uden titel

Mellem pessimisme på den ene side og tro og håb på fremtiden på den anden vakler anskuelserne og muligheden for atter at få folkesangen til at tone. Men hinsides pessimismen ligger ligegyldigheden. De indolente mener »gå som det kan«, de fremskridtstroende afviser som tilbageskridt, hvad der ikke er fremskridt i deres forstand, og dannelsessnobberne bekymrer sig til alle tider kun om kunst- og kirkemusik uden at ville se, hvad der sker i de dybeste lag, skønt deres kultur er bygget op på dette fundament.

WALTER WIORA (1953) Hvis vi ved national klassik forstår det formelt fuldendte udtryk for en nationalånd, så er det indlysende, at nogle tusind melodier fra folketraditionen er den eneste klassiskungarske musik, vi kan opvise. Denne melodiskat er hidtil det mest fuldkomne udtryk for den ungarske nationalitet. Det er en skat ikke blot af folkelig, men også af national betydning: thi engang tilhørte den hele nationen, og hvis vi alvorligt stræber mod en organisk musikkultur, må den hurtigst muligt igen gøres til hele nationens eje.

ZOLTÁN KODÁLY