De gamle blæsere - og Carl Nielsen

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 02 - side 35-39

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»De gamle blæsere« og Carl Nielsen

Af SV. CHR. FELUMB

TIDLIGT på foråret 1921 kom jeg hjem fra mit studieophold i Paris og følte, at nu havde jeg haft verdens bedste lærer Louis Bleuzet og skulle nu til at udnytte i mit hjemland alt, hvad jeg havde lært.

Det er vel nok sjældent, at det går så hurtigt for et ungt menneske at komme ind lige i centrum af den kreds, det var hans store ønske ad åre at blive optaget i. Og ikke desto mindre skete det for mig. Kun få dage efter min hjemkomst ringede telefonen, og det var Aage Oxenvad, der spurgte, om jeg ville spille med ham og hans kammerater en aften i »Den gamle Kammermusikforening«. Det blev indledningen til een af de lykkeligste perioder i mit liv som musiker, og jeg fandt i Oxenvad den bedste ven, jeg i mit liv har haft, en ven, vi desværre alt for tidligt måtte miste. Han havde en meget stor tillid til mig, en tillid, som jeg syntes gav mig meget store forpligtelser. Han var mig på samme tid den strenge, faderlige ven og den sande kammerat — på lige fod. Når vi skal tale om »de gamle blæsere«, må jeg dvæle lidt ved hans rige personlighed. Han var jyde — jyde i humor, som i alvor. Hans menneskeegenskaber, hans kunstnersind var uomtvisteligt. Om han virkelig havde de store evner for sit instrument har aldrig rigtigt stået mig klart. Men han blev eet med dette stridbare instrument, klarinetten, gennem talrige og hårde arbejdsstunder, en flid og en kamp som vel nok sled ham op. Kronen på hans livs værk som instrumentist og kunstner blev vel løsningen af problemet: Carl Nielsens klarinetkoncert, som vi senere skal komme tilbage til.

Jeg mindes endnu denne min ilddåb i april 1921, da vi sammen spillede Ludwig Thuilles sekstet for 5 blæsere og klaver. Klaveret var den fornemme Christian Christiansen, med hvem jeg også lige til hans død havde et herligt samarbejde på flere områder. Fløjten var dengang Poul Hagemann, fagotten gamle Knud Lassen og hornet Hans Sørensen. Hvor var det festligt. Christiansen kunne til tider synes at have noget køligt, næsten utilnærmeligt i sin person og i sit spil. Men når han musicerede med os blæsere, ja så gav han sig rigtig frie tøjler, var helt kåd og glad, jeg ser ham for mig, små hop i stolen — en glæde over på sit klaver at imitere og at invitere til alle de fraseringer, som jo uvægerligt bliver mere markante hos blæsere end hos strygere. Vi spillede afvekslende med ham og med Agnes Adler, kammermusikens ypperstepræstinde. Hun kunne vel også nok give en bold op til os, og hun nød også at gribe en, vi havde givet op.

Knud Lassen var eet med sin fagot. Havde Oxenvad og jeg temperament og nerver, hver på sin måde, så var Knud urokkelig og rolig. Satte aldrig et tempo uoverlagt, og serverede sin frase uangribeligt fornemt. Havde Hans Sørensen et helt ud barnligt og løssluppent humør, så var Knuds udtryk den fornemme humor, man kender fra de mange karakteristiske fagotstrofer i Mozarts partiturer, — og forøvrigt allerede i første akt af »Mascarade«.

Poul Hagemann var jo forretningsmand, men havde med dyb respekt helliget sig studiet af fløjten og var en meget aktiv kammermusik-spiller gennem mange år. Ja, sådan så den kvintet ud, der i den nævnte aprilaften løftede arven efter »Olivo Krause ensemblet«, bare med en ny oboist.

