Litteratur

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 03 - side 75-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Litteratur Anmeldt af JAN MAEGAARD - FINN SAVERY ANTHONY VAN HOBOKEN: Joseph Haydn. Thematisch - bibliografisches Verzeichnis. Bd.l. Instrumentalwerke.

848 -f 20 pp. — B. Schott's Söhne.

Mainz, 1957.

Imponerende i udstyr og omfang er denne første del af Hobokens Haydn-fortegnelse, og imponerende er også det mangeårige arbejde, der ligger bag. Grundlag for værket er forfatterens omfattende privatsamling af førsteudgaver og tidlige tryk, som blev grundlagt i 1921 og er af største betydning for Haydnforskningen. På dette meget fyldige grundlag er ønsket om at udarbejde en universel tematiskbibliografisk fortegnelse forståelig, skønt den må gå langt ud over grænserne for privatsamlingen og bl. a. også omfatte manuskripterne, der som bekendt er spredt videnom og behøver et helt selvstændig studium. Hvad disse angår er angivelser og henvisninger således ikke helt på højde med Haydn-forskningens specialviden i dag. Til gengæld er værket væsentligt beriget i bredden ved den omstændighed, at forfatteren er i besiddelse af Pohls mere end tusind notater til en stor Haydn-biografi, som aldrig blev udarbejdet, og et betydeligt antal breve, som her for første gang er gengivet i uddrag.

På basis af disse og egne studier har forfatteren hist og her indstrøet historiske oplysninger af stor interesse om de enkelte værker eller værkgrupper. Selvom specialforskeren således kunne have ønsket omfanget begrænset til Hobokens egen store samling af tryk, og ikke-specialisten næsten drukner i et ocean af oplysninger om disse, vil værket dog utvivlsomt hævde sig som opslagsværk af høj rang for Haydninteresserede. j. M.

ALAN LOMAX: Mr. Jelly Roll (en jazzmands saga). — Gyldendal 1958.

Denne bog bygger på en række grammofonoptagelser, som lederen af det amerikanske kongresbiblioteks folk e-musikafdeling Alan Lomax i maj måned 1938 lod optage med Jazzkomponisten og -pianisten Jelly Roll Morton (t 1941). Lomax har ordnet dette stof kronologisk og har suppleret det bl. a. med uddrag af samtaler rned personer, der var knyttet til Jelly Roll: familiemedlemmer, musikere, der spillede med Jelly, og andre.

Lomax' egne kommentarer indskrænker sig til korte, vejledende bemærkninger, — personlige i opfattelsen uden at være påtrængende. Man mærker gennem dem alle Lomax' store indlevelsesevne og kærlighed til emnet.

Bogen om Jelly Roll er blevet en for alle jazz-interesserede yderst interessant og fængslende bog.

Jelly Roll Morton er en af jazzens store skikkelser. Han betragtedes som jazzens første egentlige komponist, og hans melodier spilledes på hans tid af så godt som ethvert jazzorkester. »King Porter stomp«, »Wolwerine blues«, Kansas city stomp«, »Georgia swing«, »The naked dance«, »If you knew how I love you«, »We will never say good-bye« o. m. a. — »Hør her, mand, uanset hvad du spiller på det horn, så er det Jelly Roll du spiller«, plejede Jelly selvsikkert at sige, »hvorsomhelst hornhylere samledes«. Og som så mange andre af Jellys let pralende påstande var også denne svær at modbevise. Jelly havde dækning for sine pralerier, selvom han kunne gå for vidt, som når han påstod, at han var jazzens opfinder.

For udformningen og udviklingen af jazzen og dens sprog er Jelly imidlertid en af de personligheder, der har haft størst betydning. Hot jazzens — eller New Orlean Jazzens — stil, som var hans tids spillemåde, har han selv været med til at udforme gennem udarbejdelsen af sin egen piano-stil — og ved at have tilført den nogle af dens bedste arrangementer og kompositioner, og den måde Jelly Roll anvender virkemidler som riffs (korte, gentagne figurer) og breaks (musikalske »huller«, som regel kun udfyldt af ét instrument) på, peger frem mod den såkaldte swingstil, som afløste New Orleans-stilen.

Når man lytter til Jellys grammofonindspilninger eller spiller nogle af hans udgivne pianosoli igennem, er man straks klar over, at der bag denne musik står en virkelig personlighed.

Men samtidig kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet, — som ved synet af en gammeldags bil på gaden. Der er noget komisk, forældet ved disse præstationer, som får én til at tænke på, om jazzen måske alligevel er for meget døgnmusik til at kunne overleve den tid, den er skabt i, om dens senere skikkelser, som Duke Ellington og Charlie Parker, vil lide samme skæbne som Jelly Roll, eller om disse virkelig har nået større resultater, sådan som man føler det nu i øjeblikket.

Musikkens store skikkelser er jo alle personligheder, der kroner en udvikling — samler en række bestræbelser og erfaringer i et strålende brændpunkt, hvorfra store kunstværker med alment gyldige værdier flyder — at kun disse resultater overlever deres egen tid er naturligt, men vil man forstå deres forudsætninger, må man kende deres fortid og dens personligheder.

Jelly Roll levede i jazzens barndom, men var en af forudsætningerne for den senere »voksne« jazz's store resultater. Dette forhold er bogen, Mr. Jelly Roll, en glimrende hjælp til forståelsen af. Den giver ikke blot et klart indtryk af Jelly Rolls person, men også af den tid og de omgivelser, han levede i.

Det meste af bogen er holdt i jeg-form. Jelly fortæller ud af en fabelagtig hukommelse om sit liv — et liv opfyldt af fantastiske hændelser og tildragelser.

Han gør det på en inciterende måde, svingende mellem det helt grinagtige og sagligt berettende, men uden så meget som at strejfe det patetiske. Hele tiden med denne humoristiske undertone, der ligger i det uhøjtidelige, lidt friskfyragtige amerikanske slang. — At dette virker så overbevisende, tjener oversætteren Kurt Kreutzfeldt til stor ære.

Bagest i bogen fortegnelse over Jelly Roll Mortons mange kompositioner og endnu flere pladeindspilninger. F. s.

Årgang 33/1958, nr. 03