Sangen er død - sangen leve!

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 03 - side 79-80

Sangen er død - sangen leve!

Af NIELS MAALØE

NÅR folk hører en tysk eller østrigsk folkesang, siger de: "Det er ganske som at høre en af Mozarts eller Beethovens sange; det er slet ikke nogen folkesang, den er sikkert komponeret af Michael Haydn eller Leopold Mozart." Det falder slet ikke disse brave mennesker ind at tænke på, at Mozart, Beethoven og Schubert alle var af jævn herkomst, og at de utvivlsomt fra barnsben har haft et grundigt kendskab til deres lands folkelige musik.« Således skriver Ralph Vaughan Williams i den nyligt udgivne »The Making of Music«, og han fortsætter: »Det forholder sig nemlig efter min mening ikke sådan, at de tyske folkesange ligner de klassiske komponister, men at de klassiske komponisters enklere sange ligner de tyske folkesange, og at vi kan kalde Mozart og Beethoven nationale komponister i lige så høj grad som Dvorak og Grieg.« Det er givetvis ikke noget tilfælde, at den blomstringsperiode, som engelsk musikliv befinder sig i idag, begyndte samtidig med landets vågnende interesse for folkesange. Dels fandt de dengang (omkring århundredskiftet) unge komponister, Vaughan Williams, George Butterworth og flere andre, i de nyopdagede folkesange et ganske nyt melodimateriale, som de i rigt mål gjorde brug af i deres musik, og dels virkede hele den nye folkemusikbevægelse særlig inspirerende på komponisterne og blev en af de væsentligste årsager til, at musiklivet i England kom ud af det dødvande, det havde befundet sig i størstedelen af det nittende århundrede.

For halvtreds år siden kunne man uden at risikere at blive sagt imod have fremsat den påstand, at der i England ikke fandtes folkesange, og at musik var noget, englænderne importerede — uden at eksportere noget til gengæld.

Cecil Sharp, den engelske folkemusikbevægelses fører og primus motor, og de andre datidige folkesangssamlere, bl. a. Lucy Broadwood, W. P. Merrick og Vaughan Williams, opdagede England påny — og fandt, at det var en ø fuld af halvt gemte og halvt glemte skatte, som i righoldighed ikke blev overgået af noget andet land i Europa. »The Lark in the Morn«, »I will give my love an apple«, »The Crystal Spring« og hundredvis af andre sange kendes nu over hele England, takket være dels det arbejde, der er blevet gjort af English Folk Dance and Song Society, dels paradoksalt nok nogle af de faktorer, som har været medvirkende til at ødelægge den folkelige sangtradition: den tvungne skolegang, radioen, grammofonen. For halvandethundrede år siden kaldte den engelske digter Coleridge kirkeklokkerne 'den fattige mands eneste musik'. Intet kunne være fjernere fra sandheden. I sin bog 'English Folk-Song, Some Conclusions', som udkom første gang i 1907, skrev Cecil Sharp:

»Jeg har diskuteret folkesange med hundreder af gamle mennesker på landet. Det er den samme historie, jeg hører fra dem alle. Alle sang i deres ungdom, siger de; de sang, når de om morgenen gik til deres arbejde, de sang ude på marken, og de sang, når de traskede hjem om aftenen.« For kun hundrede år siden var med Sharp's ord »hver eneste engelsk landsby en sangfuglerede.« Endnu den dag i dag sender BBC sine folk ud med båndoptagere for at optage de sidste rester af folkesange, som stadig synges i fjerne, sparsomt beboede afkroge af England. Men det kan kun betragtes som rester, som de sidste hendøende gløder af det forhen så flammende bål. Pløjemanden sang, når han gik bag ploven, malkepigen sang, mens hun malkede køerne, sømanden sang til sit arbejde. Men hvem kan inspireres til sang af en traktor, en malkemaskine eller af maskinen i et skib? Og når arbejdsdagen er forbi, kan det moderne menneske få afslappende underholdning blot ved at trykke på en kontakt.