Hvor havde vi det dejligt sammen, i arbejde som i fest. Jo, der blev bestilt noget. Og det var ikke familien til gensidig beundring, - nej, De kan tro, vi tugtede hinanden ved prøverne. Hvor Oxenvad dog kunne skælde os ud af et godt hjerte! Og når jeg unge fyr ikke havde det tekniske i orden, så fik jeg en ordentlig opstrammer. Han syntes jo nok, at min flid ikke rigtig svarede til mine evner. Men det er så sikkert og vist, at gav han os andre en tur, så var han at finde næste dag i kælderen i hårdt arbejde — i om jeg må sige »selvtugt«. Sådan levede vi, og sådan spillede vi, og sådan fandt Carl Nielsen os en aften hos Christiansen. Det var igen noget med en telefon, der fik følger.

Vi sad fire af os (uden fløjte) oppe hos Christiansen og øvede på Mozart —. Og så var telefonen der altså. Og det var Carl Nielsen. »Hvad er det, jeg hører i baggrunden?« sagde han til Christiansen. »Det er Mozart.« »Så kommer jeg!« — Og han kom. Han kendte os jo godt hver for sig — som han kendte »konstellationen«, og især denne konstellation i forbindelse med Mozart. Det er jo ingen hemmelighed, at han elskede Mozart, og man skal ikke blade meget i hans partiturer, førendt man opdager hans intime kendskab til hvert enkelt blæseinstruments ganske særlige karakter og udtryksmuligheder. Men da han hørte dette Mozartværk (det var »Koncertantes Quartet«, hvor finalen er en uforlignelig variationsrække), blev han helt overgiven og lykkelig. Han lovede at skrive en kadence. Senere har han ofte fortalt, at kadencen virkelig var færdig (han fablede oven i købet om, at han havde drevet gæk med Mozart, noget fra Es-dur over i E-dur og tilbage igen). »Den ligger i kufferten på Damgården,« sagde han. Den blev aldrig fundet, men der skete det, der var bedre.

Vi drak the (eller var det øl?) — han talte og talte, — om Mozart, om blæsere etc. Men så blev han pludselig stille. Så så han på os med sine kærlige, fynske øjne og lovede os en blæserkvintet, hvis vi ville følge den op - og føre den frem.

Han betroede os, at der i vor behandling af instrumenterne var noget, der i en særlig grad fængslede ham, — vore menneskelige forskelligheder dækkede i en særlig grad vore instrumenters individualitet. »Og,« sagde han, »der skal selvfølgelig også være en variationssats, hvor jeg skal forsøge at tegne hver især.« Jeg vil ikke hævde, at netop dette ordvalg var hans — men at det var, hvad han mente, fremgik så afgjort af resultatet. De første takter af kvintetten, hvor fagotten alene spiller, det var simpelthen Knud Lassen, som vi forestillede os ham. Rolig og uanfægtet — en fornem frase. Og sådan kom vi efterhånden til orde alle fem. Vi fulgte på nært hold hans arbejde, og inden blækket var tørt, var vi i gang med prøverne — og han fik anledning til at gøre enkelte rettelser. Jeg mindes f. eks. sidetemaet i reprisen, hvor det kommer to-stemmigt i horn og fagot. Vi måtte prøve om og om igen, førend han bestemte sig til, hvem der skulle have overstemmen.

Menuetten blev jo nok nærmest en pastiche med en særlig lille hyldest til hans nære ven Oxenvad.

Så fortalte han os en dag, at der foresvævede ham inden variationsrækken et »Præludium«, hvis klangbillede rent instrumentalt var ham uklart. Han var dengang dirigent i »Musikforeningen«, og jeg spillede i orkestret. Vi opførte under hans ledelse Berlioz' »Symphonie fantastique« (underligt at tænke sig konstellationen Carl Nielsen— Berlioz), og jeg blæste engelskhorn-soloen i pastoralen. Vi skiltes efter koncerten, og jeg gik hjem i seng. Ved midnatstid ringede telefonen (atter en telefon!!). Det var Carl Nielsen. »Hør, Felumb! Jeg har den klang af engelskhornet i øret. Kan det lade sig gøre, at De skifter om til engelskhorn. Det er lige den klang, jeg har søgt i præludiet!!«

