Koncerter

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 115-117

Koncerter Anmeldt af ANKER BLYME MED denne nye rubrik ønsker DM at drage også koncertlivet inden for sine rammer, uden i og for sig at ville gå dagbladene i bedene (omend en ny stemme i koret jo kan betyde et fyldigere klangbillede). Forsøget er på forhånd begrænset til kun at omfatte koncerter af danske kunstnere og fremførelser af ny musik, specielt debutkoncerter og uropførelser, idet man ønsker at understrege og fremhæve betydningen af et levende dansk musikliv. Med valget af en udøvende kunstner til at løse denne opgave har man villet give kritiken et særligt perspektiv — det er således også tanken at lade en af dansk skabende tonekunsts lovende talenter anmelde radioens førsteopførelser. Foreløbig er det pianisten Anker Blyme, der udviser mod og mandshjerte. Redaktionen vil naturligvis være åben for »kritik af kritiken«, ikke for polemikkens skyld, men som led i en musikalsk kulturdebat, der føles mere og mere påtrængende.

Kjell Olssons kl a ve rå f te n Værker af CHOPIN. — 6. september.

Fredag d. 6. september indledtes sæson'en med Kjell Olssons Chopin-aften i Odd Fellow Palæets store sal.

Det blev en i alle måder typisk koncert for Olsson, og som sådan et skoleeksempel på hvordan man kan spille klaver — og hvordan man ikke absolut skal gøre det. For lige så smukt han kan digte sig gennem en nocturne, fabulerende og syngende med en helt vidunderlig klang, lige så forstyrrende og irriterende virker det når han i stedet for at spille, hvad der står i noderne, lader som om han gør det. Hvis han så yderligere tog sig for at dyrke den større musikalske sammenhæng med samme intensitet, som han giver sig detaljen i vold, ville man i langt højere grad kunne glæde sig over Olssons temmelig enestående musikalitet. — Dette er ment som et lille hjertesuk, ikke som unødig kritik af en kunstner, der ved utallige lejligheder har evnet at måle sig med de største — og ligervis hævet sig himmelhøjt over megen middelmådighed, som gerne, og fuldt forståeligt, benytter sig af hans evner som inspirator ved klaveret.

Men hvorom alting er, så gav Olsson ligesom en forsmag på, hvad der venter os i sæson'ens løb. Han bød på næsten alt lige fra det kunstnerisk dybt indlevede til det teknisk forjaskede, fra det fuldendt formede til det mangelfuldt formende.

Kjell Olsson er på mange måder en undtagelse, og når hans Chopin-aften skal »gøres op«, vil man helst huske de øjeblikke, hvor det virkelig lykkedes ham at lokke musen frem — hvor han selv skabte det, han som akkompagnatør så tit og så mesterligt har levet op til.

Kjeld Hansens klaveraften Værker af BRAHMS, BEETHOVEN, PROKOFIEV, SCHUBERT. — 23. september.

Det typiske ved pianisten Kjeld Hansens musikerpersonlighed er en meget stærk trang til at udtrykke sig smukt og nænsomt.

Han havde til sin klaveraften med omhu lagt et program med værker af Brahms, Beethoven, Prokofiev og Schubert, som satte ham i stand til at formidle netop denne side af sit væsen, og han præsterede aftenen igennem at leve op til sit ideal på meget smuk måde. Men netop denne hans trang til at »forskønne« udgør også det minus, som må bemærkes for at runde billedet af. Konturerne flyder af og til ud, et crescendo føres ikke til klimaks, og melodiske linjer »halveres« uden anden grund end den — ganske vist meget væsentlige — at hans kærlighed til det blide får magten over den formende vilje.

Imidlertid er det ikke enhver givet at efterkomme kravet om at udtrykke sig »mit innigster empfindung« i så høj grad, som det lykkedes Kjeld Hansen i den underfulde variationssats af Beethovens sonate op. 109 i e-dur.

Hvad man så end kunne ønske i retning af større spænding, mere »blod« hos Brahms, eller flere farver og mere fest i Prokofievs eensatsede sonate, gav Kjeld Hansen dog fuld valuta gennem sin egen renfærdige og ægte måde at lave poesi på.

