Litteratur

Litteratur Anmeldt af JAN MAEGAARD JENS PETER LARSEN: Händel's Messias. 336 pp. 23 facs. (35.- kr.). — Munksgaard. København 1957.

Professor Jens Peter Larsens længe ventede bog om Handels Messias er et overordentlig omfattende arbejde. Den viser, hvordan en musikvidenskabelig undersøgelse føres til bunds, og giver herigennem et indtryk af spændvidden af musikvidenskabsmandens arbejdsfelt. Dette strækker sig fra almindelig filologisk-historisk metodik (identifikation af ark, håndskrift m.m.) over musikalsk form- og stilanalyse til det generelle musik- og kulturhistoriske overblik. Dette sidste synes nok det allerselvfølgeligste, men er måske netop den mest krævende side af sagen; thi af nuancerigdommen i overblikket afhænger de konklusioner, som drages af den gennemførte specialundersøgelse. — Til den indre mangfoldighed svarer mangesidigheden af den læserkreds, som bogen henvender sig til. Både den musikhistorisk interesserede, den praktisk udøvende sanger og instrumentalist, den højt uddannede specialist og den, der ønsker at sætte sig ind i videnskabelig metode, vil, hver på sin vis, kunne drage nytte af læsningen.

Den oversigt over det Handelske oratorium og dets baggrund, som første kapitel giver, stiller en hidtil temmelig summarisk behandlet sag i et nyt og mere differentieret lys, som enhver, der meddeler eller i det hele taget beskæftiger sig med musikhistorie, må tilegne sig, hvis han vil holde sig à jour med vor viden. Dette kapitel er iøvrigt nok det mindst dokumenterede; man må forlade sig på forfatterens overblik. — Den følgende meget indgående drøftelse af selve værket er guld værd for den udøvende såvel som for lytteren. Uden at fortabe sig i analytiske finesser, men under stadig hensyntagen til helhedsdispositionen og dens virkninger ud i detaillen giver forfatteren en musikalsk indførelse i hvert enkelt nummer. Naturligvis kan der tales og skrives næsten i det uendelige om enkelthederne i så udstrakt et værk, og den, som selv har beskæftiget sig med Messias, vil nok kunne finde detailler, som er ladt uomtalte, — og vel også synspunkter, som han ikke helt kan tilslutte sig; — men han vil utvivlsomt i endnu flere tilfælde finde enkeltheder meningsfuldt belyst på en måde, som han ikke tidligere havde været opmærksom på. Hvis den her så lykkeligt gennemførte helhedsbetragtning får til følge, at vi i fremtiden får lov at slippe for de meningsløst beskårne opførelser efter princippet: hug en hæl og klip en tå, vil den nok kunne siges at have båret frugt efter fortjeneste.

En enkelt ting, som jeg tilfældigt snublede over under læsningen: Det nævnes (p. 143 fn.), at fugatemaet i »And with His stripes we åre healed« bl. a. genfindes i f moll fugaen i Bachs Wohltemp. Klavier I, (der skulle stå II), og faktisk træder temaet vel nok så klart for dagen i kantate nr. 106 »Actus tragicus«.

Det er rart at skulle helt ud i periferien efter den slags småting.

De to sidste kapitler, der fremlægger en grundig undersøgelse dels af de forskellige versioner af Messias og dels af det meste af det autentiske kildemateriale til hele Handels produktion, har vel mest videnskabelig interesse, — men er dog spændende læsning for den, der gouterer forfølgelsen og løsningen af problemer på historisk-kildekritisk basis. Uden at være specialist mener jeg at kunne fastslå, at det er lykkedes professor Larsen som den første at danne sig et klart overblik over solisternes sammensætning ved de forskellige opførelser i Handels levetid og den nærmest følgende tid og ligeledes som den første at identificere de mange nodeskriveres håndskrifter på grundlag af et stort antal Händel-manuskripter, godt og vel 400.