Jeg var jo ung og modig og sagde frejdigt ja. Det har voldt mig (og mine efterfølgere også) mange besværligheder — men det var sagen værd. Thi det er jo nok et af de mest karakteristiske steder i kvintetten. Seligmann svang sig engang op til at skrive noget i retning af »En alnaturens mystiske stemme«. Ord, ja, men ganske dækkende, hvis ord da kan forklare kombinationen af komposition og instrumentation. —

Og så kom jo hele variationsrækken. Og her var det, at Carl Nielsen — som før sagt — tænkte lige så meget på hver af os, som på de instrumenter, vi trakterede. Han havde jo en idé med hver variation. De to solo-variationer rummer navnlig for mig mange minder. Knud Lassen »fandt« sin variation ganske intuitivt i sin egen frasering. Jeg tror, Carl Nielsen var overrasket. Thi han havde kun at sige, at det var helt ud, som han havde tænkt den — og jeg husker, han var virkelig rørt.
Anderledes med hornvariationen, som Hans Sørensen blæste blændende virtuost, men her savnede Carl Nielsen den ro, som Lassen havde.

»Kære Sørensen,« sagde han, »tænk Dem en dejlig, dansk sommerdag. De står oppe på en bakke og blæser ud over det skønne landskab. Det er ikke 1. 2. 3. 4. — nej, giv Dem tid, De skal ikke videre i den næste frase, førend alle ekkoer er forstummede.« — Hans blæste den fornemt, men bevarede til det sidste visse komplekser overfor netop dette at give sig tid. Det er jo også meget at forlange, at man skal give sig tid, når man sidder som hornist — ganske alene og skal noget, der i al sin enkelthed er så svært.

Og så var der variationen for klarinet og fagot. Carl Nielsen vidste jo godt, at jyden Oxenvad kunne blive gal i hovedet. Carl Nielsen sagde, at de skulle bare spille som et ægtepar, der var oppe at skændes, og hvor manden (fagotten) falder til ro til slut.

Sådan kunne jeg fortælle mange detailler fra arbejdet og de talrige fremførelser af værket, vi senere har gjort. Carl Nielsens blæserkvintet fik sin første-opførelse i foreningen »Ny Musik« oktober 1922 og blev vel nok (ved siden af den lille »Serenata invano«) hans mest populære kammermusikværk. Og det ligesom tømrede os endnu stærkere sammen!!

Jeg var jo den unge i kredsen, og som sådan vel naturligt også den mest (eller eneste!!) ambitiøse. Jeg ville jo så gerne nu organisere vores kvintet og bringe os ud til international berømmelse. Men det var der ingen af kammeraterne, der drømte om. Mindst af alle gamle Knud. Han syntes, vi havde det godt sammen. Tog gerne en lille tourné i provinsen, spillede gerne med os til kammermusikmatinéer etc. — men udenlands — ikke tale om. Vi fik ham dog overtalt til et engagement i Berlin, hvor vi i foråret 1923 spillede Carl Nielsens kvintet og fik den ære der at bringe første-opførelsen af Paul Hindemiths »Kleine Kammermusik«. Der var nerver på, men det gik fint, og vi stod faktisk på tærsklen til en international karriere. — Men: dertil og ikke længere! Men hvad, vi havde det jo også dejligt herhjemme, hvor vi var så lykkelige at falde til i den lille, men trofaste kreds af kammermusik-elskere.

