anm. DSt 1955 131—33.

5) Wolfgang Steinitz: Deutsche Volkslieder demokratischen Charakters aus sechs Jahrhunderten. Band I, Akademie-Verlag, Berlin 1954. Deutsche Akademie der Wissenschaften zu Berlin, Veröffentlichungen des Instituts für deutsche Volkskunde Band 4/1. XLIV + 500 s. 15 DM kart. Amn. DSt 1956 140—42. Et nyt oplag har allerede været nødvendigt.

6) Slovenske l'udové piesne. Zväzok III. Zozbieral a pripravil Frantisek Poloczek. Cantiones Populares Slovacae Tomus III. Academiae Scientiarum Slovacae Corpus Musicae Popularis, Bratislaviae 1956. 700 s. + 128 plancher. Tjekk. kr. 87,70 indb.

7) Gotländska visor samlade av P. A. Säve. Utgivna av Erik Noreen och Herbert Gustavson (och Nils Dencker).
Kungl. Gustav Adolfs Akademien, Svenska visor 1. 3 hæfter. Uppsala, Stockholm 1949—55. VI+ 568 s., sv. kr.
38,00 uindb. Anm. DSt 1956 138—40.

8) Volkslieder der Sorben [orig. udg. : der Wenden] in der Ober- und Nieder-Lausitz. Hrsg. von Leopold Haupt und Johann Ernst Schmaler. Anastatischer Neudruck. Akademie-Verlag, Berlin 1953 [orig.udg. : Grimma 1841].
Dt. Akad. etc., jf. note 5, Band 3. X+392+VIII+ 332 s., ill. 24 DM kart.

9) Margaret Fay Shaw: Folksongs and Folklore of South Uist. Routledge and Paul Kegan Ltd., London 1955.
XIV+290 s., ill. 50 sh. indb.

10) Afhandlinger i Budkavlen XXXI 1952 og XXXIII 1954 [dvs. 1954 og 1956], Åbo, samt om de nordiske strofer XXIX 1950 [1951] og Erik Dal, jf. note 16.

11) Selma Nielsens viser. Et repertoire af folkelige sange fra det 19. århundredes slutning udgivet af Nils Schiørring. Munksgaard, Kbh. 1956. Danmarks Folkeminder nr. 66. 192 s. 15 kr. uindb. Anm. DSt 1957 150—52.

12) International Folk Song Anthologies. Folk Songs of Europe, edited by Maud Karpeles for the IFMC. Novello & Co. Ltd., London 1956. XXIV + 268 s. 9sh. 6d. indb.

13) Georg Kotek und Raimund Zoder: Ein Österreichisches Volksliederbuch. [3 dele med titler:] Stimme der Heimat, Im Heimgarten, Stille Stunden. Volksausgabe in einem Band, österreichischer Bundesverlag, Wien 1948.
Volksausgabe in einem Band. 160 + 144 + 116 s., 18,60 Schilling uindb.

14) W. Wiora: Europäischer Volksgesang. Gemeinsame Formen in charakteristischen Abwandlungen. Arno Volk Verlag, Köln [1952]. 72 s. 7,80 DM. Hører til rækken Das Musikwerk, ein Musikgeschichte in Beispielen.

15) Jaap Kunst: Ethno-musicology ... 2. enlarged ed. of Musicologica. Martinus Nijhoff, Haag 1955. 160 s., ill.10,50 fl. uindb. Anm. DM maj 1956. En 3. udg. forberedes, dens bibliografi vil omfatte over 6000 numre mod 2. udg.s c. 2000.

16) Erik Dal: Nordisk folkeviseforskning siden 1800. Omrids af text- og melodistudiets historie og problemer især i Danmark. Universitets-Jubilæets danske Samfund nr. 376, J. H. Schultz Forlag, Kbh. 1956. 448 s., ill. 28 kr. uindb. Anm. af O. M. Sandvik NM 1957, l, af Inger M. Boberg i DSt 1957 146—47.

17) Walter Salmen: Das Erbe des ostdeutschen Volksgesanges. Geschichte und Verzeichnis seiner Quellen und Sammlungen. Marburger Ostforschungen Band 6. Holzner Verlag, Würzburg 1956. XIV + 128 s. 12,90 DM kart. Anm. DSt 1957 144—16.

18) A. H. Fox Strangways and Maud Karpeles: Cecil Sharp. 2. ed. Oxford University Press, London &c. 1955 XVI + 226 s. + 16 tvl. 25 sh. indb.

19) Cecil J. Sharp: English Folk Song — Some Conclusions. Revised by Maud Karpeles. 3. ed. Methuen & Co., London 1954. 21 sh. indb.

20) Zoltán Kodály: Die ungarische Volksmusik, übertragen von Bence Szabolcsi. Corvina, Budapest 1956. 184 s., tvl. 28 kroner indb.

21) Ernst Klusen: Der Stammescharakter in den Weisen neuerer deutscher Volkslieder. Voggenreiter Verlag, Bad Godesberg 1953.Veröffentlichungen des Niederrheinischen Volksliedarchivs Viersen, Wissenschaftliche Reihe B. 2. 80 s.

22) Walter Wiora: Die rheinisch-bergisehen Melodien bei Zuccalmaglio und Brahms. Alte Liedweisen in romantischer Färbung. Voggenreiter Verlag, Bad Godesberg 1953. Quellen und Studien zur Volkskunde Band 1. 206 s. 9,80 DM uindb.

23) A. L. Lloyd: Dances of Argentina. 40 s. — Guillermina Dickens: Dances of Mexico. 44 s. — Begge: Max Parrish, London 1954, à 4 sh. 6 d. indb.

24) Richard Wolfram: Die Volkstänze in Österreich und verwandte Tänze in Europa. Otto Müllers Verlag, Salzburg 1951. 222 s., tvl. 64 Schilling indb.

25) Jahrbuch des österreichischen Volksliedwerkes. Wien 1952 ff. I-IV anm. DSt 1956. V: Wien 1956, 128 s. 48 Schilling. Adr. österreichische Museum für Landeskunde, Laudongasse 17/19, Wien.

26) Journal of the International Folk Music Council. London 1949 ff. W. Heffer and Sons Ltd., Cambridge. IX: London 1957, 116 s., ill. 12 sh. 6 d. uindb.

Nr. 9, 13, 18, 19, 21, 22 og 23 er tilgået DMs redaktion fra forlagene, nr. 20 fra Munksgaards forlag. Nr. 5, 7 og 25 er tilgået anm. fra forlagene i hans egenskab af medredaktør for Danske Studier. Øvrige numre er tilgået ham på anden måde.

ERIK DAL, f. 1922, studenter examen 1941, cand. mag. (dansk og musik) 1949. Adjunkt ved Øregård Gymnasium 1950—52, bibliotekar ved Det kgl. Bibliotek (Danske afdeling) 1. januar 1953. Københavns og Århus universitets guldmedailler 1949 og 1952 for to afhandlinger, der senere sammenarbejdedes til den i note 16 nævnte bog. Har desuden skrevet to småbøger om H. C. Andersen og forskellige afhandlinger og artikler om folkeviseforskning og bogvæsen. Adskilligt udgiver- og redaktørarbejde, bl. a. Danske Metrikere Jff. 1953 ff. sammen med Arthur Arnholtz og Aage Kabeli, til hvilket værk kommentar nu er i arbejde. Bestyrelsesmedlem og dansk kontaktmand for International Folk Music Council.

Årgang 32/1957, nr. 03