Knudåge Riisagers musik til Månerenen

Knudåge Riisagers musik til »Månerenen«

Handlingen i »Månerenen« har Birgit Cullberg i teatrets program sammenfattet således: ... en lappisk legende, der handler om en ung pige, Aili, som — da hun er forladt og ulykkelig forelsket — kommer i Nåïdens, troldkarlens, vold. Han giver hende evnen til at drage den hun elsker, Nilas, til sig, men til gengæld må hun yde de menneskeofre, som Nåïden er de underjordiske skyldig. Hver måneskinsnat må Aili, forvandlet til en hvid ren, lokke unge mænd til en afgrund, hvor de omkommer. Lapperne får mistanke om, at det er Aili, som er Månerenen, men Nilas forsvarer hende. Han tror på hende, indtil han selv er ved at blive Månerenens offer. I kampen bliver Månerenen dræbt og får i døden sin menneskelige skikkelse igen.

På næste side finder man »Månerenen«s musikalske hovedtemaer: Prélude, forspillet, der straks anslår ballettens bærende tema, kærlighedsmotivet, som senere forekommer i forskellige bearbejdelser, bl. a. i Ailis tre store pas de deux'er og i slutningsscenen. — Ski-dansen med et to-takts lappisk motiv, som hele dansen er bygget op over og som senere dukker op i nye former når lappejægerne er i aktion. — Ailis motiv (5/4 takt), bygget over de første to takters lappiske motiv — Nåïdens motiv over en lappisk rytmefigur, der behandles symfonisk i troldkarlens dans og flere andre steder i balletten. — Rensdyrenes motiv, som ledsager de optrin, hvor den elegante renflok på 12 danserinder tager scenen i besiddelse. — Ailis 2. motiv, hvor hun forvandles til den hvide måneren. De to første takter er et lappisk motiv. — Lapperne jager Månerenen, de to-takts lappiske motiver, hvoraf det første gengives her, danner det tematiske grundlag for optrinet. — Månerenens dansemotiv. Det trolddomsagtige ved den forvandlede pige antydes i Nåïdens motiv, der dukker op i 6. takt. — Nilas motiv belyser den scene, hvor han siddende falder i dybe tanker over alt det mystiske, han bliver vidne til. — Jagten på Månerenen, hvor alle lapperne forfølger den hvide ren for at dræbe den.

De lappiske motiver, Knudåge Riisager har anvendt i sin musik, er kun få og ganske korte, nærmest som tone- eller rytmefigurer, der behandles symfonisk over længere perioder. Det indledende kærlighedsmotiv går igennem værket som en idée fixe, og flere temaer anvendes ledemotivisk, når et optrin eller den bagved liggende tanke begrunder det. Men tillige rummer værket store dramatiske effekter, mest slående et par steder, hvor én enkelt tone fra det svageste pianissimo instrumenteres op gennem et langt crescendo til en næsten uudholdelig styrke — og omvendt svinder hen fra det største fortissimo til det næsten uhørlige ved Ailis død, hvor man håndgribeligt fornemmer at hendes livsånde ebber ud i den evige stilhed. En uventet dramatisk spænding opnår Riisager ved derefter atter at lade tonen stige til sin yderste grænse, der nås i samme øjeblik det totale mørke lukker for scenebilledet inden tæppet falder. (B.)