Litteratur

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 118-119

Litteratur Anmeldt af SIGURD BERG - THORVALD NIELSEN - ROBERT NAUR FREDE SCHANDORF PETERSEN LAWRENCE HAWARD: Edward J.

Den L A bibliography. VII + 38 s. — University Press, Cambridge. 1956.

På den nylig afdøde engelske musikforsker Edward J. Dents 80 års fødselsdag i fjor udgav Lawrence Haward på foranledning af »The Council of King's College« i Cambridge en omfattende bibliografi over Dents litterære og musikalske produktion gennem mere end et halvt århundrede.

En tidligere fortegnelse over Dents produktion fremkom i »The Music Review« for november 1946, og til alt held har rnan også ved denne sidste publikation fra i fjor kunnet rådføre sig med Dent selv, uden hvis hjælp meget ville have undgået udgiverens opmærksomhed, selv om denne også har kunnet forbavse Dent ved at vise ham ældre artikler, han selv aldeles havde glemt.

Alligevel garanterer udgiveren ikke for forglemmelser, og har iøvrigt i samråd med Dent udeladt en række mindre artikler, væsentlig anmeldelser af lokal karakter. Til gengæld har man medtaget en del arbejder, der endnu kun foreligger i manuskript, især musikalske kompositioner og arrangementer, der for de flestes vedkommende har været offentlig opført.

Fortegnelsen over Dents arbejder omfatter omtrent 350 numre, idet dog en stor del af numrene hvert dækker en lang række artikler, samlet i enkelte periódica. Det samlede antal nærmer sig 1000, en enorm produktion, selv om den fordeler sig over mere end halvtreds år.

Og så er som sagt en del oven i købet udeladt.

Tyngdepunkterne i Edward Dents forfatterskab er som bekendt hans forskninger i operaens historie og principper.

Dette arbejde har båret frugt ikke alene i en række vægtige bøger og artikler, men også mere direkte i hans oversættelser af 20—30 klassiske operatekster, deriblandt fire Mozartoperaer, og en del oratorier og kantater. Til dette rent praktiske teater- og koncertarbejde kommer hans nyudgivelser af ældre dramatisk og kirkelig musik, først og fremmest en række værker af Purcell, gammel Shakespeare-musik og en grundlæggende, kommenteret nyudgave af Pepusch's »The Beggar's Opera«.

Dents egne kompositioner omfatter ca. 40 numre, for størstedelen sange hvortil kommer et par ouverturer og serenader for orkester, scenemusik og et par klaverværker.

De litterære hovedværker er bøgerne om »Alessandro Scarlatti« (1905), »The Magic Flute« (1911), »Mozart's Operas« (1913), »Foundations af English Opera« (1928), »Ferruccio Busoni« (1933), »Opera« (1940), »AThéâtre for Everybody« (om Old Vie og Sadler's Wells, 1945) samt de endnu ikke udgivne »A Popular History of Music from 1500 to 1900«, »Carl Maria von Weber« og et genoptryk af hans større afhandlinger om musikalske emner, der nu findes vidt spredt i mange forskellige tidsskrifter, og hvoraf man vil møde mange i et glædeligt gensyn, når udgivelsen en gang foreligger.

Men foreløbig er den nye Dentbibliografi en udmærket vejviser i hans omfattende forfatterskab, der er så levende og friskt, at det næppe vil blive væsentligt forældet i overskuelig tid.

s. B.

VICTOR GANDRUP: Fem Taktstokkens Mestre (Arthur Nikisch, Johan Svendsen, Karl Muck, Franz Schalk og Arturo Toscanini). — Rosenkilde og Baggers Forlag, 195G.

Der er to instanser, hvorfra en moderne orkesterdirigent bliver anskuet, taget under lup, den ene har han en face, den anden i ryggen, henholdsvis orkestret og publikum. Det er en for sin udøver yderst krævende og udsat métier, og kun få bærer sejrens palmer hjem eenstemmigt fra begge sider. Direkte vanskelig at betvinge er den kompakte orkesterblok, som kun kan bringes til overgivelse, såfremt lederens indiskutable suverænitet kommer til fuld udfoldelse, og hvor den tekniske beherskelse og den kunstneriske udløsning af værkets ånd går op i en højere enhed.

