Composer's Conference, Bennington, Vt.

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 04 - side 85-87

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    © PR

Composers' Conference, Bennington, Vt.

Af JAN MAEGAARD

VED et lykkeligt tilfælde af den slags, der hænder, når den ene part ikke ved, hvad den anden gør, kom jeg i august måned dette år til at gøre mig bekendt med en form for musikalsk aktivitet, som man ikke umiddelbart vil vente at møde i USA, og som da for resten også er ukendt for de fleste amerikanere.

Enhver ved, at kulturlivet ikke nyder officiel statsstøtte i De Forenede Stater. Den amerikanske sektion af ISCM kan ikke søge noget kulturelt fond under undervisningsministeriet om midler til støtte for sin virksomhed, og de kommercielle radiostationer er ikke tilsinds at ofre tid og penge på udsendelse af værker, hvis appel til den store lytterskare er mere end tvivlsom. Det er rigtigt, at der findes private fonds, som fra tid til anden bestiller værker hos yngre, talentfulde komponister og på anden måde giver lovende musikere en chance. Det gloriøse eksempel herpå er sommerskolen i Tanglewood, Mass., hvor man kan lære en masse, hvis man har råd, og kan få tildelt ikke ubetydelige legater, hvis man er heldig; men hvad man end har at fremføre for eller imod denne og lignende institutioner, har de i hvert fald deres begrænsning deri, at de henvender sig til et ganske bestemt studium dækkende den fremskredne elev og den debutterende kunstner. — Hvad gør den modnere, men endnu ikke fastslåede (og der hører meget til at være fastslået blandt 48 millioner!) kunstner? — Det er det store problem. Han er overladt til sin egen varetægt.

For udøverens vedkommende er problemet i offentligt søgelys for tiden, fordi det var russerne, der opdagede, at den 23-årige Van Cliburn er en fabelagtig klaverspiller; men det er en anden historie. Komponisterne må stadig klare sig selv.
Og den måde, hvorpå de østkyst-komponister, jeg her vil omtale, har besvaret de ublide omstændigheders udfordring, tyder, synes jeg, på en vitalitet, der lover godt.

Komponistens kunstneriske chance består først og fremmest i at få sine værker at høre, — dernæst i at få dem forstandigt kritiseret. For at opnå dette må han dels alliere sig med dygtige og villige musikere, dels slutte sig sammen med andre til gensidig, udbytterig meningsudveksling. Og det er netop her, hvad der sker 14 dage hver sommer. Composers' Conference er kombineret med Chamber Music Center, en organisation, som for rimelige penge (ophold + honorar) giver amatørmusikere lejlighed til at mødes og spille sammen. Komponister, som har værker »på hjerte«, deltager på samme økonomiske vilkår. Begge parter er lige interesserede i deltagelse af dygtige og villige professionelle musikere, som i stedet for honorar stiller deres viden og dygtighed til rådighed.

De institutioner, der i USA yder mest til støtte for kulturlivet, er nok de akademiske anstalter, universiteter og mindre colleges, der findes spredt i hundredevis i by og på land; og da man kun i sjældne tilfælde opretholder den almindelige europæiske sondring mellem universitet og konservatorium, vil man ofte finde en livlig musikalsk aktivitet som led i disse institutioners daglige liv. Hvad er derfor naturligere for det her omtalte formål end at leje sig ind på et college om sommeren, når det alligevel er tomt. — Bennington College i staten Vermont i det nordøstlige hjørne af landet er som skabt til formålet. Der er musikbibliotek, øvelokaler med flygler, alt nødvendigt orkester-tilbehør incl. slagtøj og kontrabas, et velegnet koncertlokale, dertil køkken, spisesal og rigeligt med værelser til logis — og ikke mindst vidunderlige grønne omgivelser i Vermonts lave bjerge.

Det daglige program forløb for komponisternes vedkommende i store træk, som følger: Om formiddagen »konference«. Det kunne dreje sig om næsten hvadsomhelst: drøftelse af praktiske, organisatoriske eller kunstneriske problemer, analyse og diskussion af et nyere værk af særlig betydning (f. eks. Lionel Nowaks klaverfantasi, som man må håbe snart vil blive udgivet), gennemgang af et instruments særlige muligheder og umuligheder — horn, fagot, kontrabas etc. — med assistance og demonstration af en kyndig musiker o. s.v. — alt som måtte dukke op og trænge sig på. Her deltog somme tider enkelte amatører, men de fleste var travlt beskæftiget i øvelokalerne.

