Litteratur

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 01 - side 22-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Litteratur Anmeldt af SIGURD BERG - ALLAN FRIDERICIA SVEND KRAGH-JACOBSEN: Balletbogen. Gennemillustreret fører over 85 balletter 1786—1954. 318 s. — Gjellerups forlag 1954. — Kr. 14,50, indb. kr. 18,50.

Det træffer sig meget heldigt, at DM i sit specielle balletnummer kan bringe en omtale af Kragh Jacobsens balletbog, som ikke tidligere har været anmeldt på dette sted. Og man kan med det samme konstatere, at kun en mand med Kragh-Jacobsens uhyre viden havde formået blot den enkle ting at udvælge 85 balletter af de henved 1.000, han før udarbejdelsen af bogen havde i kikkerten, og vel at mærke således, at enhver balletelsker i det store og hele finder udvalget tilfredstillende. Havde han villet indskrænke sig til vort eget repertoire var han sluppet nem* mere fra det, men han har tillige set det som sin opgave at give orientering om de balletter på verdensrepertoiret, der vedblivende spilles og som en skønne dag kan ventes at dukke op også på Kongens Nytorv. Ca. en fjerdedel af de i bogen behandlede balletter havde ved dens fremkomst ikke været opført herhjemme, men fire af dem er nået frem i mellemtiden: »Pas de quatre«, »Søvngængersken«, »Romeo og Julie« og »Tornerose«, — og med det tempo, vor ballet i disse år har præsteret, er der jo rige muligheder fremefter.

Hver af de i bogen behandlede balletter er belyst rent programmæssigt vedrørende forfatter, koreograf, iscenesætter, komponist, dekorations- og kostumekunstner, uropførelse samt eventuelt danske opførelser. Derefter gennemgås ballettens scenegang, hvorefter der følger en ræsonerende orientering om værkets historiske baggrund og placering, dets stilpræg, eventuelle ændringer i versionen underforskellige koreografer, særlig berømte udøvende m. m. — Endelig afsluttes bogen med en fortegnelse over grammofonindspilninger af balletmusikkens hovedværker (udarbejdet af Gerhard Schepelern) samt registre over balletter, balletkompagnier og de i bogen nævnte personer. Balletregistret er særligt værdifuldt, fordi det bringer balletternes titlerne også på fremmede sprog og desuden navnene på en række balletter, der kun er nævnt en passant i den ræsonerende tekst.

Som man ser, har forfatteren ikke skånet sig, og resultatet er med den på forhånd givne begrænsning udmærket. Kragh-Jacobsen nævner i forordet den tak, han bl. a. skylder balleteksperter som Cyril W. Beaumont, L. Haskell, Peter Williams og Richard Buckle. Dette bringer én til at ønske, at »Balletbogen« havde kunnet forøges med et par sider om den vigtigste udenlandske og danske balletlitteratur med en kort orientering om de enkelte værkers retningslinjer. Dette bedes overvejet til en ny udgave, som jo nok bliver nødvendig ad åre. B.

BENT SCHØNBERG: De første trin.

Vejen til balletten. 34 s., ill. — Carit Andersens forlag. 1957. — Kr. 9,75.

Det må ses som en vis begivenhed, at der er udkommet en dansk bog om balletteknik, selv om den er af beskedent omfang og elementær indtil det asketiske. Ekstrabladets balletkritiker, Bent Schønberg, har i dette lille arbejde med bistand og råd fra anerkendte eksperter optrukket visse pædagogiske retningslinjer, der bl. a. advarer forældre mod at overgive deres danseglade børn til samvittighedsløse balletlærere, som ofte påtager sig at undervise altfor små børn i tåspidsdans og andre tekniske vanskeligheder, der slet ikke kan udføres rigtigt før langt senere, når lemmer og krop har nået en større fasthed. Det er uoprettelige forsyndelser, der på den måde ofte øves mod intetanende børn, idet musklerne kan ødelægges varigt ved for tidlige forcering af de grundlæggende trin og stillinger i den klassiske balletteknik. I mange tilfælde må man ligefrem se bort fra det teknisk korrekte for ikke at skade barnets legemsbygning og udviklingsmuligheder. Dette véd den erfarne og samvittighedsfulde balletlærer og lader den tekniske fuldkommengørelse så at sige vokse ud af den legemlige udvikling.

