Møgeltønder-orglet

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 101-103

Møgeltønder-orglet

Af NIELS FRIIS

DET er kendt, at Danmark er meget fattig paa levende Musik-Instrumenter, bevaret fra gammel Tid — ogsaa paa det Omraade, hvor Levetiden ellers ofte er længst: Kirkeorglernes. Saa meget des større Interesse knytter der sig derfor til hvert enkelt Instrument, der virkelig har klaret Tidens Skærsild og endnu staar saa nogenlunde intakt. I dette Foraar har Søgelyset været rettet mod et af vore fornemste gamle Instrumenter, Barok-Orglet i Møgeltønder Kirke, fordi dette, det ældste i sin Helhed bevarede danske Kirkeorgel, netop er genindviet efter at have været underkastet en omfattende Restaurering, der ikke blot har genskabt det i dets oprindelige Form, men ogsaa har gjort det til Midtpunkt i et nyt og større Instrument. Disse Arbejders Afslutning kan danne en naturlig Anledning til at kaste Blikket tilbage over det restaurerede Orgels Historie og til at vise, hvad der er sket med det nu i dets store Tidehverv.

Møgeltønder-Orglets Historie kommer man — desværre, kun — let hen over, for om den vides der i Realiteten meget lidt. Overleveret er i første Række en Beretning om, hvorledes det økonomiske Grundlag til det skabtes gennem en Bod, Befolkningen maatte erlægge til et nyt Orgels Anskaffelse for at løskøbe en Bonde, der havde været Anfører i en Slags Oprør mod Feltherren Hans Schack, Herren til Schackenborg og dermed Ejer af den Grevskabet underliggende Møgeltønder Kirke. Det var i 1674, og fem Aar senere stod Orglet i Kirken. De 200 Rd L, Bønderne havde betalt til det, slog ikke til — det kostede 420 Rd L, men hvem der fik disse Penge, vides ikke; Orgelbyggerens Navn — der maaske har staaet paa en hvid, i Tidens Løb afrevet Seddel paa dets Bagvæg — er for længst gaaet tabt, og det kan nu kun fastslaas, at det skyldes en ukendt Mester.

Eet eneste Fingerpeg om dets Herkomst har man: der staar i de gamle Regnskaber, at man havde ladet en Orgelbygger fra Hamborg komme, og herfra stammer da ganske utvivlsomt Instrumentet. Men nogen nærmere Mulighed for Identifikation fremkommer ikke paa det Grundlag, for der var ikke saa faa Mestre i Hansestaden paa den Tid. Der er dog enkelte Navne, der trænger sig særlig stærkt frem, naar Talen er om Møgeltønder-Orglet. Ofte har den berømte Arp Schnitgers Navn været nævnt i Forbindelse med det, selv om tekniske Detailler ikke udpræget viser hen til ham; den Teori har været fremsat, at Orglet skulde være bestilt hos Bernt Huss, hvis Værksted Schnitger en Tid videreførte, og derefter opstillet af denne.

Orgelbyggeren Hans Henr. Cahman, en Hamborger, der senere blev den svenske Orgelbygnings store gamle Mester, har ogsaa været nævnt. Han havde i 1683 Arbejde paa Ribe Domkirkes Orgel, og formentlig ogsaa paa Sct. Catharinæ Kirkes, der da istandsattes paa Bekostning af Stiftamtmand, Lensgreve O. D. Schack, Schackenborg. Han kan tænkes at have faaet disse Opgaver, fordi Greven kendte ham fra sit eget Orgel i Møgeltønder, hvis Ophavsmand han i saa Fald skulde være. Instrumentets betydelige ydre Lighed med det eneste Cahman-Orgel, der nu kendes, Virestad-Orglet i Växiö Museum, kunde ogsaa tale herfor. Endelig har man peget paa, at Møgeltønder-Orglet kan være bygget af den ligeledes hamborgske Mester Joachim Richborn, hvis o. 1675 fødte Søn hed Otto Didrik, en Navnekombination, der bruges i den grevelige Familie og saaledes for Orgelbyggersønnens Vedkommende kunde være Udtryk for en Opkaldelse. Denne Teori kan underbygges med den Kendsgerning, at Instrumentets Disposition er omtrent den samme som Richborn-Orglets i Buttförde.

