En tankevækkende balletbog

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 01 - side 13-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

En tankevækkende balletbog EBERHARD REBLING : Ballett gestern und heute.

(Henschelvorlag Kunst und Gesellschaft, Berlin 1957).

DENNE bog adskiller sig på flere afgørende måder fra andre værker om ballet. Mens næsten alle hidtidige balletbøger handler om enkelte landes ballet, eller endnu almindeligere om enkelte balletgrupper, tager Rebling verdensballetten — først og fremmest vor tids balletkunst — under behandling, i dens mangeartede udtryksformer.

Sovjetballetten på den ene side, og balletten i Yesteuropa-USA på den anden side har jo, af mange og almindeligt kendte årsager, i de sidste 30-40 år udviklet sig uafhængigt af hinanden og til dels i vidt forskellige retninger. Om den vesteuropæisk-amerikanske ballet eksisterer der et utal af bøger, om den sovjetiske sørgeligt få, i hvert fald i oversættelse, men det er vistnok første gang at nogen har forsøgt en samlet ny ballethistorie med en dyberegående kritisk vurdering på sammenlignende grundlag. Bogen vil utvivlsomt have sin store betydning netop i den nuværende periode, hvor den kulturelle isolation lidt efter lidt synes at blive hævet, og hvor der tydeligvis er en voksende gensidig interesse og gensidig påvirkning mellem de to hovedstrømninger indenfor den moderne ballet.

Også i de grundlæggende synspunkter adskiller Reblings arbejde sig fra det store flertal af balletbøger. I balletlitteraturen og balletkritiken møder man almindeligvis rent teknisk-æstetiske synspunkter, begejstrede udbrud om enkelte værker og personligheder, og en mer eller mindre bevidst mening om, at balletten (og kunsten i det hele taget) er noget der først og fremmest følger sine egne udviklingslove. Rebling ser dansekunstens udvikling i nær sammenhæng med det menneskelige samfunds historiske udvikling, og han ser folkedansen som det egentlige, dybestliggende grundlag for al dansekunst, gennem hele historiens forløb. I et historisk overblik påviser han denne sammenhæng, hvorledes dansens funktioner og udtryksformer har forandret sig i tilknytning til samfundets forandringer, afdækker årsagerne til adskillelsen mellem folkedans og professionel dans (magisk dans, hofdans og senere ballet) og viser dels deres selvstændige udvikling, og også hvordan de altid har indvirket på hinanden. Det er vistnok første gang nogen har forsøgt et sådant arbejde i større målestok, og det er både interessant og overbevisende gjort.

Interessant er også omtalen af den egentlige borgerlige ballets opståen (ved midten af det 17.

århundrede), dens udvikling indtil og under den store franske revolution — hvordan balletkunsten også bliver revolutioneret, og han giver en vurdering af balletpantomimen (ballet d'action) og Glucks og Noverres reform i et meningsgivende perspektiv. Efter Reblings mening har man i høj grad undervurderet de virkelige værdier i denne periode — betydningen af det nye humanistiske indhold — fordi man har forset sig på de rent tekniske landvindinger, som opfindelsen af tåspidsdansen.

Han belyser og begrunder romantikens typiske sider, den eskapistisk prægede »hvide« nymfeballet og karakterballetten med dens forsøg på at gengive folkedanse. Det er jo netop blandingen eller syntesen af disse to retninger, af poetisk virkelighedsflugt og realisme, der giver de bedste romantiske balletter deres enestående tiltrækning, som Giselle eller Svanesøen.

Der er her tale om de nærmeste forudsætninger for vor tids ballet, og det har ikke mindst interesse for danske læsere, idet August Bournonville får sin rette plads i den internationale ballethistorie, som en af tidens betydeligste skikkelser, også hans betydning gennem eleven Christian Johansen for den realistiske side af den russiske ballets traditioner (mens Cecchetti repræsenterer det italienske virtuose indslag). Petipa er efter Reblings mening et forfaldsfænomen — heri er han forøvrigt enig med Bournonville. Den russiske ballets udvikling skildres i retning af betydelig men tom virtuositet, hvor kun Tjajkofskis mesterværker rager op, takket være musiken, og man får et indtryk af de vanskeligheder, som komponister og koreografer med vilje til fornyelse mødte under zartiden. Det er forhold, hvis paralleller er almindeligt bekendt indenfor det 19. århundredes russiske litteratur og maleri, men som altså også eksisterede indenfor balletten. I litteraturen var Gorki en af dem der ledede sin kunstart over i den sovjetiske epoke, indenfor balletten hedder den tilsvarende personlighed morsomt nok Alexander Gorski (1871-1924).