Vi er alle behæftet med fejl og dyder, men hvor store mangler Kjeld Hansen end måtte lide af, vil de ikke være i stand til at forjage det altdominerende, positive indtryk af en kunstner, som har i sig den kostbare egenskab at ville noget smukt — og som vel at mærke også er i stand til at realisere dette fine og afgørende karaktertræk. A. B.

Hjørdis Harrekildes sangdebut Arier og sange af PURCELL, BRAHMS, MILHAUD, WOLF. — 4. oktober.

Her skal ikke spås om Hjørdis Harrekildes muligheder, for det er afhængigt af mange ting, hvor vidt hun vil drive det. Men det er hævet over al tvivl, at hun har gode aktiver, og hvor det drejer sig om intellekt og kunnen endog særdeles tydelige fordele.

Programmet, hvormed hun præsenterede sig for det københavnske publikum, lagde i sig selv op til det usædvanlige, smukt og velafstemt som det var.

Spændende fra Purcell, over Brahms- og Hugo Wolf-lieder til Milhaud's 15 sange »Voyage d'Été«, var det en tørn, som kunne tage pusten fra hvem som helst, men Hjørdis Harrekilde lod sig ikke bringe ud af ligevægt — slet ikke! Hendes svigtende evne til kunstnerisk medleven var endda så dominerende, at den var lige ved at stille hendes mange dyder i skygge.

Og det er synd, for hun er bl. a.

begavet med en sund musikermæssig indstilling til stoffet (en alt for sjælden foreteelse hos vokalister) og ejer en til tider endog ualmindelig smukt klingende mørk sopran, hvis lidt for snævre omfang der må kunne rådes bod på. Når dertil lægges en ret enestående hukommelse og sans for sprog, er det ikke uberettiget at påstå, at hendes debut var over middel. Det var f. eks. noget af en bedrift hun udførte ved, uden så meget som at blinke med øjet, at gennemsynge Milhaud's alt andet end morsomme sange så at sige uden en fejltagelse i det mylder af ord og toner, som her er nedfældet. Man bør holde et øje med Hjørdis Harrekilde — hun har, alle debut'ens mangler til trods, stof i sig. A. B.

Bessie Gulstads sangdebut Sange og arier af BACH, MOZART, HINDEMITH, MILHAUD, CARL NIELSEN, VIDERØ. — 7. oktober.

Der var meget mere end en debutant i Bessie Gulstad, der sidste måned dimitteredes fra Det jyske Musikkonservatoriums solistklasse. Hun bruger sin lyse, næsten spæde stemme med stor dygtighed, og foruden at være meget musikalsk er hun noget af et koloraturtalent. Hendes force er det musikantiske, det lyse og lette; hvor det stærkt bevægede stikker frem, er hendes talent ikke nær så indlysende.

Hendes udførelse af Bach's arie »Ich ende behende« var præget af de små puds, nerverne altid spiller én til at begynde med, men det blev dog til en pæn optakt sammen med aftenens øvrige medvirkende, pianisten Boris Linderud, og violinisten Arne Karecki, som betjente den obligate violinstemme. I næste afdeling, som bestod af en række Mozart-sange, viste Bessie Gulstad sig pludselig som en fin og alt andet end debutpræget fortolker af disse ikke alt for ofte sungne ting. Hendes stemme fik på een gang charme, den fik lys og skygge, og mangen frase og pointe fik mening på en måde, som understregede Bessie Gulstads evner i denne genre. Hindemith's »Jesu fødsel i Bethlehem« og »Brylluppet i Gana«, to store og vanskelige ting, sang hun med megen indlevelse og overlegenhed, egenskaber som dog vel kulminerede i de efterfølgende »Quatre poèmes de Catulle« af Milhaud. Her var den fineste balance mellem værk og interpret, ikke mindst takket være det formidable violinspil, som Arne Karecki ledsagede og inspirerede hende med. Aftenens sidste afdeling var helliget Carl Nielsen og Finn Viderø — en mærkelig kombination, og for Viderø's vedkommende særdeles uheldig. Et ellers velafstemt program fik en lidt forstemmende udklang, en omstændighed, Bessie Gulstad bør være opmærksom på. Men en smuk debut var det, og indenfor det hende tilgængelige repertoire, og med de udviklingsmuligheder hendes stemme evt.

måtte rumme, er vi blevet en musikalsk og talentfuld sangerinde rigere. A. B.