Alt dette er imidlertid som sagt kun Muligheder, det er rimeligt at betragte. De har ikke hidtil ført paa sikkert Spor af Orgelbyggerens Navn. Det er og bliver uopklaret, og det kan alene fastslaas, at hans Værk, Møgeltønder-Orglet, er meget karakteristisk for den nordtyske Orgelbygningsskoles Byggemaade i den Periode, det tilhører. Dets Disposition, da det afleveredes, kendes ganske nøje. Den saa saaledes ud:

Værk:
1. Principal 8'
2. Oktav 4'
3. Quint 2 2/3'
4. Mixtur 4 f
5. Scharf 4 f
6. Quintatön 16'
7. Gedakt 8'
8. Rørfløjte 4'
9. Gemshorn 2'
10. Trompet 8'
[Tilhængt Pedal]

Det var Møgeltønder-Orglets Lykke, at det for det musikalskes Vedkommende fik Lov til at staa saa nogenlunde urørt gennem Tiderne, blot nødvendigt vedligeholdt. Paa en af de dekorerede Piber i Facaden har de fleste af de Orgelbyggere, der tilsaa det i Aarenes Løb, indridset deres Navne, og der er blevet en hel lille sønderjydsk »Orgelhistorie« ud af det. Der er Orgelbyggerne Hans Vent (1715), Gatzen Thomin (1737), Joh. Dan. Busch, Itzehoe (1757), Boy Lorentzen, Bredsted (1778), J. H. Angel, Flensborg (1789), Marcussen & Reuter (1817) og J. A. Ohrt, Gram (1828) ; længst passedes det af Marcussen-Firmaet, der overtog Tilsynet efter Ohrts Død. Det er i denne Forbindelse disse Folks Hæder, at udover netop at passe Orglet gjorde de ikke meget ved det.

Tre Gange skete visse Ændringer. I 1789 indbyggedes nyt Klaviatur, ved hvilken Lejlighed den korte Oktav ophævedes, og Tasterne til de manglende Toner tilkobledes en Oktav højere, en Ordning, der stadig er bibeholdt. Senere fornyedes Bælg-Anlægget, idet der installeredes Kassebælge udenfor Instrumentet efter det berømte Marcussen'ske Princip. Endelig indsattes i Begyndelsen af 1900-Tallet to romantiske Strygestemmer, Æoline 8' og Voce celeste 8', — der kunde ikke skaffes Plads til dem paa anden Maade end ved at fjerne henholdsvis Scharff 4 f og Trompet 8'. Det var Tidens Løsen dengang, men jo heldigvis en forholdsvis moderat Reduktion af den gamle Klang. Og Tabet var heller ikke helt saa stort som det ellers vilde have været, thi allerede i 1830'erne havde Marcussen og Reuter, vel nærmest for Studiets Skyld, men derfor ikke til mindre Nytte, gennemmaalt og gennemvejet Pibematerialet i hele Orglet, saa alt lod sig rekonstruere.

Møgeltønder-Orglets Nytid kom et halvt Aarhundrede senere — efter at den nuværende Lensgreve, Hans Schack havde overtaget Schackenborg og dermed ogsaa Møgeltønder Kirke, der nu er en af de sidste privatejede i Landet. Personlig stærkt interesseret i dens gamle Orgel, og kyndig i orgelbygningsmæssige Spørgsmaal som faa, tog Greven for fem-seks Aar siden Initiativ til en Restaurering af Instrumentet, der paa det Tidspunkt var tiltrængt, netop fordi — hvilket paa den anden Side var overordentligt heldigt — saa stor Del af det klingende Materiale var næsten urørt. Arbejdet sattedes i Værk og kombineredes med en Udvidelse af Orglet, der skete ud fra Grevens Ønske om i sin Kirke ogsaa at kunne fremføre Orgelmusik i større Former end det oprindelige Værk gav Mulighed for, og nu staar Instrumentet færdigt.

Ligesom Møgeltønder-Orglet i sin Tid byggedes af en Mester fra Hamborg, hvad hans Navn saa end har været, er det nu restaureret og udvidet af en Orgelbygger fra denne Stad. Danske Orgelbyggere kunde have løst Opgaven lige saa vel, men den valgte udvej var naturlig. Dels af stilmæssige Grunde, dels af økonomiske: en af Schackenborgs Fideikommiskapitaler ligger fra gammel Tid i Hertugdømmet Holsten. Den Mester, der har udført Arbejdet, Rud. v. Beckerath, har i Efterkrigstiden gjort sig gældende som en af Nordtysklands førende, baade ved en Række Nybygninger og en Del Restaureringer, bl. a. af Schnitger-Orgler; han har iøvrigt i sin Virksomhed fulgt saa omtrent de samme kunstneriske Retningslinjer som de danske Orgelbyggere, af hvis Resultater han er en stor Beundrer.

Ved Restaureringen i Møgeltønder er først og fremmest det gamle Orgel, dets Pibemateriale og Vindlade gjort helt i Stand, saa det fremtræder ganske som det var fra sin Mesters Haand, dog med delvis fornyet Mekanik. Det er jo med sine 10 Stemmer — en Størrelsesorden paa et Orgel, der ikke var ualmindelig i slesvig-holstenske Kirker i hine Tider, — saa betydeligt, at det i Realiteten figurerer som et Hovedværk, der »staar alene«. Det er dette Forhold, man har benyttet sig af ved denne Lejlighed. Samtidig med at være restaureret fremtræder det gamle Orgel nu som Kernen i et nyt og større Instrument paa ialt 25 Stemmer.