hovedpersonerne er livløse dukker. Rebling ville utvivlsomt have revideret sin mening, hvis han havde oplevet Svend Aage Larsen og senere Børge Ralov i titelpartiet, som de gjorde til levende, gribende menneskeskildring. I det hele taget undervurderer Rebling i nogen grad den russiske emigrantballets betydning. Op til 1929 har Diaghileffballetten været i levende kontakt med tidens problemer, med et sikkert instinkt for hvad der rørte sig — engang imellem med mesterværker der vil blive stående, som Petrusjka, Apollon Musagetes eller Prokofjev-balletten Le Fils prodigue. Periodens betydning for balletkunstens udvikling, for vor tids kunst overhovedet, kan slet ikke borttænkes og må sættes meget, meget højt.

Vurderingen af den engelske ballet, dens sunde udvikling og dens arbejdsvilkår er overbevisende rigtig, og det samme gælder omtalen af den danske ballet i trediverne og under besættelsen, med de modstandsbevidste balletter, som Kjeld Abells og Landers Våren. I det hele taget er der fortræffelige oversigter og mange tankevækkende betragtninger over de forskellige landes balletter, ikke mindst den amerikanske med dens ofte meget vanskelige arbejdsbetingelser, som aftvinger endnu større beundring for det meget, der er lykkedes.

Afsnittet om sovjetballetten er nok den bedste samlede historiske oversigt, der hidtil er skrevet om dette emne, i hvert fald udenfor Sovjetunionen. Der bringes en ligefrem spændende beretning om begyndervanskelighederne efter revolutionen i 1917, om de kunstneriske kriser og de Rebiing ofrer mange sider på indgående at skildre den moderne »udtryksdans« (Ausdruckstanz), og ofte skarpt polemisk. Han drager voldsomt i felten mod Loie Fuller og Isadora Duncan, tildels også mod Rudolf von Laban. Det kan måske forekomme en dansk læser at han bruger lovlig hårde ord, men sagen er nok den, at den »frie udtryksdans« har grasseret ganske forfærdeligt i Tyskland og USA i tyverne og trediverne og har frembragt en masse sekteriske menigheder, udtryksdansen har ligefrem betydet et farligt kunstnerisk problem i de to lande, hvor balletkunsten i forvejen stod på meget svage ben. Her i landet har vi ikke mærket meget til udtryksdansen, i hvert fald ikke i dens rene form. Vores balletkunst er jo sikkert forankret i en nationalt betonet klassisk tradition. Vi har kun oplevet udtryksdansen som en tilføjelse, til tider en berigelse af de klassiske elementer, f. eks. Trudi Schoops betydning for Niels Bjørn Larsen, og den inspiration som Kurt Jooss' og Harald Kreutzbergs besøg har haft.

Om den russiske ballet i Vesteuropa — Diaghileff-perioden — står der mange udmærkede ting, især om den gensidige påvirkning mellem russisk kunst og fransk impressionisme. Man kan dog ikke overalt være enig med Rebling, navnlig ikke når han tager så absolut afstand fra et værk som Stravinski-balletten Petrusjka, som fordømmes, fordi mange fejlslagne eksperimenter, og om den kloge og alsidige opdragelse og uddannelse af balletungdommen, som er en af forudsætningerne for det nuværende høje niveau. Vistnok alle vigtige balletter bliver kritisk gennemgået, med indgående omtale af både de negative og de positive sider. Som opslagsværk om sovjetballettens repertoire er bogen nærmest uundværlig. Rebling er her i besiddelse af en alvidenhed, der virker ganske Kragh Jacobsen'sk.

Omtalen af balletten verden over er ført tæt op til dato, f. eks. nævnes Landers pariservirksomhed. Der beskrives de vilkår, balletten i de to dele af Tyskland har i efterkrigsårene, hvorledes udviklingen i mangt og meget må gå i hver sin retning, men også de bestræbelser der er i gang for at overvinde vanskelighederne og finde frem til et kunstnerisk samarbejde.

Rebling anser balletten for en hovedkunstart, og han tror på ballettens fremtid, ikke som en mer eller mindre raffineret adspredelse for en inderkreds af balletkyndige — de pretiøse »musiske« individer — men som en kunst af vigtighed for alle mennesker, en kunst for folket. Det betyder ikke på nogen områder en tilbagegang eller forgrovelse, det vil tværtimod betyde stadigt stigende krav til både teknik og indhold, til hele det kunstneriske niveau. oie wuiumsen.

Årgang 33/1958, nr. 01