Koncerter

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 01 - side 25-29

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Koncerter Anmeldt af ANKER BLYME DEN skepsis, det ofte lønner sig at grave frem, når man går til et første møde med »en fremragende kunstner«, »et rigt menneske« etc., blæstes hurtigt bort af det friske vejr, der stod om Jürgen Uhde, som heldigvis ikke var nogen »rigtig professor«. Eller var han netop den rigtige, han som spillede og demonstrerede på livet løs og gjorde sig allertydeligst forståelig, når han sad ved klaveret og ved hjælp af sin opfattelse af stoffet som musiker engagerede tilhørerne mest umiddelbart og direkte. Men hvad vi nu kalder ham, viste han sig at være en glimrende pianist og inciterende musiker, som åbenbarede en gennemtrængende ånd og usædvanlig analytisk fornemmelse og kunnen. Han slog en alvorlig breche i den stildyrkelse, som på så mange måder er i stand til at ødelægge den levende musik og gøre den til et stift og kedeligt mønster. På dette punkt var han simpelthen et unikum, for det er sjældent at opleve en musiker, der som han opfatter de vigtigste egenskaber ved forskellige tiders musik, og blot betragter stilistiske forskelligheder som et incitament til størst mulig udfoldelse.

Usvigelig sikkert formede og oplevede han Schubert og Brahms, og rned lige så stor indlevelse og instinkt lagde han en Stravinsky, Schönberg eller Webern blot for os. Brahms-sonaten, som han spillede sammen med pianistinden Renata Werner, var en præstation af et format, som ikke lader sig genfortælle eller beskrive — det var simpelthen genskabelsen af stor kunst. Dette Brahms-spil var for undertegnede hele arrangementet omkring Jürgen Uhde værd, for hvad han i sine foredrag end fik sagt af kloge ting, faldt det lidt igennem i forhold til hans kunstneriske format. Det er ingen kritik af disse foredrag, som var udmærkede, men som dog ikke var så usædvanlige som hans spil. Der kan også i al beskedenhed rettes en lille anke mod ham for ikke at føre sine synspunkter — bare periferisk — frem til og med den »avantgarde«, som dog har taget konsekvensen af sin egen stilling og ført musikken helt derud, hvor der, sagt med Uhdes egne ord, absolut ingen vej er tilbage. Han priste Webern, men glemte at vise, hvad der foreløbig er kommet ud af bestræbelserne på, trods alt at fortsætte ad systemernes og tallenes vej.

Det ville ikke være uforståeligt, hvis en musiker af hans temperament og formåen ikke kunne forsone sig med en fremtid i elektrofoniens tegn; derfor ville hans opfattelse af situationen i dag have haft interesse.

A. B.

Trio-aften BEETHOVEN: Trio op. 70,2 - SHOSTAKOVITCH: Trio op. 67 - BRAHMS: Trio op. 87.

Man havde en ganske sikker fornemmelse af, hvad man gik ind til, da trioen Vagning — Holst Bløndal Bengtsson kaldte til koncert, og man havde ikke glædet sig forgæves.

Det blev en aften af de gode, en aften hvor man blot satte sig til rette for at nyde god musik i god udførelse. Det var en aften som ikke indbød til diskussion af nogen art, som ikke satte noget på spidsen, men som fuldbyrdede meget af det sunde liv, den spilleglæde og det musikersind, som har lidt trange kår i vor perfektionistiske tid. Det var en aften af »de gode gamle«, hvor der blev slået et slag for den glæde ved og i musikken, so mer hinsides al snak og kritik. (11/11). A.B.

Alice Christensen Testrup BEETHOVEN: Sonate op. 109 - BENTZON : 12 preludier op. 112 - BRAHMS : Variationer og fuga op. 24.

Det mest spændende ved denne koncert var N. V. Bentzons 12 preludier. Det viste sig at være et ægte barn af denne frodige komponist, vel ikke noget stort værk, men en samling charmerende småstykker. Den kendte brede klaverbehandling var nok det dominerende, men ind imellem funklede små perler af klanglig eller rytmisk fantasi. I vor tid med dens tilbøjelighed til allehånde udskejelser, er N. V.

Bentzon en ren sundhedsapostel.

Hvor andre fortaber sig i bundløse spekulationer af tvivlsom, meget tvivlsom musikalsk natur, der griber Bentzon pennen og »kører løs«.

Hvad man så kan hitte på af indvendinger mod hans voldsomme næsten uhæmmede produktion, tilbage står dog den kendsgerning, at Bentzon stadig er så frodig, så menneskelig og begrænset, at han i sin egen åndens og håndens verden kan hente alt det — og mere til — som »avantgardisterne« møjsommeligt og forgæves leder efter i tallenes syntetiske verden.

