Folkelig tradition - og forskningstradition

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 96-99

Folkelig tradition - og forskningstradition ... på de årlige højtider kom talrige lægfolk af munkens slægt i følge med kvinder på besøg i klosteret for at fejre højtiderne i forening med dem. I refektoriet holdt de så gilde, mænd og kvinder sammen, drak sig fulde og opførte runddanse, hvortil de sang.

(Om forholdene på klosteret Eskildsø i J åsefjorden kor L for 1175) . . . den slemmen og denimen og dansen med pibe og tromme, som skete her udi Sjælland inden kirkedøre . . . det hørte djævelen af helvede til. PEDER PALLADIUS (»formaning til folket, huad de .skulle gøre udi deres sognekirke«) HENRIK G L AHN mener ikke at have nogen særlig adkomst til at blande sig i folkeviseforskningen som sådan — »kun den, der personlig er engageret i denne unge, men meget perspektive gren af musikvidenskaben kan siges at have denne adkomst« . .. Der er dog ingen grund til at tage denne beskedne indledning altfor alvorligt, idet Henrik Glahn senere uden tøven og med betydelig skarphed udtaler sig om folkemusikalske problemer, ganske vist under henvisning til at de folkloristiske studier griber ind på et område, der ligger uden for den egentlige folklore: Det er aldeles absurd, at undersøgelsen af en håndfuld danske visemelodier, hvis overvejende del er optegnet efter mundtlig tradition indenfor de sidste 100 år, skulle kunne danne noget som helst grundlag for teorier vedrørende den gregorianske sangs forudsætninger i en nu totalt ukendt europæisk folkemusik fra det 4. til det 10. århundrede. Meningen hermed må være, at det er aldeles absurd at betragte nogen samlet del af en dansk folkemusikalsk tradition som en nationalt farvet overlevering af en tidlig europæisk folkemusik — som i så fald ikke ville være totalt ukendt. (Det er iøvrigt højst uforsigtigt at affærdige europæisk folkemusik fra det 4. til det 10.

århundrede som »totalt ukendt«.) Hvorfor er dette aldeles absurd? Henrik Glahn har naturlig adkomst til at arbejde i det ethno-musicologiske grænseområde mellem folkemusik og gregoriansk sang, dog under forudsætning af at han følger spillets regler og vedstår at alene resultatet af undersøgelsen eller beskrivelsen af »en håndfuld danske viser« kan afgøre, hvorvidt det er absurd eller ikke at tage dem i betragtning indenfor gregorianaforskningen. I det omfang gr ego ri an af o rskeren ønsker at danne sig en begrundet mening om, hvad en folkemusikalsk overlevering kan repræsentere eller afspejle, må han derfor gøre sig ganske fortrolig med folkemusikforskningens kildemateriale og problemstilling.

Relevante er i denne forbindelse de igangværende studier over det samlede overleverede materiale med det formål at påvise og beskrive en række forskellige stillag, fulgt af forsøg på at motivere en tids- eller stedsbestemmelse. Et af de foreløbige resultater er udskillelsen af et ældste stillag, hvis tonale struktur (men ikke rytmiske eller indholdsmæssige særpræg) blev beskrevet i stærkt koncentreret foredragsform på IFMCs kongres. Beskrivelsen indeholdt en række forbehold og henvisninger, som kunne ønskes erstattet af specialundersøgelser, men jeg må fastholde rimeligheden af at antage det udskilte materiale for en ældste påviselig sammenhængende stil, ligesom det forekommer uimodsigeligt at dennes oprindelse taber sig i middelalderen; allerede da balladedigtningen fandt almindelig udbredelse i Danmark var det beskrevne musikalske grundlag et fortroligt udgangspunkt for kollektiv skaben og variantdannelse. Selve eksistensen af den faldende tetrakordale og pentatone intonationsstruktur forsvarer antagelsen af materialets høje alder indenfor en folkemusikalsk tradition, men der er grund til at understrege, at ikke selve forekomsten af disse »præmodale« elementer er opsigtsvækkende -— påvisningen heraf er elementær — men derimod det perfekte sammenspil imellem de forskellige kræfter indenfor den af traditionskollektivet beherskede stil: stilens effektivitet og funktion er hovediagttagelsen. Når jeg her fastholder disse hovedsynspunkter stort set uden yderligere argumentation — ligesom betegnelsen »præmodal« stadig anvendes indtil der foreligger motivering for anvendelse af en bedre betegnelse — sker det i håbet om i anden forbindelse at få lejlighed til at foretage en mindre summarisk og mere tilfredsstillende detailleret fremlægning, som selvsagt vil gå ud over et rnusiktidsskrifts rammer ...

