Stadig ingen provins-symfoniorkestre!

Stadig ingen provins-symfoniorkestre! Prospekt over efterårssæsonen i Århus

Af ERLING WINKEL

I 1942 skrev Gunnar Heerup i Levende Musik: »Det musikkulturelle arbejde i provinsen har dårlige kår, hvor dårlige forstår kun den, der har lejlighed til at følge det daglige arbejde, alle vi andre lader os blænde af de ofte ypperlige resultater, vi får at høre, og tror alt i bedste orden.« Når man just bemeldte år flyttede fra København til Århus, kan man nok indregistrere enkelte fremskridt i musiklivet i de forløbne 16 år. Men der er rigtignok langt igen, før man virkelig kan kalde Århus en musikby. Nu er koncertliv jo absolut ikke identisk med begrebet musikliv og vil vel blive det i mindre og mindre grad. Der er heldigvis i massevis af tegn til voksende interesse; man må notere sig de mange, hvis privatliv i høj grad er præget af orkesterspil (især i blæserorkestre), sangkor, hørelærehold, studiekredse eller anden form for musikdyrkelse. Men i disse linier er formålet en slags anmeldelse af efterårets koncertsæson; og derfor drejer den sig først og fremmest om byorkestrets virksomhed. Der har ganske vist været rigelig blæst om orkestrets slette arbejdsvilkår; så meget større er hæderen over den kunstneriske resultat. Så meget mere fortjenstfuld er kapelmester Per Dreiers indsats, fordi han efter alt at dømme udover de brogede politiske forhold har skullet dævles med en indre mental krise hos orkestrets medlemmer. Her skal ikke forsøges en udredning af årsager eller klarlægning af stemningsbølger i byens musikkredse. Efterårets begyndelse var mere end almindelig præget af manglende stabilitet i orkestrets præstationer. Heldigvis syntes det kun at være forbigående. Hellere end at fordybe sig heri vil det være på sin plads at fremsætte nogle mere personlige betragtninger om Thomas Jensen og Per Dreier.

Thomas Jensens pris har været sunget ofte nok, og med fuld ret. Uden ham havde der idag intet grundlag været for et symfoniorkester i Århus, ja vel i provinsen overhovedet. Men det kan ikke noksom understreges, at de mange års arbejde har været een lang kæde af kompromisløsninger. Hvad Thomas måtte indlade sig på at lovlig lavlødige opgaver for at holde den gående, hvad han besætningsteknisk har måttet hjælpe sig med for blot nogenlunde at kunne fremføre gode musikværker, kan næppe beskrives. Det er min personlige anskuelse, at århusianerne kun lejlighedsvis har hørt Thomas Jensen folde sig ud i al sin vælde. Kun sjældent var de ydre betingelser i orden, vel trods alt mest i de senere år; og man forstår, at trægheden herovre ikke har bidraget til at få ham til at tage fat med fuldkommen oplagthed. Det er forståeligt, at hele hans vidunderlige kunstnersind vågnede op til dåd, når han slap fri for tovtrækkeriet herovre og uden tanke på halvgjorte løsninger kunne få radioorkesteret til at følge sine vink. Jeg har ganske vist kun fulgt hans virksomhed i København gennem radio; men det er mit indtryk, at Thomas Jensen var ganske anderledes veltilpas under de tilfredsstillende betingelser i København end han gennemgående var i sin virksomhed her i Århus, og det kan vist ingen tage ham ilde op.

Så kom Per Dreier, ung og glødende af idealisme. Jeg ønsker ikke at foretage en sammenlignende vurdering af kunstneriske kvaliteter. Man kan fremhæve forskellige egenskaber hos den ene eller den anden, nuancer i deres naturel eller veje deres erfaringer op mod hinanden. Men det var væsentlig, at Thomas Jensen i den almindelige bevidsthed ligesom stod på berømmelsens piedestal; det fortjener han godt nok; men i virkeligheden vandt han sit navn fuldt så meget i kraft af ræsonnansen fra hovedstaden. Under Thomas var orkesteret nok lovlig vant til, at det hele »kom til at glide«, og at Thomas klogeligt kørte op til præsentable lejligheder med et repertoire, som var slebet til gennem talrige tidligere opførelser, eller i samarbejde med en fremtrædende solist; og de færreste dirigenter formår som Thomas at få et orkestertutti i en solokoncert til at tage sig ud.

