Grammofon

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 113-114

Grammofon Anmeldt af ROBERT NAUR - FREDE SCHANDORF PETERSEN BRAHMS: Violinsonate nr. 2, A-dur, opus 100. — DIETRICH/SCHUMANN/ BRAHMS: F.A.E, violinsonate. — Violin: Isaac STERN. Klaver: Alexander ZAKIN. — Philips (A 01133 L; 30 cm Lp.).

Brahms' holdning til instrumentkarakter — klanglig individualisering — synes ikke at være nær så interesseret som hans samtidiges af Berlioz-Liszt-skolen.

Han er en konservativ under den instrumentale iklædning af symfonierne, og han foretrak til det sidste det gamle naturhorn fremfor det langt mere effektive ventilhorn. Hos Brahms er den musikalske struktur kommet først og instrumentationen foretaget derefter som en oftest diskret bærer af tanken.

Måske ligger heri en forklaring på, at Brahms' violinsonater har stået så urokkeligt ind i vor epoke, da de to instrumenter, den moderne violin med stor, vibrerende tone, og koncertflyglet med dets udtalte særkende, er vokset så langt fra hinanden i klangstruktur, at deres fælles repertoire er overordentlig svært at bjerge overbevisende i land. Hos Brahms er det muligt for udøverne at opretholde en samhørighed mellem de to instrumenter, der hos mange andre komponister sprænges.

Den store Isaac Stern, der her spiller sammen med sin ypperlige klaverledsager gennem mange år, Alexander Zakin, går forsigtigt til værks med A-dur sonaten, den anden af de tre, violinsonaten, som blev skrevet under en sommerferie ved Thunsøen i Schweiz i 1886. Stern holder igen på sit udtryk. Med sin sunde og usvigeligt velintonerede tone gengiver han, hvad der står, og en sonate-opførelse i højeste kvalitet med fuldendt korrespondance mellem to instrumenter, som så gerne vil gå hver sin vej, er blevet resultatet.

F. A. E. sonaten er et musikalsk kuriosum. Den er en fødselsdagspræsent til den store violinist Joseph Joachim, da han i 1853 kom til Düsseldorf for at spille under Robert Schumanns direktion. Schumann havde inden fødselsdagsgæstens ankomst fået den unge Brahms og sin elev, Albert Dietrich, til at skrive henholdsvis en scherzo og en førstesats, og selv bidrog Schumann med et intermezzo og finalen.

Sonaten, hvis tre bogstaver henfører til Joachims motto »frei aber einsam«, blev uropført, men kun Brahms' bidrag nåede frem til publicering under titlen Sonatesatz. Det er kuriosum mest, men også god musik af Schumann-skolen, og opførelsen er mesterlig. Dietrich, der siden vandt navn med værker i alle genrer, ligger tæt på den Schumann'ske stil med fyldige akkordblokke i klaveret. Hans sats er blevet vel lang, men den har sikkert formforløb og følelsesmæssigt sammenhæng. Schumann's egne satser er pæne, rnen hæver sig ikke over de øvrige af hans seneste, hjernetrætte værker for soloinstrumenter og klaver. Brahms' tager fat med karakteristiske synkoperinger og strejfer kun momentvis motto-tonerne F, A og E. Men denne tid hos Schumann og den kunstneriske atmosfære, Brahms her mødte, prægede ham gennem livet, og Joachims motto går klart igennem hele Brahms' livsværk. R. N.

BRAHMS: Sextet nr. i, B-dur, for strygere, opus 18. — Casais Festival at Prades: Isaac STERN, Alexander SCHNEIDER (violin), Milton KATIMS, Milton THOMAS (viola), Pablo CASALS, Madeline FOLEY (cello).— Philips (A 01170 L).

Fra den begivenhedsrige sommer, da Casais og hans venner spillede kammermusik af Schubert, Schumann og Brahms, har vi fået endnu en optagelse, og tilmed af et ret sjældent opført værk, B-dur Sextetten af Brahms.

