Brev fra opera-akademiet

Brev fra opera-akademiet København, den 7. oktober 1958.

I anledning af redaktør Frede Schandorf Petersens indlæg »Punkt 14's misgerninger« i Dansk Musiktidsskrift nr. 3 bedes redaktionen give plads for følgende bemærkninger: Når redaktør Frede Schandorf Petersen i slutningen af sit indlæg bemærker, at hans artikel om opera-akademiet i dagbladet »Politiken« 16. juni 1958 er faldet enkelte for brystet, er dette sikkert rigtigt — måske er den endog faldet mange for brystet på grund af dens voldsomt aggressive form og tendens.

Som sagen var ført frem i dagspressen, ønskede opera-akademiets ledelse ikke at tage til genmæle.

Når opera-akademiets og dermed den hjemlige operauddannelses forhold ønskes taget op til saglig drøftelse i et fagligt tidsskrift, stiller tingene sig anderledes, vel at mærke, hvis drøftelsen skal vedrøre sådanne almene principper for et operaakademis organisation og virkemåde, som er af interesse for offentligheden, og ikke interne afgørelser i pædagogiske spørgsmål, som træffes af kompetente, ansvarlige instanser.

Redaktør Frede Schandorf Petersen søger i sit indlæg at rette en kritik mod vort hjemlige operaakademi med udgangspunkt i en sag om et af ledelsen ønsket lærerskifte som betingelse for, at nogle elever kunne fortsætte deres uddannelse på opera-akademiet. Hr. Schandorf Petersen søger gennem en »grundig« fortolkning af kgl. anordning af 6. januar 1956 om Det kgl. danske Musikkonservatorium, kgl. anordning af samme dato om oprettelse af et opera-akademi, konservatoriets endnu ikke offentliggjorte undervisnings- og eksamensordning og af regulativ af januar 1958 angående opera-akademiets ledelse m. v. at påvise, at ledelsen ikke alene har handlet »ulovligt« — »i modstrid med mange bestemmelser i alle anordninger og regulativer« — men gennem sine »ulovligheder« tillige har »diskvalificeret« en højt anset lærer med dennes økonomiske ruin som en mulig udgang af sagen, ja, med langt videregående og nærmest uoverskuelige perspektiver for den højere musikuddannelse på de implicerede institutioner.

Hr. Schandorf Petersens argumentation hviler imidlertid på en total misforståelse af de citerede bestemmelsers indhold, rækkevidde og sammenhæng.

Den særlige bestemmelse i regulativ for operaakademiet IV, pkt. 14 om lærerskifte i forhold til »externe« lærere er nødvendig for udtømmende at beskrive vilkårene for disse læreres virksomhed ved opera-akademiet. For den »interne« konservatorielærers vedkommende er en sådan bestemmelse ufornøden, da spørgsmål af denne art må afgøres af ledelsen. Det er derfor galt, når hr. Schaudorf Petersen slutter, at et lærerskifte blandt konservatorielærere nødvendigvis må betragtes som en ændring i de normale studie- og eksamensordninger og være underkastet den for sådanne ændringer foreskrevne procedure.

Studieordninger siger, hvordan et studium er indrettet, og hvad de studerende skal lære. Eksamensordninger indeholder hvad, og hvorledes, de studerende skal prøves. Spørgsmål om lærernes person, deres ansættelsesforhold m. m. endsige et spørgsmål om lærerskifte har intet med disse bestemmelser at gøre, hverken på musikkonservatoriet eller ved andre læreranstalter.

Dermed falder hele procedurespørgsmålet ved et lærerskifte bort — der er intet foreskrevet heroin, fordi der intet kan foreskrives herom for de fastansatte læreres vedkommende. Disse er, som af hr. Schandorf Petersen rigtigt fremstillet — ansat efter en særlig procedure, og hr. Schandorf Petersen har ret i, at de »alle a priori er kvalificerede til at gennemføre deres undervisning af eleverne under hele studietiden«, og i, at de har frihed til selv at bestemme deres undervisningsmidler og metoder.

Men dette har jo kun begrænset gyldighed. Enhver vil dog forstå, at midlerne og metoderne må tilpasses den enkelte studerendes individualitet og undervisnings- og eksamensordningens rammer. Den studerende må »gøres færdig« på den anordnede studietid, og kan han ikke det — forudsat at studiets indhold er rimeligt afpasset til studiets længde — kan årsagen være svigtende evner hos den studerende eller svigtende pædagogisk formåen hos læreren. Det første kan aldrig lægges læreren til last, det sidste må på kortere eller længere sigt føre til lærernes afskedigelse, og ingen tør vel benægte, at en engang som kvalificeret betragtet lærer kan udvikle sig til at være ukvalificeret.

Imellem disse groft skitserede yderpunkter ligger mellemtilfældene, hvor et utilfredsstillende studieresultat for den studerende kan skyldes et manglende forståelsesforhold mellem elev og lærer, som kan have mange årsager og mange variationer. Ingen tør vel benægte, at et lærerskifte må være muligt i sådanne tilfælde, uden at der dermed er tale om en diskvalifikation af læreren.

Hvorledes en situation, der bør føre til lærerskifte, konstateres, og hvorledes et lærerskifte iværksættes vil sjældent give anledning til vanskeligheder. Spørgsmålet er imidlertid et internt pædagogisk anliggende, som afgøres af den ansvarlige ledelse.

HENNING A. BRØNDSTED KNUDÅGE RIISAGER