Alice Christensen Testrup spillede såvel Bentzons preludier som aftenens øvrige program med virtuos (dog af og til lidt vel »oven på« tangenterne) sikkerhed, en sikkerhed som forledte hende til lidt for stor nonchalance hos Beethoven, men som på den anden side hjalp hende forbavsende let over de Brahms'ske vanskeligheder. Programmet var lagt med smag, og alene det siger noget om, at Alice Christensen Testrup er mere end en tilfældig koncertgiver. Kan hun fuldbyrde, hvad der i mange detaljer vidnede om et vist format? (7/11). A.B.

Du T-koncert hos Hornung & Møller HOLMBOE: Sonate f. solofløjte - NØRHOLM: Tombeau f. cello og klaver BORUP JØRGENSEN: Mikroorganismer (korte forløb f. strygekvartet) BONNÈN: Sonatine f. klaver SCHMIDT: Klaverkvartet.

Uden hverken at være bagklog eller agere spåmand, kan det vist siges, at det fuldbyrdede — kvaliteten i dette specielle værk ganske ufortalt — var repræsenteret med Holmboes fløjtesonate, og at talentet hed Ib Nørholnu Også andre unge var med, men som Ole Schmidts klaverkvartet er for »genrepræget«, således er Axel Borup-Jørgensens »Mikroorganismer« for tilstræbt i deres på alle led'er og kanter for minimale skikkelse. Medens man hos Ole Schmidt mærker stort nemme for at skrive en sats med et naturligt forløb, så er der ikke rigtigt liv i Borup-Jørgensens »organismer«. De dør endnu inden de er begyndt at leve. Detr man måske kunne efterlyse hos Ole Schmidt, har forledt Borup Jørgensen. Med Nørholm er det anderledes. Ganske vist er hans »Tombeau« ikke meget andet end en stemning, men til gengæld er denne atmosfære så fin, at den på meget tydelig måde underretter os om, at dens ophav er en person med fornemmelse for, om jeg så må sige, hvad sagen drejer sig om. Skal man end ikke lægge for meget i en stemning, kan man måske alligevel lettere forregne sig, hvor det drejer sig om større konstruktioner. Hvad angår Helge Bonnéns sonatine, svarer den til sin titel. Den er let at gå til og let at forlade igen. Den gjorde ikke videre indtryk — hvad koncerten som helhed heller ikke gjorde; det var lidt luftigt alt ialt.

Samtlige medvirkende ydede en prisværdig indsats. (6/12).

A.B.

Musik blandt malerier SEARLE: Divertimento op.26 - EITLER: Variationes 1944 - VÁRESE: Density 21,5 - FORTNER: Kammermusik für Klavier - LEINERT: Sonate.

Der råder en egen fin atmosfære ved disse museumskoncerter — man lades ikke uberørt af den kunst, der omgiver én på alle sider.

Det lod også til, at dagens gæster, ægteparret Ermeler fra Lübeck, følte sig godt tilpas, for de spillede på livet løs og kastede sig med dødsforagt ud i en musik, som stiller store krav. Det var 12-tonekunst på forskellige stadier, der stod på programmet, lige fra den skinbarlige dur og rnoll-fornemmelse som huserede hos Fortner, til det meningsløse i retning af Vareses misrøgt af fløjten, det blide og følsomme instrument, som i hans vægtfyldenummer blev drevet helt ud i karrikaturen. Hr. og fru Ermeler er dygtige instrumentalister, overlegne fortolkere af sådan musik, som ved denne lejlighed spilledes. Begge er de nok lidt grove i behandlingen af deres instrumenter, men medens fruen var handicap'et af et ret dårligt flygel, må man formode, at den tykke tone og det vel mægtige vibrato er normen for hr. Ermelers fløjtespil. løvrigt skal det bemærkes, at programmet slet ikke havde den kvalitet, som gjorde den forrige koncert så fascinerende. Man savnede afveksling, noget inden for programmet perspektivdannende. Her var ingen markant personlighed med i spillet, her var ikke rigtig noget, der engagerede én alvorligt, det var for blegt og almindeligt.

Selvfølgelig vil koncerten få sin plads i den samlede række af arrangementer, men da der i disse matineer ligger ikke så lidt af en mission, og da man i publikums glædelige interesse med rette aner et behov, er det af største vigtighed, at de enkelte koncerter gøres så fængslende og givende som overhovedet muligt. (17/11). A.B.

* BEETHOVEN: Strygekvartet op. 130 m.

Grosse Fuge op. 133 som finale.

Var programmet til denne koncert det enklest mulige, er til gengæld vanskelighederne med hensyn til udførelsen af dette Beethoven'ske mesterværk af sådanne dimensioner, at det kun er de meget få udvalgte ensembler beskåret at forløse, hvad her er nedlagt af visionær fantasi og sublim skønhed. Man kan næppe stille krav om at leve op til et storværk som denne kvartet, man kan kun håbe på størst muligt udbytte som tilhører gennem størst mulig formåen hos interpréteme. Har disse ikke en til vished grænsende fornemmelse af, at der her er tale om sager af en helt anden størrelsesorden end selve det at spille kvartet — også selv om man evt.

spiller godt— og er de ikke i stand til ligefrem at blive en del af denne musik, at forløse den på dens eget plan, falder den på trods af gode og smukke enkeltheder til jorden.