Det er et tidligt Brahms-værk, et resultat af hans rolige år med flittige studier af de klassiske mestre under hans ansættelse ved hoffet i Detmold i slutningen af 1850'erne. Det er bredt anlagt, klassisk af form og holdning og bugnende af stor musik ikke mindst i andantens variationer over et pragtfuldt tema i d-mol.

Hvorfor hører vi så sjældent dette dejlige værk? Formentlig af samme årsag som den, der fik Brahms til at skrive for denne besætning på violin, bratsch og cello i par: de store klassiske strygekvartetter står imellem.

Som bekendt kom Brahms' første strygekvartet først efter en snes grundige forarbejder, da han var i fyrreårsalderen.

Dette er en stor opførelse.

Med Stern og Casais på fløjene bliver der spillet ikke blot med en fuldkommen medrivende musikalitet, men med en styrke og koncentration, der vidner om, at disse kunstnere ikke blot er benådet med de store gaver, men også at de opfatter deres kunst som et spørgsmål af livsens alvor. Hør Casais sukke variationstemaet frem i andantens sidste takter. Det er den store kammermusikers fortrolige tale.

Det er ånd. R. N.

* BENJAMIN BRITTEN: The Little Sweep (operaen af »Let's make an Opera«) op. 45 (1949). Libretto Eric Grozier.

Solister bl.a. David Hemmings (Sam: drengesopran), Jennifer Vyvyan (Rovan: sopran), Nancy Thomas (Miss Baggott: alt), Trevor Anthony (Black Bob og Tom: bas), Peter Pears (Glem og Alfred: tenor), seks barnestemmer, kor fra Alleyn's School, instrumental-ensemble: The English Opera Group, dir. KOMPONISTEN.— Decca LXT5163 (én lp-plade, 30 cm).

Som Henry Purcell skrev sin opera Dido og Aeneas for eleverne i Josias Priest's Girls' School i Chelsea, har Benjamin Britten godt 250 år senere komponeret »The Little Sweep« også for børn dog med den forskel fra Purcells Dido, at den ikke kan opføres uden børn og som Dido indgå i det almindelige opera-repertoire. Også på dette område, som på så mange andre, viderefører Britten en engelsk tradition. Levende interesseret i alt, hvad der har med det almindelige musikliv og med musikopdragelsen at gøre har Britten tidligere skrevet værker for amatører eller for det unge musikpublikum: Simple Symphony, op. 4 er et oplagt nummer for et godt amatørstryger-ensemble, Friday Afternoons er skrevet for børnestemmer og klaver, The Young Person's Guide er et mesterligt stykke pædagogik om orkestrets funktion, kantaten St.

Nicholas blev skrevet til et skolekor — naturligvis måtte operaen følge efter. Med »Let's Make an Opera« fik Britten ikke alene børnene draget ind i operaen, han og librettisten Eric Crozier tog hele publikum med som musikalske aktører. Det er vist almindelig kendt blandt musikinteresserede, hvordan spillets første del forløber som prøve på en lille opera, hvori aktører og tilhørerne deltager, så alle ved, hvad der skal ske, når tæppet går for syngespillet »The little Sweep« (Den lille skorstensfejerdreng) efter en ouverture, sunget af publikum.

Emnet (misbrug af børns arbejdskraft) er ikke noget ganske nyt for Britten, som allerede med sin første opera Peter Grimes viste dets dybe tragik i den mutte fiskerdreng Johns hårde skæbne. For the little sweep — Sam — går det bedre, da han endelig er halet ud af skorstenssoden og optages i barnekammerets broderskab på Iken Hall.

For engelske b'ørn må det være en ønskeplade, fordi der både er meget at synge med på (sangteksterne burde rettelig være trykt på pladeomslaget) og mange dialoger i opstemt barnekammerstil og -spænding. Udenfor engelsktalende lande kan pladen få en dobbeltmission ved dels at bruges i skolernes engelsktimer og i sangtimerne.