Om eftermiddagen dels gennemspilning, dels indstudering af komponisternes medbragte værker. Gennemspilningerne, som blev foretaget mere eller mindre prima vista af højt kvalificerede musikere, var af så høj kvalitet, at de virkelig kunne give komponisterne et fornuftigt klangligt indtryk af deres værker. De blev optaget på bånd af en tekniker, som af interesse for sagen og i håb om en smule avance flyttede sit laboratorium til Bennington College, sålænge det stod på, og siden klippede båndene til og solgte dem til reducerede priser. På lignende vilkår var en nodeskriver beskæftiget med kopiering af orkester- og kammermusikstemmer: nedsatte priser mod garanteret arbejde.

Om aftenen afholdtes fire gange offentlig koncert, hvor de værker, der var udvalgt til indstudering (såvidt muligt et af hver af de 15 deltagende komponister), opførtes tillige med musik af det klassiske repertoire. I orkestret (ca. 30 mand) spillede alle tilstedeværende musikere og amatører, og kammermusikken fremførtes dels af professionelle, dels af amatør-ensembler. For fuldstændigheds skyld skal nævnes, at to udmærkede sangere, en sopran og en tenor-baryton, varetog den vokale del af fremførelserne. — De øvrige aftner kunne man forlyste sig på alle måder med gennemspilning af Bachs Brandenburger-koncerter (brændenbør-ger på amerikansk), indtagelse af øl og whisky — eller mere private sysler, alt efter temperament og tilbøjelighed.

Man forsikrede mig fra alle sider — og jeg kunne ikke undgå selv at bemærke det —, at hver enkelt, musiker, komponist, sekretær, nodeskriver eller hvad mere, arbejdede hårdt og morede sig dejligt, havde et rigt udbytte og en herlig ferie. Sjælen i arrangementet, den utrættelige og idealistiske komponist og musikkritiker Theodore Strongin, betonede, at især den øjeblikkelige transformation af noder til klingende lyd er af uvurderlig betydning for konsolidering af komponisters stil og teknik; men også den nære omgang med andre komponister og deres værker — de strakte sig lige fra romantik og folklore til dodekafoni og støjmusik — medvirker til et videre udsyn og i sidste instans til en dybere indsigt i løsningen af egne problemer. Det samme gælder den kvalificerede kritik, som alle havde lejlighed til at nyde godt af gennem samtaler med kolleger, musikere og pædagoger.

På mit spørgsmål om, hvordan det rent praktisk var lykkedes nu for trettende gang at stille en Composers' Conference på benene, svarede han beskedent, at den vigtigste årsag er den, at alle parter indser, at de behøver hinanden hver på sin vis. De behøver hinanden så stærkt, at de så at sige kun er til for hinanden, sålænge det varer. Skønt selv højt anset pressemand (eller måske netop derfor) er Strongin fuldtud klar over, at for megen offentlig opmærksomhed ville spolere hele foretagendet. Gode borgere i den lille by Bennington og interesserede fra den internationale studentergruppe på ca. 40, som tilfældigvis var indkvarteret i det samme college i august måned, udgjorde et tilstrækkeligt talrigt og lydhørt publikum ved de offentlige koncerter.

Derfor er kun en snæver kreds vidende om hele foretagendet. Men efter de 14 dage går alle hjem med væsentligt berigede musikalske erfaringer, komponisterne tillige med deres bånd, som ofte kan være nyttige, og musikerne går hver til sit stimuleret med nye ideer, — en til Boston, en til Cleveland etc etc. Og den fremragende violinist Max Pollikoff tager hjem til New York og planlægger en ny serie koncerter med musik af unge komponister, koncerter, som han for egen regning afholder for en lille, men trofast skare af interesserede; — der som her.

Og således virker Composers' Conference måske alligevel både i bredden og i dybden.