Lilli Gottschalcks sangdebut Arier og sange af PURCELL, SCHUBERT, MAHLER, BRAHMS, HEISE, CARL NIELSEN, PER NØRGAARD, OTTO MORTENSEN. — 14. oktober.

Den eensidighed i kunstnerisk henseende, som Lilli Gottschalck lagde for dagen både ved programvalg og syngemåde, virkede på undertegnede kun som en halv sandhed. Bel canto'et hvilede på hende som en altbeherskende faktor. Skønsangen havde et sådant tag i hende, at aftenen næsten udelukkende blev et vidnesbyrd om hendes evne til at lade sig rive med og leve i smukke kantilener.

Lilli Gottschalck synes imidlertid at besidde flere aspecter og nuancer, end hun umiddelbart lod os få del i ved denne lejlighed. Det viste hun f. eks. i Gustav Mahler's næsten ukendte sange, og da navnlig i den første »Ich atmet' einen linden Duft«. Her anede man en sans for det artistiske, en lethed og bevægelighed i stemmen, som i forbindelse med stor inderlighed i oplevelsen af disse mærkværdigt ukendte, meget smukke sange, gav løfter om større kunstnerisk rummelighed. Lilli Gottschalck tager sin sang og musik meget alvorligt, og der er det ved hende, at hun er forsynet med det udefinerlige, det tilskud til stemmen som gør den til noget mere end bare en »stemme«. Det er ikke kun vellyd, der kommer ud af halsen på hende. Der kommer også noget, der momentvis betager så stærkt, at det mørkt grublende eller mildt fortvivlede, det lidenskabeligt ønskede, som hendes sang var udtryk for, at dette specielle tema enten repræsenterer et følelsesmæssigt maksimum, eller et erkendelsesgrundlag, der må betragtes som en slags begrænsning i videre kunstnerisk forstand.

Det er ikke til at vide noget bestemt, men man er blevet nysgerrig med hensyn til, hvad Lilli Gottschalck formår, hvis hun er i stand til at give sin dejlige stemme, sin koncentrationsevne, sin lødighed og alvor et større arbejdsfelt og dermed rigere muligheder. A.B.

Første museumskoncert Værker af WOLF, SGHÖXBERG, WEBERN. — 20. oktober.

Det var en instruktiv koncert og en vellykket start på sæson'ens mus e u m s-arrangementer, som Statens Museum for Kunst og Du T havde inviteret til — der var god mening i programmet, horisont og perspektiv, og hvad enten man kan lide musikken eller ej, så kan sådanne koncerters oplysende karakter og betydning ikke drages i tvivl eller vurderes højt nok. Det var ved denne lejlighed lykkedes at give den sene romantik et skær af »noget bedre«, ved at lægge den i hænderne på Arnold Sch Onberg og lade hans »VERKLÄRTE NACHT« lyde i al sin svulmende vælde som en slags torso, man iåner øren på baggrund af, hvad denne komponist senere var i stand til at fornægte.

Mesteren Schönberg var placeret side om side med eleven Anton Webern — mesteren i fortidens vold, eleven i mesterens.

Vi oplevede Schönberg i den Wagnerske alt for rummelige og dog alt for snævre toneverden med dens »sekvenssyge« og uendelighed af uendeligheder, og vi så, hvad en begavet elev på et tidligt stadium formåede at sige i mesterens senere sprog. Webern's bagateller er ganske fine i stemningen, ikke ubehagelige, ikke nærgående, hverken musik eller det modsatte (hvis noget sådant kan tænkes). Hvad Webern her har skrevet er først og fremmest noget, som skal skabe stemning. Det er så sublimt, at der hverken er ende eller begyndelse på det, men det er vel også underordnet med sådanne subtiliteter, hvis mesterskab når helt dertil, at de formår et digt i eet eneste blik, eller hvor et suk slår til til en hel roman (frit efter programmets Schönberg-citat). For udførelsen af disse to værker plus koncertens indledende »ITALIENSK SERENADE« af Hugo Wolf stod den alle-steds-nærværende MÚSICA VITALIS-kvartet, her assisteret af to så fornemme musikere som Alberto Medici og Gunnar Frederiksen. Rummet, der spilles i, er jo ikke det allerbedst egnede, så måske skyldtes det denne omstændighed at Wolf-serenaden stod ret hårdt, og at den Schonberg'ske »forklarelse« udeblev til fordel for et til gengæld aldeles udmærket formalt overblik. Hvad angår Weberns bagateller må man gå ud fra, at der blev ydet disse fuld retfærdighed. Vi fik dem 2 gange — en udmærket idé, og at den var velkommen viser den omstændighed, at kun een person benyttede lejligheden til at stikke af, mens bladene vendtes og sindet oplodes til endnu engang at lade sig lutre i atonalismens velsignelsesrige og, for at citere en gammel knag som Beethoven: :»... sig selv sønderlemmende lidenskabernes metafysik«. A. B.