Hvis denne bog kan åbne forældrenes øjne for disse farer, er den ikke skrevet forgæves.

Indenfor dens omfang rummes dog kun en ringe del af den klassiske ballettræning; men gennem et udmærket billedmateriale fremstilles det korrekte, mindre korrekte og helt forkerte i 14 af de grundlæggende trin, stillinger, arabesker og attituder.

De fuldkomne stillinger er illustreret med optagelser af den der, — de mindre fuldkomne af danske verdensstjerne, Toni Lånet barn fra Det kgl. Teaters balletskole, Lise la Cour, som Hans Brenaa har fået til at posere både galt og rigtigt på den nydeligste måde.

Den sidste danske ballettekniske bog var August Bournonvilles »Études Chorégraphiques«, der udkom 1861. Det havde været morsomt, om Bournonvilles gamle værk havde kunnet illustreres lige så smukt og anskueligt, som det er sket i »De første trin«, hvor både billeder, tryk og papir er hævet over kritik. B.

MARGARETA SJÖGREN: Biljett till balett. 18 svenska danskonstnarer, 254 s. — Bonniers forlag. Pris i sv.

kroner: hft. 24,50, indb. 29,50.

Blandt hændelserne i efterkrigens balletliv hører udviklingen i Sverige til de mærkeligere. Også herhjemme har man en fornemmelse af det, skønt vi stadig venter på gennemførelsen af det længe lovede officielle gæstespil.

Forestillinger, dansk publikum ville hilse velkommen efter den internationale opsigt svenske balletter har vakt — og efter lovende smagsprøver.

Den svenske ballets udvikling =er nu blevet kortlagt i en stor, underholdende bog »Biljett tul balett« af den ansete kritiker Margareta Sjögren, som vi kender fra bl. a. »Dronningens England« (Gyldendal).

I bogens indledning beskrives den svenske ballets historie, og forfatteren lægger ikke skjul på den sørgelige forfatning Operahalletten befandt sig i efter halvandethundrede års skyggetilværelse.

Som modsætning til dette triste billede fortæller »Biljett till balett« om alt, der har givet kunstarten en ny, central stilling efter verdenskrigen. Som et enkelt eksempel kan nævnes en henrivende skildring af Folkeparkernes brede publikum, der møder ballettens kunst.

Overalt fornemmes forfatterens begejstring for emnet og hendes fine iagttagelsesevne. Heri, og igennem valget af en central generation dansere, står bogen som en værdig parallel til Arnold Haskells »Balletomania« og Svend Kragh-Jacobsens »Ballettens blomstring«. Historisk betragtet vil alle tre værker kunne udsættes for den kritik, at de pletvis overvurderer hjemlige kunstnere i relation til »den store verden«; — men disse bøger ejer bl. a. den fordel, at deres fint registrerende forfattere i ord gendigter teateroplevelser: om deres bøger vil man engang skrive ballethistorie.

Den kritiske indstilling til Operaballettens stade danner en suggestiv baggrund for hvert enkelt af de følgende portrætter.

Med undtagelse af alleryngste generation blev dansernes første møde med kunsten forbitret gennem et teaters overfladiske balletpolitik.

Tydeligt er det, at disse unge mennesker ikke resignerede eller lånte sig til nedværdigende intriger. Ellen Rasch (der huskes fra filmen »Ildfuglen«) og Björn Holmgren (som flere gange har optrådt med Danseaftner i København) begav sig år efter år på månedslange studiebesøg i Paris. Gannel Lindgren gennemgik syv sommerferier i træk The Royal Academys uddannelse. Teddy Rhodin satte sig i spidsen for stort oplagte ballettournéer i Folkeparkerne.

Samtidig, og her i skarpeste modsætning til Danmark, indgik de unge dansere et idealistisk, kunstnerisk skelsættende samarbejde med kolleger og koreografer udenfor Statsscenen.

Julius Mengarelli var i ledige stunder partner til Birgit Cullberg, Björn Holmgren til den privatuddannede Elsa Marianne von Rosen; en hel gruppe af danserne tog daglige privattimer hos Albert Koslovsky, hvilket bl. a. resulterede i en koncertopsætning af Petipas »Don Quijote«.

