En postgang for sent ..

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 02 - side 47-48

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

En postgang for sent UDEN at komme ind på en generel drøftelse af den række problemer, som hr. Allan Fridericia tager frem i sin artikel »Den danske balletskoles fremtid« (Dansk Musiktidsskrift nr. l 1958) — en artikel, der i sit grundsyn og sigte må glæde enhver elsker af balletkunsten — må det være mig tilladt i al beskedenhed at gøre opmærksom på, at netop tilsvarende tanker, som hr. Fridericias, om ballettens læseskole, foranledigede mig til, ganske kort efter min tiltræden som balletmester, at fremsende forslag om en nyordning af vore børns og unges uddannelse til teatrets direktion. Derfor kommer hr. Fridericia på sin vis en postgang for sent.

Det vil ikke være stedet her til at redegøre for enkeltheder, men jeg kan da oplyse så meget, at der stiles mod en udvidelse af undervisningen indtil det attende år og mod indførelse af noget nær den fagrække, som A. F. nævner i sit afsnit fem. Min seneste indstilling herom blev afgivet, da vi sluttede sæsonen i maj sidste år, så også jeg glæder mig til, at de bevilgende myndigheder giver grønt lys. Det ske snart! Som i Harald Landers tid hører kritik af Den kgl. Ballets dispositioner til dagens orden, men det forbavser mig, at man indlader sig på en så omfattende orientering som hr. Fridericia i dette blad, når man ikke gør sig den ulejlighed at kontakte de mennesker, som leder balletten. Derved kunne manglerne i hr. Fridericias artikel være undgået og positive fejl luget bort. Således ville det aldrig kunne være bragt til torvs, at der eksisterer en art modsætningsforhold mellem læseskolens forstander og mig. Ingen af os forstår hr.

F.'s udtryk om »valen støtte«. Tværtimod ligger vi ganske på linie i bestræbelserne for at nå længst muligt med eleverne.

Et dybt alvorligt problem for os på Den kgl.

Ballets skoler er børnenes og aspiranternes afgang, når de viser sig ikke at kunne honorere de strenge krav. Den tanke, at vi skulle kunne assimilere dem i de andre kunstarter eller på anden vis, er en tiltalende ønskedrøm, men desværre ikke andet. Netop derfor må uddannelsen på læseskolen udruste dem sådan, at de er i stand til at fortsætte i almindelige skoler, kundskabsmæssigt funderede som deres jævnaldrende. — At vore elever skulle kunne nå frem til en studentereksamens standpunkt, anser jeg for tvivlsomt. Betænker man, at gymnasieelever er rigeligt belastet med hjemmearbejde efter deres seks-timers skoledag, og dertil lægger, hvad danseundervisningen og scenetjenesten beslaglægger af vore unges tid, må man vist se i øjnene, at vi måtte være tilfredse med at kunne føre dem frem f. eks. til realeksamen. Med den i ryggen og den kulturelle ballast, det kan give at vokse op netop på Det kgl. Teater, mener jeg, at teatret har givet balleteleverne, der må søge over i borgerligt erhverv, et forsvarligt grundlag at bygge videre på.

Det kongelige Teater, den 12. marts 1958.

Frank Schaufiiss.

DER er ikke grund til at anvende mange ord overfor balletmester Frank Schaufuss' indlæg i forbindelse med artiklen »Den danske balletskoles fremtid« — dertil er hans overbevisning om sin egen fortræffelighed for overvældende. Han, der affærdiger ønsket om saglig og konstruktiv forberedelse til en positiv reformering af skolen ved at sige, at han har sendt et par breve og dermed løst spørgsmålet.

Ikke ét ord om hans forslag af speciel art.

Så hellere, som jeg, være »en postgang for sent«.

(Udtrykket og overskriften er hr. Schaufuss' egen) For i denne situation rummer min artikel en alvorlig advarsel mod at anerkende en løsning blot — som løsning.

Hr. Schaufuss burde vide, at jeg ved en tidligere lejlighed søgte alsidig orientering på Det kgl.

Teater og hos undervisningsinspektøren. Resultatet var harmdirrende indlæg i »Information« fra teatrets side. Heri hævdedes, at jeg mod bedre vidende havde fortiet, at undervisningen inden ét år var reformeret.

Dengang var jeg altså også »en postgang for sent«.

Det er ca. fem år siden. Og der er intet sket.

For mig gælder det ikke om at være med første eller sidste postgang, når sagen berører kunst og kunstnerisk uddannelse, det drejer sig om større, smukkere mål.

De mål burde medlemmer af Den kgl. Ballet somme tider ofre en tanke — de har været ivrige brevskrivere . . . Allan Fridericia.

Årgang 33/1958, nr. 02