Det er ikke nemt for det store koncertpublikum at udskifte genstanden for ros og hyldest; ærlig og redeligt skal de fleste nu have læst, hvad der står i avisen, inden de tør give sig hen og synge med i det almindelige jubelkor. Per Dreier er endnu ikke indgået i den almindelige bevidsthed med den agtelse, hans usædvanlige talent fortjener. Han har hovedæren for, at sidste sæson både publikumsmæssigt og kunstnerisk må betegnes som det bedste, orkesteret hidtil har præsteret. Men arbejdet skete stadig under Thomas Jensens auspicier, omend han under sin langvarige sygdomsperiode ikke var i stand til at dirigere.

Iår har Dreier været ene om ansvaret og gerningen. Det har betydet håndhævdelse af høje idealer med hensyn til repertoiret. Opgaverne har i mange tilfælde ligget i overkanten af orkesterets ydeevne. Det fortjener agtelse, at man nogenlunde præsentabelt har kunnet opføre værker som Bruckners romantiske symfoni og Janaceks sinfonietta. Der har været rene linier i de enkelte programmer. Efterårets klimaks nåedes med opførelsen af de tre første kantater i Bachs juleoratorie i domkirken; det blev til trods for kirkerummets stærke resonnansrungen en stor oplevelse, der vidnede om Dreiers betydelige kvaliteter som Bach-interpret. Fremførelsen fandt sted under medvirkning af Jydsk akademisk kor, der for tiden synger så dygtigt som nogensinde og har krav på stor bevåbenhed.

I hvert fald vil det være en betydelig landvinding, hvis man i fremtiden vil komme ind på planmæssige kvalitetsopførelser af de store korværker, som i de seneste år kun har været dyrket ret tilfældigt. Poul la Cours opførelse af Matthäuspassionen sidste forår og juleoratoriet fornylig lover godt for fremtiden.

Men som sagt er der stadig langt igen, og en stor del af problemerne ligger i, at de fleste har svært ved at forstå, hvor stærkt de kunstneriske krav vokser år for år. I en tid, hvor et levende åndsliv er ved at blive en psykisk nødvendighed for menneskeheden, kan musikdyrkelse ikke indskrænkes til nogle få forjættende glimt i løbet af året, som det har været hidtil hos brave folk med musikalske ambitioner. Kendskabet til musik vokser stærkt og vil øges, efterhånden som pædagogik og oplysning tager grammofon og andre tekniske hjælpemidler i brug. I øjeblikket dominerer ungdommen byens koncerter; det er glædeligt. Til gengæld er det trist at det går så trægt med at skabe byorkestrene ordentlige vilkår. Det er en sørgelig lille skare, der udgør den fastansatte orkesterstab. Selv i forstærket skikkelse betyder Århus byorkester ingen imponerende masseudfoldelse.

Det er klart, at en effektiv udvidelse er påkrævet; det har tit nok været fremført. Men det må tilføjes, at man samtidig må søge at øge kvaliteten. Nok er Århus byorkester efter forholdene et habilt orkester endnu idag. Men man må beklage, at det alt for ofte er sket, at fremragende musikere efter kortere eller længere tid har søgt andetsteds hen; det forstår man udmærket på basis af de utilfredsstillende arbejdsvilkår. Der er ingen grund til at rette kritik mod den faste stab, der gennem mange år har været med. Men kun få af orkesterets musikere fortjener at betegnes som fremragende kunstnere. Arbejdet er præget af solid dygtighed, og under betydelige dirigenter har orkesteret ydet fine præstationer. Men vi trænger til, at der ligesom udstråler vitalitet fra orkesteret. Der er sket fremskridt de senere år, især hos blæserne; det hænger vel sammen med den almindelige hævede musiker-standard. Men man må håbe, når den tiltrængte udvidelse engang kommer, at det vil ske med oprettelse af en række »avancementsstillinger«, der kan friste virkelige dygtigheder til en gerning i provinsen. Det er ikke blot tiltrængt for orkesteret, men vil også betyde en nyttig saltvandsindsprøjtning for kammermusiklivet og den mere fremskredne undervisning.