uden titel

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 03 - side 82-83

Breve til redaktionen Fra IB NØRHOLM Til Bed.! Teg modtog forleden efterfølgende brev fra en af J mine venner, som sikkert også er Dem bekendt.

Ihvorvel meget af hans beretning må forekomme ganske usandsynlig og (mellem os sagt) temmelig præget af den rejsendes frie og ukontrollable fantasi, så finder jeg dog, at den kan være af en vis interesse for offentligheden, fordi den stiller den øjeblikkelige debat om musiklivet i relief.

Kære ven! Som du ved fik jeg fornylig ministeriets stipendium til en studierejse. Takket være mit lange bekendtskab med Hr. Egon Friedeil mente jeg nok at turde anmode ham om at låne tidsmaskinen.

Han svarede mig meget venligt, at skønt den efterhånden var blevet noget slidt af alle de, der havde brugt den, så formodede han nok, at den kunne klare et lille hop på en 50 år. Jeg stak altså i den og da rejsen, som du ved, udelukkende foregår temporært, anbragte jeg mig i Odd-fellow-palæets store sal og startede.

Jeg troede ved min ankomst først, at der måtte være sket en fejltagelse. Alle omgivelserne så ud som sædvanligt, kun en anelse mere støvet. Salen var stadigt halvtom og ansigtsudtrykkene præget af den samme gabende musikappetit, som vi kender så godt. Der stod stadigt et Hornung & Møller koncertflygel på podiet. Blot programmets udseende afveg meget fra, hvad vi er vant til. Allerede overskriften »Koncertmuseet. Sæson 2007«, virkede overraskende. Som det fremgik senere, var selve koncertinstitutionen nu blevet en art museum, som meget andet inden for kulturlivet.

Også selve opsætningen var anderledes. Man skulle høre en klaveraften med en vis Zage Nåda.

Men hvor vore programmer anfører komponistnavnet, stod her navnet på flere mig velbekendte pianister. Sådan: Quasi Fischer: Beethoven-sonate Op. 57.

— Vasarhelyi: Schumann. Symfoniske Etuder.

— Paderewsky: Chopin-polonaise As- dur.

0. S. V.

Programmet indeholdt kun (og således var det tilfældet) værker til og med Chopin; den periode, der netop så træffende af universitetets førende musikprofessor var blevet karakteriseret som »den evigt aktuelle selv-realiseringsperiode«.

Lidt for sig, men dog nærmest adskilt fra det øvrige publikum ved en lidt kølig udstråling, sad en gruppe mennesker. De lignede i påklædning alle andre, men så man nøjere efter, var de forsynet med et par næsten usynlige gevækster, som uafladeligt svajede hid og did, og i deres kolossale evne til at skifte position, udvide sig og trække sig sammen, nærmest mindede om en mellemting mellem følehorn og antenner.

Da jeg bemærkede, at De herrer aldrig applauderede, spurgte jeg forsigtigt, om det måske var kritikerne. Spørgsmålet må have virket lidt komisk, for man belærte mig om, at denne betegnelse var gået af brug for længe siden. Nu benævntes de »Registratorerne«. I øvrigt fandt jeg ud af, at de var forsynet med adskilligt teknisk apparatur, hvoriblandt den netop omtalte Lezbaziske Ufejlbarlighedskondensator.

Min nabo hr. Nytnej, som iøvrigt i alle forhold var mig til stor hjælp, oplyste at registratorerne nøje opmålte eventuelle afvigelser fra det angivne forbillede på deres medbragte båndoptagere og næste dag fortrinsvis til indbyrdes opbyggelse diskuterede dem i dagspressen. Publikum var tilfreds, når bare alt blev ved det gamle.

Jeg havde det uheld at skabe kold luft omkring mig på spørgsmålet om den nye musik. Man lod mig temmeligt tydeligt forstå, at det ikke var god tone at interessere sig derfor, endsige videre nøjere besked med så underlødig en materie. Ihukommende en stipendiats ufravigelige pligt til at søge alt af interesse oplyst brød jeg al god tone ved at forfølge spørgsmålet. Jeg fik da opklaret en ganske pudsig misforståelse. Med »Ny musik« forstod man udelukkende det, vi i dag kalder underholdningsmusik; denne var blevet en stor og betydningsfuld industri, som varetoges af staten gennem ti store lokale 370-mands landsdelsbands og de autoriserede H-W refraindistributionscentraler. Da jeg forsøgte nærmere at dirigere mit spørgsmål i retning af en ny seriøs eller koncertpræget musik, henviste man mig hovedrystende til en registrator, som belærte mig om den øjeblikkelige situation vedrørende »Amatørerne«, som var den leksikonale betegnelse for det rudimentære begreb: »skabende kunstner«. Han fortalte mig, at deres musik forlængst var gledet ud af radioens og koncertmuseets programmer, blot som en logisk konsekvens af en lang udvikling, der var sat ind omkring midten af det 20. årh.

Tidens ejendommelige demokratiseringsbegreber affødte det krav, at kunsten for at eje nogen berettigelse skulle henvende sig til alle. Dermed havde man i virkeligheden umuliggjort eksistensen af det tidligere altid eksklusive, reserverede begreb: kunst. Fremstødet for den »post-chopinianske musik« havde været båret af en lille gruppe brændende idealister, som havde hævdet og forstået at vinde tiltro for den påstand, at det store nye publikums aversion kun var et nødvendigt og kortvarige overgangsfænomen.

Den ventede tilslutning udeblev imidlertid og materialismen, inflationen og travlheden formindskede tværtimod både lytternes antal og kvalitet.

Mange af idealisterne var brændt ud og nye rekrutteredes ikke fra den overvejende deterministisk indstillede generation.

Reaktionen indtraf derfor med stor voldsomhed og viste sig først i en almindelig surhed hos musikere, der nu een gang helst ville spille for et (helst stort) publikum. De største »navne« bekendte først deres uvilje til at optræde med ny musik, hvor de før havde gået i spidsen ... Orkestrene blev trætte og ville først og fremmest have et »fast repertoire«. Uropførelserne forsvandt fra Torsdagskoncertprogrammerne. Debutanter som før havde anset et nyt værk for et plus, fulgte'trop ivrigt opmuntret af publikum og delvis af pressen. Radioen begyndte systematisk at kvæle den unge musik, lettest den yngste ved konsekvent at refusere større værker og antage mindre til anbringelse i kartoteker. Offentlige tilskud f. ex. til Du T samt legater tørrede ind eller blev betydningsløse på grund af inflationen. De komponister, som udviklingen gjorde bitre, mistede derved deres evne til at skrive, medens resten forsvandt definitivt i isolation.

Således lød i korthed og med udeladelsen af en række detaljer registratorens redegørelse. De overraskelser, som selve koncerten indeholdt, skal jeg vende tilbage til senere. Ligefrem anmelde en koncert, der først finder sted om 50 år, må vel anses for utilbørligt.

Venlig hilsen P.S.

Da jeg egentlig sender Dem brevet uden min vens vidende og samtykke, anser jeg det for nødvendigt og rimeligt, at vi tilbageholder hans navn, hvilket jeg håber, De ikke vil anse for alt for ukorrekt.

Med højagtelse DERES IBNØRHOLM