Nogle bemærkninger til Thorkild Knudsens studie

Nogle bemærkninger til Thorkild Knudsens studie Af HENRIK GLAHN SIDSTE nummer af DM stod i folkeviseforskningens tegn. Anledningen var som bekendt den nys afholdte IFMC-kongres i København, hvor Thorkild Knudsen fremlagde sin undersøgelse om »præmodal og pseudogregoriansk struktur i danske folkevisemelodier«. Når jeg drister mig til at knytte nogle bemærkninger til Thorkild Knudsens foredrag, som DM naturligt nok havde sikret sig, er det ikke fordi jeg mener at have nogen særlig adkomst til at blande mig i folkeviseforskningen som sådan. Kun den, der personlig er engageret i denne unge, men meget perspektivrige gren af musikvidenskaben kan siges at have denne adkomst.

Nej, de følgende — tildels kritiske — kommentarer er først og fremmest motiveret i, at Thorkild Knudsens undersøgelse på væsentlige punkter griber ind på et område, der ligger uden for den egentlige folklore, nemlig gregorianasangen og dennes tonalitetsforhold, og at der desuden fremsættes teorier, der — hvis de akcepteres — kuldkaster hidtil almindeligt antagne synspunkter for musikhistoriske sammenhænge af almen interesse.

Ikke for at være høflig, men af et oprigtigt hjerte vil jeg begynde med at komplimentere Thorkild Knudsen, fordi han med sand dødsforagt har givet sig i lag med den i sandhed vanskelige opgave at formulere, hvad der er specifikt for dansk folkevisemelodik. Det har krævet et omfattende systematisk arbejde og indgående teoretiske overvejelser, hvis resultat vel er foreløbigt i den fremlagte form, men som uden tvivl vil vise sig frugtbart og på flere punkter retningsgivende.

Vedrørende selve undersøgelsens grundlag, melodimaterialet, er der straks et alment metodisk problem, som melder sig for den, der har arbejdet med beslægtede opgaver: I hvilken grad er den gruppe melodier, som er skilt ud blandt mange, repræsentativ for den samlede melodimasse? Forfatteren lader os her vide, at der på forhånd er udelukket melodier med udtalt durmol-præg samt melodier »med åbenlys modal (kirketonal) struktur«. Man kunne ikke have noget imod en sådan udvælgelsesproces — som selvsagt må blive i ikke uvæsentlig grad baseret på et subjektivt skøn — hvis opgaven blot havde været begrænset til en påvisning af, at der inden for den danske folkeviseoverlevering findes en interessant gruppe melodier, der udviser særlige stilistiske træk i forhold til det øvrige stof. Nu er undersøgelsens målsætning og de konklusioner, der drages, imidlertid af langt mere vidtrækkende art. Ikke blot munder melodianalyserne (af den ved melodianalyser udskilte melodigruppe) ud i en generel tese gående ud på, at den samtidige eksistens af det diatoniske tetrakordale grundlag og det pentatone grundlag »må betragtes som et af de vigtigste stilkendetegn i gammel (udhævet af mig) dansk folkemusik ...« Nej, forfatteren går videre endnu ved at hævde, at de fundne strukturer repræsenterer stilen i en førgregoriansk europæisk folkemusik, og han opererer i den sammenhæng med begreber som »præmodal« og »pseudogregoriansk« melodik.

Argumentationen er i korthed følgende: Først hævdes det, at det »af såvel historiske som udviklingsmæssige grunde må . . . forekomme meningsløst at betragte musik på tonalt eller modalt grundlag som forudsætning for en musik med tetrakordal og pentaton intonationsstruktur«. •— Thorkild Knudsen vil derfor »forsøgsvis« betragte den gregorianske sang som en afledning af den beskrevne folkemusik. Ved forskellige manipulationer med melodiernes sluttoner og begyndelsesmotiver opstår ofte typiske gregorianske initialformler, hvilket anføres til støtte for betragtningens rigtighed.

Derefter påvises det, at det skalamæssige grundlag for de fundne strukturer stort set stemmer overens med de gregorianske skalaer. Denne overensstemmelse er dog kun tilsyneladende, fordi »grundtonefornemmelsen« ikke er karakteristisk for det undersøgte visemateriale som helhed. løvrigt må det retfærdigvis tilføjes, at forfatteren til slut erkender, at spørgsmålet om forholdet mellem gregoriansk sang og tidlig europæisk folkemusik »må ske på grundlag af et mere omfattende materiale af passende art«, — hvad der så iøvrigt menes hermed.

Når jeg reagerer imod de fremførte betragtninger eller rettere: mod den anvendte argumentation, som jeg håber at have forstået ret, er der flere grunde hertil.