I det omfang man godtager den i ethno-musicologisk henseende ikke uacceptable opfattelse af materialet som afspejling af en særdeles gammel tradition, rejses naturligt spørgsmålet om stilens forudsætninger og placering i europæisk musikkultur. Med et vist forbehold kan man opstille tre muligheder: Stilen repræsenterer en speciel og enestående dansk — eller nordisk — indsats, uafhængig af samtidig eller tidligere folke- eller kunstmusik iøvrigt. Tanken er smuk og romantisk, men ikke særlig rimelig, selv om der naturligvis i høj grad kan være tale om helt specielle nordiske eller danske træk indenfor helheden. En anden mulighed er opfattelsen af stilen som en nationalt farvet overlevering af en tidlig europæisk folkemusik, som i Vesteuropa forsvandt i løbet af middelalderen. Dette forekommer ganske sandsynligt og i hvert fald ikke urimeligt, også fordi det er muligt at påvise paralleller til det danske materiale ikke blot i det øvrige Skandinavien men også i nogenlunde almindelige genrer indenfor østeuropæisk folkemusik, som kan tillægges høj alder og stor selvstændighed, ligesom der vistnok findes tilsvarende træk i franske folkemelodier med stærkt specielle overleveringsforhold. Som en tredie mulighed må retfærdigvis nævnes den engang så populære opfattelse af den gregorianske kirkesang som roden til alt godt.

Det er så meget mere berettiget at diskutere denne mulighed som den i en årrække har øvet indflydelse ikke blot på folkemusikforskningen i Danmark, men også på folkemusikarbejdet og -musikopdragelsen. I det omhandlede foredrag på IFMCs kongres fremlagde jeg nogle eksemplarer på melodiske og tonale overensstemmelser mellem den præmodale folkemusik og gregoriansk sang, og det er absolut ikke berettiget af Glahn at spørge »hvorfor det netop er de gregorianske skalateorier, der skal være sammenligningsgrundlaget«, eftersom jeg både med konkrete eksempler og almindelige henvisninger vil konstatere en udstrakt overensstemmelse på en række områder. Dog således at de præmodale elementer i folkemusikken udgør og beskrives som selve stilgrundlaget og udgangspunktet for kollektiv skaben og variantdannelse, mens de indenfor gregoriansk sang foreligger indkapslede i større helheder og næppe kan betegnes som typiske? Ikke blot på baggrund af den almindelige beskrivelse af den ældste danske folkemusik, men også på grund af denne grundlæggende forskel mellem de præmodale elementers funktion indenfor gregoriansk sang og indenfor folkemusikken må det derfor forekomme helt umuligt at betragte folkemusikken som afledt af gregorianiken: det er håbløst at forestille sig et allerede fast sammensunget traditionskollektiv i Danmark udskille de mest særprægede eller arkaiske elementer i kirkesangen og bygge en logisk sammenhængende stil op på grundlag heraf, samtidig med at der i andre lande udledtes folkemusik af gregoriansk sang efter ganske anderledes nærliggende principper. Mere enkelt synes det at betragte de konstaterede præmodale elementer i den gregorianske sang som halvt fordøjede rester af samtidig eller tidligere folkemusik, hvorved kirkemusikken iøvrigt får medfødte og naturlige muligheder for igen at indvirke på samtidig eller senere folkemusik. Hermed være stadig ikke sagt at gregoriansk sang nødvendigvis må betragtes som afledt af en præmodal folkesang: en »håndfuld danske viser« tillader ikke en håndfast konstatering heraf, men nok en motiveret problemstilling. Den særdeles kontante afvisning af overhovedet at tage den ældste danske folkemusik og dens eventuelle europæiske forudsætninger alvorligt i denne forbindelse forekommer mig uhensigtsmæssig.

