Brev til redaktøren

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 105-106

Brev til redaktøren Midtsjællands ukronede musikhøvding, H. Chr.

Jensen, holdt på egen regning og risiko fem koncerter under »Propaganda-ugen for den levende musik«. Han har uden tanke om offentliggørelse sendt os et vennebrev, der siger så meget om musiklivets problemer, at også andre bør læse det. Det luder således: JA så blev musikugen lykkelig og vel overstået, for mit vedkommende med 5 musikaftener.

Men det er vel nok et magert resultat, at jeg (sagde hunden) skulle være den eneste i de sjællandske provinser, der har propageret for den levende musik. Det er i det hele taget, synes jeg, alt for lidt, der sættes i sving når det endelig skal være.

For provinsens vedkommende er Århus med min gode ven Blicher-Hansen så afgjort nr. l, for dermed er det hele næsten sagt.

Foruden Lumbye-aftenen i Ringsted var de andre aftener væsentlig samme program med den lige fortræffelige Agnes Lønskov, hvad enten det gælder klaveret eller sangen. Agnes har nu været med mig 115 aftener, og det fryder mig, at Den fynske Opera har engageret hende til at udføre grevindens parti i »Figaros bryllup«.

Vor første aften i musikugen var på Stevns ungdomsskole, hvor man holder et 3-dages efterårsmøde med foredragsholdere af høj standard. Således havde man på samme dag om eftermiddagen både Richard Gandrup fra Århus og Jens Rosenkær. Forstanderen fortalte mig, at man ved samme lejlighed i fjor havde haft Victor Schiøler, vel sagtens formidlet af ARTE. Men hans besøg var faldet til jorden. Det lå for højt for almindelige mennesker, sagde lian.

Koncerterne i forsamlingshusene på landet, der har været mit egentlige felt, — i hvert fald har dette arbejde ligget mig stærkt på sinde, —- er næsten helt gået i stå på grund af svigtende interesse fra ungdommens side. Skal der arrangeres noget, der kan få tilslutning, må man (foruden bal, naturligvis) lave biograf, tryllekunst eller gøglervogn, den sidste indført af Statsradiofonien.

Så nu må jeg holde mig til byerne samt til ungdoms- og højskoler, hvor eliten af ungdommen holder til. Men det er desværre kun en lille procentdel.

Skal der skabes grundlag for et musikliv, er der kun én vej at gå, og det er indførelse af musikog sangtimer i centralskolerne på landet med kvalificerede lærere. For resten ville en sådan ordning også være tiltrængt i de fleste byskoler, •— men der er jo dog skoler omkring hovedstaden, hvor der dyrkes musik med en interesse, som er forbilledlig.

Jeg forstår i denne henseende ikke de herrer musikkritikere, der som offentlige rådgivere mener, at der er en stærk trang i befolkningen efter musik. Man tænker vel som så, at blot man får et symfoniorkester til at spille, så kommer det andet af sig selv. Men jeg kan på forhånd sige, at intet er mere fejlagtigt. Se blot hvad skolekoncerterne er blevet til! Bedst kender jeg resultaterne i byerne Ringsted, Sorø, Slagelse og Korsør, hvor de forlængst er gået ind, fordi børnene ikke havde interesse for de vidtløftige programmer. Haslev er med endnu, men aftenkoncerten er strøget, fordi der efterhånden ikke kom flere tilhørere end der var musikere i orkestret. —- Her i Ringsted forsøgte kommunen sidste gang med gratis adgang, og så kom der da ca. 100.

Da Statsradiofoniens symfoniorkester med solister i foråret gav koncert i Slagelse, var der halvt hus. — Og hvad skal København med et byorkester, når man har vanskeligheder med at samle tilhørere i Radiohuset på en almindelig aften? — Tage Tivoli som målestok kan man da ikke, det er jo noget helt for sig selv.

Også jeg har forsøgt med symfoniorkester i min beskedne virksomhed, men til ingen nytte, fordi der blev bygget på sand. Nu har jeg glæde af folkekoncerterne, hvor jeg af og til smugler lidt symfonisk musik ind imellem. H. C. Lumbyeaftenen blev en formidabel sukces. Men hvad ville de herrer kritikere mene om et 12-mands orkester? Vel nærmest, at det er umuligt at opføre musik på den måde. Når man imidlertid gennem et halvt hundrede år på egen regning og risiko stadig har eksperimenteret sig frem, høster man i hvert fald erfaringer, som kun de færreste opnår.

De varmeste hilsener fra jeres hengivne HANS CHR. j P: N s EX Hedaktør Abildtrup, Venstres Folkeblad, skrev i sin anmeldelse af H. Chr. Jensens Lumbyekoncert bl. a.: Det er med musik som med anden kunst; enten rammer den strenge i vort sind, som klinger med, og så giver den os noget. Eller også lader den os kold... Forklaringen er ligetil: alt for få af os har haft lejlighed til at tilegne os den musikforståelse, uden hvilken en stor del af det, man kalder opus-musik, vil være som en lukket bog. Men vil man have folk i tale — med ord, med toner — så må man tage dem, hvor de står ... H. Chr. Jensen véd, hvor folk står. Han taler til dem i et sprog, de kender, og han fører dem med sig. Hans apparat er ikke imponerende ... : Et dusin musikere og et par unge kunstnerinder. Men alle var de inspireret af ham — af hans ildhu, hans idealistiske sigte. Og kontakten var der!