Forfatteren til de foreliggende små sammentrængte skitser kan unægtelig tale med om dette, og han har førstehånds kendskab til sit emne. Som fremragende violinist i Det kgl. Kapel har han sine livslange oplevelser frisk i erindring, og den lille bog er tydeligvis sprunget frem af særlig interesse for denne specielle form for kunstudøvelse og en naturlig trang til at fæstne de mest bemærkelsesværdige minder på papiret. Når Gandrup anfører de fem navne som prototyper på stor dirigerekunst, vil man uden videre give ham medhold. Rækken kunne naturligvis udvides, f.eks. med herskere som Furtwängler og Richard Strauss —• den sidste nød verdensry for sin uforlignelige Mozartinterpretation. Bogen er fornøjelig læsning, og fremstillingen er krydret med karakteristiske anekdoter og småfortællinger, særlig vedrørende Johan Svendsen og Franz Schalk. Endnu går der frasagn om Svendsens slagfærdighed i repliken, og et lidt ældre slægtled husker fremdeles hans imponerende personlige fremtræden, alene hans tilsynekomst ligesom ladede luften med elektricitet. De andre store er ligeledes »spiddet«, således at de, som ikke har oplevet en Nikisch, Muck eller Toscanini på podiet, får et godt indtryk af, hvordan de var. Noget nyt og påfaldende er den afvigende mening om, og »opgøret« med, Toscanini, og det må erkendes, at Gandrup i udpræget grad er selvstændigt ræsonnerende, når han trodsende en tilsyneladende samlet verdensopinion skriver ...

ja tag og læs! Th. N.

ERNEST NEWMAN: From the World of Music (essays fra ""The Sunday Times"", udvalgt af Felix Aprahamian), 190 s,, 15 sh. — Forlag: John Galder, London 1956.

Det er sjældent, musik-journalistik ligger på så højt plan, at den kan holde sig frisk og levende ud over sæsonen eller bare ugen ud. Omstændighederne, hvorunder musik-journalistik skrives, er ofte så hasarderede, at de alene kan forklare, hvorfor dagblads-musikskribentens produkter ofte lider døgnfluens skæbne. Men gives der en fin musikpersonlighed lidt bedre vilkår end den hastige reportages, kan mange gode betragtninger overvintre. Det har været tilfældet for The Sunday Times' mangeårige musikmedarbejder, den nu næsten 90-årige Ernest Newman, engelsk musikkritiks grand old man. De ugentlige essays, hans langt yngre kollega Felix Aprahamian har udvalgt og udgivet, er selv i dag meget stimulerende læsning. Det vid og bid, der er i denne musikskribents artikler, falmer ikke let, fordi det udfoldes på baggrund af en omfattende historisk og teknisk viden. Newman har meget fælles med sin syv år yngre landsmand Tovey, deres »metode« — den størst mulige objektivitet — er den samme.

I et lille halvthundrede artikler får man mange klare oplysninger og fine musikalske eller psykologiske betragtninger indenfor de fire hovedemner, bogen omfatter: Critics and Criticism, Opera and Opera Singers, Composers and their Works og General Articles, denne sidste gruppe, som indeholder betragtninger over så forskelligartede emner som Wodehouse, komponisten som 'tyv* eller raceteorier og musik. Det er en meget levende personlighed, der som 84-årig skriver inspireret og forstående om »Wozzeck« og desuden ikke går af vejen for at undersøge, hvor og hvor mange gange Wagner bruger ordet »moder« i sine musikdramaer for at kunne aflive en vandre-anekdote om Toscanini. Besynderligt nok, at denne kyndige mand (og hans udgiver Aprahamian) har overset en lapsus, hvormed en strofe af Mendelssohns »italienske« tilskrives den »skotske« symfoni (s. 170). fsp.

BILLIE HOLIDAY: Billie synger Blues.

Oversat af Kurt Kreutzfeldt, 250 s.

Gyldendal, 1956.

Billie Holiday, jazzens mest markante sangerinde efter den store Bessie Smith, har her gjort op med sin forrevne fortid. Det drag af det autentiske, af ram skæbne, der er ved hendes sang, hvadenten hun udretter små mirakler med tidens schlagergods, eller hun udsynger sin races indignation i et kunstværk som »Strange Fruit«, får her sin baggrund af virkelighed trukket op.

Billie Holiday er et produkt af storbyen, og intet træk ved den amerikanske storby er hende ukendt. Skildringen af hendes barndom i Baltimore og hendes debut som 12-årig i New Yorks glædeshuse er oprivende social rapport. Da hendes karriere kommer i gang, får beskrivelserne vel meget karakter af apologi for hendes kæde af temperamentsbestemte fejltrin, der en overgang bragte hende i fængsel for narkomani. Om hendes kunst får man ikke stort mere at vide, end man kan lytte sig til. Den er et produkt af en rædselsfuld skæbne og et overordentligt følelsestryk, og Billie Holiday har ikke stort mere at sige, end at hun synger som hun føler.

Bogens værdi som litteratur er omtvistelig; gennem den ser man USA fra en ejendommelig og lidet flatterende synsvinkel med jazzens sælsomme verden som filter. R. N.