At folkesangene i det hele taget er blevet til — og at de gennem så mange, mange år har været ubetinget 'folkeeje', at de er blevet overleveret fra generation til generation gennem århundreder uden at miste deres ophøjede skønhed — er et slag i øjet på dem, der hævder, at 'kunst for folket' skal være sløvende og afslapningsfremmende. Hvad man nuomstunder er alt for tilbøjelig til at overse, er det ethvert naturligt menneske iboende kunstbehov, som blot alt for ofte kvæles af underlødige, kommercielle produkter. Det at værdsætte noget smukt er ikke noget, flertallet af mennesker ikke har lært; det er noget, de engang har kunnet, men har glemt igen. I »The Language and Mental Development of Children« skriver dr. A. F. Watts: »Både for deres egen og for samfundets skyld må børn lære at læse, thi i et samfund, hvor ikke flertallet er i stand til at læse, er det næppe muligt at opretholde et højt kulturelt niveau, og hvor evnen til at søge glæde og til at finde oplysninger gennem bøger mangler, er det usandsynligt, at man kan leve et tilfredsstillende liv.« Dette er et såre akademisk synspunkt, som kun er betinget korrekt. Det at kunne læse har i sig selv intetsomhelst med kultur, endsige lykke at gøre. I en dansk radioudsendelse for tre-fire år siden interviewede man samtlige elever i en landsbyskoles afgangsklasse for at finde frem til deres 'kulturelle niveau'; det viste sig, at ingen af klassens 25 elever på 14-15 år nogensinde havde læst en bog. Da de lidt senere blev spurgt, hvilke sange de kunne synge, viste det sig, at den eneste, de alle kendte, var »Vovsen i vinduet« ! Modsvarende dette behøver man blot at betragte en fjern fortids spanske, kinesiske eller afrikanske hulemalerier eller lytte til en folkesang, der oftest kan takke netop den manglende læseevne for sin eksistens, for at blive klar over det urigtige i, at »hvor ikke flertallet er i stand til at læse, er det næppe muligt at opretholde et højt kulturelt niveau.« Gennem English Folk Dance and Song Society, som har til huse i Cecil Sharp House i London, gøres et vældigt arbejde for at genudbrede de engelske folkesange og -danse. En endelig form for dette arbejdes udførelse kan næppe siges at være fundet; nogle ønsker, at sangene skal synges, som de blev sunget for 50—100 år siden og uden nogen form for akkompagnement. Men det nytter næppe at forsøge at skrue tiden tilbage og iføre sangene deres nittende århundredes klædedragt — det vil virke unaturligt at søge at genskabe et milieu, som forlængst er ophørt at eksistere. Det vil heller ikke føre til noget at søge, som nogle har villet det, at sende sangene ud i livet i håb om, at de vil blive gjort til genstand for en fornyet overleverings- og tilslibningsproces.
Muligheden for, at sangene skal kunne overleveres ad mundtlig vej uden de trykte kilders indflydelse, er selvfølgelig uendelig ringe.

Men selv om for sangenes vedkommende skabelses- og overleveringsprocessen er forbi, eksisterer sangene selv dog stadig. Schubert er død, men hans sange lever; de generationer af engelske sømænd, som var med til at give for eksempel »Shenandoah« form, er ikke mere, lige så lidt som de skibe, de sejlede med. Men sangen har liv, fuldt så meget som Schuberts »Forelle«. Og her er det, folkesangen har sin store betydning: den er menigmands musik. Folkesangen lader sig synge af almindelige mennesker, som aldrig ville kunne tænke sig at give sig i lag med et koncertrepertoire; og ikke nok med det: folkesangen egner sig langt bedre til at blive sunget af menigmand end af en koncertsanger. Kathleen Ferrier's fortolkninger af nordengelske og skotske folkesange er såre berømte, også herhjemme; men måden, hun synger dem på, kan ikke kaldes folkesang; dertil er arbejdet, der ligger bagved, alt for bevidst. Folkesangen er noget spontant, noget næsten ubevidst; i alt fald følte de gamle folkesangere sig vist sjældent som bevidste kunstnere.

Og folkesangen har et andet, meget videre perspektiv: den er nøglen til et folks karakter. Mens den individuelt skabte musik ofte kan være påvirket af indflydelse fra andre lande, er folkemusikken altid national. Der er intet mere engelsk end en engelsk folkesang, intet mere spansk end en spansk folkesang o. s. v., thi hvis ikke sangene havde vundet universel anerkendelse i de lande, hvor de gennem så mange generationer blev overleveret, ville de aldrig have kunnet leve. International Folk Music Council, det internationale folkemusikråd, der ledes af Maud Karpeles, Cecil Sharp's mangeårige medarbejderske, har i august afholdt sit årlige møde i København; rådet har blandt andet på sit program »at fremme forståelsen landene imellem gennem den fælles folkemusikinteresse«.

Sangene lærer os at forstå hinanden; de lærer os om de nationale forskelligheder, men viser os samtidig, at alle de fundamentale følelser, hvori sangene har deres udspring, er ens over alt i verden. Kunne dyrkelsen af folkesangene — på nationalt og internationalt plan — bringe os blot den mindste smule nærmere hinanden, lære os, at vi på bunden er ens, selv om udtryksmåden veksler fra land til land, så ville den alene derved have sin berettigelse.

NIELS MAALØE, f. 1931, stud. mag. (engelsk, musik). Student fra Østersøgades gymnasium 1950, derefter flere studierejser i England. Har bl. a. oversat Negley Farson til dansk. I komiteen for International Folk Music Coucil's kongres i København, iøvrigt p. t. huslærer på Rösjöholm i Halland.