Først og fremmest er der ved Udvidelsen tilføjet et Rygpositiv — altid det næstvigtigste Værk i et Orgel med flere Værker. Da det var nyt, maatte der ogsaa skaffes Orgelhus til det, og dette fremtræder ikke, som oprindelig tænkt, som en Stilkopi af det store saa udpræget barokke Orgelhus, men udformet i nutidig Stil af Arkitekt Rolf Graae. Selv om det nye Hus synes at ligge noget tæt op ad tidligere, tilsvarende Arbejder af denne Kunstner, Varde-Orglet f. Eks., og det ogsaa i sin lyse, helt friske Naturtræs-Farve skiller sig lovligt stærkt ud fra den langt mørkere Omgivelser, vil det nok, naar det ad Aare faar Patina, komme til at harmonere med Hovedværket paa en ganske god Maade.

Foruden Rygpositivet, og nødvendiggjort ved dettes Tilføjelse, har Instrumentet faaet selvstændigt Pedal. Dettes Stemmer er anbragt bag ved det gamle Orgel, i et neutralt, hvidmalet Hus. De to nye Værker har faaet følgende Disposition:

Rygpositiv:
1. Gedakt 8'
2. Principal 4'
3. Blokfløjte 4'
4. Oktav 2'
5. Quint 1 1/3'
6. Scharf l' 4-6 f
7. Sesquialtera 2 f
8. Dulcian 8'

Pedal:
1. Subbas 16'
2. Principal 8'
3. Oktav 4'
4. Mixtur 2' 5 f
5. Fagot 16'
6. Trompet 8'
7. Cornet 2'

Det kan synes at være et ejendommeligt Forhold, at man pludselig føjer to nye Værker til et gammelt, ja klassisk Orgel, der i sig selv maa betragtes som en afsluttet, kunstnerisk Helhed. Rent bortset fra, at det oprindelige Instrument ikke er ændret, er der berømte Fortilfælde paa tilsvarende Udvidelser af berømte Instrumenter; man kan nævne det store Orgel i Sct. Jacobi Kirke i Lübeck, og det store og mindre Orgel (Dødedans-Orglet) i samme Bys Marie Kirke, alle fra Gotikken, senere udvidet med Rygpositiv og Pedaltaarnet i de respektive Tidsaldres Stil. Men man behøver iøvrigt ikke gaa længere end til Marskstaden Tønder; det pragtfulde Orgel i Kristkirken her repræsenterer hele tre Stilperioder: de centrale Dele er fra Renaissancen, Pedaltaarnene fra Barokken og Brystværket fra Rokokoen — og dog udgør Instrumentet et forunderligt Hele.

Ved et Par Indvielseskoncerter, ved hvilket det fornyede Møgeltønder-Orgel spilledes af Marie-Claire Alain, Paris, Anton Heiller, Wien, og Walther Børner, fik en indbudt Kreds, foruden Menigheden, Lejlighed til at høre, hvad der var opnaaet ved Restaureringen og Udvidelsen. Den første maa jo uden Tvivl samle størst Interesse, fordi der her var et saa omfattende klingende Materiale til Stede, at man havde virkelige Muligheder for paa fuld autoritativ Vis at rekonstruere det barokke Instrument og dets Klang. Koncerterne viste, at dette ogsaa næsten helt ud var lykkedes. Med virkelig Respekt for det bevarede og dets lidt robuste Karakter var der gaaet til Værks, og selv om Enkeltheder kan give Anledning til Diskussioner, var dog Helheden stort set vellykket. Hertil bidrog ikke mindst den autoritative Rekonstruktion af det gamle Værks Overklang.

Der var rig Lejlighed til ogsaa at konstatere de to tilføjede Værkers Bonitet. Selv om Pedalet ifølge Sagens Natur spiller en mindre fremtrædende Rolle, er det alligevel en vigtig Ting, at det, som Tilfældet viste sig at være, paa rette Vis understøtter Hovedværk og Rygpositiv. Hvad dette sidste angaar — det er jo et helt selvstændigt, lille Instrument paa 8 Stemmer — rummer ogsaa dette gode Enkeltheder, omend der maaske for dettes Vedkommende hist og her kunde være gaaet en Kende mere i Dybden i intonationsmæssig Henseende. Men Værket betyder en yderst værdifuld Forøgelse af Mulighederne for Trio- og Solospil, hvad man ogsaa fik adskillige klare Beviser for. Der er ikke mindste Tvivl om, at Hensigten med Udvidelsen er naaet, og at de nye Værker er fuldt værdige til at staa ved Siden af det oprindelige, og til med lykkeligt Resultat at lade deres Klange blande sig med dettes, baade i polyfont Spil og i de større, mere bredte Passager.

Det er dog naturligvis stadig det ærværdige Orgel selv, der med sine næsten 300-aarige, af Tiden forædlede Klange, er det centrale. Møgeltønder-Instrumentet er saa ubetinget et af Danmarks store Klenodier paa Orgelomraadet, og der er Grund til at glæde sig over, at det nu er saa smukt fornyet og bragt i saa fin Stand, baade klangligt og teknisk, at det vil have de bedste Muligheder for at lyde og lyse Aarhundreder fremover.