Det er lykkedes Thorkild Knudsen gennem systematiske melodianalyser at udkrystallisere een særlig karakteristisk melodigruppe. Denne synes fremgået naturligt af selve stoffet, og de iagttagelser, Thorkild Knudsen har gjort vedrørende de vandrende melodiske formler og deres tetrakordale og pentatone præg, uddyber ud fra det danske visestof på selvstændig måde de synspunkter, som allerede Hugo Riemann gennemførte i sin undersøgelse, »Folkloristische Tonalitätsstudien« fra 1916, der — som undertitlen angiver — netop handler om »Pentatonik und tetrachordale Melodik im Schottischen, Irischen, Walisischen, Skandinavischen und Spanischen Volksliede und im Gregorianischen Gesänge«. — For nu at underbygge sin tese, at denne formelagtige og modalt flertydige melodik i visemelodierne ikke kan have sin forudsætning i gregoriansk sang, afprøver forfatteren stoffet på den gregorianske tonartslære.

Han konstaterer derved, at tonartslæren stort set ikke har gyldighed for den behandlede melodigruppe. Og dermed er endnu en hindring overvundet for fantasiens frie løb. Det må heroverfor være berettiget at spørge, hvorfor det netop er de gregorianske skalateorier, der skal være sammenligningsgrundlag. Navnlig når forfatteren selv gennem sine afsluttende bemærkninger røber en fornemmelse af, at der er et vist modsætningsforhold inden for gregoriansk sang mellem stof og teori, mellem selve musikken og den senere tonartslære.

Det er ikke stedet her at give en fremstilling af den gregorianske korals forhold til de middelalderlige tonartsteorier, der vel først og fremmest fik deres formulering for at imødegå den gamle sangtraditions udskriden og for at tilvejebringe et virksomt pædagogisk hjælpemiddel hertil. Det afgørende for os er imidlertid, at de gregorianske melodier selv i vid udstrækning kan være vanskelige at rubricere tonalt. Den af Thorkild Knudsen påberåbte »grundtonefornemmelse« er ofte yderst flygtig, ligesom der i en lang række melodier — navnlig indenfor officiumsantifonerne — mere er tale om »modeltoner« end om grundtonefaste melodier. Når endvidere de frit anvendte melodiformler i den danske folkevise, som af Thorkild Knudsen betegnes som »intonationer«, stilles op som noget, der er principielt fremmed for gregoriansk sang, behøver man blot at pege på de vandrende melismer inden for Gradualmelodierne, hvor der opereres med helt faste klicheer, som ikke blot holder sig inden for melodier i samme modus, men også kan springe fra een modus til en anden. Også i andre melodikategorier kan man iagttage, hvorledes faste melodiformler går igen i forskellige modi. Som yderligere understregning af denne tonale labilitet og mangfoldighed i gregoriansk sang kunne man nævne, hvorledes mange sange ligefrem indeholder en vekslen mellem forskellige modi, eller hvorledes indførelsen af kromatiske alterationer ofte er med til at tilsløre de traditionelle tonartsprincipper. Men lad disse antydninger være nok til at fastslå det i denne sammenhæng centrale, at man ikke kan drage konklusioner vedrørende de danske visers forhold til gregoriansk sang på basis af en jævnføring rned de abstrakte skalateorier.

På denne baggrund vil det derfor være rimeligt at anholde den flotte, men meningsløse brug af udtrykkene »præmodal« og »pseudogregoriansk« som betegnelse for melodiske stiltræk, der også kan findes inden for den historisk og stilistisk meget brogede melodimasse, vi normalt kalder gregoriansk sang. I det før anførte skrift af Hugo Riemann peges der bl. a. på tilstedeværelsen af netop disse træk i en række gregorianske melodier.

Det er meget muligt, at pentatone strukturer, som — uden iøvrigt at være typiske — kan mødes i den gregorianske overlevering, hidrører fra verdslig folkemusik. Og det er ligeledes tænkeligt, at gregorianaforskningen kan nå videre frem til en mere præcis bestemmelse af overleveringens forskellige lag og impulser. Teksthistoriske, kildemæssige og stilistiske undersøgelser må her virke sammen i retning af en klaring. Men det er aldeles absurd, at undersøgelsen af en håndfuld danske visemelodier, hvis overvejende del er optegnet efter mundtlig tradition de sidste 100 år, skulle kunne danne nogetsomhelst rimeligt grundlag for teorier vedrørende den gregorianske sangs forudsætninger i en nu totalt ukendt europæisk folkemusik fra det 4. til det 10. århundrede.