Det kan altså næppe bebrejdes »MÚSICA VITALIS«-kvartetten, at vi kun sporadisk anede den menneskelige visdom og næsten ubegribelige skønhed, som denne kvartet rummer både i detaljen og helheden (ikke mindst hvor den senere komponerede rondo har afløst kæmpefugaen, som vi her præsenteredes for).

I hvert fald undertegnede gik uforløst fra koncerten, som han, alt taget i betragtning, dog havde set hen til (1/12). A.B.

BERG: Sonate op. l - SCHÖNBERG: Klavcrstykker op. 11, 19 og 23: op.

33 a.

Det er stadig Schönberg-skolen, der spøger på museumskoncerterne. Som følge deraf er det også stadig det samme firkantede, monotone følelseskompleks, der maser sig ind på én, hemningsløst og uden variationer.

Nogen bedømmelse af denne musik er ligesom ikke mulig, for den er betinget af et teknisk ideal, drevet af et tilsyneladende overmægtigt følelsesoverskud og resulteret i een stor og uigennemtrængelig monoman sjæleforløsningsproces. En stillingtagen til en eftermiddag med Alban Berg og Schönbergs klavermusik må derfor blive udtryk for et eensidigt personligt forhold til denne kunst, som på nogle virker uhyre givende og stor, men som for andre tager sig ud som en komplet dødbringende super-romantik, der er kommet i gale klæder. Efter 10 minutters heltemodig strittenimod kan man synke ned i en tilstand af fuldkommen apati, hvis kvælergreb end ikke N. V.

Bentzon er i stand til at løsne.

Man skulle dog ellers mene, at netop han, som er en virkelig kender og kyndig fortolker af denne kunst, havde mulighed for at holde interessen fangen.

At det ikke lykkedes helt, kan dog ikke lægges Bentzon til last, og denne lejlighed skal iøvrigt benyttes til at lette på hatten for, hvad han gennem tiderne har bragt til torvs på det hjemlige marked, og for det kæmpemæssige arbejde, det har været at tilegne sig og fremføre det. Her skal da heller ikke lyde bebrejdelser men blot mindes om, at selv en Schönbergs gaver kan miste fortryllelsens skær, og at overfodring kan være lige så slemt som underernæring. Det må heller ikke glemmes, at den musikalske verden ikke kun er Tyskland og Østrig — og at 12toneriet ikke er vores allesammens alfa og omega. (15/12).

A.B.

Hanne Petri 09 Karmy Sambleben NIELSEN: Sonate op. 9 - MOZART: Sonate K.V. 481 - BACH: Sonate Edur - BARTÓK : Rapsodi nr. 2.

Bach og Mozart var de komponister, som fremstod smukkest på denne koncert. Det er simpelthen den musik, som ejer flest af de egenskaber, der er nødvendige for at klare sig med det lidt nuancefattige spil, som endnu er det unge ægtepars. Det virkede som om det i højere grad var komponisterne, der måtte rette sig efter koncert.giverne end omvendt, og at det i et par tilfælde gav gode resultater, ændrer intet ved den kendsgerning, at aftenen som helhed tog sig for »ens« ud.

Deres spil er meget sobert og •enkelt; her er ingen falbelader af nogen art, og hvor det lykkedes at forene denne spillemåde med kunstnerisk oplevelse, skabte de smukke enkeltheder.

Det var f. eks. tilfældet med den langsomme sats hos Mozart, som de foredrog med et skær af virkelig renhed og dybde. Måske blev Bach for letvægtig i deres hænder — måske, det bliver en smagssag på baggrund af det fine og klare sammenspil de her udfoldede. Den længde, som i forvejen tynger Carl Nielsens sonate, blev i for høj grad understreget af den lidt stive udførelse, og mere djævelskab havde bestemt pyntet på Bartóks rapsodi — men hvem siger forresten, at vi ikke bare har en del tilgode af aftenens unge optrædende? (9/12). A.B.

Dirigentkursus i Stichting Nederlandsche Radio Unie Direktionskurset i Hilversum, som iår ledes af kapelmestrene Willem van Otterloo og Albert Wolff, finder sted fra 19. juni til 19. juli med forudgående optagelsesprøve den 12. og 13. juni.

Der modtages såvel aktive som passive deltagere, idet maksimumalderen for den første gruppes vedkommende normalt vil blive ansat til 36 år. Aktivgruppen omfatter højst 20 studerende, hvoraf indtil 12 kan være hollandske statsborgere, der iøvrigt ikke indtager nogen præferencestilling. I særlige tilfælde vil man imidlertid kunne dispensere, hvad aldersgrænsen angår. Prospekt og tilmeldelsesblanket erholdes ved direkte henvendelse til den hollandske radios musikafdeling, Postbus 150, Hilversum.

Årgang 33/1958, nr. 01