To Mozart-instrumenter klinger igen

Af
| Årgang 32 (1957) nr. 04 - side 106-108

To Mozart-instrumenter klinger igen

Af KURT WILLVONSEDER

VED festlighederne i fjor i anledning af 200-året for Mozarts fødsel hørtes hans musik over hele verden i koncertsale, på operascener og i radio. Men den spilles jo stadig, og vil blive ved dermed, thi der findes vel ikke nogen dirigent eller noget orkester af kvalitet, som ikke gerne stiller sig i Mozarts tjeneste. Nu spiller vi ham på vor tids instrumenter. Kun få instrumenter fra hans egen tid, og især ikke dem, han selv har benyttet, kan man spille på endnu idag. I Salzburg, hvor W. A.
Mozart fødtes den 27. januar 1756, og hvor man på særlig festlig måde mindedes denne begivenhed, hørte man imidlertid to sådanne instrumenter, Mozarts koncertviolin og et klaver, som ejedes af hans strenge principal, ærkebiskoppen Hieronymus greve Colloredo. I sin ungdom havde Wolfgang Amadeus uddannet sig som violinvirtuos under vejledning af sin fader Leopold, som havde udarbejdet en berømt violinskole. Hans værker for violin, især koncerterne, genspejler med deres stigende vanskeligheder og deres stadig mere fuldkomne udnyttelse af dette kongelige instruments muligheder, de fremskridt, som den unge Mozart gjorde i violinspil. Senere forsømte han violinen til fordel for bratschen, som kræver mindre virtuositet, og den benyttede han ofte til kammermusik, efter at han var flyttet til Wien (1781).

Da han forlod Salzburg, forærede han sin koncertviolin til sin søster Maria Anna (»Nannerl«). Derefter skiftede instrumentet ofte ejere. Først fornylig lykkedes det den internationale stiftelse »Mozarteum« at erhverve violinen. Den befinder sig nu i Mozartmuseet i W. A. Mozarts fødehus i Getreidegasse i Salzburg. Der lød den i den stue, hvor han blev født, under en højtidelighed på fødselsdagen den 27. januar, som kronedes med en tale af den østrigske forbundspræsident Theodor Körner. Den kendte violinistinde Christa Richter, professor ved musikhøjskolen »Mozarteum« i Salzburg, spillede en sonatesats af W. A. Mozart. Hvem der har bygget violinen, vides ikke, dog er det muligvis en violinbygger fra Mittenwald fra den første halvdel af det 18. århundrede, for instrumentet har modelbetegnelsen: »Jacobus Stainer, in Absam / prope Oenipontum 1659« (Oenipontum er det latiniserede navn for Innsbruck, hovedstaden i Tyrol). Tidligere havde Stainerviolinerne et endnu større ry end de italienske fra Cremona, Brescia og Milano. Deres slanke sølvtone svarede mere til tidens klangideal end den fyldige, bløde tone i Cremoneserviolinerne, som man begyndte at foretrække siden romantiken. Erhvervelsen af violinen er derfor ikke alene betydningsfuld, fordi man derved har gjort den tilgængelig for offentligheden, men fordi man med dette instrument også kan reproducere den klang, som har inspireret Mozart til hans store violinkompositioner.

Mozartugens store festligheder sluttede med en enkel radiotransmission fra Salzburger-museet Carolino Augusteum, hvor der spilledes på det taffelklaver, som i sin tid havde tilhørt ærkebiskoppen Hieronymus greve Colloredo. Det blev bygget i 1775 af orgel- og instrumentmageren Christian Baumann i Zweibrücken i Pfalz. Hvilken forbindelse det har haft med W. A. Mozart, har den kendte samler af gamle musikinstrumenter, dr. Erick Fiala i Wien, først konstateret for få år siden; han erhvervede nemlig et klaver, som oprindelig havde tilhørt baronesse Martha Elisabeth von Waldstätten, en i sin tid værdsat pianistinde, som var en bekendt af Mozart. Da baronessen rejste fra Wien, ville hun anskaffe sig et godt klaver og henvendte sig til Mozart om råd. Han havde imidlertid glemt navnet på en klaverbygger, hvis instrumenter han åbenbart havde lært at kende i Mannheim, og han skrev derfor i august 1782 til sin fader i Salzburg, om han hos denne ville bestille et klaver til samme pris, som ærkebiskoppens havde kostet, netop det, som uvis på hvilken måde kom ind i museet i Salzburg.

Der stod det i lang tid upåagtet og ganske ubrugeligt. Det smukke instrument, som spænder over fem oktaver, blev gjort i stand af klaverfirrnaet W. Rück i Nürnberg, som er kendt for sine stilrene restaureringer. Hvordan står nu dette klaver i forbindelse med Mozart? Denne trådte i 1779 igen i ærkebiskoppen af Salzburgs tjeneste, idet han overtog stillingen efter den kort før afdøde hoforganist Cajetan Adlgasser. To år senere kom det til et brud med ærkebiskoppen, hvilket gav Mozarts liv en anden vending. Det skulle være mærkeligt, om han ikke mellem 1779 og 1781 har spillet på dette taffelklaver, for det er usandsynligt, at der på denne tid fandtes flere klaverer fra Christian Baumanns værksted. Også Baumannklaveret er efter den gennemgribende restaurering atter blevet et levende vidnesbyrd om Mozarttidens klangideal og føjer sig til bestræbelserne for at levendegøre hele bestanden i Salzburgermuseet Carolino Augusteum, som strækker sig over så godt som alle kunst- og kulturhistoriske områder i det til 1803 selvstændige fyrstendømme Salzburg, og som på denne måde danner et organisk led mellem fortid og nutid. Dertil egner sig i særlig grad den værdifulde, righoldige samling af gamle musikinstrumenter, for intet finder lettere og varigere vejen til hjerte og sind end musiken. At der tilmed med Baumann-klaveret etableres en forbindelse med W. A. Mozart, gør denne opgave endnu fornemmere.