Edward J. Dent in mempriam

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 104-105

Edward J. Dent in memoriam DEN 22. august døde i London professor Edward J. Dent, gennem mange år præsident og ubestridt ledende personlighed både i det internationale selskab for ny musik (1922-38) og i det internationale selskab for musikvidenskab (1931-49).

Dent var født 16. juli 1876 og fik sin uddannelse i Eton og Cambridge. Allerede 1902 blev han Fellow i King's College og begyndte sin mangeårige undervisningsgerning ved Cambridge universitet. Efter første verdenskrig virkede han nogle år som musikkritiker i London men 1926-41 var han igen, som professor, knyttet til universitetet i Cambridge.

Som engelsk universitetsprofessor i musik gik han usædvanlige veje. Den traditionelle uddannelse af kirkemusikere til musikdoktorer, med hovedvægten lagt på stærkt traditionalistisk betonede kompositionsopgaver, var ikke hans interesse. Han havde liden sans for kirkens, langt mere for teatrets musik, og det var operaen og dens historie, der kom til at tage den ganske overvejende del af hans forskning. Alle hans hovedværker er viet operaen eller fremtrædende operakomponister: hans første bedrift, bogen om Alessandro Scarlatti (1905), den meget inspirerende bog om Mozarts operaer (1913), der også kom på tysk, og hans bog om nationale operaproblemer, Foundations of English Opera (1928). Og en meget væsentlig del af hans arbejde, i de senere år langt den største del, blev viet den praktiske indsats for operaens udbredelse i England, dels gennem udgaver (Dido og Æneas, 1924), dels — og ganske særlig — gennem den lange række af oversættelser af klassiske og nyere operatekster fra Orazio Vecchi og Cavalieri over Mozart, Beethoven, Weber, Donizetti og Verdi (men ikke Wagner) til Rimsky-Korssakow og Busoni. Gennem disse oversættelser har han skabt et helt nyt grundlag for engelsk operadyrkelse. En levende og personlig indføring i operaens verden har han givet i sin meget morsomme lille bog »Opera« (Penguin, 1940).

Ved sin ganske utraditionelle indstilling har Dent øvet stor indflydelse indenfor engelsk musikliv og musikforskning. Alle yngre engelske musikforskere står i gæld til ham. Men hans betydning for den internationale musikforskning, og særlig for samarbejdet inden for de to internationale organisationer, som han i mellemkrigsårene var så nært knyttet til, blev ikke mindre, selv om det efter 1933 blev sværere og sværere at holde liv i internationalt samarbejde. Dents store indflydelse beroede ikke på en rent videnskabelig førerstilling eller på nogen form for »politisk« (almindelig politisk eller musikpolitisk) aktivitet, men alene på hans stærke personlige særpræg. Hans ikke mindst for en englænder forbløffende sprogbeherskelse var ham selvsagt en stor hjælp i forhandlinger. Men den var kun det naturlige udtryk for en intellektuel overlegenhed, som gjorde sig stærkt gældende, både i den større internationale forsamling og i den intime, sluttede kreds. Han kunne være sprudlende morsom og holde et helt selskab i ånde i timevis. Til mine morsomste erindringer om denne inkarnerede pebersvend horer en lunch i en Londondameklub, som Marion M. Scott havde indbudt os til, og som helt prægedes af Dents fortællekunst.

Han var ganske usnobbet og kunne være meget respektløs. (Det ville nok have moret ham at vide, at Sohlmans Lexikon har gjort ham til Sir Edward J. Dent, hvad han sikkert kunne være blevet, om han havde ønsket det.) Mine første indtryk af hans frygtløse åbenhed går tilbage til hans Københavnsbesøg i midten af 1930'erne. Han havde lige haft lejlighed til at opleve det nazistiske Tyskland, og han lagde i en offentlig forelæsning her ikke mindste skjul på sin absolutte mistillid til den tyske musikvidenskabs fremtid under disse forhold. I et brev jeg fik fra ham kort efter, skrev han rent ud, at musikliv og musikvidenskab i Tyskland nu gik helt til grunde. I et andet brev tog han Händel under behandling. Jeg havde takket for Dents lille levende Handel-biografi, men åbenbart udtrykt mig i vendinger, der (noget uberettiget) havde fået ham til at anse mig for angrebet af germansk herodyrkelse. I hvert fald fik jeg en såre levende og uhøjtidelig kommentar til bogen med understregning af Handels jordiske svagheder, særlig det snobbede i hans ønske om at blive begravet i Westminster Abbey, hvor han selv havde bestilt og betalt sit gravmæle. Fra kongressen i Basel i 1949, den sidste Dent ledede som præsident, husker jeg en ikke mindre respektløs tale, hvor hans antiklerikale grundstilling kom så utilsløret til udtryk, at det måtte chokere de gode katolske kolleger — hvad Dent næppe kunne unggå at vide.

Kunne hans åbenhed måske ved lejlighed ryste en og anden, er der dog ikke tvivl om, at den i høj grad virkede forfriskende, og at den sammen med hans lune og hans fordomsfrihed i høj grad tjente tit at modvirke den tendens til klikedannelse og snæverhed, som nemt kan opstå, når en bestyrelse regerer længe. Ingen ville vist være faldet på at sige, at Dent søgte rnagt og indflydelse, eller have tillagt ham lyst til intrigeren.

Det synes indlysende, at Dent gennem alle disse år påtog sig det store arbejde med ledelsen af de to internationale organisationer, dels fordi han havde så naturlige betingelser for at udfylde pladsen som leder, dels fordi han havde en klar forståelse af værdien af at søge at holde sammen på det internationale samarbejde, hvor ringe end mulighederne kunne synes. Ingen af de to organisationer har efter hans afgang kunnet finde en afløser, som virkelig kunne erstatte ham.

Dents videnskabelige og mere populært betonede forfatterskab vil længe bevare hans navn, men for mange af os vil ikke mindre mindet om hans levende og åbne, dejligt utraditionelle personlighed stå som uforglemmeligt.

JENS PETER LARSEN PROFESSOR DENTS betydning for udbredelsen af samtidens musik kan vanskeligt overvurderes. Takket være hans organisatoriske evner, hans på engelsk tradition hvilende respekt for det demokratiske princip, at alle lande må have lige ret til indflydelse på et internationalt selskabs ledelse, parret med en urokkelig respekt for kravet til kunstnerisk kvalitet for de værker, der skulle opføres ved de årlige musikfester, lykkedes det Dent først at opbygge og derefter at holde sammen på ISCM trods de store forskelle i musikalsk tradition og udvikling, der var medlemslandene imellem. Ingen, der mødte ham i hans egenskab af præsident for ISCM kunne lade være at respektere ham for hans ubestikkelige redelighed, hans klarhed og evne til at skære igennem diskussionen, når den truede med at gå for vidt, og at holde af ham for hans menneskeligheds og humorsk skyld. Takket være hans store sprogtalent var han næsten overalt i stand til at svare på samme sprog på enhver officiel tale, og hvor ofte har man ikke i en eller anden stiv atmosfære følt sig oplivet af hans evne »to make them laugh«, som han selv udtrykte det over for en ven og medarbejder.

Alle lande, der gennem ISCM har fået en mulighed for at få deres nyere musik frem uden for deres eget land, er ham megen taknemlighed Skyldig. JOHAN BENTZON