Svend Sjøls sangdebut Arier og sange af HÄNDEL, MOZART, SCHUBERT, HEISE, CARL NIELSEN, OTTO MORTENSEN, LAUB, OLUF RING. — 21. oktober.

Det var vel den store danske afdeling, der skulle være målsættende for bedømmelsen af Svend Sjøl's debut. Men selv om det var på dette felt, han stod stærkest, og hvad enten man måler med kunstnerisk-musikalsk alen, eller man lægger vægten på selve den vokale præstation, så kom både han og vi til kort.

Hans stemme er så mærkelig bar, den er for rå, når han synger ud, og lidt klangløs når han -— med enkelte undtagelser som f. eks. »Min pige er så lys som rav« — skal give udtryk for blidere stemninger. Hans frasering er mærkelig abrupt, den er ens hver gang, kort og knap, rundes ligesom ikke rigtigt af. På den anden side må man indrømme, at han virkelig på mange måder virkede sympatisk, men hans naturlighed var næsten for godartet, det blev til en for dagligdags lyrik.

Hans debut formede sig som en præsentation af en habil sanger, en næppe dybere stikkende musikalsk begavelse. A. B.

Du T-koncert på radioen Værker af HALLER, HUBER, MALAWSKI, PER NØRGÅRD. — 25. oktober.

Et tiltalende initiativ har ført til, at »Unge Tonekunstnere« kunne afholde sæsonens første ordinære koncert i radiohuset.

I hvert fald endnu een vil blive afviklet derinde, og det er indlysende, at støtte og opmuntring af denne art har sin store betydning for den unge musik og dens udøvere, hvis kår jo ikke kan siges at være misundelsesværdige; måtte det ikke blive ved forsøgene.

Hvad nu selve koncerten angår, var den ikke på nogen måde opsigtsvækkende, for værkerne, der blev spillet, var med en enkelt undtagelse af den mere jævne slags. Undtagelsen var Per Nørgård, hvis »Sanger från aftonland« her blev uropført.

Der er megen atmosfære over sangene, og det var også lykkedes at få det musikalske billede til at danne en helhed. Han slap dog ikke gennem Pär Lagerkvist's stemningsmættede digte uden at tabe ham lidt af syne ind imellem. Det gjaldt navnlig anden del, som indledtes med et instrumentalt preludium, der vel også skulle tjene som bindeled og retfærdiggøre epilogen, hvis »Rückblick« rundede formen af. Her følte i hvert fald jeg, at den balance, som hidtil havde præget forholdet mellem ord og tone, ikke opretholdtes.

For at skabe et musikalsk højdepunkt svigtede han Lagerkvist.

Men som sagt, et smukt stemningsbillede havde han skabt, og det stod sig kun alt for godt i forhold til de øvrige værkers udtalte mangel på særpræg. Hermann Hallers Exoratio var med sin anstrengte harmonik og noget uægte virkende patetiske tyngde lidt af en ørkenvandring, og Klaus Hubers 6 kleine vokalisen appellerede mere til grimassen end til smilet — man trak på skulderen og lod stå til.

Så var der større sundhed i Malawskis klavertrio, som ganske vist ikke på nogen måde brød nye veje, men som til gengæld heller ikke forsvandt i seriøse forviklinger eller krampagtige forsøg på at være naturlig.

Samtlige medvirkende ydede aftenen igennem en heroisk indsats (Käthe Hiesiger, Jolanda Rodio, Eyvind Andersen, Johan Bentzon, Jørgen Friisholm, Fr.

Gürtler, Jørgen Fischer Larsen og Holger Valbjørn). A. e.