Med sjælden indlevelse formår Margareta Sjögren at levendegøre de kunstneriske profiler.

Efter at have læst bogen sidder man med fornemmelsen af, at alle på hver sin måde væsentligt har bidraget til det frapperende omslag i Sveriges balletklima.

Der er en æggende tone — et løfte for fremtiden — selv dér, hvor forfatteren svinger sig for højt op i begejstring.

Herhjemme kan vi med tilfredshed notere, at »Biljett till balett« begynder med Elsa Marianne von Rosen, og gang på gang præciserer danserindens nære tilknytning til dansk ballet og taknemmelighedsgæld til Det kgl. Teater. Blandt von Rosens roller hæfter Sjögren sig selvfølgeligt ved »Frøken Julie«, den, der fik Operaen til at bryde alle traditioner og regler for at sikre sig »privatdanserinden« som solodanserinde. Hertil kommer begejstrede analyser af »Tornerose«, »Medea«, »Gaite Parisienne« (Handskesælgersken) og »Giselle«. Følgende kapitel handler om Björn Holmgren og giver et godt indblik i hans vidtspændende register, der strækker sig fra prinserne i »Tornerose«, »Svanesoen« og »Giselle« til karakterroller som »Sisyfos«, »Den fortabte søn« osv. Sjögren noterer med glæde, at Holmgren er den første siden Cecchetti som samme aften har danset »Den blå fugl« og hexen Carabosse i »Tornerose«.

Svensk ballets første Giselle, Ellen Rasch, er genstand for en fin og positiv karakteristik. I kapitlet om hende og om Gunnel Lindgren får man et stærkt indtryk af det arbejde, Tudor (som bl. a. opsatte »Giselle«, »Gala Performance«) inspirerede kunstnerne til.

Blandt de øvrige danserindemonografier står den om Mariane Orlando smukkest. Denne pur-unge solist, der 18 år gammel debuterede i Odette-Odile rollen ved Sveriges-premieren på »Svanesøen«, bliver med rette genstand for alsidig vurdering.

Hendes klassiske stil ejer styrke og lyrik; men samtidig er Orlandos rolleregister forbavsende omfangsrigt, fra classique til Den udvalgte jomfru i Massines »Sacre du Printemps«.

Herrerne Teddy Rhodin, Julius Mengarelli og Willy Sandberg er titler på tre afsnit, hvorefter Margareta Sjögren samler .gruppen af lovende dansere, et kapitel der omfatter Gerd Andersson, Mario Mengarelli, Cai Selling, Yvonne Brosset, Loulou Portefaix, Wiweka Ljung og Bengt Andersson (listen burde være suppleret med endnu et par).

Resten er viet de tre betydelige, svenske koreografer; alle oprindeligt udgået blandt »fridanserne«: Birgit Cullberg, Ivo Cramer og Birgit Åkesson (Dan.seaften på Alléscenen 47). Man får respekt for det, der bevæger sig i broderlandets danseliv. De to førstnævnte har et stort antal værker bag sig, mens den særprægede, evigt eksperimenterende Åkesson sidste år med held debuterede i større sammenhæng på Operaen med »Sisyfoss«.

Meget i »Biljett tul ballett« fortæller ora udelt beundring for den nuværende balletchef Mary Skeapings omhyggelige Petipaopsætninger, hendes alsidige arbejde for at skabe teknisk standard og afvekslende, nationalt præget repertoire. Men forfatteren er ikke blind for den fare, Mary Skeapings dubleringssystem udgør. Af og til skiftes seks-syv-otte dansere i samme rolle, publikum kan i ingen ballet være sikker på at se de bedste, eller blot næstbedste. Denne inflation kan blive skæbnesvanger, hvis den ikke modereres.

Desværre mangler »Biljett tul balett« en orientering om det, der sker udenfor Operaen idag — på Stadsteatrene og blandt privatuddannede dansere . . .

skønt Sjögren, stærkere end nogen anden, peger på den skelsættende indflydelse Cullberg, Cramer, Åkesson og von Rosen har. Og de er alle »utbölingar« — oprindeligt. A. F.

Årgang 33/1958, nr. 01