Portræt af en koreograf

Portræt af en koreograf

DET er på den Stockholmske spindeside, man skal søge de fleste impulser i ny koreografi. Det svenske balletsamfund synes overvejende at være matriarkalsk. Mary Skeaping leder Operaens ballet, den begavede instruktrice Peggy van Praagh satte i efteråret Tudor's Gala Performance op på Operaen, Else Marianne von Rosen har netop debuteret som koreograf, og desuden findes det kvindelige triumvirat: Birgit Cullberg, Birgit Åkesson og Lia Schubert blandt Sveriges udøvende koreografer.

Disse tre kunstnerinder gør sig gældende med stærkt markerede, individuelle karakteristika i deres respektive kompositioner på trods af den kendsgerning, at de lever og arbejder i samme by, hver især tager deres udgangspunkt i vor tids åndelige klima og stræber efter det adekvate kunstneriske udtryk herfor.

Cullberg-balletterne Frøken Julie og Medea er internationalt anerkendte balletter og må regnes for svenskernes største succes på dette års Edinburgh Festival, hvor også Birgit Åkesson var repræsenteret med balletten Sisyphos til musik af Karl Birger Blomdahl. Birgit Åkessons arbejde kendes i Danmark fra en balletklub-forestilling. Som Martha Graham har hun skabt sit eget idiom, som virkede vanskeligere tilgængeligt end Grahams, dog har Birgit Åkesson efter sigende nærmet sig klassisk ballet mere, og regnes, ifølge et cirkulære Operaen forsynede mig med, for Anthony Tudor's åndsbeslægtede.

Den tredie og sidste er pædagogen og koreografen Lia Schubert, hvis lille gruppe, Ballet Intim, endnu kæmper for livet uden nogensinde at gå på akkord. Det kan kun være et spørgsmål om tid, hvorlænge det vil vare, inden Lia Schubert er kendt uden for Sveriges grænser (hun har iøvrigt været præsenteret i Den danske Balletklub), det er evident, at man her står over for en usædvanlig begavelse.

Hendes dynamiske personlighed, intellektuelle approach til de emner, hun vælger, og overlegne behandling af det klassiske formsprog, placerer hende naturligt blandt vor tids største eksperimenterende koreografer.

Hendes kunst står kammermusikkens fornemme, koncentrerede form nærmest. Som oftest benytter hun barokmusik eller de nyeste musikalske retninger som elektronisk musik, punktmusik og den tyske atonale skole. Pantomimiske indslag og brugen af »standardtyper« (de fjernere slægtninge af maskekomediens figurgalleri) er bevidst banlyste. Ved en studio-opførelse havde jeg sammen med andre indbudte lejlighed til at se balletten »Partita« til Anton von Webern's strygekvartet nr. 4 op. 5 danset af den danske Kirsten Eriksen og John Burman fra Operaen. Det er en kønnenes kamp, som i koreografisk opfindsomhed er Robbin's »The Cage« lige, men som i sin rigt differentierede menneskeskildring intet har til fælles med den bestialske uskyld, som var drivkraftens i Robbin's insektliv. »Partita«s skikkelser er rigtige mennesker med sorg, ømhed, had og håb spændt som en dirrende streng mellem polerne mand og kvinde. Angsten for at miste og angsten for at eje er kompositionens indre rytme, den katalysator som sætter de psykologiske processer i gang. Mennesket er så frit i angstens tidsalder, at friheden bliver et fængsel, der udelukker det fra alt, som ikke har en tydelig begrænsning i tid. »Partita« er en stærk erotisk situation set med en human og intellektuel kunstners camera obscura. Lia Schubert kræver alt af sine dansere og yder alt til gengæld. Hendes opfindsomhed synes at være uden grænser. Hun arbejder musikalsk, skulpturelt. Det ene skønhedsindtryk afløser det andet i en stor sammenhæng plastiske former gennemstrømmet af dramatisk nerve.

De to dansere, for hvem balletten er skabt, løste opgaven med en forbløffende musikalitet og teknisk styrke. Kirsten Eriksen har udviklet sig uhyre i Stockholm — i virkeligheden kender man slet ikke denne danserinde, som hun nu udfolder sig. Hun er fuldstændig hjemme i moderne ballet, hendes linieføring er smuk, teknikken sikker og hertil kommer en betydelig dramatisk begavelse. Også John Burman var velplaceret som »moderne« danser. Hans maskuline fremtoning, sikkerhed som partner og artistiske integritet, som på intet tidspunkt tillader ham nogen form for overdrivelse, tegnede et stærkt billede af mandsskikkelsen.

»Partita« er en interessant ballet, den er mere end tidssvarende, den peger fremad. Der burde skabes mulighed for at få Ballet Intim på gæstespil i København. Det burde gøres for den levende balletkunsts skyld — men først og fremmest for vor egen. P. N.