Nu er jeg meget vel opmærksom på, at Thorkild Knudsen selv udtrykker et vist forbehold over for de fremførte teorier. Han udtrykker sig flere steder med en forsigtighed, som tyder på, at han nødig vil udsættes for at blive opfattet alt for håndfast. Man må på den anden side formode, at han ligeså nødig vil udsættes for ikke at blive taget alvorligt. Og at han i hvert fald ikke selv tvivler på de fremførte hypoteser, fremgår klart af den frejdighed, hvormed hypoteserne bruges til et opgør med receptionsteorien.

Der er al mulig grund til, at viseforskningen i nyere tid har taget den ældre tids receptionsteori op til revision. Det er hævet over enhver tvivl, at den ensidige betragtning af viseoverleveringen som en folkelig varietet af den gamle kirkesang, er urimelig. Et opgør med Thomas Laubs teorier på dette punkt og med hans grove overgreb mod kilderne for at få melodierne indpasset i det kirketonale system, er en nødvendig forudsætning for at melodiforskningen kan komme videre og give os andre besked om den ældre danske vises særlige træk. Alt for længe har vi måttet »nøjes med« Laubs rekonstruktioner, som — i kraft af deres kunstneriske lødighed — i så høj grad har skygget for en historisk og musikalsk sandere opfattelse af melodioveiieveringens liv og mangfoldighed.

En overbevisende kritik af Laubs hovedsynspunkter, hans restitutionsprincipper og viseudgaver er fremsat af Erik Dal på »Dansk Kirkesang«s sommermøde i år og vil kunne læses i det førstkommende nummer af D.K.s årsskrift.

Der er imidlertid et væsentligt skridt fra en afvisning af den af bl. a. Laub ensidigt hyldede receptionsteori til en receptionsteori med modsat fortegn, som den Thorkild Knudsen gør sig til talsmand for. Ikke blot fordi den, som jeg har prøvet at godtgøre ovenfor, er for løst underbygget, men fordi en teori af så håndfast art, som der her er tale om, også kan virke hæmmende på den sandhedssøgende viseforsker. Faren for at eksperimentere med restitutioner på tetrakordal, pentaton basis er uhyggelig nær for den, der først bliver hildet i dette »system«. Og så er vi unægtelig lige vidt! Ja, fanden er skam allerede løs. Se bare til den nu »muliggjorte« (uha!) version af »Ebbe Skammelsen«-visens begyndelse, som præsenteres for os. Jeg tør vædde en del på, at Thorkild Knudsen har resten af melodien hjemme i skrivebordsskuffen. Og personlig vil jeg gerne tro, at melodiens fortsættelse er lige så »dramatisk-patetisk« som begyndelsen, men jeg vil alligevel gerne skånes for den såvel som for andre af samme skuffe. Jeg har nok bemærket, at forfatteren ikke vil stå ved sit eks. 18 a som værende en rekonstruktion; endnu er der kun tale orn anskueliggørelse af et princip. Lad os derfor sætte vor lid til denne hårfine sondring og håbe, at man nærer sig for at begå de samme fejl som »kirketonalisterne«.

Som afslutning på sin undersøgelse fastslår Thorkild Knudsen, at det gennem hans analyser er klarlagt, at de danske tilhængere af receptionsteorien gennem deres restitutioner har syndet imod »melodiernes egen tonale og melodiske struktur«, idet man har tvunget melodierne efter de gregorianske skalateorier. Da jeg går ud fra, at der med angivelsen »danske tilhængere af receptionsteorien« først og fremmest sigtes på Laub og Laub-Olrik-hæfterne fra 1899 og 1904, må det være berettiget at spørge: Hvor — i hvilke viser — er det, at Laub gør sig skyldig i overgreb mod tetrakordale-pentatone strukturer? Det er jo det, der er tale om her, ikke om Laubs kirketonale ændringer af udprægede dur-molmelodier eller om hans rensning af melodier med kirketonalt anlæg; disse to melodigrupper er som angivet ikke taget i betragtning i Thorkild Knudsens undersøgelse. Jeg indrømmer, at det ikke har været mig muligt at finde noget eksempel eller nogen henvisning i artiklens analytiske del, der kunne begrunde en konklusion af så generel karakter.

Jeg skal ikke bestride påstandens rigtighed, men jeg kan blot ikke se dens berettigelse i sammenhæng med påvisningen af visernes tetrakordale og pentatone strukturer.

Det er mit håb, at de her fremførte bemærkninger må blive opfattet som en positiv kritik, som en tilskyndelse til at tumle videre med det mægtige stof og de fængslende problemer, folkeviseforskningen byder sine dyrkere. Og lad mig slutte med ønsket om, at Thorkild Knudsen vil gå videre med sine musikalske undersøgelser over den danske folkevise — uden at falde for fristelsen til at bruge sit materiale til forhastede og uholdbare videnskabelige »sensationer«.