Et andet hovedpunkt i Glahns indlæg er et antydet forsvar for receptionsteorien i en ikke nærmere beskrevet modificeret form. Hvad er det for stumper af receptionsteoriens fallitbo, som skal bevares af hensyn til den fortsatte forskning? Det er mig komplet umuligt at se hvordan eller hvorfor vi i arbejdet med dansk folkemusik skulle vedligeholde eller genoplive denne afskyelige tyske filosofi. Hvem vil iøvrigt påtage sig at gøre det, når det næppe ret meget længere kan holdes hemmeligt, at vi har en overvældende rig folkemusikalsk tradition, men ingen kunstmusikalsk tradition af tilnærmelsesvis samme betydning? Henrik Glahn antyder muligheden af at jeg vil bruge materialet til forhastede og uholdbare videnskabelige »sensationer«, som så igen skulle anvendes til et opgør med receptionsteorien. Det er såmænd ikke nødvendigt at gå en sådan omvej, al den stund opgøret kan klares med en henvisning til det store antal viser, som efter en passende censurering er blevet indfanget og indespærret i folkemusikarkivet, hvor de ganske bogstaveligt begraves af støv. Og det kontante arbejde, som hidtil er udført med materialet, skyldes ikke receptionsteoretikere. Jeg har ingen som helst grund til at antage Henrik Glahns bemærkninger i dette kapital for et udslag af receptionsteoretikernes åndshovmod — tværtimod er det med oprigtig glæde jeg i hans indlæg konstaterer hans positive ønsker for det fortsatte arbejde med dansk folkemusik — og jeg vil derfor formene at kun den naturlige mangel på førstehånds kendskab til det samlede traditionelle stof motiverer det antydede forsvar for en modifeceret receptionsteori.

Endelig opholder Glahn sig ved spørgsmålet om restitutioner af melodier: »Faren for eksperimenter med restitutioner på tetrakordal pentaton basis er uhyggelig nær ... fanden er skam allerede løs ... jeg tør vædde på, at Thorkild Knudsen har resten af melodien hjemme i skrivebordsskuffen« ... Stop nu en halv! Hvorfra får Glahn disse meningsløse forestillinger? Den samlede danske overlevering omfatter ca. 5000 melodiopskrifter (i forbindelse med ca. 20.000 tekstopskrifter) efter et stort antal sangere. Dette materiale kan frugtbargøres pædagogisk og kunstnerisk i autentisk eller bearbejdet form, men den enkelte sangers enkelte melodi kan ikke med nogen rimelighed restitueras. Gregorianaforskningen arbejder vel stadig med restitutioner af de gamle gregorianske sange, ligesom dansk kirkesang i vid udstrækning foretrækker urformer og restituerede former. Forsøg af denne art indenfor folkemusikforskningen vil imidlertid havne i det rent absurde: en tilstrækkelig konsekvent restitution i retning af urformer på grundlag af varianter og stilprincipper kan således medføre, at Ebbe Skammelsen, Dronning Dagmar, Valravnen, Morten af Fugelsang og adskillig flere geniale eksempler på individuelle præstationer indenfor den kollektive tradition føres tilbage til én eneste fælles »urform« — som derpå vil vise sig at stamme fra endnu ældre eller helt andre forlæg eller genrer! Jeg vil derfor tro det fornuftigt at opgive den af receptionsteoretikere foreslåede og i Dg F-udgaven forudsete melodirestitution.