Nogen skole-opera er det ikke, dertil er instrumentalpartierne og de deciderede operapartier for vanskelige. Men Britten har forenet det artistiske og det pædagogiske på mesterlig vis og sat sig snævre grænser for instrumentalpartiet, der er indskrænket til strygekvartet, firhændigt klaver og slagtøj, betjent af én musiker. Med de midler har han skabt et værk i dyb pagt med engelsk tradition præget i hver strofe og ikke mindst i de folkelige sange af en karakteristisk engelsk tone.

Indspilningen er usædvanlig vellykket både musikalsk og grammofonteknisk. Vokalpartierne er givet til karakteristiske stemmer, der er flugt over dialogen, som på voksne øren dog nok kan virke lidt villet barnlig og (for fremmede) temmelig affekteret i sprogtonen. Men det er en fryd at sætte pladen på tallerkenen, dels fordi klangbalancen er fuldendt til formålet, dels fordi pickup'en glider umærkeligt over pladen.

fsp» Stereofonisk lyd på grammofonplade Westrex Corporation i New York meddeler, at man nu har afprøvet og godkendt selskabets nye »Stereo-Disk«-system til optagelse og gengivelse af lyd fra grammofonplade gennem to kanaler. Prøver, der for nylig er udført af det tekniske forskningslaboratorium i Hollywood, udviste en meget høj gengivelseskvalitet fra de grammofonplader, der var indspillet med den nye Stereo-Disk-optager.

Denne nye optagelsesmetode går ud på, at man i en og samme rille udfører to separate optagelser af ensartet tonekvalitet ved hjælp af blot én skærenål. Denne skærenål modtager sine bevægelsesimpulser fra to særskilte lydkanaler med ensartet karakteristik. Det nye kvalitetsanlæg, Stereo-Disk Recorderen, benytter sig af samme elektriske og mekaniske principper som de, der er anvendt i det hidtidige Westrex Recording System, som bruges i vid udstrækning indenfor grammofonpladeindustrien.

Det nye system forener sig udmærket med de eksisterende lp-optagelser. Lp-pladerne kan afspilles med den nye Stereo Disk pickup, og omvendt kan Stereo - Disk - pladerne afspilles med en almindelig lp-pickup af god kvalitet og således gengives på sædvanlig måde. Det må her påpeges, at denne nyopdagelse vil gøre de private hjem i stand til at anskaffe sig den stereofoniske hi-fi-pladegengivelse efter Westrex' Stereo-Disk-system til en langt billigere pris, end tilfældet ville være med en stereofonisk taperecorder.

Westrex meddeler, at der endnu er en del at udføre — ikke blot af Westrex selv, men også fra grammofon- og -pladefabrikkernes side, før disse nye Stereo Disk-plader med tilhørende afspilleanlæg kan foreligge i handelen. .

* Vanguard Recording Society Inc., New York & Wien forbereder en serie på 12 Lp-plader, som skal illustrere hele 1. bind af Historical Anthology of Music, som Archibald T. Davidsen og Villi Apel har udgivet på Harvard University Press. Grammofonoptagelserne redigeres af Denis Stevens.

* Som den første Lp-plade i en ny serie præsenterer amerikansk Columbia til januar 11 madrigaler, l motet og 2 responsoria af Don Carlo Gesualdo (ca. 15601613), tilrettelagt af Robert Craft efter udgaven fra 1611. Motetten, af hvilken to satser har manglet, er blevet kompletteret af Strawinsky.

* Nye komplette indspilninger af Arnold Schönbergs klaverværker foreligger på amerikansk Columbia med Edward Steuermann og fransk Vega med Paul Jacobs. Desuden har Columbia i USA publiceret operaen »Moses og Aron« med solister, kor og orkester for Nordwestdeutscher Rundfunk under Hans Rosbaud.

* American Music Center har i samarbejde med Committee on Recordings of American Music of the National Music Council publiceret et katalog over plader med amerikansk musik, f or hvilken desuden angives forhold vedrørende partitur og stemmer.

Kataloget fås ved henvendelse til musikcentret, 250 Westh 57 Street, New York City 19, New York.