Asiatisk og afrikansk musik

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 04 - side 82-83

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Asiatisk og afrikansk musik

Af POUL ROVSING OLSEN

I løbet af den sidste halve snes år er der fremkommet en del afhandlinger, der på fortjenstfuld måde sammenfatter vor stykkevist indsamlede viden om musiken i bestemte ikke-europæiske områder og lande. Franskmanden fra Benares, Alain Danielou, har således udsendt et to-binds værk, »Northern Indian Music« (London 1950-53), der har den særegenhed, at det konsekvent akcepterer det traditionelle indiske historiesyn. Navnlig i den forbilledlige klarlægning af ragaernes begreb og struktur er bogen blevet ikke blot et supplement til, men for en del ligefrem den naturlige afløser af Fox Strangways' klassiske »The music of Hindostan«. Den arabiske musik er blevet flittigt studeret i snart 200 år, men det eneste alvorlige forsøg på at skabe en syntese ud af den megen detailviden var længe Rouanets artikel i Lavignac-encyclopédien. Nu bør den interesserede først ty til 5. bind af baron d'Erlanger's »La Musique Arabe« (Paris 1949), der i hvert fald giver god besked om skalaer og maqamer i brug i middelhavsområdet. Skade blot, at forfatteren ikke inden sin død nåede at få skrevet et afsnit om rytmerne i den arabiske musik. Endelig vil det være rimeligt at nævne Jaap Kunsts »Music in Java« (Haag 1949), der ganske vist i hovedsagen blot er en oversættelse af et tidligere på hollandsk udgivet studie. Men først gennem oversættelsen er det jo blevet tilgængeligt for verden uden for Haag.

Kurt Reinhards »Chinesische Musik« (Erich Röth-Verlag. Eisenach und Kassel. 1956. 246 p.) føjer sig med anstand og ære ind i denne gruppe. Er bogen ofte omstændig og tør i sin fortælle-måde, giver den dog en overordentlig klar redegørelse for ejendommelighederne ved den kinesiske musik. Forfatteren benytter sine kilder rned megen forsigtighed, men det lykkes ham derigennem at give et utvivlsomt pålideligt billede af musiken og musikens betydning for menneskene inden for de forskellige faser af den kinesiske kulturs historie. Fra tid til anden er ny musik og nye instrumenter kommet til Midtens rige fra erobrere, missionærer og handlende. Men hidtil er det altid lykkedes kineserne at assimilere det fremmede, at indordne det under årtusindgamle idealer. Musik skal skabe ro og harmoni i sindet, bringe individet i forbindelse med det blidt dansende kosmos. Derfor har syv- og tolvtoneskalaerne aldrig for alvor kunnet vinde indpas. Netop de pentatone skalaer egner sig jo fortræffeligt til frembringelse af en i sig selv hvilende klanglig ligevægt og modvirker ethvert tilløb til melodisk lidenskabelighed. Bogen er forsynet med en pædagogisk veltilrettelagt eksempelsamling, der bl .a. giver mulighed for at studere, hvorledes kineserne ved hyppige modulationer fra en pentaton skala til en anden uden at give afkald på den tilstræbte klangligt-statiske karakter opnår smidighed i melodiliniens førelse. I instrumentgennemgangen følger Reinhard ikke den efterhånden sædvanlige, af Montandon og Curt Sachs udtænkte rubricering (Idiophoner, membranophoner, chordophoner og aerophoner), men lader det være et hovedkriterium, om det enkelte instrument ved solospil er i stand til at frembringe flerstemmighed. Jeg føler mig ikke overbevist om nødvendigheden af denne særordning for det kinesiske område.

Medens Kurt Reinhard forlængst har vundet anerkendelse som musikforsker, er Luitfrid Marfurt et nyt navn inden for musiketnografien. Marfurts »Musik in Afrika« (Nymphenburger Verlagshandlung, München 1957. 110 p.) fortjener imidlertid i høj grad at blive læst. Ikke blot læst for resten, også gennemkigget. For de illustrerende fotografier af instrumenter, musikere og dansere er de smukkeste, jeg mindes at have set i nogen publikation af denne art. Emnet er naturligvis ikke musiken fra hele det afrikanske kontinent. Forfatteren har koncentreret sig om Cameroun, ja, så vidt ses (nøjagtige oplysninger savnes) endda om fransk Cameroun; men få eller ingen steder i Afrika er musiken så mangfoldig. Bogen henvender sig ikke udelukkende til fagfolk. Den er skrevet ud fra en forelskelse i negerens livsholdning og i hans musik og må først og fremmest betragtes som et forsøg på at give den læge europæer en fornemmelse af, hvad negeren oplever, når han spiller, synger og danser. Formålet forklarer manglen på nodeeksempler, der jo aldrig kan være af primær interesse og nytteværdi for andre end analytikeren. Og kun én gang bliver manglen et savn. Marfurt sidestiller negersangen og den gregorianske sang. Sandsynligheden for, at disse to vokale former skulle være nært beslægtede, synes imidlertid ringe. Ingen skal nægte Marfurt, at jøderne har været i Ægypten, men i denne kendsgerning ser jeg intet bevis, end ikke noget indicium. På dette sted havde noder været på deres plads. Når forfatteren fra tid til anden fremmaner den gregorianske sang mellem trommer, piber og strygere, skyldes det åbenbart, at han er katolik (missionær?). Hans religion giver ham et forvrænget syn på negerens oprindelige livsopfattelse (»Heidentum ist in seiner problematischen Haltung gegenüber Gott und über-weltlichen Geistern eine beständige Quelle von Angst.« p. 91), men i øvrigt aftvinger forfatteren én beundring for den ofte dybtgående forståelse, han har opnået for et fremmed folkeslags psyke.

Da Jaap Kunsts »Ethno-Musicology« (Martinus Nijhoff, Haag 1955. 158 p.) er udkommet i 1955, har hverken Reinhards eller Marfurts bog kunnet inkluderes i bibliografien. Men det siger i øvrigt sig selv, at »Ethno-Musicology« allerede på grund af denne, næsten 2.000 numre omfattende bibliografi, der rummer så godt som alt, hvad der på læselige sprog er produceret inden for musiketnografien, er blevet en uundværlig håndbog for den forskende og for den interesserede. Bibliografien er ordnet efter forfatternavne, og nogen anden fremgangsmåde har næppe heller været praktisk mulig. Den, der søger oplysning om bestemte områders eller landes musik, kan i øvrigt finde god hjælp i det afsluttende indeks. Til bibliografien er føjet en causerende indledning, der foruden at skitsere musiketnografiens historie giver en ypperlig indføring i en række af denne videnskabsgrens problemer. Kunst er, som bekendt, ikke blot en international ekspert, men simpelt hen den internationale ekspert med hensyn til indonesisk inusik. Hans store viden og rige erfaring giver udredningerne autoritet, hvad enten han behandler notationsproblemer eller diskuterer kriterier for gruppering af instrumenter. For en ordens skyld skal anføres, at »Ethno-Musicology« er anden — udvidet — udgave af »Musicologica« fra 1950. En tredje udgave skal allerede være under forberedelse.

Årgang 33/1958, nr. 04