Med hensyn til Laubs bearbejdelser af folkevisemelodier — som må hævde sig eller gå i glemme i overensstemmelse med deres kunstneriske værdi på lige fod med Laubs egne melodier, idet de dog altid vil have historisk interesse som eksempler på folkemelodier i konsekvent receptionsteoretisk belysning — efterlyser Henrik Glahn en præcisering af »forsyndelserne rnod melodiernes egne tonale og melodiske strukturer«. En hovedindvending må det være at Laub udbygger og understreger — eller inddigter — kadenceringer i overensstemmelse med praksis i den betragtende salmesang og fædrelandssang (eller i overensstemmelse med Berggreens romanceagtige opfattelse), hvorved intonationsområdernes virkning som tonale centrer tilsløres til fordel for kirketonale eller dur-moll agtige tonika- og dominantvirkninger. Mindre væsentligt er det måske at Laub benægter den ret frie udfyldning af f. eks. tetrakordet til fordel for en strengt diatonisk og ofte accentueret syllabisk udfyldning. Laub/Olrik nr. l og 2 er udmærkede eksempler herpå, mens nr. 3 og 4 vist må forbigås i tavshed, da det her er færøske folkemelodier som gregorianiseres (!), ligesom nr. 5 er en forbier, idet det her er en karakteristisk folkemusikalsk variant af »la Folia«, som finder sin plads mellem middelaldermelo(lierne. Osv. ... i virkeligheden er det kun alt for let og til en vis grad uretfærdigt at kritisere Laubs arbejde ud fra et moderne ethno-musicologisk synspunkt. Laub indtager en naturlig plads indenfor det 19. århundredes grundtvigianske folkelige oplysningsarbejde og en bedømmelse af Laubs indsats bør derfor foretages i sammenhæng hermed. Måler man Laub med folkemusikkens alen, må man give Carl Nielsen ret: .. . Jeg har fået Folkehøjskolens Melodibog fra Vilhelm Hansen. Jeg synes det hele ser godt ud, dog forekommer det mig, at Laubs »Om udførelsen af de gamle folkeviser« klinger så underlig »vigtig«. Han skulle en tur til Rumænien og Balkanlandene, i hvert fald ville det give alle hans teorier et stød at høre nogle af de 4-000 folkemelodier, som de to ungarere, Kodåly og Bartok, har samlet i grammofon fra de mest afsides liggende egne af disse uberørte lande. Det er heller ikke rigtigt, at en udøvende (Jerndorff) roses således i bogen, det er uforholdsmæssigt.

Jerndorff s udførelse var pæn, kultiveret, stilfuld som de kønne mahognimøbler i et dannet og velhavende københavnsk hjem, men den ruhed, kraft og gru, som ofte findes i tekst og nu og da også i tonerne — z* hvert fald kan de altid bøjes derhen — det var der virkelig ikke meget af... (1922). THORKILD KNUDSEN Slutbemærkning /i Thorkild Knudsen for alvor kan mene, at han er i overensstemmelse med »spillets regler« inden for moderne ethno-musikologi ved bl. a.

at hævde, at man z og med den rent hypotetiske antagelse af en afgrænset, sent overleveret melodigruppe sorn værende udtryk en ureuropæisk musikstil også har fået et faktisk kendskab til den ureuropæiske musik, når han kan kan påstå, at alene resultatet af en undersøgelse over et foreliggende melodistof må være afgørende for, om stoffet er egnet til videre historiske konklusioner inden for et andet stofområde (in casu gregorianasangen), — og endelig når han — som det er tilfældet i spørgsmålet om receptionsteorien — kan udlægge mine bemærkninger herom som et »antydet forsvar« for samme teori, skønt jeg klart har understreget betimeligheden af et opgør med receptionsteorien, må det være tydeligt for læseren af de to foregående indlæg, at yderligere debat i disse spalter mellem Thorkild Knudsen og mig vil være ufrugtbar.

Idet jeg dog vægrer mig ved at tro, at den moderne ethno-musikologi virkelig godtager sådanne »spilleregler«, skal jeg derfor slutte med at takke for ordvekslingen. Selv om jeg ikke har grund til at tro det, har jeg vel lov til at håbe, at der måske er sået blot en smule tvivl hos Thorkild Knudsen om tilstrækkeligheden i hans materiale og om holdbarheden i både hans argumentation og konklusioner. HENRIK GLAHN