Fremstillingen er bred og detailleret — kan ikke være andet — men sproget er af en sjælden naturlighed i diktionen, som i høj grad gør læsningen behagelig og derved hjælper læseren over de mere komplicerede partier. Både med hensyn til metode og form vil bogen således kunne fremhæves som et smukt eksempel på, hvordan et musikvidenskabeligt arbejde af i dag gennemføres og publiceres. Indenfor dansk musikvidenskab har vi hidtil kunnet henvise til Knud Jeppesens vidunderligt klare og velskrevne værk om dissonansbehandlingen hos Palestrina; men de metodiske idealer har dog undergået visse ændringer i løbet af de godt 35 år, der er forløbet, siden den fremkom, og det er da ikke uden stolthed, vi nu kan henvise til et lignede dansk standardværk fra vor tid — af en art, som man hidtil har måttet lære at kende gennem udenlandske forfattere som f. eks. Manfred Bukofzer.

Om oversættelsen til engelsk føler jeg mig ikke kompetent til at dømme, men kan kun nævne, at den forekommer mig særdeles vellykket.

Der er dog områder, som man kunne have ønsket belyst ved samme lejlighed. — Netop fordi den musikalske gennemgang med dens talrige praktiske tilskyndelser er så givende for værkets udøvere, ville man have følt det helt i pagt med bogens tendens til at stille værket i mangesidig belysning, om de opførelsespraktiske problemer var viet et kapitel. I forbindelse med Messias, der var så ofte spillet og kommenteret i samtiden, er det virkelig muligt fra videnskabeligt hold at række nutidige udøvere en hjælpende hånd med hensyn til forsiringer,tempi etc., og det må derfor håbes, at professor Larsen ved en senere lejlighed vil tage denne side af sagen op til behandling. j. M.

ERNST PEPPING: Der polyphone Satz.

I: Der cantus-firmus-Satz, II: Übungen im doppelten Kontrapunkt und im Kanon. Sammlung Göschen Bd.

1148, 1164/64a. — Walter de Gruyter & Co. Berlin. 1950, 57.

Skal teoriundervisning være øvelser i rent teoretiske manipulationer, eller skal den tillige indbefatte stillære? I dag er man de fleste steder enige om, at det sidste skal være tilfældet; men dermed er problemet ikke løst, — for i hvor høj grad skal stillæren være determinerende for udfoldelsen af de satstekniske muligheder? Gøres en enkelt komponists værker alt for eensidigt til stilforlæg, udarter undervisningen let til en ufrugtbar personlig efterligning af en mester, som eleven alligevel ikke når til strømpebåndet, og læreren heller ikke.

For polyfoniens vedkommende besvarer Pepping spørgsmålet ved at lægge de kirketonale skalaformer til grund for undervisningen og på dette grundlag at indøve de gamle satsregler gennem artsøvelser i store træk efter de traditionelle principper, idet han samtidig lader disse ledsages af cantus firmus-øvelser i lied-sats, både vokal og instrumental, hvor især modulation og dissonansbehandling udvides i betragtelig grad. Den dur-molltonale harmonik overspringes som væsentlig homofon, og forfatteren forsøger ved sin metode at føre de strenge satsregler over på en nutidig høre- og skrivemådes grund. Cantus firmi er uden undtagelse kirketonale lieder og koraler. Det overordnede princip er indøvelse i polyfon skrivemåde. Han indrømmer, at »spillereglerne« antyder et fiktivt, måske aldrig fuldt realiseret system; men den konsekvente tonalitet og bundethed til stilistisk enhedspræget melodistof muliggør dog både stilistisk konsekvens og personlig udtryksmåde.

I 2. del er stilpræget det samme. Men her er eksempler fra musiklitteraturen udeladt også for byggematerialets vedkommende. I modsætning til 1. del er den ren indføring i højere satstekniske problemer uden andet formål end dette vigtige: at smidiggøre og fuldkommengøre den vordende komponists teknik, så at han i sit praktiske arbejde ikke vil snuble over de kontrapunktiske vanskeligheder, der måtte opstå.

Peppings læreværk er en mulig og tiltalende, men langt fra den eneste mulige eller tilstrækkelige anvisning på tilegnelse af kontrapunktisk færdighed med retning mod et nutidigt tonesprog. /. M.