Vi startede vore lørdags-matinéer. Det var jo rent ud sagt ikke pengene, vi spillede for (vi arbejdede sammen med »Thorvald Nielsen-kvartetten«). Vi delte overskudet, og det svingede jo fra det med et mildt ord yderst beskedne til et halvt hundrede kroner pro persona. Men vi nød det, særlig da når Mozart eller Carl Nielsen stod på programmet. Efter nogle år kom der et personskifte, idet Gilbert-Jespersen afløste Hagemann på fløjtestemmen. Senere kom Gilbert jo i kapellet, og vi ændrede navnet fra »Blæserkvintetten« til »Det kgl. Kapels blæserkvintet«, men det varede jo ikke så længe, førend vore unge elever dukkede op og stiftede de unges kvintetter, så vi fik efterhånden prædikatet »De gamle blæsere«. —

Så skete en dag noget skæbnesvangert. Det var H.M.V., der gennem sin daværende junior-chef tilbød os at indspille Carl Nielsens kvintet på grammofon for det fyrstelige honorar af 150 kr. pr. næse. Honoraret drøftede vi ikke — men vi måtte jo, Oxenvad og jeg, tage en hård tørn med kammeraterne for at få dem til det i det hele taget. Men da Lassen, den gamle riddersmand, blev stillet overfor dette, at vi jo ikke kunne sige nej for Carl Nielsens skyld, — ja, så bøjede han sig. Og han satte vel også nok sig selv det smukkeste monument, netop på den plads. Men det var hårde dage. Dengang var der jo ikke noget, der hed tape, hvor man kunne klippe de bedste stykker af et par bånd sammen. Næh, hvad der stod, det stod, og alt for mange prøveplader kunne der jo ikke ofres, når vi faktisk på forhånd stod selskabet i 750 kr. — og det for en plade, der næppe ville få større salgsmuligheder. Når klarinetten stod fint i den ene optagelse, kunne man være sikker på, at oboen på netop denne plade syntes at være noget uheldig! Det var simpelthen et mareridt. Men den blev dog færdig. Nu — i dag — er det jo en gammel plade, over tyve år gammel. Og det er jo muligt, at den ungdom, der er forvænt af vor nuværende optagelsesteknik, vil finde den meget mangelfuld. Men sjælen i den lever endnu, trods alle mangler. Nu er de tre ikke mere, Gilbert-Jespersen er pensionist, og jeg har (hvad jeg simpelthen aldrig havde fået lov til, om Oxenvad havde levet) svigtet mit instrument. Det er historie. For mig et minde om en dejlig tid, om en epoke, hvor Carl Nielsens person direkte prægede os alle, denne midtpunktsamlende personlighed, som i dag ikke er blevet erstattet. Hans kærlighed til instrumenterne var ikke udtømt med dette værk. Gilbert fik sin capricciøse fløjtekoncert og Oxenvad fik sin klarinetkoncert, et forunderligt stykke, der ikke sådan kan rubriceres. Ja, det kan det måske dog, hvis man kan tale om en syntese: Oxenvad og Carl Nielsen. Det er med vilje, jeg siger Oxenvad og ikke »klarinetten«. Jeg har med sorg hørt flere unge reducere Oxenvads klarinetkunst til noget med et meget fint ord benævnt »subjektivt«. Lad gå, men det er min opfattelse, at uden Oxenvads subjektive indstilling til klarinetten, var vist aldrig Carl Nielsens koncert blevet til. Og så havde Aage Oxenvad dog sit milde sind og sin romantiske følelse, så jeg for mit vedkommende aldrig har hørt klarinetsoloen i Sverkels romance af »Liden Kirsten« blæst så skønt og lyrisk, som når hans klang dukkede op fra kapellet.

»De gamle blæsere« blev eet med Carl Nielsen. De tre herlige venner, først Lassen, derefter Oxenvad og så Hans Sørensen døde altfor tidligt, og jeg tror, at mange, mange flere end vi nærmeste venner, ofte savner dem og mindes dem i vore hjerter. Vi nåede alle fem at sige det sidste ord ved vor kære mester og ven Carl Nielsens bisættelse, da vi ved hans åbne grav spillede koralen fra hans blæserkvintet.

Årgang 33/1958, nr. 02